Rottebekæmpelse

Fra AarhusWiki

Mennesker og rotter har gennem århundrede kæmpet om retten til at være i byerne. Denne har artikel giver et overblik over, hvordan man i Aarhus har grebet rottebekæmpelsen an gennem tiderne.

Rotten har i århundrede været en forhadt nabo, og utallige metoder er gennem årene blevet brugt til at få bugt med det lille pelsede dyr. Her en plakat fra 1963. Fotograf Børge Venge, Århus Stiftstidendes arkiv, Rigsarkivet, digital kopi ved Aarhus Stadsarkiv.

Kreative måder at bekæmpe rotter på

Der er mange rotter i byen, og det diskuteres, om der er flere her end andre steder. Rotterne har deres egen handlingsplan, og med ejendomsskatten falder der et krav om at lægge et gebyr til at få bugt med rotterne.

Europa var siden 1700-tallet blevet hjemsøgt af den brune rotte, formentlig fra Kina og Sibirien, og det uønskede høje antal gav og giver anledning til mere eller mindre kreative måder at dræbe rotterne på. Rotten var og er uvelkommen, blandt andet fordi den er smittebærer og spreder sygdomme, som rammer mennesker og (hus)dyr, og rotterne gnaver i alt og ødelægger installationer m.v. Ifølge miljøloven i Danmark har kommunerne pligt til at bekæmpe den. Men den er svær at bekæmpe på grund af dens gode evne til at tilpasse sig, og så er den forsigtig, eller snu om man vil.

Men noget skulle gøres, og der er mange groteske eksempler på rottejagtens metoder. I London tog man i 1824 væddemål på, hvem der kunne knække nakken på flest rotter, rottedræberhunden Billy eller drengen Samuel. Drengen vandt. En gammelkendt metode var at føre en slags retssag, hvor rotten var den anklagede. Dommen var forvisning fra området.

Omrejsende kammerjægere på rottejagt

I Aarhus var der så vidt vides ingen kendte ”Billy’er”, men i Aarhus Stifts Adresse-Contoirs Tidende (Århus Stiftstidende) kunne man fra 1796 se annoncer fra kammerjægere, som rejste rundt i landet og bekæmpede skadedyr: ”Kammerjæger Chr. Laurig, er nyelig ankommen her til Byen og tilbyder sin Tienste for det høie og respective Publikum, saa vel her i Byen som paa Landet, med at fordrive Rotter, Mus og Muldvarper, ved et i America opfunden ganske nyt og for andre Dyr uskadeligt Middel. ” Man kunne finde jægeren hos en kok på Brobjerg, hvor han havde taget logi.

Hos en anden kammerjæger kunne man samtidig få gjort noget ved ligtornene, som også skulle have været et udbredt problem I byen:

”Da vistnok ogsaa Mange her i Byen er plagede med Liigtorne, saa opholder sig her for Tiden en Liigtorneoperateur, Hr. Wagner fra København, der har meget fordelagtige Attester for sin Duelighed......Han er tillige Kammerjæger det vil sige han har Bevilling til at fordrive Rotter og andet Utøi efter en egen sikker Fremgangsmaade.”

I avisen kunne man læse nyt fra nær og fjern om forskellige ulykker forårsaget af rotterne og menneskenes jagt på dem. Tit handlede det om børn, ældre eller ligefrem afdøde, der var blevet bidt og til dels spist af rotterne. Eller om børn, der havde spist noget, der var lagt ud til rotterne med stryknin i. Eller nedbrændte huse, som i et eksempel, hvor rotter havde undermineret bageovnen og spist sig gennem skillevæggen ind til en alkove med halm, så da ovnen tændtes, bredte ilden sig med rasende hastighed. Og så var der alle ulykkerne, hvor man under rottejagten kom til at skyde et familiemedlem eller husets kat i stedet – eller sig selv i foden.

Uhygiejniske forhold i byen

Rotterne havde gode dage i Aarhus by, da der manglede kloakering, og der kun var en ringe renovation. Samtidig levede der mange dyr i byen, køerne blev drevet gennem byen på vej til og fra bymarken, og hos købmændene kunne rotterne boltre sig i kornlagrene. Først midt i 1800-tallet blev svinehold i byen forbudt, og der kom en sundhedsvedtægt og en sundhedskommission, som skulle føre tilsyn med den offentlige renhed, vandforsyning, afløb, møddinger og latrinvæsen.

Sidst i 1800-tallet voksede byens indbyggertal markant, og mange mennesker levede tæt sammen under ofte meget uhygiejniske forhold. Skraldespandene kunne med de mere eller mindre løse låg i baggårdene være et eldorado for rotterne.

Byen var altså stadig helt til rotterne, men nu skulle det være anderledes. I 1907 tog byrådet fat.

Gennem århundrede er mange midler taget i brug for at bekæmpe rotterne i Aarhus. Her et udsnit af de mere gifte bekæmpelsesmetoder, som rottebekæmper Wæver i 1963 kunne fremvise for avisen Demokratens fotograf. Fotograf Børge Venge, 1963, Århus Stiftstidendes arkiv, Rigsarkivet, digital kopi ved Aarhus Stadsarkiv.

Byrådet tager kampen op

Rotterne væltede bogstaveligt talt op af jorden, da byerne voksede i slutningen af 1800-tallet. Trods alle historierne og plagerne blev en organiseret form for rottebekæmpelse fra det offentliges side først sat i værk omkring 1900, og det med privat initiativ som forløber. Det begyndte med, at ingeniør Emil Zuschlag i 1898 holdt et agitationsforedrag til københavnske grundejere om rotternes hærgen med store samfundsomkostninger til følge. Grundejerne stiftede herefter straks ”Foreningen til lovordnet Udryddelse af Rotter” i København i 1898. Foreningens vejledninger, som blev fulgt siden hen i flere lande, gik ud på, at der skulle sættes ind med en samlet bekæmpelse over hele landet, og at stat og kommuner skulle give tilskud til en pengepræmie pr. afleveret rottehale.

Aarhus Byråd meldte sig i 1904 ind i foreningen. Byrådet tilsluttede sig et lovforslag fra Indenrigsministeriet, som var en følge af foreningens arbejde, om foranstaltninger til rationel udryddelse af rotter. I 1907 kom så den første lov fra staten om systematisk rottebekæmpelse. Den pålagde hver enkelt kommune at betale en præmie på mellem 5 og 10 øre pr. hale. 4 millioner haler fik kommunerne ind på den konto de følgende tre år. Ministeriet slog også fast, at der skulle være en mand til at modtage rotterne, og kommunerne skulle være i besiddelse af forskellige apparater til brug ved opsamlingen. I de større byer kunne brandstationen fungere som opsamlingssted.


Rotterne brændes på gasværket

Sundhedskommissionen i Aarhus foreslog, at rotterne skulle tilintetgøres ved brænding enten på Gasværket eller på destruktionsanstalten. På et møde i Aarhus Byråd i juni 1907 blev sagen diskuteret med næsten absurde indlæg. Direktøren for Frichs Fabrikker, den konservative Hilmar Vestesen gik imod brugen af gasværket, da det ville bringe forstyrrelse i dets automatiske apparater, og pegede derimod på at bruge destruktionsanstalten. Det var til gengæld den berømte urfabrikant Christian G. Filtenborg modstander af, da affaldet herfra skulle bruges til svinefoder og med rotter iblandet var en afsætning tvivlsom.

En anden konservativ, Magnus Nielsen, gik ind for at bruge lossepladserne som opsamlingssteder, hvor tilsynsmændene kunne tilintetgøre rotterne ved enten at koge dem i en stor gryde eller overhælde dem med petroleum og derefter brænde dem. Formanden nedsatte et udvalg bestående af de to uenige herrer, Vestesen, Filtenborg og Ole Ingvard Lottrup. Man nåede dog frem til et kompromis, for udvalget indstillede nogle uger senere, at de dræbte rotter kun modtages til brænding på gasværket og skulle betales med 8 øre pr. stk. under forudsætning af, at ordningen var midlertidig.

Kunne det betale sig at leve af rottejagt?

De 8 øre skal sammenholdes med, at en arbejder tjente omkring 50 øre i timen, så det kunne derfor svare sig for en lavindkomstfamilie at gå på rottejagt og hæve levestandarden på den måde. Loven havde taget højde for, at nogen ville tænke i større indtjeningsmulighed ved at smugle døde rotter til den bedst betalende kommune, så der var sat en bødestraf på 500 kr., hvis man gjorde dette.

I 1908 foreslog udvalget, at byrådet bevilgede op til 1000 kr. til forsøg med udsætning af ratin, hvilket blev bevilget. Derimod afslog byrådet at betale 700 kr. til Bakteriologisk Laboratorium "Ratin" for at udrydde rotterne på Landsudstillingen i Aarhus i 1909. Ratin er en rendyrket kultur af en bakterie til udryddelse af rotter og mus og som fremkalder en smitsom tarmsygdom (ratin-sygdom) hos disse dyr. Belysningsvæsenet, som gasværket hørte under, kunne sidst på året 1909 oplyse, at der fra loven trådte i kraft 1. juli 1907 og frem til 31. oktober 1909, var indleveret 11.045 døde rotter til Aarhus Gasværk. Antallet blev opfattet som ringe, men da byrådet alligevel fandt, at der var en vågnende interesse for udryddelsen, blev ordningen forlænget med tre år. Nu skulle det være, rotterne skulle bekæmpes. Men sådan gik det heller ikke denne gang.


Det var ikke kun i 1930’erne at lossepladser medbragte rotteproblemer. I 1964 fik husmand Anders Hansen ødelagt hele sin bygmark ved True Mark, Brabrand. Rotterne kom fra Brabrand-Aarslevs losseplads, som ses i baggrunden. Fotograf Ib Rahbek-Clausen, 1964, Århus Stiftstidende, Rigsarkivet, digital kopi ved Aarhus Stadsarkiv.

Rotter som folkeforlystelse i Mølleengen

I 1907 var Aarhus Byråd trådt ind i en national, lovbestemt kampagne mod rotterne. Det blev bestemt, at rotterne skulle indfanges og brændes på gasværket. De første 16 måneder blev der indleveret 11.045 døde rotter. Det var ikke som håbet, men ordningen blev forlænget tre år.

At kommunen var skuffet over det relativt ringe antal indleverede døde rotter, er forståeligt, hvis man ser på Odense. Fra ordningen med præmier begyndte i 1907 og fire et halvt år frem, blev der i Odense indleveret 155.391 døde rotter (præmien i Odense pr. rotte var 5 øre frem til 1908, hvor den blev hævet til 10 øre), mens der fra 1907 og fire år frem i Aarhus blev indleveret omkring 21.000 rotter. Men forholdene i Odense kan have været anderledes, så de var mere tiltalende for rotter. Det kom da også frem på et byrådsmøde, at det i Aarhus væsentligt var de samme kvarterer, som gennem årene indleverede rotter.

I 1913 kom der fra Fabrikant P. Madsen i København et tilbud om at udrydde rotter i samtlige kommunens bygninger og pladser for 900 kr. i et år. Det blev vedtaget i byrådet at takke ja til tilbuddet og samtidig beholde præmiesystemet i foreløbigt et år. Året efter blev kontrakten fornyet efter vedtagelse på et byrådsmøde, hvor det også oplystes, at man havde sendt grundejerforeningen en erklæring om, at man ville starte en krig mod rotterne, hvilket foreningen dog ikke mente, var nødvendigt.

100.467 rotter indleveret

I årene 1907-1918 blev der i alt indleveret 100.467 rotter og udbetalt 11.210,56 kr. i dusør. På byrådet blev efter disse oplysninger udtalt: ”Det i Aarenes Løb indleverede Antal Rotter kunde tyde paa, at Aarhus ikke er særlig befængt hermed.” Foruden fornævnte beløb betalte kommunen fra 1913 de 900 kr. til P. Madsen til udryddelse af rotter i kommunens egne bygninger ”med tilfredsstillende resultat”. Det beløb blev i 1919 forhøjet til 1.350 kr. årligt og i 1920 til 1.800 kr. årligt.

Der kom nye love til om rottebekæmpelse, i 1921 for eksempel blev enhver by med havn påbudt ved lov at foretage rottebekæmpelse, og med lovene fulgte for kommunen tilsvarende forhøjede udgifter og fornyelse af kontrakten med ”Ratin” eller H. Madsen. I forbindelse med den kommende lov i 1921 kunne man i Stiftstidende januar samme år læse overskriften ”Ingen rotteplage i Aarhus”. Grundejerforeningen udtalte, at der ingen rotter var i Aarhus, og amtslægen sagde, at der nok var rotter, men ikke mange.

I sommeren 1921 kom loven, og i efteråret havde Aarhus Kommune det påbudte rottebekæmpelsestiltag på plads, rotter eller ej: En kontrakt med H. Madsen om at lægge gift ud (præparatet Scillatin, udvundet af strandløg) og et udryddelsesarbejde, der ville beskæftige fire mand. Prisen var 30.000 kr., hvor de 20.000 kr. blev hentet ind via grundejerne, som blev pålagt afgift fra 2 til 70 kr. efter ejendomsskyld, og resten af beløbet betalte kommunen, havnen og staten. Det var altså den samme ordning med gebyr eller afgift på ejendomsskatten, som byrådet vedtog i Rottehandlingsplanen 2016-2018.

Den rottebefængte losseplads i Mølleengen

I 1933 var den alligevel gal. Der var losseplads i Mølleengen fra 1912 til omkring efteråret 1933, hvor forbrændingsanlægget i ”Spanien” blev taget i brug. I en artikel i Stiftstidende fortælles om lossepladsens problemer med rotter, og hvordan brugerne af den nærliggende havekoloni ”Møllehaven” oplevede, at deres dyrkede grøntsager blev spist at rotterne, som også gnavede sig ind i lysthusene. Mens præmiesystemet med 8 øre pr. rotte var i funktion, blev der fanget flere hundrede rotter hver dag på lossepladsen, og på den sidste dag fangede en enkelt mand 600 rotter. Det fremgik af avisartiklen, at der var 2 millioner rotter på lossepladsen. Og at det gift, der blev lagt ud, for eksempel af H. Madsen, ikke blev lagt de mest rottebefængte steder. Og der, hvor det blev lagt, var det kun de unge rotter, der spiste det, de gamle rotter var for kloge. Så hvor ville alle rotterne gå hen, når lossepladsen blev nedlagt? Ifølge avisen sandsynligvis til Hammelbanen, hvor rotteplagen i forvejen var markant.

Borgmesterens møde med et kompagni rotter

Borgmester H. P. Christensen modtog flere tilbud og forslag om rottebekæmpelse i Mølleengen, blandt andet om jerngitter, spunsanlæg, gasangreb, kanaler og højspænding. Han brød sig ikke om, at det var blevet en hel folkeforlystelse, hvor folk tog deres børn med ud til lossepladsen om aftenen for at se på rotter. Han mente også, at de fremsatte forslag til bekæmpelse var alt for dramatiske. Det mente han, lige indtil han en aften mødte et rottekompagni på march og derefter indledte et felttog mod dem. Med blandt andet vandspuling fra Aarhus Brandvæsen og efterfølgende stokkeslag til de halvt druknede rotter, samt autorisation som rottejæger i Mølleengen til en ung arbejdsløs, der fik 2 øre af kommunen pr. rotte – på et tidspunkt fremlagde han 3.000 rotter og fik 60 kr. Belysningsvæsenet kunne året efter fortælle, at der nok kun var få rotter tilbage i de sidste affaldsdynger på lossepladsen.

Måske er alt, som det hele tiden har været?

Trods alle tiltag til rottebekæmpelse og selv om Aarhus Byråd for år tilbage flere gange stillede spørgsmålstegn ved, hvor slemt byen egentligt var plaget af rotter, havde Aarhus i 2017 det højeste antal anmeldelser af rotter af alle landets kommuner. 81 % var det steget på tre år. I hele 2017 fik kommunen 8.405 anmeldelser fra borgerne om rotter. Det siger selvfølgelig ikke noget om, hvor mange rotter borgerne rent faktisk har. Men sammenlignet med tallene fra 1907-1918, hvor der i gennemsnit blev indleveret 9.133 rotter om året (det laveste antal, 2.982 i 1907-08 og det højeste, 19.049, i 1914-15) kan man fristes til at tænke, at niveauet tilsyneladende er som i gamle dage.