Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllupsasyl
Skt. Pauls Gade 31 har i over 100 år været omdrejningspunktet for tusindvis af aarhusianske småbørn. Adressen har siden 26. maj 1892 været hjemsted for børnehaven Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllupsasyl.
Guldbryllupsasylet er ikke det ældst eksisterende asyl i Aarhus – den titel har Arveprinsesse Carolines Børneasyl fra 1836 – men Guldbryllupsasylet holder stadig til i de oprindelige bygninger på Skt. Pauls Gade, mens Arveprinsesse Carolines Børneasyl i 1919 flyttede adresse fra Frue Kirkerist til Hjarnøgade.
Byvækst og fattigdom
I 1862 kom jernbanen til Aarhus, og de næste mange år oplevede Aarhus en nærmest eksplosiv vækst. 7.000 indbyggere blev på 50 år til 50.000 indbyggere. Området, hvor Frederiksbjerg ligger i dag, var indtil slutningen af 1860’erne blot marker, der enten hørte under Viby Kommune eller Marselisborg Gods. 30 år senere boede der i Sct. Pauls sogn omkring 8000 mennesker, og med over 350 børnefødsler om året var der hårdt brug for pasningsmuligheder.
Tusindvis af håbefulde mennesker havde taget turen fra landet ind til byen, men kun sjældent blev drømmene om velstand indfriet. Ofte blev både mor og far nødt til at finde arbejde for at have råd til at bo i byen, og især enlige mødre havde svære kår i 1800-tallets Aarhus, hvor forhutlede børn i gadebilledet ikke var et særsyn. De første børneasyler i Danmark blev oprettet i København, hvor det i planen for fattigvæsnet i 1799 under § 75 kunne læses følgende:
For yngre Børn under 5 Aar indrettes, naar saadant kan skee, enten i Skolebygningerne, eller andensteds, særskilte Værelser, hvor een eller flere skikkelige aldrende Fruentimmer kan have Omsorg for, og Tilsyn med, saadant Børn. Hovedøiemedet med denne Indretning er: at de yngre Børn kan afdrages fra Gadeløben, tidligen vænnes til Orden, samt at Forældre, som gaae paa Dagarbeide, eller have Huusgierning, som hindrer dem fra at passe smaa Børn, kunne have et Sted, hvor de kan hensætte dem, og være forvissede om, at de have got Tilsyn. Hvad forhen er sagt om Middagsspiisning for de ældre Børn, kan og, hvor saadanne Indretninger skee, blive anvendeligt for de yngre. Den bestemte og formelige Underviisning, som gives de ældre Børn, finder ikke Sted for disse, men alene saadan Anførsel til smaat Arbeide og nogen Kundskab, som for deres Alder fan være passende. Egentligen bliver Søgningen hertil for de yngre Børn mere en Tilladelse, end en Pligt; dog maae det staae Fattigvæsenets Direction frit for, at giøre den til Vilkaar for Almisse eller Understøtning, naar den finder, at Børenes Tarv bedre kan fremmes, ved saaledes at søge Skolen, end ved at være hiemme.
Private indsamlinger
Som regel var det offentlige system var ikke gearet til at tage sig af børnene, så det blev det bedre borgerskab, som tog affære. Velstillede borgere tog initiativ til at indsamle midler til oprettelser af børneasyler, og på denne baggrund blev både Arveprinsesse Carolines Børneasyl fra 1836 og asylet Børnely fra 1883 oprettet.
Da det fremvoksende Frederiksbjerg også fik brug for et børneasyl, blev der i 1881 nedsat et udvalg for Guldbryllupsasylets oprettelse. Med spidser som borgmester Vestergaard, biskop Johannes Clausen (1830-1905) og konsul Wulff i udvalget, blev det ikke svært at finde opbakning til projektet. 31.442,25 kr. blevet indsamlet, hvilket ville svare til over 2.000.000 kr. i dag. I Jyllands Posten den 3. juni 1891 indrykker forretningsudvalgets kasserer Rudolph Wulff 2. Liste over Bidrag til det i Anledning af Kongeparrets Guldbryllup paatænkte Børneasyl med Bidrag en Gang for alle.
Halvdelen af byggegrunden på Skt. Pauls Gade blev skænket af hedeopdyrkeren Dalgas, mens den anden halvdel blev opkøbt af udvalget. Også arkitekten Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950) bidrog til oprettelsen ved at tilbyde sin ekspertise for et meget lille salær.
Indvielsen
Indvielsen fandt sted som en del af de generelle festligheder, der blev afholdt landet over i forbindelse med Kong Christian IX og Dronning Louises guldbryllup 26. maj 1892. Tilstede var talrige byrådsmedlemmer, maskinchef Busse, statsråd Meulengracht og flere andre aarhusspidser. Overlæge Tage-Hansen holdt tale, hvor han takkede alle de involverede i oprettelsen af asylet. Endvidere kunne Tage-Hansen med tilfredshed konstatere, at de indsamlede bidrag til asylets oprettelse var løbet op i 31.442,25 kr., mens byggeriet inklusiv møblering havde kostet 31.000 kr. ”Vi have saaledes opnaaet, at Bygningen nu staaer, fuldkommen færdig til Brug, komplet monteret og uden mindste Gæld samt med noget Overskud til et Aars Drift”.
Også pastor Hansen holdt tale ved indvielsen med ordene: ”Gid Guds Velsignelse maa være over dette de smaas Hjem, gid Kærligheden maa bo og bygge herinde i dette Hus, som er rejst af Kjærlighed. Guds Velsignelse er Indvielsen”.
Aarhus Stiftstidende var til stede ved indvielsen af Guldbryllupsasylet, og den efterfølgende dag kunne aarhusianerne læse i avisen: ”Asylet synes helt igennem fortrinligt indrettet. Det er et i Sandhed smukt og skønsomt Mindesmærke, der her er sat for Majestæterne … ” og videre ”Damerne er i lyse Sommertoiletter, Herrene i Gala; Der ses baade Uniformer og mange Dekorationer.” I 1962 da Stiftstidende rapporterede fra asylets 70 års jubilæum, var ordlyden en noget anden: ”Børnehaven er efter vor tids opfattelse en grim bygning”. I 1969 blev denne holdning gentaget med ordene ”Guldbryllupsasylet i Sct. Paulsgade, Århus, er et gammelt skrummel af et hus".
Også den socialdemokratiske avis Demokraten nævnte indvielsen – dog med noget færre ord: ”Tage Hansen og Pastor Schmidt holdt Tale, hvorefter der paa Hotel Royal indtoges en bedre Middag til, vi ved ikke hvor mange Kroner.”
Konsul Wulff og bestyrelsen
Guldbryllupsasylet første bestyrelse kom til at bestå af fru oberstinde Dalberg, fru oberstinde Dalgas, fru Rafn, fru Rosenstand, frk. Anna Lerche, forretningsfører H.B. Hansen, overlæge Tage-Hansen, sognepræsten, borgmester Vestergaard og købmand Wulff. I asylet blev indrettet et værelse, som kun blev benyttet ved bestyrelsesmøder.
Det var især sidstnævnte, Guldbryllupsasylet kan takke sin eksistens for. Konsul og købmand Rudolph Wulff var manden, der søsatte initiativet til asylets oprettelse, ligesom han fungerede som kasserer under indsamlingen. Da ca. halvdelen af pengene til byggeriet manglede, donerede Wulff i stilhed det resterende beløb. Konsulen var desværre for syg til at deltage ved indvielsen.
Fra 1921-1946 var overlæge og byrådsmedlem Max Jørgen Brammer formand for bestyrelsen.
Asylmødre
Den første asylmoder var søster Emilie fra diakonissestiftelsen. Søster Emilies rigtige navn var Emilie Christine Christensen, og sammen med en til to medhjælpere havde hun ansvaret for børnene i asylet. De to havde bolig på asylets 1. sal. Først blev der indskrevet omkring 60 børn, men senere voksede dette tal til omkring de 100 børn.
Omkring 1912 blev Søster Emilie afløst diakonisse Anna Marie Jensen. Under frk. Jensens var det Sct. Stefansforeningens diakonisse Dagmar Petersen, der havde sin bolig i asylet.
I 1926 da Emilie Randrup blev ansat som bestyrerinde i Guldbryllupsasylet, gik børnehaven over til at være en frøbelsk børnehave. I modsætning til tidligere pædagogiske tilgange var der i den frøbelske børnehave fokus på læring gennem leg. Tidligere havde der også været fokus på børnenes læring, men det var igennem klassisk skolegangstænkning. Frk. Randrup, som fremover kun kendtes som Tante Mille, fik ved sin ansættelse indkøbt puder og tæpper, så børnene kunne ligge ned og sove under deres daglige middagslur – tidligere havde børnene måtte sove siddende lænet ind over et bord. Tante Mille fik lavet en tilbygning med en liggehal i 1935 - tilbygningen rummer i dag en stue.
Med tante Mille kom også frøbelske sangbøger til asylet, der indledtes med ord fra forstanderen af Frøbelseminaret i København Sofus Bagger: ”Kraftigt og maalbevidst gaar Nutidens pædagogiske Bestræbelser i Lag med at udfinde de naturligste Midler og Veje til Barnets Udvikling. Og Vejen fører bestandig tilbage til den Grundsætning: lad Barnet være Barn, kræv kun, hvad Barnet formaar!”
I perioden 1947-1980 var asylets leder Karen Frederiksen – eller blot frøken Frederiksen.
Aktiviteter i asylet
Børn skulle være børn i asylet, og det havde de mange timer til at være. Typisk blev børnene afleveret kl. 06.30 om morgenen og først hentet kl. 18.00 om aftenen. Børnene kom som regel fra hjem, hvor moderen var udearbejdende, syg eller fra hjem med mange børn. Det kostede 1,50 kr. om ugen pr. barn, hvilket inkluderede to glas sødmælk om dagen og middagsmad om vinteren. Og så blev børnene vasket hver dag, inden de blev sendt hjem. Mange af børnene havde dog friplads.
Under Tante Milles periode i børnehaven fandt en masse aktiviteter sted. Børnehaven var tæt knyttet til Skt. Pauls Kirke, og ved fester i menighedshuset underholdt børnene gerne. Derudover var der en fast julefest samt en fast forårsfest. Børnene optrådte i hjemmelavede crêpespapirskostume, og der var ofte boder og tombolaer. I 1947 blev der indsamlet 3.600 kr. ved årets forårsfest. Også børnehjælpsdagen var en stor begivenhed i asylet. Her var børnene ofte med til indsamlinger ude i Friheden.
Tante Mille fik også indført en sommerlejr, hvor alle børnene kom på tur til Saksild Strand. Efterfølgende blev Børnenes Kontors ferielejr ved Ajstrup Strand et fast udflugtsmål om sommeren. Senere blev denne afløst af Klitgården ved Bønnerup Strand. Sommerlejerene varede som regel mellem to og tre uger.
Nedrivningstruet
Efter frk. Frederiksen ankomst til børnehaven blev børnenes heldbred vurderet af en læge, der konkluderede, at børnene ville have godt af lys behandling. Asylets bestyrelse søgte Red Barnet om penge, og i 1950 donerede Red Barnet to kulbuelys. Hvert barn fik 20 minutters lys to gange ugentligt, hvilket nedsatte antallet af bronkitisramte børn betydeligt. Der blev indgået et samarbejde med asylet Børnely, Skt. Lucas Menighedsbørnehave og frk. Balslevs børnehave, som kunne komme på besøg og benytte lysene. Væggene i lysrummet blev malet med sølvglans, og 6-10 børn kunne få lys på én gang.
På trods af ombygninger har den gamle bygning formået at bevare sit oprindelige udseende, og børnehaven emmer i dag af historie. På legepladsen findes stadigt en høj, der i sin tid var en del af Dalgas’ Villa Montanas store have. Det siges, at Dalgas selv plejede at stå på højen og skue ud over det endnu ubebyggede Frederiksbjerg og Aarhusbugten.
I 1974 var det dog lige før, at den gamle bygning måtte lade livet. En modernisering var tiltrængt, men kommunen kunne ikke tilslutte sig renoveringsplanerne, hvorfor det blev besluttet at nedrive bygningen, for at gøre plads til en ny og større børnehave. Nedrivningen fandt som bekendt ikke sted, og i 1977 kunne bygningen i stedet gennemgå en renovering. Igen i slutningen af 2013 har bygningens 1. sal gennemgået en større ombygning og renovering, og et nyt tag er blevet lagt.
Litteratur og Kilder
- Kong Christian IX og Dronning Louises Guldbryllupsasyls arkiv, Aarhus Stadsarkiv
- Georg Parler, Syng med dine smaabørn, Wilhelm Hansen, Musik-Forlag, 1923
- Karen Frederiksen, foredrag ved Daginstitutionernes Museumsforenings seniorarrangement 23.09.1991, tryk JPS
- Henrik Vedel Smith, I vuggestue og børnehave i Byens Børn, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Århus, 1983
- Finn H. Lauridsen, Arveprinsesse Carolines Børneasyl Finn H. Lauridsen, Særtryk af Århus Stifts Årbøger, 1964
- Preben Rasmussens udklipssamling, Erhvervsarkivet
- Aarhus Amtstidende 26.05.1942
- Århus Stiftstidende 27.05.1892, 26.05.1962, 26.05.1992
- Demokraten 27.05.1892, 09.05.1967
- Arktikel om Guldbryllupsasylet i Børn & Unge
- Artikel om Guldbryllupsasylet i lokalavisen
