Boligforeningen Ringgårdens Afdeling 18

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Boligblok på Bogfinkevej, som er underlagt Boligforeningen Ringgårdens Afdeling 18. Fotograf Kio Jørgensen, 2024, Aarhus Stadsarkiv.

Boligforeningen Ringgårdens Afdeling 18 er én blandt mange afdelinger i Boligforeningen Ringgården. Afdelingen ligger i Frydenlund med boliger beliggende på Bogfinkevej og er opført i perioden 1968-1969.

Afdeling 18 består af syv boligblokke opført i beton og med store grønne områder imellem dem.

Allerede siden 1950’erne havde der været tale om bebyggelse på Frydenlundarealet, men der kom til at gå et årti, inden byggeriet gik i gang. Frydenlundbebyggelsen var på dette tidspunkt den største samlede bebyggelse i Aarhus. Området Frydenlund blev bebygget med boligblokke i beton udført som montagebyggeri, som var typisk for tidens byggetendens under 1960’erne og 1970’ernes byggeboom. Det meste af Frydenlundbebyggelsen blev udarbejdet af arkitekt Mogens Klinge, og fem boligorganisationer tog del i projektet. Sammen med Ringgården var også Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), Boligforeningen FagBo, Boligforeningen StatsBo og Boligforeningen VesterBo. Forretningsfører Orla Hyllested, som senere blev borgmester i Aarhus, var formand for de fem boligforeningers arbejdsudvalg. For Ringgårdens vedkommende begyndte byggeriet Afdeling 18 midt i 1968, og i juni 1969 var de første boliger klar til indflytning. Flere, der flyttede ind i Frydenlundbebyggelsen, kom fra saneringskvarterer i byen, og nogle af dem var blevet genhuset fra saneringsmodne boliger i kvarteret omkring Rosensgade. Boligorganisationerne indgik i en fælles administration for hele Frydenlundbebyggelsen med et administrationsudvalg bestående af repræsentanter for de fem boligforeninger. Gennem tiden viste det sig dog at danne grobund for en del gnidninger med fællesadministrationen og med organisationerne. Frydenlundbyggeriet var efterfølgende præget af problemer. Betonen slog revner, og der var utætheder omkring samlingerne, og efter blot 20 år gennemgik betonblokkene i hele Frydenlund en større gennemgribende renovering. Betonblokkene blev beklædt, så betonpræget forsvandt, og renoveringen var beboerne selv med til at betale gennem en markant forhøjelse af huslejen.

Ejendommene i Afdeling 18 er beliggende på følgende adresser:

Se også

Boligforeningen Ringgården på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Litteratur og kilder

  • Aarhus Stadsarkiv, Lokalhistorisk Samlings udklipssamling, arkivæske 91+01014-5.
  • Boligforeningen Ringgården. ”Vores afdelinger” https://www.bf-ringgaarden.dk/vores-afdelinger/
  • Thomsen, Leif m.fl.: Ringgården – en almennyttig boligforening 1938-50-1988, 1988.
  • Århus Stiftstidende, 21. august 1966.
  • Århus Stiftstidende, 13. april 1989.