Vestergadekvarteret

Gadebillede af krydset ved Vestergade og Grønnegade. Foto: Arne Nyboe, Aarhus Stadsarkiv, 2020.

Vestergadekvarteret strækker sig mellem Immervad, Åboulevarden, Vester Allé, Vesterbro Torv, Nørre Allé, Borggade, Klostergade, Guldsmedgade og Lille Torv. I kvarteret findes blandt andet Vor Frue Kirke, Mølleparken og Møllestien. Man kan diskutere, om Klostergades sydlige strækning langs klosterhaven og ned mod Grønnegade hører til kvarteret.

Vestergadekvarteret er et sammensat bykvarter med bebyggelse fra det 16. århundrede og frem til det 21. århundrede. Området blev dog allerede bebygget fra 900-tallet. Meget af den oprindelig vejstruktur omkring Vestergade og Klostergade er bevaret, og kvarteret er den dag i dag stadig kendetegnet af de baggårdsmiljøer, som opstod i forbindelse med købmandsgårdene i 1700- og 1800-tallet. Kvarteret bærer tydeligt præg af tidlig industri og af at have været et handelsområde i 1800-og 1900-tallet.

I dag er området et attraktivt sted for særligt unge mennesker. Gaden har et kollegie, flere små iværksættere har slået sig ned i kvarteret, og mange turister, besøgende og fastboende kommer for at drikke kaffe på de små cafeer, slentre langs Vestergades små, lave bygninger og nyde atmosfæren i det gamle kvarter.

Vikingetiden

I 900-tallet opstod der gradvist bebyggelse vest for borgvolden, hvor Vesterbrokvarteret ligger i dag. Inden for volden lå kongens by - volden var så at sige et kongeligt befæstningsanlæg. Den nye bebyggelse omkring det nuværende Vestergade husede derfor formentlig fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.

I denne nye bydel uden for volden opførte man en kirke, og det satte skub i områdets udvikling. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på Moesgaard Museum. Den lå, hvor Vor Frue Kirke ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages Vestergade.

Den første biskop i byen var antageligt tyskeren Reginbrand. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert, men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe. Under Svend Estridsen (ca. 1019–1076) blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.

I 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken blev i 1118 indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.

Middelalderen

I 1180 døde Niels Knudsen i Aarhus. Niels Knudsen blev ikke officielt helgenkåret af paven, men mange mennesker rejste alligevel til bydelen omkring Domkirken og Vestergade, og pengegaverne strømmede til Domkirken. Af frygt for, at bispestolen ville vende sig mod ham, sørgede kong Valdemar for at opføre en ny domkirke inden for voldene. Kongens Aarhus blev således identisk med kirkens Aarhus.

Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden og blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.

Kirken i Vestergade mistede således status som domkirke, hvilket også påvirkede kvarteret rundt om. I 1220’erne overgik kirken til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sortebrødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

I slutningen af 1200-tallet voksede domkirkens indtægter støt, og kirken fik ligeledes mere magt. Volden om byen skred sammen og blev ikke fornyet. Selvom volden ved Borgporten blev åbnet i midten af 1200-tallet endte Vestergade fortsat på det senere Lille Torv, der var et sumpet område omkring et vandhul.

Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, Klosterport, Klostergade og Grønnegade. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført Århus Hospital eller Sct. Catharinas Gård – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de seks nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

Mellem reformation og næringsfrihed

Gårdparti fra Vestergade 6 - den Klugmannske gård, hvor gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen havde værksteder omkring 1890. Foto: Hammerschmidt Foto (1892-1987), Aarhus Stadsarkiv, 1890.

Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på Claus Bergs værksted.

I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere Frederiksgade. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en del af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.

Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydningstid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret, dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.

Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.

Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende tre århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene, men derudover fandtes flere i området, der beskæftigede sig med håndværksfag. Købmændene boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af Mejlgade med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.

Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe.

I ”Den Gamle By” kan man se ”Borgmestergården” fra 1597, der lå, hvor Magasin du Nord ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere.

En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.

De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Aarhus hårdt. Handelsflåden svandt ind, og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blandet med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.

Fattigdom og socialforsorg

Vor Frue Kloster set fra klosterhaven. Foto: Ib Nicolajsen, 2015

Enkeboderne i Klostergade 44-50. Enkeboderne kunne både enkelte små huse eller små rækkehuse. Bygningens inddeling viser, hvor små enke-og fattigboderne var. Bygningerne er i dag nedrevet, og adressen findes ikke længere. Foto: Hammerschmidt Fotosamling (1863-1940), Aarhus Stadsarkiv, 1890.

Vestergadekvarteret har gennem tiden spillet en rolle i den aarhusianske fattigforsorg. Klosteret i Vor Frue Kirke fungerede som hospital for byens fattiglemmer, i Vestergade lå et manufakturhus, der skulle beskæftige de aarhusianske fattiglemmer, og i Klostergade og på Møllestien lå enke-og fattigboder, hvor nogle af byens fattigste enker og familier boede.

Hospitalet i Vor Frue Kloster spillede i perioden 1541-1870 en central rolle en fattigforsorgen i Aarhus. Hospitalet var ikke et hospital, som vi kender det i moderne forstand, men et sted, hvor fattige fra Randers, Aarhus og Horsens kunne komme hen og blive forsørget, hvis de ikke havde andre muligheder. Hospitalet var kun for de fattige, der var gamle, syge, svage, sindssyge eller som ikke var arbejdsduelige. Til gengæld for opholdet på hospitalet skulle alle fattiglemmer arbejde, hvis de kunne. Det kunne blandt andet være i hospitalets spinderi. Hospitalets formål var således ikke at helbrede de fattige og syge, men derimod at give dem ophold, mad og faste rammer.

Manufakturhuset lå i Vestergade på den adresse, der i dag er Vestergade 39. Manufakturhuset var en slags arbejdsanstalt, hvor fattiglemmerne, der fik understøttelses af fattigkassen, skulle arbejde for deres forsorg. Arbejdet bestod af forskellige håndværksfag. Formålet med dette var at beskæftige og opdrage de fattige, mens man samtidig fik billig arbejdskraft. Manufakturhuset i Vestergade lå kun ganske få år i gaden. Det blev oprettet i 1757 og lukkede i 1763 med et stort underskud.

Fattig-og enkeboderne i Klostergade og Møllestien var en del af de små boder, som fattigvæsenet stillede til rådighed for nogle af byens allerfattigste, som ikke kunne få hjælp andre steder. Boderne lå i perioden 1760-1810 på de adresser, der svarer til Klostergade 61-63 og Klostergade 42-54 samt Møllestien 25-27. De fleste af byens boder var private lejeboder, hvor velstående aarhusborgere lejede små huse ud til byens fattige. Der lå blandt andet også private lejeboder på Møllestien. De førnævnte boder hørte dog alle under fattigvæsenet og var derfor tiltænkt nogle af de aarhusborgere, som hverken havde penge eller familie, der kunne hjælpe og støtte. Fattiglemmerne boede på ganske lidt plads og der var ofte mange mennesker under samme tag.

Industrialiseringen og den frie handel

Vestergade i 1899. Set mod Lille Torv

Otto Mønsteds Hus i Vestergade 11. Foto: Anita Strømberg Kimborg, Aarhus Stadsarkiv, 1996

Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. Aarhus blev jernbaneknudepunkt med Hammelbanen som den sidste i 1901.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til Banegården, men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins, kom med sin salonvogn.

Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med Landsudstillingen i Århus 1909.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed markant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand Hans Broge og hans svigersøn, margarinefabrikant Otto Mønsted. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye Aarhus Teater fra år 1900.

Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på Vestergade 11, hvor også Handelshuset Ree og Schmalfelds Tobaksfabrik (oprindelig Funders Tobaks-fabrik) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt som (OMA – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i Grønnegade lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

Jazz i Vestergade

I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde Apollo, der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Krise og værtshuse

Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot leverede råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. Nygade og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

De kulturelle vækstlag

Teatret Svalegangen blev født i et lille interimistisk baglokale i Vestergade 38. På svalegangen, som førte op til et baglokale med blot 52 pladser, ses de fire grundlæggere skuespillerne Preben Harris, Gyrd Løfqvist, John Hahn-Petersen sammen med antikvitetshandler Finn Bøckmann. Skuespillerne fik af deres arbejdsgiver, Aarhus Teater, lov til at spille på det lille teater, når de var færdige med forestillingerne på Store Scene. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 18. november 1962, i Århus Stiftstidende, Den Gamle Bys billedsamling

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. Vestergade 58 er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til Vestergade 58 kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra Aarhus Teater en alternativ teaterscene ”Svalegangen”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i Rosensgade 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen Møllestien. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for Busgaden og over mod Vester Allé – mellem Åen og Nørre Allé.

Vestergadekvarteret på AarhusArkivet

Søg billeder og kilder på AarhusArkivet Vestergade

Kilde

• Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012
• Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus
• Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
• Laura Berg: "Arbejdsomme fattige og den offentlige forsorg - om Aarhus Fattigvæsensbygninger 1760-1803", Historisk samfund for Aarhus Stift, Århus Stifts Årbøger, Årbog nr. 104, 2021