Langenæs
Langenæs er et bykvarter i Aarhus. Kvarteret er indrammet af Søndre Ringgade, Skanderborgvej og jernbanen sydover. Det ligger i den sydvestlige del af Aarhus midtby og er navngivet efter det næs, der stak ud, hvor Ringgadebroen ligger. Mange hundrede kubikmeter jord af næsset blev bortgravet for at sikre fundamenterne til broen og give plads til jernbanen.
Langenæs Sogn blev udskilt i 1966 fra Sankt Lukas Sogn. Sognekirken Langenæskirken blev opført samme år.
Før opførelsen af bykvarteret
Allerede i jægerstenalderen var der bopladser i ådalen, hvor Langenæsbydelen ligger i dag. Området blev først for alvor bebygget fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor industrialiseringen medførte en stor befolkningstilvækst til Aarhus, og byen havde behov for at udvide sig mod syd.
På en dyrket mark tilhørende Marselisborg Gods havde der indtil ca. 1840 ligget en gravhøj, hvori der havde været rester fra en begravelse fra bronzealderen. Den nu sløjfede rundhøj havde befundet sig på et sted ved Langenæs Allé mellem Åbenrågade og Nordborggade.
Længe inden området blev bebygget, hørte Langenæs til Havreballegård, som fra slutningen af 1600-tallet skulle blive kendt som Marselisborg Gods efter den nederlandske købmand Gabriel Marselis (1609-1673), der fik tilskødet det i 1660. Gården lå, hvor Marselisborg Gymnasium ligger i dag. Som et resultat af Marselisslægtens overtagelse af Havreballegård er en del lokaliteter i Langenæs opkaldt efter slægten. Derfor finder man blandt andet Marselis Boulevard, Marselisgården og MarselisborgCentret i Langenæskvarteret.
Ved Skanderborgvej lå tidligere den store mølle Magdalene Mølle. Den blev formentlig revet ned ved opførelsen af Marselisborg Hospital i 1913. Møllen blev brugt af bønder fra Viby, og ved siden af møllen lå rugbrødsfabrikken "Magdalene Brød". Under Frederik 7. opstilledes en milesten foran møllen, der skulle markere den østjyske hovedlandevejsstrækning. Stenen står stadig på hjørnet af P.P. Ørums Gade og Skanderborgvej.
Aarhus by overtog godsets jorder
I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Aarhus en massiv befolkningstilvækst, hvilket betød, at byen begyndte at vokse udover den gamle bygrænse. Behovet for at bygge mod syd var til stede, og overretssagfører Christian Ludvig Kier foreslog på et byrådsmøde i 1895, at man skulle forhandle med indenrigsminister Ingerslev, der var ejeren af Marselisborg Gods, om at opkøbe godsets områder. Man fik lavet en aftale, der sikrede Aarhus forkøbsret ved Ingerslevs død i 1896. Derefter var området, der i dag kendes som Langenæs, i Aarhus Kommunes eje.
Byggeplaner ved Langenæs
Efter opkøbet af Marselisborg Gods' jorder ønskede byrådet at lave en samlet bebyggelsesplan for Langenæsområdet. Man rettede i den forbindelse henvendelse til Københavns Stadsarkitekt Chr. Ambt. I 1898 blev et byplansforslag udarbejdet. Forslaget skitserede blandt andet Ringgadens sydlige forløb og foreslog derudover, at jernbanesporet løb gennem det nuværende Langenæs og direkte ned mod havnen. Jernbanen blev dog lagt til at gå rundt om Langenæs.
Haveforeninger lejede sig fra 1910’erne og frem til 1950'erne ind på det 34,5 ha store areal på Langenæs i området mellem Skanderborgvej og jernbanen. Det frodige område blev dermed hjemsted for mange kolonihaver, hvorfra man kunne nyde udsigten ud over Brabrand Sø. Området var kendt for de rolige omgivelser og den tætte placering på Aarhus, og det var derfor vigtigt for byrådet, at man ikke gav los for tilfældigt byggeri.
I 1919-1920 udarbejdede afdelingsingeniør A. Frederiksen en byplan, der blev udgivet i en lille bog med titlen "Byplan for en Del af Aarhus og sydlig Opland". Planen fokuserede på Frederiksbjerg og Langenæs, som skulle bebygges med rektangulære karréer mellem færdselsvejene. Idéen var, at man på den måde udnyttede området bedst økonomisk.
Skitsekonkurrencen
Aarhus Kommune oprettede i vinteren 1949 en konkurrence om en fremtidig bebyggelses- og gadeplan for arealet "Langenæs". Danske arkitekter og ingeniører blev opfordret til at indsende tegninger.
Dommerkomitéen havde ved afgørelsen i april 1950 behandlet 48 forslag, men kunne dog ikke ubetinget gå ind for nogen af dem. Man var betænkelig ved en udstrakt højhusbebyggelse, både fordi bebyggelsen kunne komme til at virke dominerende i området, og fordi man i Danmark ikke havde meget erfaring med højhuse og derfor ikke vidste, hvordan folk ville have det med at bo i dem.
I forsommeren 1950 var en bebyggelsesplan dog endelig færdig. Ingeniør V. Malling og arkitekt Poul Erik Skriver blev, med et par modelleringer, kåret til vindere af den udskrevne konkurrence over områdets udvikling. Den bærende idé i deres forslag var, at området skulle have et vist helhedspræg. Der var et særligt fokus på kontrasterne mellem høj og lav bebyggelse og mellem det lukkede kvarter omkring søen med læ og idyl og den åbne udsigt ud over ådalen og Brabrand Sø. Her skulle 8.-10.000 mennesker have deres bolig og samtidig være afskærmet mod trafik, idet uvedkommende færdsel blev ledt udenom. "Den lette luftige karakter, den vidunderlige udsigt, det smukke terræn med slugten mod vest og endelig manglen på massive veje i hele kvarteret" skulle ifølge viceborgmester I.C. Sørensen gøre området til noget særligt.
Byggeriet blev udført
Byggeriet tog fart i slutningen af 1950'erne og var stort set tilendebragt i midten af 1960'erne. Arbejdernes Andels Boligforening fik tildelt grunde til 232 lejligheder som kompensation for tidligere afgivet areal.
Langs Langenæs Allé rejste man boligblokke, der hver havde syv etager. De blev alle udstyret med en elevator, der var placeret uden for husene for at dæmpe støjen. Mod banegraven opførte man tre bygninger på 15 etager, og det var netop bygninger af denne type af høje bygninger, dommerkomitéen var bekymrede for. I hver blok var der indrettet omkring 120 lejligheder med et-tre værelser.
Områdets butikscenter blev opført ud mod Skanderborgvej. Her indrettede butikskæderne Vime og Brugsen hver et supermarked. Aarhus' nye bykvarter skulle blive "en by i byen", som Aarhus Amtstidende beskrev det den 13. november 1959. Avisen kunne desuden berette, at Langenæs, når det var bygget færdigt, ville få det samme indbyggertal, som købstaden Ribe havde. Højhus Langenæs på Langenæs Allé 21 er en beboelsesejendom i 17 etager og 55 meter. Det blev opført for Arbejdernes Andels Boligforening i perioden 1967-71 og var tegnet af arkitektfirmaet Salling-Mortensen og rådgivende ingeniørfirma Askøes Eftf. SPARK. Højhuset er Danmarks højeste murstensbygning.
Byggeriet på Langenæs blev opført som et montagebyggeri, hvor færdigproducerede betonelementer blev løftet på plads af kraner. Denne løsning var billig og effektiv og banede vejen for et byggeboom inden for den almene sektor, men på det her tidspunkt var en vidtgående anvendelse af betonelementer en nyskabelse inden for byggebranchen.
I 1958 og 1959 kunne Aarhus Amtstidende fortælle, at boligbyggeriet på Langenæs skred fremad med stor fart. "De moderne hjælpemidler - bl.a. fjernstyring af de store kraner" var ifølge avisen skyld i, at byggeriet snart ville stå færdigt. Den nye "skyskraber" på 15 etager var ifølge avisen sat sammen af forskallingsstativer, som var bygningens bærende element. Forskallingsstativerne var fremstillet af rør fra Skandinavisk Rørfabrik i Horsens. Stativerne var bygget som enheder, der nemt kunne flyttes med en kran, og man kunne derfor let udføre en fuld etage 12 gange 56 meter med søjler, etageadskillelser, vægge og elevatorskakte på 10-12 dage. Aarhus Amtstidende konkluderede: "Dette vidner om, hvor hurtigt og rationelt, Langenæsbyggeriet er".
Et tæt bebygget område
Trods idealerne om lys og luft har området i dag byens højeste bebyggelsesprocent. Den tætte bebyggelse var da heller ikke noget, som vakte stor begejstring i alle kredse i samtiden. I november 1959 beskrev Aarhus Amtstidende, at man ud fra et "æstetisk synspunkt" straks kunne fastslå, at det nye område langt fra var nogen "skønhedsaabenbaring". Avisen skrev: "Sjældent har paa et saa begrænset areal saa mange forskellige byggeformer været rystet sammen til en saa kras arkitektonisk cocktail, uden at der dog er tale om, at man bevidst har villet opnaa en stilbrydende virkning. Men den er der." De forskellige former for byggeri, både i farve, højde og stil, var særligt noget, man lagde mærke til. Slutteligt konkluderede avisen, at Langenæs-projektet var blevet så "forkludret", fordi der var taget en række kommunalpolitiske hensyn, som havde medført mange forskellige ændringer i byggeplanen.
Områdets tætte placering på Harald Jensens Plads og krydset ved Skanderborgvej og Søndre Ringgade gør i dag området til et af Aarhus' travle trafikknudepunkter. Bevæger man sig væk fra de større veje og ind på de mindre, er området dog aflukket fra det meste trafik og støj.
Se også
Langenæs i AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Langenæs-Posten, "Langenæs fra 1600-tallet frem mod vor tid", 1. sep. 1989 og 1. december 1989
- Niels Kjær: Fra køkkenmøddinger til højhuse. Bidrag til en beskrivelse af Langenæs-områdets historie. 2010
- Aarhus Kommunes Beretning 1952/53, s. 133-135 (med illustrationer)
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
- Preben Rasmussens udklipssamling 1800-1990, Aarhus Stadsarkiv, Langenæs
- Aarhus Amtstidende, "Nyt Kvarter", 17. sep. 1958
- Aarhus Amtstidende, "Langenæs-skyskraberen skyder hurtigt i vejret. Nye principper i højhusbyggeri", 6. jan. 1959
- Historisk Atlas, historiskatlas.dk
