Isaac Davidsen (1775-1833)
Isaac Davidsen - flere steder benævnt Isac, Isach eller Isaach Davidsen - (født i ca. 1775, død den 15. oktober 1833) var købmand i Aarhus og en del af byens jødiske mindretal i 1800-tallet.
Han var søn af David Isaac og Rachel Cohen, der fik 11 børn sammen.
Isaac Davidsen blev aldrig gift.
Familie
Forældrene var indvandret til Fredericia fra Hamborg, hvor nogle af børnene tilsyneladende var født. Faderen døde i år 1800, men moderen drev hans købmandsforretning videre med hjælp fra to af sønnerne. I folketællingen i 1801 er de anført som boende i Gothersgade i Fredericia.
Isaac Davidsen flyttede som den første af sine brødre til Aarhus, hvor han slog sig ned som købmand og fik borgerskab i år 1800. Flere af dem fulgte efterfølgende hans eksempel. Blandt disse var Levin, Bendix, og Jacob Davidsen.
Købmand i Aarhus
Ud over optegnelsen over Isaac Davidsens borgerskab er det første spor af hans liv i Aarhus en annonce i Aarhus Stiftstidende fra 1807, hvor han skrev, at ”God Rug er at faae tilkiøbs i Skiepper og tøndeviis hos I. Davidsen paa det lille Torv i Aarhuus.” Stedet på Lille Torv, som her omtales, svarer i dag til adressen Lille Torv 4. Isaac Davidsen havde købt grunden i 1801 af Harboe Meulengracht. Det havde været en del af Meulengrachts to store købmandsgårde, der lå ud til Lille Torv fra Guldsmedgade til Badstuegade.
Om Isaac Davidsen startede sin forretning her, cirka et år efter han fik borgerskab i år 1800, eller om han i denne korte periode nåede at starte sin forretning op andetsteds, vides ikke. Udover rug solgte han fra sin forretning på Lille Torv 4 også forskellige slags tobak og norsk salt.
I 1809 solgte han gården til hattefabrikanten, Joseph Hirsch, og flyttede til Vestergade 23, der var en gård på hjørnet mellem Vestergade og Østre Møllesti. Her solgte han ”Specerie-Galanterivarer, … Taffeluhre af nyeste Facon, Mands Filte- og smukke Fruentimmer Straahatte, samt et Partie Liverpool, Kanaster og Portoriko-Tobak m.m.”
I 1813 solgte Isaac Davidsen sin gård til sin bror, Bendix Davidsen, men blev boende på adressen. Broderen tog imidlertid bolig på Store Torv. I 1818 blev Vestergade 23 solgt til Aarhus Kommune, som oprettede Borgerpigeskolen i gården.
Tilsyneladende boede Isaac Davidsen en stund et andet sted på Vestergade, indtil han mellem 1827 og 1829 flyttede til Rosensgade. Her solgte han "Bobbinet til forsk. Priser og Brede; Bobinetsstrimler forsk. Breder, Traad, Blonder, Eau de Cologne, Vindsor-Sæbe, Gardintøier og Fryndser, fiint Jaconets, Moll Cembrids, Shawler, m.m.m. Alt til billige Priser." Da koleraen for første gang florerede i Europa i starten af 1830'erne, begyndte Isaac Davidsen tilmed at sælge "Sundheds-Belter og Sundheds-Underbeenklæder", der skulle kunne befri kolerasmittede for sygdommen.
I 1832 flyttede Isaac Davidsen igen, denne gang til Kannikegade, hvor han lejede sig ind hos gæstgiver Frantz Fulling (1780-1840) i nr. 3. I dag er bygningen revet ned og Aarhus Teater ligger på matriklen.
Året efter indrykkede han mange annoncer, der fortalte om hans vareudvalg, i avisen. I Aarhus Stiftstidende fra den 30. maj 1833 fylder hans annoncer en halv side i en kun fire siders avis. Annoncerne fortæller, at Davidsen solgte alt fra citroner til kulørte frynser og fra handsker til sofaer og stole. Gennem hele Isaac Davidsens karriere som købmand, har der altså været stor variation i de varer, han solgte.
Død af brystsvaghed
Isaac Davidsen døde den 15. oktober 1833, 58 år gammel. Han havde lidt af nogle måneders tiltagende "brystsvaghed", hvilket kan dække over lungetuberkulose eller svage lunger i mere bred forstand. Brystsvagheden gjorde ham til sidst sengeliggende i seks dage, inden han afgik ved døden.
Han blev begravet på Det Mosaiske Troessamfunds Begravelsesplads, der ligger ud til Frederiks Allé i hjørnet af Musikhusparken. På kirkegården ligger også hans brødre, Levin og Jacob Davidsen.
Se også
Isaac Davidsen på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Julius Margolinsky: "Jødiske dødsfald i Danmark 1693-1976", Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1978.
- Folket i midten, Århus Borgerbog 1740-1862: http://www.folketimidten.dk/soegborger.cgi
- Bygnings- og matrikelnummer omregner: http://www.folketimidten.dk/nrsoeg.cgi
- Torben Aastrups oversigt over bygningsnumre, Aarhus Stadsarkiv.
- Sejrs sedler, 1807-03-07, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017900
- Sejrs sedler, 1809-04-12, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017901
- Sejrs sedler, 1809-08-19, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017917
- Sejrs sedler, 1809-09-02, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017902
- Sejrs sedler, 1809-12-27, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000035813
- Sejrs sedler, 1809-09-23, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000027796
- Sejrs sedler, 1827-08-30, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017921
- Sejrs sedler, 1829-04-04, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017926
- Sejrs sedler, 1831-07-22, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017927
- Sejrs sedler, 1832-07-03, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017928
- Sejrs sedler, 1833-03-30, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017932
- Sejrs sedler, 1833-05-31, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000025321
- Sejrs sedler, 1833-10-18, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000017936
- Aarhus Stiftstidende, 1833-03-30, s. 4
- Gerda Bonderup: "Kolera i 1800-tallet – med særlig henblik på Danmark", file:///C:/Users/az55251/Downloads/579-Artikeltekst-2154-1-10-20080820%20(1).pdf
- Historisk ordbog 1700-1950, Brystsvaghed, https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=brystsvaghed
- Historisk ordbog 1700-1950, bryst-svag, https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=brystsvag