Kronprindsens Klub

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Kronprindsens Klub var et selskab hvor man mødtes for at diskutere emner som litteratur. Selskabet var blevet stiftet den 28. januar 1795.

Oprettelsen af klubben var en del af den generelle udvikling i samfundet, hvor der blev oprettet en række patriotiske selskaber. Heraf er Kronprindsens Klub blot et af mange. Klubbens tilknytning til kronprinsen, den senere Frederik den 6., kan ses i kraft af at klubben er oprettet på hans fødselsdag og i mange år højtidelighold dagen.

Medlemmerne mødes i selskabet hvor de diskuterede mens de drak og røg. ”Fælles uskyldige Fornøjelse og venskabelig Omgang mellem Mennesker af god Tankemaade og Sædelighed var bestandig Formaalet for Kronprindsens Klubs Bestræbelser.” Udover samværet med ligesindede var det også muligt at benytte klubbens bibliotek. Klubben blev med tiden kendt som et sted hvor ”ældre” mænd mødtes for at drikke, synge og spille L’Hombre, som er et kortspil.

Kronprindsens Klub holdt fra 1796 til i Kannikegade. Huset havde foreningen købt for 2.700 rigdalere af borgmester og hospitalsforstander Niels Rohde som havde arvet gården der tidligere havde tilhørt Rådmand Hasselbalch.

Omkring 1800 og frem begyndte Kronprindsens Klub lige så langsomt at sygne hen. I 1815 blev selskabet slået sammen med Det forenede dramatiske Selskab i Aarhus og dannede derved Polyhymnia. I Polyhymnia blev der både dyrket litteratur og diskussion, men også teater.

Af fremtrædende medlemmer i Kronprindsens Klub kan nævnes: - Overkrigskommisær Hans Peter Ingerslev til Rugård Gods som var med til at stifte foreningen. Ca. en tredjedel af medlemmerne var købmænd, næsten lige så mange var officerer, mens den sidste tredjedel var embedsmænd, præster og lærere. Der var få fra det liberale erhverv, proprietærer og studerende. Hvis en håndværker søgte medlemskab, blev han næsten helt sikkert stemt ned. Derfor oprettede håndværkere deres egen klub "Harmonien" nogle år senere.

Litteratur

- Baumgarten, Torkil: ”Selskabet Polyhymnia gennem 100 aar, 1815-1915” udgivet af Selskabet Polyhymnia i 1915. - Sejrs Sedler