Jægergården
Jægergården var oprindeligt et markhus under Marselisborg Gods. Den blev efter nybygning i 1724 kaldt Marselisborg Jægergaard. Navnet bæres dog fortsat videre i dag, idet Aarhus kommune i 2001 valgte at give sin administrationsbygning på Værkmestergade navnet Jægergården. Selvom den kommunale bygning var ny, var administration på Jægergården det dog ikke. Helt tilbage til den oprindelige "Jægergård" har der været administrative kræfter forbundet til stedet.
Jægergården har ligeledes givet navn til gaden Jægergårdsgade, der ligger i området hvor den oprindelige gård var placeret.
Aarhus under Jægergårdens opførelse
Nuværende Marselisborg Allé var oprindelig en marksti der forbandt Jægergården med herregården og den gamle jægergård tjente bl.a. som bolig for skovridere, samt aftægtsbolig for enker og pensionerede forvaltere.
I midten af 1800-tallet var befolkningstallet i Aarhus fortsat forholdsvis lavt, og de knap 8.000 indbyggere boede bag plankeværk og byens syv byporte. I syd, ud mod Jægergården, var portene ved Dynkarken (v/nuværende politigård) og Frederiksport (Ved Frederiksgades udmunding ved Sønder Allé). Selvom byen her kridtede sit skel op imellem land og by, gik byens bebyggelse endnu ikke helt ud til portene. Byen var fortsat centreret omkring domkirke kvarteret, mens området syd for åen fortsat var primært gartnerjord og jordlodder.
Udenfor byen var der nogle få indfaldsveje til Aarhus, hvoraf Hads Herredsvejen (beliggende på nuværende Spanien, Strandvejen og Oddervej ) gik forholdsvis tæt forbi Jægergården. Udover vejene talte bebyggelsen ikke meget udenfor byen. Jægergården og Magdalenemøllen ved Vibyvej, var de eneste før Marselisborg og Viby. På nuværende Langenæs var området præget af røgelkrat, mens Wallensteins Skanse (området omkring Skanseparken v/Odensegade) knejsede sig op i det åbne landskab mod øst.
Vekslende ejerskab
Jægergården blev opført som et markhus til Marselisborg Gods - opkaldt efter Constantin Marselis (1647-1699).
Efter Constantins død, overgik godset først til Ulrik Christian Gyldenløve og herefter Frederik Danneskiold-Samsøe. Det var under Frederik Danneskiold-Samsøe at Jægergården oprindeligt blev opført i midten af 1700-tallet.
Efter Danneskiold-Samsøe, overdrog Christian VI Marselisborg Gods til den første Gersdorff – Christian Rudolph Philip von Gersdorff- hvorefter flere Gersdorff’er fulgte. Efter Napoleons krigene gik den daværende ejer stiftamtmand Güldencrone fallit, og Marselisborg blev opkøbt af endnu en Gersdorff. Denne gik også fallit, og Marselisborg blev købt af Aarhus-sagfører og politiker Casper P.R. Ingerslev i 1833. Gården blev senere overgivet til dennes søn, senere indenrigsminister H.P. Ingerslev – På dette tidspunkt var Jægergården dog solgt fra godset.
Jægergården og skovriderne
Fra herregården, kunne man ikke overskue opsynet med godset og flere ’administrations’ huse var derfor opført. Dengang var dette navn naturligvis ikke knyttet, men husene blev netop opført for, at administrere godset på de områder som herregården ikke selv kunne nå ud til.
I starten af 1700-tallet, beskrives det, at Peder Nielsen boede i Marselisborg Markhus. Da han også var skytte blev det af og til betegnet som Skyttehuset, men endnu ikke som Jægergården. Huset har formenligt også haft mindre prangende karakter dengang. I 1724 blev markhuset erstattet af en mere standsmæssig bygning, der for første gang omtales som Marselisborg Jægergaard. Denne bindingsværksgård, lå omtrent midt imellem Aarhus og Marselisborg, og bygningens første beboer – Johan Christoffer Redder- fik titlen skovrider. Nogen rider kunne han dog ikke ligefrem forbindes med, idet der findes flere eksempler på voldsdomme og lignende i hans forholdsvis korte arbejdstid på Jægergården.
Efter ham, blev Just Meihenerhausen gjort til skovrider og han passede, i langt højere grad end sin forgænger, sit embede frem til sin død i 1751.
I 1754 omtales den nye skovrider Johan Wærum for første gang, og han fortsatte sin forgængers dedikerede eksempel.
Jægergården som traktørsted
Efter Johan Wræum ændrede Jægergårdens formål sig. Skovriderne blev centreret i Skovridergården i syd, og Jægergården i nord begyndte således at ændre karakter. Den tjente herefter i flere forskellige foretagender, heriblandt som enkesæde og tjenestebolig for Marselisborgs ansatte. Huset var ikke selv af prangende karakter, det blev i 1778 beskrevet til at bestå af stuehus, sidehus, lade, kreaturstald og et lille vognhus.
Det var i langt højere grad de omkringliggende herligheder, der tilskrev Jægergården værdi. I 1788 sikrede Marselisborgs gartner Henrik Anton Flentie sig selv og sin hustru lejemål for livstid i boligen og de tilknyttede herligheder. I 1793 blev herligheden udvidet med en mark der vendte ind imod Aarhus, og rettede dermed også Jægergården fokus ind imod Aarhus borgernes behov.
Aarhus’ borgere skulle have frugt og grønt, og derudover nærede de også et behov for at komme ud af de trange kår i byen. Derfor indrettede Henrik Anton Flentie i slutningen af 1790erne Jægergården som eftertragtet traktørsted. Omkring år 1800 sikrede byens fornemste klub - Kronprindsens Klub- sig særaftale med Flentie. Efter Flenties død i 1819 var der ikke nogen der åbnede samme succes.
Den anden Jægergård
1831 udbrød koleraepidemi, og Jægergården blev bestemt til isolationslokaler, såfremt Aarhus skulle blive ramt. Epidemien gik dog Aarhus forbi, men beredskabet bestod fortsat, og først i 1837 blev der indbudt til auktion på koleralazarettets inventarer for Jægergården.
Omkring 1830 blev en ny bygning opført, det er dog ikke fastsat præcis hvornår. Det formodes dog, at det hang sammen med amtmand Carl Gustav Rosenørn (1784-1858)s bolignød i 1833, hvor stiftsamtmandens kontor flyttede til Jægergården og byens autoritet dermed rykkede udenfor byen.
Rosenørn måtte på grund af øjensygdom fratræde embedet og dermed fraflytte Jægergården i 1843, han blev herefter afløst af Jens Andreas Graah (1787-1873). Hvor Rosenørn havde været festlig og vellidt, var Graah langt mere stivbenet og arrogant. Han vandt derfor i sin tid hverken anerkendelse eller autoritet.
Da Rosenørn fratrådte i 1843, solgte godsejer Ingerslev Jægergården og de tilhørende 26 tønder land til købmand Anders Malling. Da Graah flyttede fra Jægergården og ind i byen i 1845, flyttede Malling selv ud på gården. Efter et par år måtte han dog indse, at det heller ikke var noget for ham at bo ’så langt uden for byen’, og også han flyttede tilbage. I 1851 solgte han Jægergården igen.
Denne gang var det kammerjunker Wichfeldt fra Lolland, der overtog gården, han fik dog, ligesom sin forgængere, kort tid som ejer af Jægergården. I 1857 opkøbte Mads Pagh Bruun Jægergården, og dermed fulgte nye tider.
Under M.P. Bruun blomstrede Jægergården op på ny, men denne opblomstring fostrede samtidig dens endeligt. Mette Marie Dalgas - barnebarn af Enrico Mylius Dalgas – har senere skildret livet på Jægergården som farverigt og skønt.
Jernbanens indtog...
I 1862 kom Den jyske jernbane til Aarhus, og dette fik stor betydning for eftertiden i Aarhus. Da jernbanen skulle udvides mod syd begyndte der at opstå røre i andedammen. Flere højtstående i hovedstaden så det provinsielle Aarhus som en stor konkurrent og talte derfor for, at jernbaneudvidelsen skulle gå fra Brabrand. Således skulle Aarhus blot blive et sidespor i stedet for en direkte konkurrent. Imod det forslag rejste der sig enorme protester, og de betydningsfulde mænd i Aarhus gik sammen for at sikre jernbaneudvidelsen. Blandt andre gik godsejer Ingerslev og M.P. Bruun på Jægergården sammen for at sikre, at deres repræsentant J.M. Mørk fik en plads og en stemme i Folketinget. Mørk sikrede med denne hjælp, at jernbaneudvidelsen kom til at gå fra Aarhus.
Først i 1867 blev den daglige drift af jernbanen overtaget af staten, men frem til da besad M.P. Bruun en vigtig plads i bestyrelsen som aktionærernes valgte repræsentant.
Året efter jernbaneanlæggets anlæg i 1862 blev det britiske banekompagni anlagt og dette var i en årrække byens største industrielle arbejdsplads. I begyndelsen var arbejdet ikke særlig omfattende, men med jernbaneudvidelsen på ca. 750 km. i 1880erne var der pludselig nok at gøre.
I 1880 blev de Danske Statsbaner(DSB) oprettet, og jernbaneværkstedet i Aarhus blev herunder gjort til hovedværksted for Jylland og Fyn. I den forbindelse skiftede det navn til Centralværkstedet. Dette krævede yderlige udvidelser, og under disse var Jægergården efterhånden ved at blive klemt inde.
Under sin levetid havde M.P. Bruun allerede frasolgt områder til denne udvidelse, og kort tid efter hans død i 1884 solgte hans enke Jægergården til DSB.
Efter DSB’s overtagelse af Jægergården blev den i først omgang udlejet til maskinmester O.F.A. Busse, men med ham ophørte den som hjemsted for ingeniørvirksomhed. Herefter blev Jægergården igen ramme for administration, idet Centralværkstedet indrettede kontorer og tjenesteboliger i gården. Jægergården blev som tilknytning til DSB brugt til flere forskellige formål, men en udbygningsplan der strakte sig fra 1908-1918 gav Jægergården dødsstødet.
...og Jægergårdens udgang
Centralværkstederne blev nedrevet i 1998, hvorefter Århus Kommune opførte en ny administrationsbygning på samme grund, som den gamle gård havde ligget. Den har genantaget navnet Jægergården. Den fik adresse på den nyanlagte Værkmestergade.
Jægergården, der havde startet sine dage som en storslået bygning udenfor byen, stod nu som et faldefærdigt fremmedelement mellem Centralværkstedets bygninger. Den blev derfor nedrevet, og den nye administrationsbygning blev opført i 1910 lidt længere oppe af gaden og var bygget i treetager samt under og overkælder.
Den nye Jægergård er opført af NCC Rasmussen og Schiøtz, med rådgivende arkitektfirma 3xNielsen og rådgivende ingeniørfirma Rambøll. Byggeriet blev påbegyndt 15. oktober 1999 og blev indviet ved rådmand for Magistratens 1. Afdeling Lis Særkjær den 9. marts 2001.
Samme år fik Århus Kommune foræret et maleri af den gamle Jægergaard, som blev ophængt i bygningen. Maleriet, der er lavet af en ukendt kunstner efter et tidligere maleri af kunstneren C. Milton Jensen, blev skænket af en aarhusborger, der ti år tidligere havde købt det i en kunstforretning i Aarhus, dengang uvidende om, hvad billedet forestillede.
Nogle af husets ydervægge er beklædt med ca. 1400 glasplader, hvoraf 420 er beklædt med silketryk med motiver lavet over alfabetets bogstaver - kaldes 'kalligrammer'. Motiverne er udarbejdet af designer og arkitekt Finn Sködt.
Læs mere her: Jægergården (kommunal administrationsbygning)
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Kenn Tarbensen og overført fra Århus Leksikon
- Kurt Lundskov (red): Jægergården - fra landsted til byhus. Artikel af Kenn Tarbensen. 2001. Bestil materiale
- Kurt Lundskov: Den nye Jægergaard. Artikel i Personalebladet Mag'et. Nr.4. 1999
