AarhusWiki

Christian Frederik Møller (1898-1988)

C.F. Møller
Personlige detaljer
 Navn Christian Frederik Møller Nationalitet Dansk Født 31. oktober 1898 Død 5. november 1988 Erhverv Arkitekt

Arkitekt Christian Frederik Valdemar Møller - oftest blot omtalt som C.F. Møller - blev født den 31. oktober 1898 i Skanderborg og døbt i Skanderborg Slotskirke. Han døde den 5. november 1988 i Aarhus, hvor han blev begravet på Vestre Kirkegård.

Aarhus Kommunehospital med C.F. Møller og Kay Fiskers bygninger set fra sydøst. Hospitalets bygninger er markeret med røde kors på tagene i tilfælde af luftangreb under 2. verdenskrig. Foto: Stadsingeniørens Kontor, ca. 1947, Aarhus Stadsarkiv.

Den jyske baggrund kom til at præge ham hele livet – ikke blot geografisk, men også i temperament og arbejdsmåde. Samtiden beskrev ham som rolig, sindig og beskeden, en mand af få ord, men med stor flid, lune og en udpræget evne til i sidste ende at få sin vilje uden konfrontation. Disse egenskaber afspejlede sig også i hans arkitektur: enkle former, klare hovedlinjer og en dyb respekt for materialernes iboende kvaliteter.

Opvækst og uddannelse

C.F. Møller voksede op i en jysk byggefamilie, der særligt var kendt for at bygge broer, og de var i høj grad medvirkende til, at Danmarks – dengang - længste hovedvej A10 blev opført. Håndværket må altså siges at have været en naturlig del af hans opvækst og hverdag. Desuagtet at familien i flere generationer havde gjort sig gældende på bygge- og anlægsområdet, blev C.F. Møller sendt i lære som bankassistent – der skulle være større sikkerhed for, at han ad denne vej kunne hjælpe med at forsørge familien i Skanderborg. Det holdt ikke længe, og det faldt efter sigende bankledelsen for brystet, at den unge mand strøg over bankdisken i ét spring, når dagen var omme.

I stedet kom han i murerlære – et håndværk der kom til at præge hans syn på arkitektfaget. Han fortsatte sin uddannelse på Teknisk Skole i Aarhus.

I 1920 blev han optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København, hvor han afsluttede sin arkitektuddannelse i 1925. Akademitiden gav ham en solid klassisk skoling, men han var samtidig åben over for nye strømninger i europæisk arkitektur.

Han grundlagde i en alder af 26 år sin egen tegnestue i København under navnet C.F. Møllers Tegnestue – et navn, der siden skulle blive synonymt med både dansk funktionalisme og aarhusiansk byudvikling. Et af de første projekter fra tegnestuen var Lejre Præstegård på Sjælland.

Samarbejde og arkitektkonkurrencer

Det var samarbejdet med arkitekt Kay Fisker, der for alvor kom til at sætte Møller på landkortet. I 1928 fik de deres første større fælles opgave med boligbebyggelsen ved Skt. Jørgens Sø i København, og i 1930 vandt de førstepræmien i konkurrencen om udvidelsen af Aarhus Kommunehospital. Denne opgave blev et vendepunkt for C.F. Møller og førte ham på mange måder “hjem” til Jylland.

Året efter, i 1931, vandt C.F. Møller – sammen med Kay Fisker, arkitekt Povl Stegmann og landskabsarkitekt C.Th. Sørensen – konkurrencen om opførelsen af Aarhus Universitet. Det var en opgave, der skulle blive hans hovedværk og livslange arbejdsfelt. Samme år havde C.F. Møller og Fisker besøgt byggeudstillingen i Berlin, som markerede det internationale gennembrud for modernismen og funktionalismen. Indtrykkene herfra fik stor betydning for udformningen af universitetet, hvor funktionalistiske principper blev forenet med danske byggetraditioner.

I 1932 etablerede C.F. Møller og Kay Fisker et fælles kontor i Aarhus, og Møller slog dermed for alvor rod i det jyske.

Aarhus Universitet – Et hovedværk

Universitets første bygning stod klar i 1933, men blev grundlagt i 1928. Økonomien omkring universitetsbyggeriet var beskeden, men engagementet var stort. Resultatet var en arkitektur, der både var moderne og dybt forankret i sted og tradition. C.F. Møller fortsatte som universitetets arkitekt frem til sin død i 1988 og formåede over årtier at fastholde et arkitektonisk udtryk, der ofte er blevet beskrevet som næsten tidsløst. Aarhus Universitet regnes i dag som et hovedværk i dansk arkitektur og blev i 2006 optaget i Kulturministeriets Kulturkanon.

Kgl. Bygningsinspektør og rektor på arkitektskolen

Parallelt med sit virke som praktiserende arkitekt spillede C.F. Møller en central rolle i det arkitektfaglige miljø. Han var kongelig bygningsinspektør fra 1953 til 1968 og fungerede blandt andet som arkitekt for Aarhus Domkirke. Han sad i repræsentantskabet for Aarhus Teater fra 1950 til 1972 og havde mange tillidsposter, herunder i Akademirådet og Kunstakademiet.

C.F. Møller satte også et særligt aftryk som initiativtager til oprettelsen af Arkitektskolen i Aarhus. Han blev skolens første rektor og professor i perioden 1965–1969 og var i høj grad manden bag etableringen af en fuldgyldig arkitektuddannelse i Jylland.

Anerkendelse, medaljer og død

I 1966 indgik C.F. Møller partnerskab med flere af sine nære medarbejdere, og i 1969 trådte hans søn, arkitekt Mads Møller, ind i tegnestuens ledelse. Anerkendelsen fulgte ham gennem hele livet: Eckersberg-medaljen i 1945, C.F. Hansen-medaljen i 1947, Aarhus Kommunes Ærespris i 1950 og en lang række andre hædersbevisninger vidner om hans betydning for dansk arkitektur.

C.F. Møller døde den 5. november 1988, få dage efter sin 90-års fødselsdag og blev efterfølgende begravet på Vestre Kirkegård. I overensstemmelse med sin livslange arkitektoniske konsekvens ønskede han ikke en traditionel gravsten, men et gravmæle i gule mursten – tegnet af ham selv og udført i den velkendte universitetsstil. Et sidste, stilfærdigt vidnesbyrd om en arkitekt, hvis virke i alt væsentligt havde Jylland som sit sande domæne.

Synet på C.F. Møller

En artikel i Århus Stiftstidende “Ham med tweedjakken og det viltre hår” fra den 31. oktober 1968 - i anledning af C.F. Møllers 70-års fødselsdag - tegner et nuanceret og usentimentalt portræt af arkitekten, der netop gennem sin kompleksitet fremstår som en markant personlighed. Selvom han af ministerielle årsager – relateret til alder – er blevet diskvalificeret som både kongelig bygningsinspektør og rektor for Arkitektskolen i Aarhus, understreger journalisten, at dette ikke markerer en afslutning, men snarere en fortsættelse af hans virke som arkitekt.

Det særlige ved C.F. Møller er ifølge artiklen, at han ikke alene fremstår som fagperson, men i lige så høj grad som menneske, hvilket vurderes som hans mest sympatiske træk set med ikke-akademiske øjne. Artiklen lægger ikke skjul på, at hans arbejde – særligt Aarhus Universitet – har været genstand for betydelig kritik og delte meninger i arkitektkredse, men fremhæver samtidig, at han konsekvent har været tro mod sine idéer fra første skitse til færdigt byggeri. Selv hans modstandere anerkender nu hans vision om at videreføre universitetet over generationer, hvilket ifølge journalisten kræver både vilje og personlighed – egenskaber, C.F. Møller i høj grad besidder.

Gennem hele artiklen roses han, men hele tiden i kontrast til de kritikere, der har fulgt ham, hvilket vidner om en arkitekt, der har vakt modstand netop fordi han stod fast. Arkitekt og redaktør Poul Erik Skriver beskriver ham som ambitiøs, men på en beskeden måde, og den karakteristiske tweedjakke nævnes drillende som et ydre symbol på hans person. Afslutningsvis fremhæver Ole ravn hans legendariske flid – han kan ganske enkelt ikke lade være – og det slås fast, at han stadig rummer et stort engagement og skaberkraft.

Arbejde

Aarhus Universitet

Landskabsintegrerede, funktionalistisk arkitektur

Oprettelsen af Aarhus Universitet var i sig selv en begivenhed af stor national betydning. Det var landets første universitet uden for København og markerede et afgørende skridt i retning af en mere decentral uddannelsesstruktur i Danmark. For C.F. Møller blev universitetet ikke blot en opgave, men et livsværk, som han kom til at forme og følge gennem mere end et halvt århundrede.

I 1931 vandt arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann den udskrevne arkitektkonkurrence med en samlet plan for et universitetsbyggeri placeret i et grønt og bakket område i Aarhus’ nordlige udkant. Forslaget var udformet i funktionalistisk ånd. Planen lagde vægt på en åben, parkagtig bebyggelse, hvor bygningerne tilpassede sig terrænet frem for at dominere det – et princip, der allerede her adskilte universitetet fra mere monumentale institutionsbyggerier.

Kort efter konkurrencesejren opstod imidlertid en mulighed, der skulle få afgørende betydning for universitetets arkitektoniske udtryk. Flere kilder hævder, at universitet - ligesom kommunehospitalet på modsatte side af Nørrebrogade - oprindeligt skulle have været opført i røde mursten. De jyske teglværker tilbød at donere mursten til den første etape af byggeriet. Da økonomien var stram tog man mod dette tilbud på trods af, at murstenen var gule og ikke røde, og allerede i 1933 rejste den første bygning sig i gule tegl. Valget viste sig så vellykket, at de gule mursten siden blev fastholdt som det gennemgående materiale for hele anlægget. Andre kilder hævder dog, at de gule mursten var en del af det oprindelige design. Det endelige resultat lykkedes med at integrere et traditionsbundet byggemateriale i den danske funktionalisme og skabe et alternativ til den internationale modernismes hvide betonarkitektur.

Arkitekternes arbejde med universitetet var ikke kun forankret i danske traditioner, men også inspireret af samtidens internationale arkitektur. Under et besøg i Berlin i 1931 havde C.F. Møller og Kay Fisker været i Bernau, lidt uden for byen, hvor de så den nyopførte fagforeningsskole tegnet af Hannes Meyer. Skolen gjorde stort indtryk med sine lange fløje, opdelt i mindre enheder og forskudt både horisontalt og vertikalt for at følge det kuperede terræn. Denne frie og landskabsintegrerede arkitektur blev en væsentlig inspirationskilde for udformningen af Aarhus Universitet, hvor bygningerne netop er placeret i et dynamisk samspil med parkens bakker og dale.

Samarbejdsstop og clearingsmord

I 1934 begyndte man officielt at bruge navnet Aarhus Universitet. Med midler indsamlet af Universitetssamvirket, blev der opført studenterkollegier og professorboliger langs parkens yderkanter, alle i overensstemmelse med den oprindelige helhedsplan. I 1940 påbegyndtes opførelsen af hovedbygningen på bakketoppen i parkens nordlige ende – tænkt som universitetets arkitektoniske og funktionelle centrum. Det var C.F. Møller, der i praksis kom til at stå for den konkrete udformning og videreudvikling af byggeriet.

Samarbejdet mellem Møller og Kay Fisker ophørte i 1942-1943. I november 1944 blev Povl Stegmann offer for et clearingmord udført af Petergruppen under den tyske besættelse, mens landskabsarkitekt C.Th. Sørensen fortsatte arbejdet med udformningen af universitetsparken. Trods de triste omstændigheder blev helhedstanken fastholdt, og universitetets arkitektur udviklede sig konsekvent inden for det oprindelige formsprog.

Besættelsestiden satte dog sit tydelige præg på universitetets udvikling, og man gjorde hvad man kunne for at udsætte byggeriet så ikke Gestapo vil “bosætte” sig der. I 1943 beslaglagde det tyske politi, Gestapo, alligevel fem kollegier og anvendte dem som hovedkvarter. Den 31. oktober 1944 - på C.F. Møllers 46-års fødselsdag - blev bygningerne totalt ødelagt under et britisk RAF-bombardement. Også dele af den nye hovedbygning blev ramt, og færdiggørelsen blev betydeligt forsinket. C.F. Møller blev selv begravet i murbrokker den dag, men overlevede trods flere måneders efterfølgende indlæggelse. Først den 11. september 1946 kunne hovedbygningen indvies, med institutbiblioteker og professorkontorer som det bærende funktionelle element.

Hæder og kritik

Udbygningen af Aarhus Universitet er sket over en periode på mere end 50 år, men fastholdelsen af det oprindelige arkitektoniske ideal har været konsekvent. Foruden institutbygningerne og Statsbibliotekets markante bygningsvolumen er der i området omkring Universitetsparken skabt plads til en række beslægtede institutioner – blandt andet Aarhus Kunstmuseum – tegnet i samme formsprog og materialeholdning.

Denne konsekvente videreførelse har gjort universitetsområdet til et enestående bygningsensemble, der har opnået stor international anerkendelse. I C.F. Møllers nekrolog blev arkitekturen beskrevet som næsten tidsløs – et udsagn, der i høj grad forklarer, hvorfor Aarhus Universitet i dag fremstår som et af hovedværkerne i moderne dansk arkitektur.

Aarhus Universitet mødte dog også tidlig kritik. I 1983 fortalte arkitekten C.F. Møller, hvordan Kong Christian X ved sit første besøg i 1933 var utilfreds med universitetets udseende – en reaktion Møller selv mente var forståelig. Kongen skal have sagt: “Unge mand, se på de danske herregårde.” Kritikken kom også fra offentligheden. I en sporvogn blev Møller udpeget som arkitekten bag de “grimme” universitetsbygninger, som nogle mente lignede fabriksbygninger med værksteder og lagre. Læserbrevene var mange.

Samtidig omtale

Når man følger oprettelsen af Aarhus Universitet gennem samtidens presse, træder det tydeligt frem, hvor stor en begivenhed universitetet blev opfattet som – ikke blot for Aarhus, men for hele Jylland. Især Århus Stiftstidende fungerede som talerør for både den lokale stolthed og den bredere nationale betydning, som blev tillagt det nye universitet.

Allerede den 25. november 1932 vidner avisens opsætning om begivenhedens vægt. Midtersektionen domineres af den store overskrift: “Rejsegilde paa Universitetet 13. December”, ledsaget af underrubrikken “Der indløber næsten daglig Gaver til Universitet”. Artiklen gør det klart, at byggeriet skrider planmæssigt frem. Ifølge C.F. Møller er alle opførelsesfrister overholdt, og rejsegildet kan derfor afholdes som planlagt – en præstation, som avisen fremhæver som særlig bemærkelsesværdig, når man erindrer, at grundstenen først blev nedlagt den 30. august samme år.

Samtidig dvæler Stiften ved universitetets beliggenhed og arkitektoniske virkning. Bygningen beskrives som smukt placeret højt på bakkekammen, med dalstrøgene som et naturligt, grønt forland mod syd. Ifølge avisen står bygningen “glimrende til omgivelserne” og har en markant virkning i landskabet. Forventningen er, at universitetet – hvis vinteren ikke bliver for streng – vil kunne afleveres i august og tages i brug ved semesterstart i september. Artiklen nævner også forhandlinger med Ny Carlsbergfondet om støtte til anlæggelsen af universitetsparken og afsluttes med endnu en konstatering af den fortsatte strøm af gaver til byggeriet.

Den 11. september 1933: Den store fejring af Universitetet

Et år senere, den 11. september 1933, kulminerer denne begejstring. Denne dag pryder Aarhus Universitet hele forsiden af Stiftstidende med overskriften: “AARHUS UNIVERSITET – DET YNGSTE SKUD PAA DEN NORDISKE VIDENSKABS STAMME”. Indvielsen beskrives som en begivenhed af helt usædvanligt format. Statsministeren, undervisningsministeren, landstingsmænd, partiledere, kongeparret og kronprinsen er alle til stede. Fejringen kan ifølge avisen ikke rummes i én enkelt højtidelighed, men strækker sig over en hel uge. Stiften understreger, at universitetet i Jylland var et folkeønske. I den forbindelse opridses universitetssagens lange historiske forløb.

Fejringen omfattede også en festforestilling på Aarhus Teater, som ifølge Stiften rummede flere prominente gæster, end teatret nogensinde tidligere havde set. Programmet bød på Holberg-skuespil, udsmykninger tegnet af arkitekt C.F. Møller, blomster, musik og taler, der tilsammen gik op i en højere helhed. Aftenen sluttede med, at statsminister Thorvald Stauning fra sin loge udbragte et leve for Aarhus Teater. Undervisningsminister Frederik Borgbjerg rundede festlighederne af med en lykønskning til Aarhus og universitetet og udtalte de ord, som Stiften gengiver med tydelig stolthed: “Ja, aarhusianere – var jeg ikke københavner, så blev jeg aarhusianer.”

Buer eller ej

I september 1946 bringer Den Jydske Akademiker et interview med Aarhus Universitets arkitekt, C.F. Møller. Interviewet åbner overraskende direkte. Journalisten spørger som det første: “Er De ikke bitter på Royal Air Force?” Spørgsmålet giver mening i samtiden. Kun to år tidligere, i 1944, var dele af Aarhus Universitet blevet bombet under et britisk luftangreb, der havde til formål at ramme Gestapos aarhusianske hovedkvarter, som havde indrettet sig i Kollegium 4 og 5.

Møllers reaktion er bemærkelsesværdig. Han ler, tygger stadig maden færdig – journalisten er kommet midt i frokosten – og svarer roligt: “Nej da, slet ikke.” Han fortæller endda, at han efter sit hospitalsophold havde håbet, at buerne omkring gårdrummet ved hovedbygningen var blevet ramt. “Men,” siger han tørt, “de var selvfølgelig uskadte, og så fik de lov at blive stående.” Svaret er sigende: Møller er hverken vred eller bitter over bombningen af sit arkitektoniske værk. Tværtimod møder han journalisten med humor og en næsten selvironisk distance til sin egen arkitektur.

Kilder har gennem tiden fejlagtigt nævnt, at det første C.F. Møller skulle have spurgt til, da han 31. oktober blev gravet ud af ruinerne var, om tyskerne fik ramt på buerne. Selvom C.F. Møller var utilfreds med buerne, var dette dog ikke noget han nævnte på selve dagen for angrebet, hvor han selv var blevet såret.

Om hovedbygningen siger han i interviewet i med Den Jydske Akademiker i 1946: “Helt tilfreds er man vel aldrig, men så meget er sikkert, at i sin tid, da man startede foretagendet, drømte jeg ikke om, at det skulle blive så stor en historie.” Interviewet tegner et billede af en arkitekt, der fremstår ydmyg og nede på jorden – langt fra den selvhøjtidelige mesterfigur.

Journalisten bemærker, at der i den nye hovedbygning er sket ændringer i byggemetoden og spørger, om det er udtryk for en ændret holdning til funktionalismen. Det afviser Møller. Ændringerne skyldes ikke ideologi, men økonomi. Da den første hovedbygning blev opført, var midlerne begrænsede, og som han siger, måtte han “vende og dreje hver en sten for at få den til at fylde mest muligt.” Funktionalismen fremstår her ikke som et dogme, men som en praksis tilpasset konkrete vilkår.

Samtalen berører også fordelingen af plads i bygningen. Journalisten påpeger, at teologerne har fået relativt meget plads. Igen ler Møller og svarer diplomatisk, at han ikke ønsker at få fingrene i klemme. Men han tilføjer, at interessen for kristendommen i andre lande er steget i de senere år – og at man kunne forestille sig en lignende udvikling i Danmark. “I den retning ved man jo aldrig, hvad en krigsperiode kan medføre,” bemærker han.

Også parkens veje bliver diskuteret. Journalisten sætter spørgsmålstegn ved deres hensigtsmæssighed. Møller svarer med et modspørgsmål: Er de da ikke gode? Han forklarer, at vejene bevidst er anlagt smukt og snoet, fordi bygningerne skal opleves fra flere sider. Indtil nu, siger han med et glimt i øjet, har det næsten kun været kommunens havefolk, der har haft glæde af parken. Her opstår en fin ironisk kontrast: funktionalismens arkitekt forsvarer veje, som de studerende ikke nødvendigvis oplever som funktionelle.

Aarhus Katedralskole

Pladsmangel

Aarhus Katedralskole har gennem århundreder udviklet sig i takt med byens og undervisningens forandringer. I første halvdel af det 20. århundrede blev pladsproblemerne stadig mere presserende. Allerede omkring 1930 steg antallet af gymnasieelever i Aarhus markant, og hverken Katedralskolen eller Marselisborg Gymnasium kunne længere rumme behovet. Midlertidige løsninger, herunder studenterkurser ved Aarhus Akademi og udvidelser af Marselisborg Gymnasium, blev foretaget, men hjalp kun midlertidigt. I 1937 konstaterede man, at en egentlig udvidelse af Katedralskolen på dens centrale placering var vanskelig. Derfor blev det af flere omgange overvejet at flytte skolen. Trods gentagne drøftelser førte disse planer ikke til handling, og spørgsmålet om skolens fremtid forblev uafklaret i flere årtier.

En moderne skole

Efter Anden Verdenskrig blev behovet for moderne undervisningsfaciliteter endnu tydeligere, særligt inden for de naturvidenskabelige fag. I 1946 forelå der planer om en udvidelse langs Mejlgade og Skolebakken, med bygninger tilpasset den eksisterende arkitektur, men heller ikke disse planer blev realiseret. Først i 1956 traf man, efter langvarige diskussioner og fortsatte overvejelser om en flytning, den endelige beslutning om at modernisere og udbygge Katedralskolen på dens historiske grund. Udvidelsen blev udført 1956–57 efter tegninger af arkitekt C.F. Møller. Han opførte to nyere funktionalistiske (rene, simple linjer) bygninger. Ud mod Skolebakken blev Restaurant Palæ nedrevet for at gøre plads til skolens nye udvidelse. Samtidig blev et ældre baghus i skolegården fjernet for at skabe mere sammenhæng og åbenhed.

C.F. Møllers egen mening om byggeriet

Formålet med byggeriet var at udbygge skolen med flere normalklasser, skabe særklasser, skabe festsal og slutteligt, at udvide skolegården til det dobbelte uden særlig stort tilskud af grund. C.F. Møller siger desuden også at, der ikke var et ønske om at fortætte med samme slags vinduer, og den nye bygnings forhold til den gamle, måtte derfor blive noget andet. Han erkender dog at lysreflekserne i glasvinduerne ud mod Kystvejen har været lidt en ærgrelse for ham. Han fortsætter: “Den nye bygnings glas-forhal er nemlig direkte bygget op til den gamle bygnings mur, og jeg havde håbet, at man udefra ville kunne se noget af den gamle, noget af tårnet, sådan at man havde fået indtrykket af, at her sluttedes den af.” C.F. Møller forklarer, at der med arbejdet af Katedralskolen, har været meget at tage hensyn til – også rent arkitektonisk. Han havde alligevel set at fløjen ud mod Mejlgade var blevet en etage lavere, så den var kommet ned på højde med de andre bygninger, men der ville være blevet uoverensstemmelser i flugtningen af tagene. Han tilføjer yderlige, at de ikke ville kunne have skåret den etage af uden at måtte bygge ud i skolegården.

Aarhusianerne var ikke imponeret

Sammenføjningen af gammelt og nyt var ikke uden udfordringer og gav anledning til kritik, især fordi den moderne fløj mod Mejlgade stod i skarp kontrast til de ældre bygninger. C.F. Møller sagde selv: “Der har været folk, der var kede af, at Århus Katedralskoles normalklassefløj ud mod Mejlgade stod så voldsomt moderne op mod den 200- årige skolebygning på den ene side og den 150 -årige rektorbolig op den anden side”. C.F. Møller forsvarede imidlertid løsningen med henvisning til, at man også i tidligere perioder – eksempelvis i rokokotiden – byggede konsekvent i samtidens stil mellem ældre huse, hvilket eftertiden ofte har vurderet positivt. Særligt fremhæves, hvordan det gamle tårns buer blev gentaget i de nye bygningers rotunder, hvilket skabte en vis arkitektonisk dialog.

Tradition og fornyelse mødes

C.F Møller beskriver selv, at han, rent stilmæssigt, vil kalde bygningens Mejlgade facade for ‘Moderne Empire’ med dets høje vinduer og lodrette linjer - således er der tænkt over den arkitektoniske sammenhæng med gadens andre bygninger, selvom den er i stærk kontrast. Udvidelsen fra 1950’erne regnes som Katedralskolens sidste store bygningsmæssige udvidelse og blev fredet i 1996. Som historiker og lærer Johan Bender formulerede det i skolens årsskrift 1987–88, fremstår Katedralskolen i dag som et sammensat, men harmonisk skolemiljø, hvor flere århundreders byggestile mødes. Naboskabet til Domkirken og byens pulserende liv understreger skolens særlige placering i Aarhus’ historie. Når man bevæger sig gennem porten og ind i skolegården, kan man fornemme både fortidens tyngde, nutidens liv og fremtidens perspektiver – samlet i et sted, hvor tradition og fornyelse eksisterer side om side.

Salling på Strøget

Salling Stormagasin er centralt placeret på Strøget i Aarhus og har gennem mere end hundrede år været en markant del af byens handelsliv og urbane identitet. Stormagasinet er ikke blot et handelssted, men også et arkitektonisk pejlemærke, hvis udvikling afspejler skiftende tiders forbrugskultur, byudvikling og arkitektoniske idealer.

C.F. Møller og G. Krohn vinder arkitektkonkurrence

I 1906 åbnede Sallings første forretning i Søndergade 34 i Aarhus. Omkring ti år senere flyttede Ferdinand Salling forretningen til den modsatte side af gaden, til Søndergade 27. I takt med forretningens succes blev lokalerne løbende udvidet, og ambitionen voksede fra en traditionel detailforretning til et egentligt stormagasin. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig udskrev Ferdinand Salling en arkitektkonkurrence med henblik på at skabe en moderne bygning, der kunne løfte forretningen til et nyt niveau. Konkurrencen blev vundet af arkitekt C.F. Møller, og sammen med Gunnar Georg Krohn tegnede han den ombygning, som i store træk skabte det Salling, man kender i dag. Ombygningen stod færdig i 1948 og muliggjorde blandt andet en mere effektiv udnyttelse af bygningens arealer og vinduespartier, hvilket understøttede den moderne stormagasinoplevelse.

Salling skulle have haft et tårn

Ifølge Århus Stiftstidende i 1963 var der lagt en særlig byggeplan for Salling – et omfattende forretningsbyggeri med en samlet anlægssum på 60 millioner kroner, hvoraf 25 millioner var afsat til byggeriet i Aarhus. Oplysningerne fremkom i forbindelse med rejsegildet for sjette og næstsidste etape af stormagasinets udbygning, som alene kostede cirka fire millioner kroner. På dette tidspunkt havde Salling siden 1946 investeret omkring 25 millioner kroner i sit bygningskompleks på Strøget, hvilket administrerende direktør Herman Salling understregede ved rejsegildet. Samtidig bemærkede han, at projektet endnu ikke var realiseret helt i overensstemmelse med virksomhedens ambitioner. Man havde nemlig, som et markant arkitektonisk og kommercielt højdepunkt, projekteret et 14 meter højt tårn, placeret oven på næstsidste udvidelsesafsnit og hævet cirka 30 meter over gadeniveau. Tårnets øverste punkt ville have nået en højde på 44 meter over gaden og skulle rumme fire restauranter. På trods af velvilje fra Aarhus Byråds side blev projektet imidlertid afvist af Boligministeriet, som nægtede tilladelse til opførelsen.

C.F. Møller italesætter H. Sallings betydning for byen

Ved rejsegildet holdt C.F. Møller, der på dette tidspunkt fungerede som kongelig bygningsinspektør, en tale, hvori han fremhævede Herman Salling og betegnede udbygningen som en stor begivenhed i Aarhus’ historie. Møller pegede på, hvordan Salling siden krigens afslutning var blevet udvidet kontinuerligt, og hvordan opførelsen af et af Danmarks største stormagasiner i Aarhus – med udspring i en ganske lille forretning – udgjorde et markant kapitel i byens udvikling. Herman Salling kvitterede i sin takketale ved at fremhæve den hurtighed, som havde præget samarbejdet mellem bygherrer, arkitekter og myndigheder gennem byggeprocessen.

Salling udvides endnu engang i 2003

I takt med ændrede forbrugsmønstre og nye måder at handle på blev stormagasinet igen for lille. I 1995 opstod der derfor planer om endnu en omfattende udvidelse. Først i 2003 blev arbejdet igangsat, efter at C.F. Møllers Tegnestue havde vundet førstepræmie i en indbudt arkitektkonkurrence. Udvidelsen, som stod færdig i 2005, omfattede seks etager, heraf én under terræn, og blev opført i forlængelse af den eksisterende bygning på to nabomatrikler langs Strøget. Projektet indebar samtidig en gennemgribende omstrukturering af de eksisterende etager, nye indgangspartier samt en samlet facaderenovering af hele bygningskomplekset. Et centralt arkitektonisk greb var etableringen af et stort, gennemgående atrium, skabt ved en udskæring i etagedækkene, som tilfører bygningen lys, rumlighed og visuel sammenhæng mellem etagerne. Atriet rummer samtidig rulletrapper, der understøtter den åbne og dynamiske bevægelse gennem stormagasinet. Facademæssigt markerer tilbygningen sig med et markant, kobberbeklædt massiv mod Strøget, som tydeligt signalerer stormagasinets tilstedeværelse i bybilledet.

I dag fremstår Salling Stormagasin som et eksempel på, hvordan handel, arkitektur og byliv kan udvikle sig i samspil og fortsat udgøre en central del af Aarhus’ kulturelle og historiske identitet.

Møllevangskirken

Møllevangskirken er en sognekirke på Møllevangs Allé, opført i 1958, mens C.F. Møller var Kgl. Bygningsinspektør . Kirken ligger i den nordlige del af Aarhus, omgivet af boligbyggeri i kvarteret Møllevangen. Møllevangskirken ligger i et bånd af bygninger, formet i den samme tegl: Handelshøjskolen, 4. Maj Kollegiet, Tandlægekollegiet og Det Jyske Musikkonservatorium har alle tag og facade af rødbrun tegl. Det der gør, at man ikke er i tvivl om, at det er en kirke, er dets vældige, særligt formede tag. Kirken blev af professor Tobias Faber anmeldt i Arkitektur: “Der er tale om et af de bedste forsøg på en nutidig kirkeform, vi har set herhjemme”.

Kirkemangel

Efter Anden Verdenskrig oplevede Aarhus en kraftig befolkningsvækt. Nye boligområder, især i udkanten af byen som Møllevangskvarteret, voksede hurtigt, og de eksisterende sogne blev alt for store. Sankt Markus Sogn havde allerede omkring 23.000 indbyggere og var landets folkerigetse sogn. Behovet for nye kirker kunne ikke længere dækkes. I 1953 blev der nedsat en kirkekomité for at arbejde for at arbejde for opførelsen af en ny kirke i Møllevang. Initiativet blev drevet af frivilligt engagement og omfattende indsamling blandt sognets beboere. Omkring 2.400 bidrog fast, og kirken blev opført for knap 600.000 kr. – sidste gang frivillig indsamling var et krav for kirkebyggeri.

C.F. Møllers første kirke

Arkitekten blev C.F. Møller, for hvem kirken var hans første kirkebyggeri. Han tegnede en moderne, men klart dansk kirke, inspireret af de gamle jyske landsbykirker. Undervejs justerede han bl.a. lysindfaldet i kirkerummet ved at tilføje det runde vindue. Grundstenen blev lagt 24. juni 1958, og Møllevangskirken blev indviet 21. juni 1959. Interessen var så stor, at der måtte udstedes adgangskort. Kirken blev godt modtaget, selvom dens arkitektur adskilte sig fra traditionelle danske kirker. C.F. Møller beskrev selv målet sådan: “Den skulle gerne synes dansk.”

Kirken stod ved indvielsen enkelt udsmykket, i tråd med arkitektens tanke om, at menigheden med tiden skulle finde de rette kunstneriske udtryk. Møllevangskirken blev hurtigt et samlingspunkt for et nyt sogn, præget af tidens vækst, nytænkning og stærkt lokalt engagement.

Hele bygningskomplekset er opført i materialer, der tager afsæt i den danske kirkebyggetradition, nemlig med tegl og træ som de gennemgående materialer. Grundplanen for selve kirkerummet er prismeformer, en uregelmæssig femkant, der giver en forstærket dybdevirkning fordi linjer fra både vægge og tag samler sig hen mod alterpartiet. Møllevangskirken står altså som et moderne udformet monument, som også kigger bagud til tidligere tiders historiske kirkebyggeri.

Christian Frederik Møller på AarhusArkivet

  Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?people=107924

Litteratur og kilder

  • Der er desuden nævnt kilder i selve artiklen
Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/index.php?title=Christian_Frederik_Møller_(1898-1988)&oldid=102650"