Århus Akademi
Cand.mag. Svend Orhammer Andersen var 23, da han med en skoleembedseksamen i dansk og engelsk som baggrund i 1929 etablerede sig som skoleleder i Aarhus. Med titel af forstander skabte han Århus Akademi ud af intet. Foretagsomheden var stor, og mangeartede kursusaktiviteter afvikledes på forskellige adresser i byen. Realkursus oprettedes i 1932, det toårige studenterkursus året efter (med statsanerkendelse fra 1936). Da skolebygningen i Guldsmedgade 25 i midten af 30'erne blev ledig, flyttede 'Akademiet i Århus' ind, men allerede i 1942 overtog Svend Andersen den gamle Århus Private Realskole og købte samtidig den til skoleformål ombyggede villa i Thunøgade 2A.
Århus Akademis Skole blev herefter som almindelig forberedelsesskole til mellemskole- og realeksamen fundamentet for skolens øvrige aktiviteter, som bl.a. omfattede det efterhånden meget søgte toårige studenterkursus. Som rektor for real- og studenterkursus fra 1960 overdrog Svend Andersen sammen med sin hustru Inga, der var blevet leder af forberedelsesskolen, nu under det oprindelige navn helt tilbage fra 1870'erne, Fengers Skole, i 1965 kursusaktiviteterne til staten.
Som Århus Akademi, Statens Kursus til real- og studentereksamen i Århus, flyttede denne del af skoleimperiet i 1967 midlertidigt ind i et lejemål på Frydenlundskolen for i 1970 at etablere sig i de af staten til formålet nyopførte skolebygninger på Göteborg Allé. Studenterkurset ekspanderede voldsomt, og gennem nogle år undervistes der på såvel formiddags- som eftermiddags- og aftenhold.
Realkursus afvikledes hen imod 1970'ernes slutning, og samtidig svigtede tilgangen af studenterkursister. Overdragelsen fra stat til amt skete pr. 1. august 1980, men allerede det foregående år var flytningen af Risskov Amtsgymnasiums trespors HF-afdeling til akademiet påbegyndt. HF blev snart dominerende i forhold til et mindre, men fortsat eksisterende studenterkursus. Rektor Svend Andersen forlod sit embede som rektor ved Århus Akademi i 1971.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon