Rasmus Peter Sabroe (1867-1913)
Rasmus Petersen Sabroe – bedre kendt som Peter Sabroe – (født den 23. januar 1867 i Gødvad i Silkeborg, død den 26. juli 1913 i en togulykke ved Bramming) var redaktør, politiker, samfundsagitator og medlem af Aarhus Byråd 1900-1908 for Socialdemokratiet.
Søn af forpagter og senere handelsmand Anders Agerup Sabroe (1820–96) og hustru Mette Marie Rasmussen (1841–1921).
Gift den 26. april 1892 i Silkeborg med Thyra Møller, født den 16. november 1868 i Silkeborg, død den 9. juli 1940 i Aarhus. Datter af købmand, senere bankdirektør og kancelliråd Frederik Peter Møller (1826–1907) og hustru Aurora Rasmine Nellemann (1836–1910). Peter Sabroe og Thyra Møller fik sammen fire børn, blandt andre sønnen Povl Sabroe.
De første kampe
I november 1891 blev en ung soldat dræbt under en stroppetur i Ridehuset. Den 24-årige Peter Sabroe overværede begravelsen, og da præsten var færdig med at tale, sprang han op på graven og råbte: "Soldater! Glem ikke de Bødler, der pinte den Døde!"[1] Sabroes anklage var rettet mod soldatens overordnede, og samme anklage gav Sabroe udtryk for i en avisartikel i Demokraten den 10. november 1891. Aktionen kostede Sabroe 14 dage på vand og brød for at have krænket gravens fred.
Syv år senere kom Sabroe på barrikaderne igen. Natten til juleaftensdag 1898 døde fem børn af røgforgiftning i Skejby. Børnenes forældre, røgter Svendsen og hustru, havde været på den lokale herregård for at malke, mens der var udbrudt brand i deres hjem. Også denne episode fulgte Sabroe gennem avisartikler og fik dermed sat fokus på forældre, der var så fattige, at de måtte forlade deres børn om natten for at tjene lidt småpenge. Sabroe fik samlet omkring 2000 arbejdere, som i sørgetog med røde faner drog ud til børnenes begravelse.
Derudover fik han rejst en sten på børnenes grav med deres navne samt teksten: "De fem Søskende døde Juleaftensdag 1898 om Morgenen under en Brand, der opstod, medens Fader og Moder begge var paa Arbejde. Fred være med deres Minde."
Sabroe og familien
Peter Sabroe blev født i Gødvad ved Silkeborg som søn af forpagter og handelsmand Anders Agerup Sabroe (1820-1896) og Mette Marie Rasmussen (1841-1921). Som barn flyttede han med sine forældre til Aarhus. Sabroeslægten var ikke ny for Aarhus, da Peter Sabroes farfar, købmand Peter Mauritz Sabroe, tidligere havde siddet i borgerrepræsentationen i byen. Ligeledes kom Sabroes fætter, Thomas Thomassen Sabroe også til at gøre karriere i Aarhus som grundlægger af Thomas Ths. Sabroe & Co, der producerede kølemaskiner.
I 1892 blev Peter Sabroe gift med Thyra Møller, der var datter af bankdirektør og kancelliråd P.F. Møller. Ægteskabet mellem den pæne borgerlige pige og den ideologiske socialist vakte en del furore, og efter sigende blev kancelliråd Møller informeret om datterens forlovelse med Sabroe gennem en notits i en avis.
Parret fik fire børn, men havde som regel også plejebørn boende hos sig. Sabroe blev flere gange sagsøgt for bortførelse af børn, som han selv havde fjernet fra dårlige kår. Indimellem tog Sabroe endda udslidte husdyr til sig. Peter Sabroes søn, Povl, har senere udtalt:
- ”Man var som barn ikke rigtig glad ved at følges med ham på gaden. Så han en kusk bruge pisken for stærkt, eller var vognen læsset for tungt, greb han ind og overværede han et opgør mellem en fuld arbejder og hans forpinte kone, var Peter Sabroe løs. Så man håbede inderligt, nar man var ude at spadsere med ham, at folk ville opføre sig ordentligt den dag.”[2]
Journalisten Sabroe
Som 14-årig tog Peter Sabroe til København, hvor han kom i skomagerlære. I København blev Sabroe tiltrukket af den socialistiske bevægelse, og efter at have deltaget i en skomagerstrejke blev han bortvist fra sin læreplads. I stedet kom han i lære som hattemager, og 18 år gammel blev han tilknyttet Demokraten i Aarhus, som han sendte "Københavnerbreve" til.
I 1887 kom Peter Sabroe tilbage til Jylland. Redaktøren ved Demokraten, Harald Otto Jensen (1851-1925), fik Sabroe ansat som redaktør ved det nyoprettede underblad, Randers Folkeblad. Året efter flyttede Sabroe tilbage til Aarhus, hvor han blev tilknyttet Demokraten først som journalist og fra 1895 som medredaktør. I 1908 flyttede Sabroe til Kolding, hvor han redigerede partibladet, og fra 1910 blev Sabroe tilknyttet Social-Demokraten i København.
Da Peter Sabroe fik sværere og sværere ved at få sine artikler trykt i Social-Demokraten, startede han i 1910 sig eget blad, "Sabroe's Blad", der i 1913 skiftede navn til "Lille Poul". Sabroes journalistik var præget af hans dybe sociale indignation. Når han stødte på et emne, der optog hans sind, forfulgte han emnet gennem en lang række artikler, som ofte førte til en større offentlig debat.
I byrådet som 32-årig
Ligesom man ikke kunne ignorere journalisten Peter Sabroe, kunne man bestemt heller ikke ignorere ham som politiker.
Sabroe brugte gerne alternative midler for at understrege pointen i sine taler. Afholdsmanden Larsen-Ledet har senere udtalt, at Sabroe yndede at møde op til valgmøder med indbundne årgange af rigsdagstidende, som han heftigt gestikulerede til, mens han henviste til citater heri – indholdet havde ifølge Larsen-Ledet dog intet med den givne sag at gøre. Det var heller ikke unormalt, at Sabroe medbragte et forslået barn, så tilskuerne selv kunne få syn for sagen.
Sabroe var en medrivende taler, som også selv lod sig rive med. Han agiterede stærkt for bedre vilkår for børn og fattige, men indimellem gik han for langt i sin kritik. Konsekvensen af hans ideologiske, direkte og ofte hårde tone blev, at han ikke sjældent ragede uklar med modstanderne og endog blev sagsøgt for fornærmelser og injurier.
Sabroe fandt også mange tilhørere, og få uger før sin 33-års fødselsdag blev han den 1. januar 1900 socialdemokratisk medlem af Aarhus Byråd. Her sad han, indtil han flyttede til Kolding i 1908. I byrådet fortsatte Sabroe sin kamp for bedre forhold for samfundets udsatte, hvilket blandt andet resulterede i oprettelsen af De Gamles Hjem på Kirkegårdsvej og Christian IX’s børnehjem i Finsensgade. Sidstnævnte bygning huser i dag Peter Sabroe Seminariet, der i dag er en del af VIA University College.
Peter Sabroe nåede også at sidde i kommissioner for både skole og sundhed samt i byrådets sundhedsudvalg. Derudover sad han i bestyrelsen for fattigkassen for først Vor Frue Sogn og dernæst Domsognet.
I Folketinget
Så snart Peter Sabroe blev gammel nok til det, stillede han op til Folketinget. Det var i 1892. Det lykkedes dog først at komme ind i 1901, hvor Sabroe var opstillet i Aarhus Nordre Kreds med højremanden overretssagfører Høegh-Guldberg som politisk modstander. I Folketinget blev Sabroe blandt andet kendt for sine lange taler. Efter at Folketinget havde behandlet den såkaldte pryglelov i 1905, bemærkede ’Blæksprutten’, at ”når man hører Sabroe tale i flere timer, ønsker man i hvert fald dødstraffen bevaret.”
I starten af 1908 rullede Hebron-sagen, hvor Peter Sabroe intenst afdækkede behandlingen af børnene på pigehjemmet Hebron ved Struer. I Folketinget varede sagens behandling hele fem dage, og Sabroe var i hård verbal kamp med justitsminister Alberti, som var ophavsmanden til prygleloven. Under et af Sabroes indlæg i Hebron-sagen måtte folketingssalen for første gang i 35 år rømmes på grund af uro – årsagen var de mange højrøstede ”Hørt”-råb.
Sabroe var ikke bange for at lægge sig ud med selv de mest respekterede politikere, også selv om de kom fra hans eget parti. Sabroes manglende evne til at følge partilinjen medførte, at Socialdemokratiet flere gange holdt møder om en eventuel ekskludering af Peter Sabroe.
Socialdemokratiet var på Sabroes tidspunkt et republikansk parti, og derfor skabte det en mindre skandale, da Sabroe i 1902 sammen med Aarhus Byråd deltog i en middag med kronprinseparret på Marselisborg Slot. Højrebladet ’Vort Land’ reporterede spottende, at Fru Sabroe til middagen havde båret en lys rosa silkenederkjole med hvid håndbroderet overkjole, mens ’Social-Demokraten’ forsvarede, at Fru Sabroes kjole nu var af uld og ikke silke.
Peter Sabroe forlod Socialdemokratiet efter flere uoverensstemmelser og almen utilfredshed i partiet. “I vinteren 1912–13 var dette forhold blevet så spændt, at såvel rigsdagsgruppe som hovedbestyrelse og kongres i en beslutning indskærpede Peter Sabroe, at han enten måtte bøje sig for gruppens vedtægter og partiets program eller betragte sig som udtrådt.” (Fra Dansk Biografisk Leksikon).
Sabroes mærkesager
Peter Sabroes hjerte brændte for samfundets svage, og dem var der nok af ved indgangen til det 20. århundrede. Sabroe kørte både som politiker og som journalist flere kampagner mod forholdene på flere børnehjem og opdragelsesanstalter, som eksempelvis Flakkebjerg, Landerupgaard og Bøgildgaard. Udover at flere forstandere for de udskældte hjem måtte tage deres afsked, fik Sabroe sat børns rettigheder på dagsordenen, hvilket medførte landsdækkende debatter. Til gengæld måtte han ofte betale store bøder og endog fængselsstraffe for injurier og fornærmelser. Som Sabroe ironisk bemærkede, var han det eneste folketingsmedlem, der betalte sine diæter tilbage – i form af bøder. Sabroe blev kendt som børnenes ven, men det var ikke kun børn, der nød godt af hans opmærksomhed. I 1912 var han med til at få gennemført en ny tyendelov, der skulle give bedre forhold for tjenestefolk.
Senere i sin politiske periode satte Sabroe kampen ind mod alkoholisme blandt arbejdere. I 1909 meldte han sig ind i afholdsbevægelsen, og han var ikke bleg for at gå ind på et tilfældigt værtshus og holde dundertale for gæsterne.
4-timers talen
Omkring 1908 holdt Peter Sabroe en fire timer lang tale i Folketinget, der blandt andet omhandlede forholdene på landets opdragelsesanstalter, her iblandt Bøgildgaard mellem Silkeborg og Viborg:
- ”Jeg havde for to Aar siden haft Lejlighed til paa Bøgildgaard at se denne Dreng, som gjorde et fuldstændigt abnormt Indtryk, og navnlig var han ganske apatisk og sløv, uden Evne til regelmæssigt og stadigt Arbejde. Desuagtet blev der af ham forlangt det samme Arbejde som af de andre, og hvad der hos ham var en medfødt Mangel, som gjorde det umuligt for ham at arbejde, blev betragtet som Dovenskab. Denne Dreng er paa Bøgildgaard bleven tildelt Hundreder af Rottingslag. - Han har i Uger og Maaneder siddet i Arrest, han er bleven sultet og tørstet, han har en enkelt Gang siddet 14 Dage i Arrest paa Bøgildgaard, og den eneste Mad, han har faaet, har været bart Rugbrød, 2-3 Rundtenommer en hel Dag, og dertil Vand; det vil sige en Madration, som er ringere end den Ration, man tilstaar Personer, som ere dømte til Vand og Brød.
- Han siger - og det er det pudsige ved det – ”det har jeg fortjent”. Han taler om, at alle Straffe ere fortjente, det er noget, Børnene blive indøvede til at sige. - Saa spørger Stadslægen: Hvad vil det sige, at du har fortjent det, hvad havde du lavet? Han havde slaaet en Kande i Stykker.
- Og hvor oprørende det end er - er saadan Afstraffelse Lov, og hvis der blev indledet Undersøgelse, og det viste sig, at det til Punkt og Prikke var rigtigt, hvad Drengen fortæller, vilde Forstanderen dog ikke blive dømt; der vilde ikke en Gang kunne rejses Tiltale mod ham, han har nemlig handlet i Overensstemmelse med det bestaaende Strafferegulativ, han har Ret til det.”
Se talen i sin fulde længde her
Økonomiske problemer
I 1906 etablerede Peter Sabroe i samarbejde med Vilhelm Olsen Den Kommunale Pølsefabrik som protest med konservesindustrien. Pølsefabrikken kom blandt andet til at producere "Sabroes Pølser".
Nok var Sabroe en ferm journalist og politiker, men nogen dygtig forretningsmand var han ikke. Pølsefabrikationen blev en stor underskudsforretning, og i 1910 blev fabrikken afhændet. Samme år begyndte Sabroe at udgive Sabroe's Blad, men også dette foretagende gav underskud. Oven i dette kom de ustandselige bøder, Sabroe blev idømt for fornærmelser og injurier.
Peter Sabroes venner og støtter etablerede derfor i 1911 en landsindsamling for at hjælpe ham ud af de økonomiske problemer.
Død og begravelse
I juli 1913 var Sabroe på en 14-dages foredragsturné på Fyn og i Jylland. Den 26. juli 1913 fik turnéen en tragisk og brat ende, da Sabroe omkom i en togulykke. Hans tog – nr. 1029 – afsporedes ved Bramming på vej mod Esbjerg, og i alt 15 personer omkom ved ulykken, mens 53 blev kvæstet. Blandt de omkomne var den 46-årige socialdemokrat Peter Sabroe.
Begravelsen blev afholdt søndag den 3. august, så flest mulige arbejdere havde mulighed for at deltage i højtidelighederne. Omkring 40.000 mennesker var mødt op ved Store Torv for at følge Sabroes sidste færd fra domkirken til Nordre Kirkegård.
Demokraten dækkede begivenhederne omkring ulykken og begravelse tæt med flere siders artikler om Peter Sabroe.
Den borgerlige avis Aarhus Stiftstidende var mere moderat i sin dækning, men skrev dog:
- ”Det er jo vel overflødigt at nævne, at Sabroe var vor politiske modstander. Der er faldet drøje Hug mellem ham og os, men Døden forsoner og overfor hans sørgelige Bortgang er der kun grund til almindelig menneskelig Medfølelse. Han var en meget energisk og rastløs Natur, varmt følende for det, der havde fanget hans Interesse”.
Sabroe i bybilledet
I dag findes der stadig mindesteder for Peter Sabroe i bybilledet.
Mest markant er Peter Sabroes statue, der er udført af Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964) og i dag står på Østbanetorvet. Oprindeligt blev den opført ved Park Allé, men måtte flyttes til Vennelystparkens hovedindgang ved Nørre Allé, da det nye rådhus skulle opføres. Herfra blev den så igen flyttet, da Nørreport blev udvidet.
Ved statuens placering ved Vennelystparken blev en lille plads her opkaldt efter Sabroe, nemlig Sabroes Plads, der blev navngivet i 1939. Også denne plads måtte lade livet til fordel for Nørreports udvidelse. Til gengæld findes i dag Peter Sabroes Gade på Trøjborg som hyldest til den store socialdemokrat.
Peter Sabroe på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og litteratur
- Sven Sabroe, Min mærkelige far – Bogen om Peter Sabroe, Stig Vendelkærs Forlag 1967
- Århus – Byens borgere, red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 2000
- Århus – byens histore 1870-1945, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
- Parti og by - Socialdemokratiet i Århus 1883-1983, red. Ib Gejl og Finn H. Lauridsen, Socialdemokratiet i Århus 1983
- Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
- Demokraten 10.11.1891, 02.04.1901, 03.04.1901, 04.04.1901, 05.04.1901, juli-august 1913
- Århus Stiftstidende 04.08.1913
- Aarhus Byråds Forhandlinger 25.04.1907
Eksterne links
- Artikel om Bramminge-ulykken
- Tanker-i-gang om Peter Sabroe
- Peter Sabroes 4 timers tale i folketinget
