Herman Christian Salling (1919-2006)
Herman Christian Salling (født den 20. november 1919 i Aarhus, død den 8. maj 2006 i Aarhus) var købmand. Begravet på Aarhus Nordre Kirkegård.
Salling blev født i lejligheden over sin far, Frederik Ferdinand Sallings butik i Søndergade 27. Faderen grundlagde i 1906 Salling. Det var den butik, hele Herman Sallings liv kom til at koncentrere sig om.
Uddannelse
Salling tog realeksamen fra Forældreskolen i 1936. Herefter kom han i manufakturlære i Randers og blev udlært i 1939. Han kom derpå efter sin fars anbefaling til Crome & Goldschmidt i København. Her arbejdede han i dekorationsafdelingen.
I 1945 rejste Salling til Stockholm for at få indblik i, hvordan handelen foregik der.
Herman Salling træder ind i firmaet
Salling kom tilbage fra Stockholm i marts 1946 og blev en del af faderens firma. Fra hans indtræden i firmaet blev der arbejdet på at få styr på generationsskiftet. Dette førte til, at firmaet i 1952 omdannedes til aktieselskabet F. Salling A/S. Herman Salling blev derefter prokurist i firmaet.
Ferdinand Salling døde i 1953, og Herman Salling overtog driften af firmaet. Han opkøbte de nærliggende butikker og ombyggede butikken ad flere omgange.
Dansk Supermarked
I løbet af 1950’erne var Salling på flere udlandsrejser, hvor han søgte inspiration til at videreudvikle firmaet. Det var på en af disse rejser, han så de amerikanske butikker, Variety Stores, som både havde fødevarer og manufakturvarer. Det var sådan, han fik idéen til føtex.
Føtex åbnede i Guldsmedgade i 1960. Butikken havde både fødevarer, tekstil, isenkram og el-artikler. Føtex blev drevet af Jysk Supermarked A/S, som Salling havde oprettet og var direktør for. I arbejdet med at finde kapital til firmaet fik han skabt en kontakt med A.P. Møller, hvilket førte til oprettelsen af Dansk Supermarked A/S.
Dansk Supermarked udviklede sig med tiden til at dække en hel række forretningstyper, blandt andet Domo (1969), Bilka (1971) og Netto (1979).
Salling trak sig som direktør for Dansk Supermarked i 1999, men fortsatte med at være bestyrelsesformand frem til sin død i 2006. Han blev også ved med at komme på arbejde i Salling helt frem til sin død.
Privatliv
Herman Salling blev i 1950 gift med Lissi Petersen, som døde i barselssengen. I 1958 blev han gift med Sys Brammer, som han fik to døtre med. Parret gik fra hinanden i 1976. I 1977 blev han gift med Karin Gerda Salling. I den forbindelse adopterede han hendes datter Tina.
Herman Christian Salling (1919-2006) på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Salling-Arkivet ved Aarhus Stadsarkiv
- Søren Ellemose: ”Giganten” udgivet i 2006
- Jan Cortzen: ”Herman Salling” udgivet i 1998
- Henrik Fode: ”Vi mødes hos Salling” udgivet i 2006
- Om Herman Salling på Dansk Biografisk Leksikon