Christiansgades Skole

Indlæser kort...

Christiansgades Skole 1909.

I 1897 blev ønsket om en ny Borgerpigeskole til erstatning for den gamle i Vestergade 23 fremlagt. Året efter blev det bestemt, at den skulle ligge på Bispetoften i den sydlige del af Vester Allé.
Den nyopførte Christiansgades Skole, som var tegnet af arkitekt C. Harild, blev taget i brug i 1900.
Skolen var opført som et skolehus i to etager med kælder og med plads til 15 normalklasser og en gymnastiksal. Overlærerboligen var placeret ud mod Vester Allé. Det var den første skole i Aarhus, hvor alle lokaler fandtes i samme bygning.
Mellem- og realskolen blev oprettet i 1906, men den gamle borgerskoleundervisning fortsatte i endnu nogle år, således at eleverne efter 4. klasse kunne gå videre i enten den fireårige mellemskole eller den treårige borgerskole. Indskrivning af betalingselever skete sidste gang i foråret 1909, og skolebetalingen ophørte med udgangen af marts 1912.

Elever på Christiansgades Skole 1902. Fotograf ukendt. Den Gamle Bys billedarkiv.

Skolens lærere

Theodora Müller havde været ansat ved skolen siden 1901, i 1916 afløste hun som 42-årig Arnstrup som overlærer og blev dermed første kvinde i en kommunal lederstilling i Aarhus. Den seminarieuddannede forfatter Richardt Gandrup var lærer ved skolen fra 1925 til 1935, og det var hans fortjeneste, at Pigekoret fra Christiansgades Skole blev efterspurgt til udenbys koncerter og radiotransmissioner som et af landets fineste skolekor. Med koncerter i Viborg og Aarhus Domkirker i 1935 sluttede et smukt kapitel i skolens historie.

Som handelsskole

Efter flytningen til Christiansgade i 1900 blev det muligt at forøge skolens elevtal og oprette to parallelforløb. I tiden, der fulgte, øgedes elev- og klassetal yderligere, og der gik for det meste mellem 500 og 600 piger i skolen. Men aarhusianerne flyttede fra midtbyen, og i begyndelsen af 1960´erne besluttede skolemyndighederne, at den nye Frydenlundskolen, som 1960-1967 byggedes i den vestligste del af kommunen tæt på grænsen til Hasle, fra 1962 skulle erstatte Christiansgades gamle pigeskole med nu kun et par hundrede elever fordelt på ni klasser. Århus Handelsstandsforenings Handelsskole (fra 1970 Århus Købmandsskole), som hidtil havde klaret sig med lejemål i Paradisgades Skole og Frederiks Allés skoler, overtog herefter de ledige bygninger og indrettede dem til brug for handelsskoleundervisningen.

Aarhus kommunale Fortsættelsesskole oprettedes i 1916 for elever, som forlod skolen efter syv års skolegang. I løbet af kort tid udviklede fortsættelsesskolen sig til en ren pigeskole, og som sådan havde den til huse i Christiansgades Skole.

I dag er Folkeoplysningens Hus placeret på adressen.

Erindringer

Artikel af Lone Jørgensen

Fra FO-Aarhus' blad "Nicolai" nr. 2,3 og 4, 2005.

Nicolai har besøgt den 78-årige Einar Møller, der er tidligere lærer på Christiansgade Skole på Vester Alle 8, det nuværende Folkeoplysningens Hus. Med dampende kaffe i koppen og nybagt kringle i hånden skruer Einar Møller tiden omkring 50 år tilbage til dengang han begyndte som lærer på Christiansgade pigeskole i 1952. Einar Møllers fortælling starter her og fortsætter på bagsiden af næste nummer af Nicolai. ”Jeg har i al min tid som lærer på Christiansgade Skole taget afsted om morgenen med stor glæde. Christiansgade skole var et dejligt sted at være, og der var altid en god stemning på skolen, både mellem skolens ca. 20 lærere, men også mellem lærere og elever. Det var en periode præget af stor disciplin og respekt, hvor man rejste sig for lærerne og kun brugte tiltaleformen dis. De yngre lærere havde tillige megen respekt for de ældre lærerinder, der altid lidt indforstået refererede til ”de gode gamle dage” på skolen, og som havde deres eget lærerindeværelse, kun for kvinder. Skolens på det tidspunkt tre mandlige lærere måtte derfor ”forpasse” sig til deres eget lille lærerværelse for hankøn”, fortæller Einar Møller. Senere fik alle lærerne fælles lærerværelse, og Einar Møller mindes en ældre lærerindes ord ved en af de første fælles frokoster på lærerværelset: ”De, Hr. Møller, har da vist ikke råd til sådan en madpakke”, lød overlærerindens kommentar til Einar Møllers madpakke. ”Hun vidste ikke, at jeg tilfældigvis denne dag havde rester med fra et fornemt gilde dagen før, og hun mente ikke, at den daværende lærerløn kunne række til, at jeg havde den slags madpakker med”, griner Einar Møller og fortæller, at en årlig lærerløn midt i 1950’erne var ca. 13.000 kr., og at en almindelige arbejdsuge dengang talte 48 timer. ”Men da jeg blev gift, fik jeg da en lønforhøjelse på hele 50,- Kr. – nu da jeg skulle til at være forsørger!”, fortæller Einar Møller med en smil. Efter 1950 var der ikke længere så stor brug for lærere i midtbyen, og Einar Møller fik derfor aldrig nogen jævnaldrende eller yngre kolleger på Christiansgade skole. Men han mindes sine ældre kolleger som gode kolleger. Han husker endda nogle af deres øgenavne, som blev givet dem af eleverne. En af hans kolleger var en kraftig lærerinde, der altid og ufravigeligt bar grøn kjole. Eleverne døbte hende derfor ”Grønsværden” og det var derfor næsten umuligt og uden tvivl ubarmhjertigt, når Einar Møller i tiden derefter på ture til Kalø fik til opgave at undervise eleverne om rytterne, der red på Grønsværden ved Kalø.

”Det var en anerkendt og respekteret skole, og skolen havde mange traditioner. Men der gik også børn fra meget små kår på skolen. De kom fra områderne omkring Nygade, Grønnegade og Vestergade. Der var ind imellem tale om forsømte børn”, fortæller Einar Møller, og mindes de lopper han selv har ”huset” efter at have hjulpet disse børn med skrivningen. ”Men bestemt velbegavede og dejlige børn”, tilføjer Einar Møller. Einar Møller fortæller ligeledes, at han stadig årligt mødes med en gruppe af hans gamle Christiansgade-elever, der forlod skolen i 1960’erne. Hvert år i november møder de troligt op fra nær og fjern til gensyn hos Einar Møller og hans kone. ”De havde det godt som klasse – de passede godt sammen”, forklarer Einar Møller beskedent, men hans historie vidner i det skjulte om ham selv som en meget vellidt og yderst respekteret lærer. ”Når jeg tænker tilbage på min tid på skolen, tænker jeg først og fremmest på morgensangen. Det var en fantastisk oplevelse at høre 350 lyse pigestemmer på gangene og etagerne i den store bygning. Det kan man slet ikke forestille sig. I det hele taget kan det være svært at forestille sig skoletiden dengang, når man sammenligner med i dag. Dengang stillede man klassevis op i rækker før man måtte gå ind i skolen, dengang skulle man være udenfor i frikvartererne, dengang fandtes toiletterne udenfor i skolegården, og udskylning af disse fandt kun sted én gang efter hvert frikvarter. Dengang sang man morgensang hver morgen, og dengang måtte uartige elever sidde efter eller sendes til ”overhaling” hos inspektøren – noget man ikke skulle ønske sig”, fortæller Einar Møller. Helt frem til 1970 varede skoleugen fra mandag til og med lørdag, alle dage fra klokken 8-15. Frem til 1961 husede den gamle skolebygning på Vester Allé, der i år runder 105 år, Christiansgade-skole, der fra midten af 1950’erne også fik drenge blandt eleverne. Men i 1961 blev skolen nedlagt og elever og lærere flyttede til den nybyggede Frydenlundskole. Her slutter beretningen om Christiansgade pigeskole på Vester Allé 8, hvor et nyt kapitel i bygningens historie begyndte: nemlig Handelsskolens historie. Einar Møller fungerede indtil 1990 som lærer. Desuden blev Einars kone børnehaveklasselærer på Frydenlundskolen, og med et smil slutter Einar sin fortælling af med historien om, hvordan dette blev en omvæltningens tid for ham: ”På Frydenlundskolen holdt jeg fast i at ville kaldes Hr. Møller, og det respekterede både børn og kolleger. Men da min kone blev ansat gik jeg fra at være ”Hr. Møller” til at være ”Fru. Møllers mand” Det var svært”, griner Einar Møller.

Inger Danielsen fortæller

En tidligere elev fra 1947-1952

Mens jeg endnu gik på Christiansgades Skole var fattiggården der stadig og i den forreste af bygningerne, der lå langs Vester Alle, var der fritidshjem om dagen og ungdomsklub om aftenen. På fattiggården kunne man købe træ, både optændingspinde, der var bundtet, og pejsebrænde.

De første drenge på skolen blev indmeldt i 1. klasse i 1952. I de år, jeg gik på skolen, havde man et spor fra 1.-5. klasse, derefter skulle alle i Aarhus til optagelsesprøve, og hvis man bestod den, kunne man komme i mellemskolen, enten på Christiansgades Skole, Munkegades Skole (som kun var for drenge), Finsensgades Skole eller Fjordsgades Skole, som var fællesskoler. Der blev højst optaget 5-6 elever fra hver 5. klasse. Bestod man ikke optagelsesprøven, kunne man prøve igen i 6. klasse - og så var løbet kørt. Hvis man blev optaget, gik man i 1.-4. mellem, som blev afsluttet med en mellemskoleeksamen og derefter kom man i realklassen, som så blev afsluttet med en realeksamen - altså 10 år i alt.

De 5 første år af min skolegang var på Samsøgade skole og det var noget turbulent for det var jo under krigen og om sommeren blev skolen taget af tyskerne og vi kom så i Skovvangskolen og skulle gå helt ovre fra hjørnet af Samsøgade og helt over til Skovvangskolen i første klasse. Også om vinteren hvor det var mørkt og koldt. Det var ikke spændende. Jeg oplevede også da universitetet blev bombet. Jeg var på vej hjem fra skole og kom ned ad Randersvej og ind gennem Universitetsparken ind mod Naturhistorisk Museum, da vi hørte flyene komme hen over os og hørte bomberne faldt. Min mor havde altid lært mig at hvis jeg var nær skolen, skulle jeg løbe derhen, eller til hospitalet eller hjem, hvis det var nærmere. Men vi løb så over på hospitalet og over Randersvej kunne vi se hvordan bomberne faldt ned over universitetet.

Da Skovvangskolen blev taget, fik jeg undervisning på både Kock skole og Christiansgade skole. Efter krigen ændrede man skoleåret fra at gå fra april til april til at starte i august og så havde man sommeren til at renovere de skoler, som tyskerne havde haft. I Samsøgade skole havde tyskerne haft hestestald i aulaen, så det så jo frygteligt ud. Jeg kom tilbage til Samsøgade skole i 1945 og så skulle jeg i mellemskole i 1947, men der var kun mellemskole på få af skolerne - Fjordsgade og Finsensgade og det var blandede skoler. Så var der Christiansgade og Munkegade og det var henholdsvis pige- og drenge skole. Der var kun de fire og det er utroligt, når man tænker på hvor mange børn, der var i Aarhus på det tidspunkt. Kun fire steder kunne man gå i mellemskole. Så man skulle til optagelsesprøve - for som min gamle klasselærer sagde - "de skummer jo lige fløden". Man tog kun dem, der bestod prøven.

Jeg var så heldig at komme i Christiansgade skole, og jeg synes vitterligt det var et held. Ikke at Samsøgade var en dårlig skole, men der var en anden disciplin på Samsøgade. Kæft, trit og retning. Vi stod i rækker før vi skulle gå ind i skolen om morgenen og ve den arme synder der bare kom til at dreje hovedet. Gårdvagterne gik rundt med sådan nogle små legetøjsstokke og så fik man en over hovedet med den. Der gik også drenge deroppe, og de to store indgange var opdelt i en pige- og en drengeindgang og der var nærmest en usynlig streg i skolegården. Den tættest på Ny Munkegade var pigeindgangen. Hvis man kom over på den forkerte side, blev man stillet op ad væggen til spot og spe for alle knægtene. Der var lidt mere kadaverdisciplin. Derfor var det pragtfuldt at komme i Christiansgade skole. Der var simpelthen en ånd deroppe, som gjorde én glad. Der var vel problemer lige så vel som andre steder, men tonen var en anden.

Og så var vi så heldige at få Alfred Fredbøg som klasselærer og F.W. Andersen til regning og fysik og han sagde: "Ja, jeg skulle egentlig have været jeres klassefar, men hr. Fredbøg havde ikke prøvet at være klasselærer før og ville gerne, så han fik jer". Og hr. Fredbøg var virkelig en god lærer. Vi elskede ham over alt på jorden, men du kan saftsuseme også tro vi havde respekt for ham. Man turde ikke komme til hans timer uden at være forberedt. Der var ikke den hårde, skrappe disciplin, men vi havde respekt og det betød utroligt meget. Vi havde en dansklærer, der var ret speciel og en gang imellem lidt strid og så klagede vi til Fredbøg. Og han hørte på os og undersøgte og kom tilbage og sagde: "I er altså ikke helt rigtigt på den piger, det er sådan og sådan" eller han sagde: "Jeg kan godt forstå I er blevet lidt vrede, men nu er det overstået". Altså meget diplomatisk. Men han gav os ret, hvis vi havde ret og det betyder meget for børn.

Jeg boede jo i Munkegade og kom via Grønnegade og Christiansgade op til skolen, men der var - synes vi jo - en lidt åndssvag regel om at vi skulle hele vejen op i Vester Allé og ind af den indgang, i stedet for at bruge den der ligger nedenfor skolen i Christiansgade. Den sparede os for 3-4 minutter og når man var sent på den, var det afgørende. Og så havde vi en lærerinde, frk. Pind Olesen, som også altid kom i sidste øjeblik og hun kom hen ad Åboulevarden og så op af Christiansgade, og når vi så hende henne fra Grønnegade, så piskede vi op og fulgtes med hende og så lod hun os gå ind gennem den lille port i Christiansgade. Efterfølgende blev det højt og tydeligt sagt, at man skulle bruge den store port og være der når klokken ringede og det gjaldt ikke, at man kom med en lærer. Men hun hjalp os nu mange gange den vej rundt. Så havde vi alle tiders lærer til sang - Svend Wagner, som er far til politidirektøren Hanne Bech Hansen. Han var noget af det mest herlige. Vi fik lov til at synge datidens slagere - også lille Ole, selvom Wagner synes Lille Ole var møghamrende forkælet!

Vi havde et ret godt kor deroppe på skolen også. Der foregik ting på skolen, som man kun drømte om kunne foregå. Det var så unikt. Op ad den første trappe på den gamle Christiansgade skole, hvor der nu er en garderobe og et kontor - det var dengang skoleinspektørens kontor og det lille rum, der er foran, hvor der nu er nogle skabe og så videre - der lå dengang alle svedeprotokollerne, så det vil sige, at når man fik en sveder, så skulle man ned og hente en svedeprotokol foran inspektørens kontor, og man håbede bare ikke at møde inspektøren. Og så skulle man have en kopi med hjem til underskrift. Jeg har selv prøvet at få en en enkelt gang.

Og vi havde lavet den aftale med Fredbøg, at hvis vi fik en sveder af en af de andre lærere, så skulle vi komme og fortælle ham det, så han var orienteret. Men så havde vi en pige i klassen, hun var simpelthen det skæggeste pigebarn, og meget dygtig, men hun snakkede og hun havde fået en sveder. Så måtte hun ned til Fredbøg, der sagde: "Så passer du på". "Ja, ja", sagde hun, men det gik jo hverken værre eller bedre end at hun fik en sveder mere. Så sagde han til hende, at hvis hun kom igen med en 3. sveder, så ville hun også få en af ham. Og hun fik den 3. inden for en uge og derfor også den 4. af Fredbøg som lovet. Alle fire måtte hun have med hjem til underskrift. Men da Fredbøg havde set dem underskrevet rev han sin egen i stykker, så den blev ikke effektueret. Svederne foregik ellers sådan, at man mødte fra kl. 14 - 15 i et bestemt lokale udstyret med svede-lærere og man måtte ikke læse lektier eller sådan noget. Man skulle sidde med hænderne foldet på bordet og holde sin mund. Det var skrap kost.

Dengang jeg selv fik en sveder var i husgerning. Skolen havde ændret husgerningstimerne fra 4. mellem og realklassen til 2. og 3. mellem, derfor blev der alt for mange klasser til at skolens husholdningslokale kunne rumme dem. Vores undervisning foregik på 4. sal på Ingerslev skole og der var langt ned med skraldespanden. Det gad vi ikke altid. Så var der et tørreloft, hvor håndtaget var knækket, så vi kunne simpelthen ikke komme ud og ned til timen igen, sagde vi. Men den godtog læreren ikke, så det kostede en sveder. Og selvfølgelig kunne vi komme ud, men vi gad ikke. Der var også sjove ting lærerne imellem. En dag kom Wagner og spurgte: "Skal I have Fredbøg i dag?". "Ja", sagde vi. "Nå", sagde Wagner, "for han fortalte mig i går at han ville komme med en ny cykel i dag og det værste han ved er at alle pigerne siger tillykke med Deres nye cykel Hr. Fredbøg", og så sagde Wagner ikke mere. Og resten af dagen lød det: "Tillykke med den nye cykel" alle steder. Så gik der ikke mange dage førend Fredbøg spurgte: "Skal I have Wagner i dag? Han har lige fået en søn i nat". Wagner var altid gårdvagt og han var der også denne morgen. Og hele den dag lød det "Tillykke med deres søn" - så til sidst når Wagner så nogle fra vores klasse, gik han ind i opgangen og gemte sig. Så vi var involveret i lærernes smådrillerier af hinanden.

Så gjorde Fredbøg det, at han én gang om året inviterede os hjem til sig. Til kaffe, te og kage. Han elskede selv hygge og kunne også finde på at foreslå at vi alle sammen skulle mødes på cykel klokken 19 en aften og køre ud og høre nattergalen eller samle særlige planter eller lignende. Han var utrolig aktiv på det område. Jeg har haft kontakt med Hr. Fredbøg til han døde og nu med hans søn. I 4. mellem skulle vi på skolerejse til Norge. Vi var tre klasser, der skulle af sted og hver klasse måtte have to lærere med. Vi ville gerne have Hr. Fredbøg og Hr. Andersen med, men det måtte vi ikke. Der skulle en kvindelig lærer med - det blev vores dansklærer, som vi af og til var lidt sure på. Men der var ikke noget at gøre og vi var møghamrende sure. Jeg har billede derhjemme hvor Hr. Fredbøg kurer på rumpen ned af en sneklædt bakke. Men det gik nu også meget godt med dansklærerinden i Norge.

I 2. mellem skulle vi på lejrtur i september. Vi var begyndt efter ferien i august og selv samme kvindelige dansklærer var så sur, for hvad lignede det, at man efter 6 ugers ferie skulle på ferie igen. Vi synes hun var så strid, for vi fik en del undervisning den uge. Vi skulle til Fuglsølejren og vi skulle selvfølgelig cykle derover. Men i 1949 var der ikke råd til ret meget. Jeg havde min søsters gamle cykel der punkterede flere gange på vej derover, men vi skulle cykle. Bagagen blev dog transporteret.

Det samme år som Christiansgade havde 50 års jubilæum, spillede 4. mellem skolekomedie og det blev holdt i Aarhus-hallen. Det var meget fint dengang. De spillede Elverhøj. Det var så flot. Da jeg selv gik i 4. mellem året efter opførte vi Molboerne. Det var også herligt. Vi havde faktisk mange i klassen der var ret dygtigt til at synge. Men det var efter skoletid, der skulle øves. Ikke i skoletiden. Trods det vi havde 36 timer om ugen. Skolegang om lørdagen også fra 8-14. Men kor og andet lå om eftermiddagen efter skoletid og det betød jo så at lærerne også var der om eftermiddagen. Der var sådan en form for entusiasme blandt lærerne. Det gjorde man bare.

Da vi havde jubilæum var alle eleverne om formiddagen i Regine-teatret, hvor der blev holdt taler. Skoleinspektøren fra Munkegade skole var også blandt talerne og han sagde, at han håbede, at skolerne Munkegade og Christiansgade engang kunne blive slået sammen. Og så skreg vi jo og jublede. Vi mødtes jo altid med de drenge, der kom ud fra Frederiksbjerg som skulle op i Munkegade nede på den lille trekant for enden af Christiansgade ned mod Åboulevarden. Så havde vi sneboldkamp. Og når vi havde skolebal var Munkegades elever med og omvendt. Vi havde det meget sjovt samme.

I klasseværelset over for inspektørens kontor hang det ur, der bestemte hvornår der skulle ringes ind og ud - klokken sad udenfor klasseværelset og duksene skulle så passe tiden - det var før automatikkens tidsalder - hvad skoleklokkeringning angik. Skolen vendte således at der var en skyggeside og en solside og man skiftede hvert år til at være på den ene og på den anden side inde i skolen. Og når vi var på skyggesiden - den der vendte ud mod Christiansgade vinkede vi til fangerne i arresten, selvom vi selvfølgelig ikke måtte. Så kan jeg også huske vi havde håndarbejdslokale nede i kælderen. På et tidspunkt kom Ellen Gottschalch, en meget kendt skuespillerinde dengang. Hun var her fra Aarhus og havde gået på Christiansgade skole og hun havde rund fødselsdag eller jubilæum og Volmer Sørensen lavede en udsendelse om hende. De skulle på besøg oppe i vores håndarbejdsklasse, som var forholdsvis nyindrettet. De kom ind og optog på bånd - det var før TV - det skulle sendes i radioen og vi skulle sy alt hvad vi kunne på symaskinerne, så det rigtigt kunne høres. Det var stort - hun var jo ret kendt. På kongens fødselsdag havde vi fri, men da Christian d. X var død mindedes vi ham i september - den dag han kunne have holdt fødselsdag ved at synge f.eks. Kongesangen - eller "Der rider en konge" - en sang der især blev kendt under krigen.

Stilehæfter, regnehæfter og kladdehæfter med mere var der altid rigeligt af, selvom det var efter krigen, men sjovt nok var der mangel på tavleklude, så inspektøren klippede dem altid midt over, så vi kun fik en halv strikklud af gangen. Den holder ikke længe og det var noget af det mest ulækre. Og da vi så havde klasseværelse ud mod gaden og slåssede med tavlekluden, så røg den jo nogle gange ud af vinduet og ned i krattet nedenfor og der var både inspektørens kontor og lærerværelset. Var det længe siden vi havde fået en ny, kunne man hente en ny hos inspektøren, men havde man lige fået den, måtte man ned og fiske den ud af krattet, ikke uden fare for at blive opdaget.

Det at der ikke var drenge på skolen gjorde os nok meget tøsede - der var ingen modvægt, men på den anden side har vi måske så fået lidt friere hænder, men vi var meget autoritetstro. Det år jeg gik ud, kom der drenge på Christiansgade skole. Vi glædede os alle til at slutte skolegangen, men vi tudede alle sammen den dag vi skulle forlade skolen. Det var en god skole. Den følte jeg mig virkelig knyttet til - det var min skole.

Se også

Skolevæsenet i Aarhus