Aarhus Tekniske Skole
Aarhus Tekniske Skole er en uddannelsesinstitution i Aarhus med rødder tilbage til 1828. Skolen har elever rundt på mange forskellige steder i byen, blandt andet i Viby, Christiansbjerg samt i Aarhus Midtby.
Prins Frederik Ferdinands Tekniske Skole
Prins Frederik Ferdinands Tekniske Skole blev oprettet i 1828 af borgmester Hans Astrup Fleischer (1785–1847) og to snedkermestre. Ideen var at tilbyde tegneundervisning til håndværkere. Der blev givet undervisning i frihåndstegning og bygningstegning. Skolen startede i lokaler i rådhuset, hvor man tilbød undervisning hver søndag. I 1845 blev undervisningen flyttet fra søndag til mandag og fredag eftermiddag. I 1852 flyttede skolen til nye lokaler i Klostergade 14. Det var også samme år, at skolen for første gang fik støtte af staten. Hidtil var skolen blev drevet på tilskud fra kommunen, prins Frederik Ferdinand og med betaling fra eleverne.
Skolens undervisningstilbud blev med tiden udvidet. I 1861 blev det muligt at få undervisning i dansk, engelsk og gravering.
Nørre Allé 31
I 1882 købte Aarhus Tekniske Skole en grund i Nørre Allé. Skolen var løbet tør for plads i lokalerne på rådhuset og havde brug for nogle bedre lokaler. Aarhus Tekniske Skole på Nørre Allé 31 blev opført mellem 1883 og 1884. Bygningen er tegnet af arkitekterne H. Ph. Smidth og A. Møller. De første elever begyndte på skolen i 1884. I 1886 blev undervisningen udvidet til undervisning for bygningshåndværkere og maskinbyggere. Dengang var der 16 klasseværelser, der var tiltænkt 400 elever. På skolen kunne man både få dag- og aftenundervisning.
I 1897 blev østfløjen forlænget af arkitekten Ludvig Adolph Petersen. I 1924 til 1925 blev bygningen forhøjet til tre etager. Facaden på bygningen blev også ændret i samme omgang, projekteret af stadsarkitekt Frederik Marius Rasmussen Draiby.
I 1979-1980 blev bygningen overtaget af Sygehusenes Uddannelsescenter efter at skolen var flyttet til nye lokaler. Senere er det blevet overtaget af Aarhus Kommune og bliver brugt som et tilbud til psykiatribrugere under navnet Allé Huset.
Dalgas Avenue 2
I 1903 opførte Aarhus Tekniske Skole en ny bygning på Dalgas Avenue 2 efter tegninger af arkitekten Ludvig Adolph Petersen, som også var med til at tegne den tekniske skole på Nørre Allé 31. Den nye skole på Dalgas Avenue var en filial af den i Nørre Allé. Skolen blev udvidet flere gange, bl.a. i 1939-41 i tidens funktionalistiske stil efter tegninger af arkitekterne A. Mogensen og N. Christian Skjøth. Endnu en udvidelse kom til i 1965 i form af et gulstensbyggeri til 20 mio. kr. med undervisningslokaler, biblioteker og værksteder. Den sidste udvidelse af skolen blev opført i 1986. Bygningerne på Dalgas Avenue 2 kom med tiden til udelukkende at rumme Ingeniørhøjskolen Aarhus Teknikum jf. det næste afsnit. Ingeniørhøjskolen valgte i september 2014 at flytte ud af bygningerne til Navitas på havnen. Den 1. august 2015 overtager VUC Aarhus bygningerne med henblik på at samle alle voksenuddannelsescentrets aktiviteter på én adresse modsat hidtil på spredte placeringer rundt om i byen.
Aarhus Teknikum
Institutionen blev oprettet i 1915 som et elektroteknikum med Aarhus Tekniske Skole. En teknikumuddannelse byggede oven på en håndværksmæssig uddannelse og adskilte sig fra de polytekniske uddannelser i København ved et meget stærkt fokus på praksis. Dette fokus er videreført helt frem til nutidens diplomingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet.
Elektroteknikummets undervisning foregik i Aarhus Tekniske Skole på Dalgas Avenue. For at bygningerne kunne rumme den elektrotekniske afdeling, blev der bygget nye lokaler og laboratorier.
I 1944 blev der etableret et husbygningsteknikum ved Aarhus Tekniske Skole. Formålet med husbygningsteknikum var at give eleverne kendskab til moderne husbyggeri. Denne afdeling udviklede sig med tiden til bygningsingeniøruddannelsen.
De forskellige teknikumdele blev samlet kaldet Aarhus Teknikum. I 1962 blev der vedtaget en lov, som bestemte, at ingeniøruddannelser skulle være selvejende institutioner og ikke en del af tekniske skoler. Aarhus Teknikum blev derfor en selvstændig del under navnet Ingeniørhøjskolen Aarhus Teknikum.
Fra 2008 til 2012 etableredes et samarbejde imellem Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet, hvilket til sidste resulterede i en fusion. I september 2014 flyttede Ingeniørhøjskolen fra Dalgas Avenue 2 til Navitas på havnen.
Halmstadsgade
Aarhus Tekniske Skole var med tiden vokset ud af sine lokaler. I 1966 tilbød Aarhus Kommune et areal på 70.000 kvm. ved Halmstadsgade til, at Aarhus Tekniske Skole kunne bygge nye bygninger. Bygningerne blev tegnet af arkitekterne Ejner Jørgensen og C.F. Møller. I 1967 blev grundstenen til byggeriet lagt. Byggeriet har samme arkitektoniske udtryk som Aarhus Universitet.
Dollerupvej
I 1979 overtog Aarhus Tekniske Skole en bygning på Dollerupvej ved Silkeborgvej. Bygningen havde tidligere dannet ramme for en tekstilvirksomhed, som var lukket i 1978. Bygningen er med tiden kommet til at rumme Teknisk Gymnasium Århus Midtby.
AARHUS TECH
Aarhus Tekniske Skole skiftede i 2010 navn til AARHUS TECH. Baggrunden for det nye navn var at det skulle være mere internationalt.
Se også
Fusionen mellem Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet 1998-2012.
Litteratur og kilder
- Preben Rasmussens Samling.
- Registrant Magistratens 2. Afdeling – Frederiksbjerg Vest og Indre by fra 1981
- ”Ingeniørhøjskolen Aarhus Teknikum Jubilæumsskrift 1915-1990” fra 1990
- ”Århus Tekniske Skole” fra 1970.
- Aarhus Tekniske Skole gennem 100 aar, 1828-1928" fra 1928.
- Ingeniørhøjskolens historie