Boligforeningen Ringgården

Indlæser kort...

Administrationsbygningen som har været Boligforeningen Ringgårdens hovedkontor siden 1988 og har adresse på Dybedalen 1A, lige ved siden af murstenshøjhuset på Charlottehøj. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Boligforeningen Ringgården – eller blot Ringgården – er én blandt flere boligforeninger i Aarhus. Ringgården så dagens lys i september 1938, da boligforeningen afholdt sin første generalforsamling. Ved stiftelsen etablerede foreningen sig som byens anden boligforening, idet Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) var den første. Ringgårdens første kontor var indrettet i gavlen på adressen Vestre Ringgade 76, som var en del af boligforeningens første afdeling. I 1988 flyttede Ringgården kontor til en ny administrationsbygning på Dybedalen 1A, som er boligforeningens fjerde og nuværende adresse. Ringgården administrerer en lang række beboelsesejendomme, som er fordelt over næsten 50 afdelinger.

Bolignød i mellemkrigstiden

Boligforeningen Ringgården blev etableret i en tid med boligmangel, og det er i denne historiske kontekst, at man kan se Ringgårdens tilblivelse. Dengang boede mange dårligt stillede familier med store børneflokke på et beskedent antal kvadratmeter i boliger, der ofte var direkte sundhedsfarlige. Boligmangel havde i mange år været et problem i byen, og især under første verdenskrig og i tiden efter krigen opstod manglen på boliger, hvilket skabte mange husvilde. For at afhjælpe problemet blev offentlige bygninger inddraget, og borgere blev indkvarteret på skoler, i gymnastiksale og på kaserner. Som endnu et tiltag besluttede byrådet, at der også skulle opføres husvildebarakker, hvilket – som en midlertidig løsning – kunne gøres forholdsvis hurtigt. Men boligmanglen var kun blevet værre efter krigen, og barakkerne måtte derfor blive stående de efterfølgende to årtier. Det var de dårligere stillede, der boede i barakkerne, og områderne udviklede sig hurtigt til fattigkvarterer.

I midtbyen var pladsmangel i beboelsesejendomme et problem, idet mange boliger var små og overfyldte med mennesker. Boligerne var desuden gamle, ligesom mange af dem var decideret usunde. Når der blev ført tilsyn med boligerne, viste det sig ofte, at de var utætte med et dårligt indeklima og med høj luftfugtighed, og i de værre tilfælde drev fugt ned ad væggene. Det var usle boligforhold. Fugt var den væsentligste årsag til, at boligerne blev betegnet som dårlige og usunde i årene efter krigen.

Fire håndværkere og en trambuschauffør

En af etageejendommene der udgør boligforeningens første bebyggelse, Afdeling 1, som ligger på hjørnet af Vestre Ringgade og Viborgvej. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Boligproblemerne fortsatte gennem anden verdenskrig og besættelsen, og på statsligt niveau var der gennem lovgivningen opstået nye muligheder for tilskud til at bygge billige boliger for børnerige familier. Det er i lyset af boligmanglen og boligforholdene samt disse nye muligheder, at man kan se tilblivelsen af Boligforeningen Ringgården: Det var Ringgårdens ønske at bygge rummelige og sunde boliger væk fra midtbyen, boliger, som folk – bl.a. de mange børnerige familier – skulle have råd til. Viljen var der, men det rette jordareal at bygge på skulle først findes, og det fik Ringgården til at rette blikket mod Ringgaden. I slutningen af 1930’erne var det store Ringgadeprojekt ved at nå sin afslutning, og det var attraktivt at bygge beboelsesejendomme, der havde let adgang til denne nye hovedfærdselsåre. Ringgården greb muligheden og opførte sin første bebyggelse, Afdeling 1, på hjørnet af Vestre Ringgade og Viborgvej, og det var tilknytningen til Ringgaden, der gav Boligforeningen Ringgårdens dens navn.

Boligforeningen Ringgårdens spæde start var i september 1938, da fire håndværkere og en trambuschauffør satte sig sammen og afholdt boligforeningens første generalforsamling. Sammen dannede de Ringgårdens første bestyrelse, der bestod af snedker Anton Jensen som formand for bestyrelsen, formand Ole Bay som næstformand, murer Jens Hviid som kasserer samt maler Kresten Randrup og trambuschauffør Engelbrecht Hermansen. Vedtægterne for foreningen blev først godkendt senere på et møde i januar 1940, og kort tid efter nåede byggeriet Afdeling 1 sin afslutning. I 1942 havde Ringgården etableret sit første kontor i afdelingen, som blev indrettet i gavlen på en af bygningerne. Adressen var Vestre Ringgade 76. Dermed havde Ringgården etableret sig som byens anden boligforening, med Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) som den første (grundlagt 1919).

Som boligforening var beboerdemokrati helt centralt i Boligforeningen Ringgården, og efterhånden som flere afdelinger kom til, var det beboerne selv, der bestemte i deres afdelinger. Afdelingerne fik deres egne repræsentanter, der repræsenterede beboerne i de enkelte afdelinger, og i foråret 1948 indgik de i et samlet repræsentantskab, der blev boligforeningens øverste myndighed med ansvar for at vælge foreningens bestyrelse. Med dét var mange af boligforeningens centrale elementer på plads, og der var ambitioner om at bygge flere beboelsesejendomme.

Boligbyggeri præget af materialemangel

Efter byggeriet af Afdeling 1 var afsluttet, bestræbte Ringgården sig på at opføre flere beboelsesejendomme og således etablere flere afdelinger, men tiden under og efter besættelsen var usikker. Boligmanglen og efterspørgslen efter flere boliger var der stadig, og mange boliger i midtbyen var stadig overbefolkede. Gamle tørrelofter blev omdannet til taglejligheder, og folk blev henvist til husvildeboliger. Et andet tiltag for at afhjælpe bolignøden var opførelsen af finske træhuse opført i det område, der blev til Finnebyen. Selvom Boligkommissionen inspicerede mange usunde boliger i byen med henblik på sanering, der mange gange var lig med nedrivning, blev saneringsmodne beboelsesejendomme i flere tilfælde ikke rømmet – netop på grund af bolignøden. Under besættelsen havde boligbyggeriet været aftagende, fordi der var problemer med finansiering og mangel på byggematerialer, og denne materialemangel fortsatte efter krigen, hvilket gjorde det svært at skaffe flere boliger. En anden udfordring, der påvirkede byggeriet og boligmanglen i byen, var pladsmangel. Kommunesammenlægningen i 1970 lå stadig ude i fremtiden, og realiteten i efterkrigstiden var, at byen var næsten helt udbygget til sin grænse. Der var snart ikke mere plads til byggeri!

Boligforeningerne var med til at afhjælpe bolignøden, og Ringgården rettede i denne tid blikket mod Møllevangen og Charlottehøj nær ved Paludan-Müllers Vej til sine næste projekter. Her lykkedes det – trods materialemangel – boligforeningen at bygge flere beboelsesejendomme fordelt over flere afdelinger. Ved Møllevangen opførte Ringgården Afdeling 5 og Afdeling 6, men det skete dog med betydelige forsinkelser – bl.a. forårsaget af netop materialemangel. I forbindelse med byggeriet Afdeling 5 var det især mursten, der manglede, og en murermester var nødsaget til at bruge brugte mursten til det indvendige arbejde. Senere, da det kom til Afdeling 6, var jern, fliser, mursten og især facadesten mangelvarer. I juli 1951, mens byggeriet Afdeling 6 stod på, valgte Ringgården at flytte kontor til afdelingen og ind i lokaler på Møllevangs Allé 100. Dette blev dermed boligforeningens anden adresse.

Med afslutningen af Afdeling 5 havde Ringgården for første gang bevæget sig over på ydersiden af Ringgaden, og de efterfølgende år opførte boligforeningen mange beboelsesejendomme og etablerede flere afdelinger i området ved Møllevangen og Charlottehøj. Dermed blev Ringgårdens tyngdepunkt koncentreret omkring Charlottehøj nær Paludan-Müllers Vej.

Seks murersvende opmurede landets første teglstenshøjhus

Murstenshøjhuset på Charlottehøj, som er underlagt Afdeling 8. Afdelingen var Ringgårdens hidtil mest ambitiøse byggeprojekt, dengang byggeriet blev udført. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Charlottehøj blev efterfølgende udvalgt til Ringgårdens hidtil mest ambitiøse byggeprojekt, Afdeling 8, som blev opført over en niårig byggeperiode fra 1953 til 1962. Projektet blev udarbejdet af arkitektfirmaet Salling-Mortensen, og på området blev der opført flere etageejendomme, som dannede ramme om store grønne fællesområder, der med den høje beliggenhed på Charlottehøj havde en fin udsigt ud over byen i sydlig retning. Byggeriet blev udført i flere etaper, og kronen på værket blev et højhus opført i murværk.

Omkring samme tid var andre i gang med et andet – og endnu større – byggeprojekt på Langenæs, og her blev der bygget i beton. Som byggeriet ved Langenæsbebyggelsen skred frem, skød bygninger i beton op fra jorden. Men det vakte ingen begejstring hos Ringgården, hvor der var en vis tøven mod at tage del i betonbyggeri, noget, som kom til udtryk ved netop at opføre et højhus i murværk.

Ringgårdens murstenshøjhus på Charlottehøj blev projekteret af arkitektfirmaet Salling-Mortensen og rådgivende ingeniørfirma Askøes Eftf. Det viste sig at være en teknisk udfordring, idet det krævede mange beregninger at opføre sådan et højhus i mursten, hvis det også skulle leve op til normerne. I planlægningsfasen gik en studierejse derfor til Schweiz, hvor teglstenshøjhuse var mere almindelige, for at høste inspiration og erfaringer. At opføre et højhus i murværk krævede specielle mursten brændt på den rigtige måde samt specielt mørtel, og hjemme i Danmark lavede man forsøg på et teglværkslaboratorium for at sikre sig, at beregningerne var helt rigtige. Murstenene, man endte med at lave, blev fremstillet på en sådan måde, at hver sten kunne tåle et pres på 100 tons. I samme omgang håndplukkede man seks erfarne murersvende, der skulle udføre arbejdet, og man gav dem et kursus ved laboratoriet. Det tog 250 arbejdsdage og mere end en million mursten for de seks murersvende at opmure højhuset, som hver gennemsnitligt lagde ca. 900 mursten om dagen. Højhuset var det første i Danmark opført i murværk af tegl, og byggeriet kostede 4,1 millioner kroner. Erfaringerne tog ingeniørerne med sig, da der skulle opføres et lignende højhus blandt betonblokkene på Langenæs, og disse er de to eneste højhuse opført i murværk i Danmark. Ringgården var gået ekstra langt for at løse de tekniske udfordringer, der var ved at opføre et højhus i murværk, hvilket kan ses som et udtryk for den modvilje mod at bygge i beton, der på den tid var hos Ringgården.

Nederst i højhuset på Charlottehøj indrettede Ringgården kontor, som i 1963 således havde adressen Dybedalen 1. I august 1988 flyttede Boligforeningen Ringgården kontor for fjerde gang – nemlig til sin nuværende adresse på Dybedalen 1A. Dette var dengang en nyopført administrationsbygning til 10 millioner kroner – med placering lige ved siden af højhuset. Administrationsbygningen virkede som en slags kommandocentral, og mens repræsentantskabet, som nævnt, havde ansvaret for at vælge foreningens bestyrelse, var det bestyrelsen, der ansatte en administration, ledet af en forretningsfører, der skulle varetage den daglige drift.

Parcelhuse og betonblokke

Under 1960’erne og 1970’ernes byggeboom blev bolignøden endelig bekæmpet, og i perioden blev der bygget mange parcelhuse. Det var nemlig blevet populært at bo i parcelhuse med haver i idylliske villakvarterer. Op til perioden var der også en interesse for og efterspørgsel efter de eftertragtede huse internt i Ringgården, og det fik boligforeningen til at begive sig ud i selv at bygge parcelhuse. Denne udfoldelse blev til et mindre antal parcelhuse spredt blandt andre huse på forskellige villaveje i villakvarterer i Aarhus Nord.

En af Ringgårdens boligblokke i Frydenlund. Fem boligforeninger var sammen om Frydenlundbyggeriet og opførte flere boligblokke i beton på området. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Også betonbyggeri prægede perioden, og de mange beboelsesejendomme, der blev opført i beton, havde væsentlig betydning for tilgængeligheden af boliger i byen. Ringgården måtte til sidst give efter for betonbyggeriet. Det skete sidst i 1960’erne, da boligforeningen blev involveret i Frydenlundbyggeriet, som på dette tidspunkt var den største samlede bebyggelse i Aarhus. Området Frydenlund blev bebygget med boligblokke i beton udført som montagebyggeri, som var typisk for tidens byggetendens. Det meste af Frydenlundbebyggelsen blev udarbejdet af arkitekt Mogens Klinge, og fem boligorganisationer tog del i projektet. Sammen med Ringgården var desuden: Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), Boligforeningen Fagbo, Boligforeningen Statsbo samt Boligforeningen Vesterbo. Forretningsfører Orla Hyllested, som senere blev borgmester i Aarhus, var formand for de fem boligforeningers arbejdsudvalg. Flere, der flyttede ind i Frydenlundbebyggelsen, kom fra saneringskvarterer i byen, og nogle af dem var blevet genhuset fra saneringsmodne boliger i kvarteret omkring Rosensgade. Frydenlundbyggeriet var dog efterfølgende præget af problemer. Betonen slog revner, og der var utætheder omkring samlingerne, og efter blot 20 år gennemgik betonblokkene i hele Frydenlund en større gennemgribende renovering, hvor betonblokkene blev beklædt, så betonpræget forsvandt.

Andre af Ringgårdens afdelinger var endnu ældre, og flere af boligforeningens beboelsesejendomme havde efterhånden nogle år på bagen, så da den fik mulighed for at lave indgreb og renovere mange af sine afdelinger med henblik på at gøre boligerne mere energivenlige, slog man til. I 1982 var det nemlig blevet muligt at få et statstilskud på 30 procent til at lave energibesparende foranstaltninger gennem renovering af beboelsesejendomme, bl.a. ved at lave bedre isolering og udskifte vinduer med termoruder. Dette skulle imidlertid gå hurtigt, for statstilskuddet faldt med årets udgang. Det blev op til beboerdemokratiet, om de enkelte afdelinger skulle renoveres, og beboerne i 22 af Ringgårdens afdelinger stemte for – til en samlet pris på 18 millioner kroner – at gøre deres boliger mere energibesparende. Det var et omfattende og tidligt tiltag for at gøre boligforeningen mere energivenlig, og snart derefter blev energi og klima sat i centrum, da Ringgården senere gik i en grønnere retning.

Bæredygtige boliger

Den mindste af boligblokkene der udgør Økohuset. Økohuset markerede begyndelsen på Ringgårdens grønne profil. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Der skete en markant ændring af Boligforeningen Ringgårdens profil i slutningen af 1990’erne, da klima og arkitektur kom i fokus. Ringgården fik en målsætning om, at den skulle gå i en grønnere retning og på samme tid i langt højere grad lægge vægt på spændende arkitektur; bygningerne skulle have smukke udformninger, og så skulle de være bæredygtige. Denne retning har været Ringgårdens ambition lige siden, og det hele begyndte med Afdeling 29 – Økohuset på Skejbytoften. Økohuset blev til, efter at Boligministeriet og KAB Bygge- og Boligadministration udskrev en arkitektkonkurrence. Det var ment som et økologisk forsøgsbyggeri bygget på miljøvenlige materialer, og for at spare på energien og holde på varmen var væggene ekstra kraftigt isolerede, mens vinduerne skulle være energiruder. Desuden anvendte man solfangere til at opvarme vand til boligerne. Endnu længere gik boligforeningen for at skåne klimaet, da den oprettede en pendlerordning i forbindelse med, at de første beboere skulle flytte ind. Som noget helt ekstraordinært kunne pendlere, som arbejdede i Aarhus og kom langvejs fra, komme foran i køen til boligerne. Når de fik en af boligerne, ville de nemlig stoppe med at pendle så langt, hvorved de undgik at belaste klimaet. Økohuset blev udarbejdet af arkitektfirmaet Tegnestuen Vandkunsten og er en af Danmarks mest energibesparende beboelsesejendomme. Økohuset markerede begyndelsen på Ringgårdens grønne profil, som var en ny retning, og ambitionsniveauet steg efterfølgende i boligforeningen – både i forhold til arkitektur og bæredygtighed. I de følgende år var Ringgården en af de bygherrer, som var mest i front, når det gjaldt byggeri af bæredygtige boliger i byen.

De kubistiske hvide huse med deres karakteristiske lystårne i Lærkehaven. Afdeling 35 – Lærkehaven 3 er en ud af tre afdelinger, der sammen udgør den samlede Lærkehavebebyggelse. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Efter Økohuset gik Ringgården endnu længere i sine ambitioner og etablerede tre afdelinger med bæredygtige boliger i Lærkehaven i Lystrup. Ejendommene i Lærkehavebebyggelsen havde dét til fælles, at bygningernes hovedkonstruktioner blev bygget i træ med brug af præfabrikerede træelementer, og at husene var lavenergiboliger bygget ud fra en vision om bæredygtighed, som bl.a. kom til udtryk i en kraftig isolering, lavenergivinduer samt solceller. Lærketræ, som husene blev beklædt med, var årsag til navnet: Lærkehaven. Især Afdeling 35 – Lærkehaven 3 fik en del opmærksomhed. Husene var passivhuse, der skulle reducere energiforbruget gennem flest mulige passive tiltag. Boligerne var uden almindelige varmesystemer, men med deres orientering mod solen var det den passive solvarme og husets beboere, der skulle levere det meste af varmen. Også arkitekturen var i fokus, og det kom især til udtryk gennem de kubistiske hvide huse og deres karakteristiske lystårne. Afdeling 35 blev udarbejdet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen og modtog i 2012 NBOs Bostadspris for Nordens bedste boliger. Sammen var Økohuset og Lærkehavebebyggelsen et bevis på Ringgårdens grønne profil og fokus på ambitiøs arkitektur, som siden har defineret boligforeningen.

Med den grønne retning valgte Ringgården at undersøge muligheden for også at gøre sine ældre bebyggelser mere klimavenlige, og man vendte derfor blikket mod afdelingen, hvor det hele begyndte. I første halvdel af 2010’erne gennemgik Afdeling 1 således en større gennemgribende totalrenovering, som skulle gøre de gamle boliger mere energibesparende og moderne. Renoveringen var så gennemgribende og ambitiøs, at det nærmest kun var ydermure og facader, der blev bevaret, mens etageadskillelser og skillevægge under arbejdet blev fjernet. Bygningsinteriøret blev helt udskiftet, og med det nye fik lejlighederne eget badeværelse – noget, som før var i kælderen. På bygningernes bagsider – mellem blokkene – kom der tilbygninger i stål og glas til altaner og karnapper, hvorpå der blev placeret solceller øverst. Oven på de to midterste blokke kom fælles tagterrasser med udsigt ud over byen. Boligforeningens første afdeling var dermed blevet moderniseret og gjort så energibesparende i en sådan grad, at den var på niveau med samtidens bæredygtige boliger.