Jøder i Aarhus

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Synagogen i Hartvig Philip Rées gård i Vestergade 11. Malet af Visby i ca. 1850

Den jødiske menighed – eller Det Mosaiske Troessamfund – som det nogle gange omtales, har været en minoritet i befolkningen gennem hele Aarhus' historie.

Jøderne i Danmark

Ved folketællingen i 1834 var der 2500 jøder i København og 1600 spredt i de danske provinsbyer, heraf 53 i Aarhus. De første jøder kom til Danmark i 1630'erne, hvor Christian IV inviterede de entreprenante sefardiske jøder fra Portugal herop. Det gjorde han for at fremme den temmelig dårlige danske økonomi, idet Riget i høj grad fattedes penge. De sefardiske jøder fik løfte om både skattefrihed og ret til at bære deres særegne klædedragt.

I 1657 lempedes de sefardiske jøders rettigheder i Danmark yderligere, da en velhavende jøde forstrak Frederik III med en stor sum penge, som kongen havde brug for til at føre den dyre krig mod Sverige. Da Christian V kom til magten i 1670 stadfæstede han disse rettigheder.

I 1685 dannedes den første jødiske menighed i Danmark, og i løbet af 1700-tallet kom der flere jøder til landet. Deres forhold var dog langt fra gunstige; de var udelukkede fra de fleste erhverv, og der var begrænsninger på, hvilke varer de måtte handle med. Da mange af dem var uuddannede, blev den sociale lavstatus fastholdt i og med, at jødiske børn var forment adgang til kristne skoler. Det begrænsede den sociale mobilitet og udvikling op igennem generationerne.

I 1788 blev det ved lov bestemt, at jøder kunne optages i laugene via optagelse af læredrenge på tværs af religion, men det ændrede kun meget langsomt udviklingen, da det var de færreste kristne håndværksmestre, der ville give lærepladser til jøder.

Omkring år 1800 blev det tilladt jødiske børn at komme i kristne skoler, ligesom der oprettedes forskellige tiltag til uddannelse af det mosaiske folk inden for diverse håndværk og kunstarter. Dette skyldtes et samarbejde mellem højtstående jøder i København med væsentlig økonomisk ballast og reformivrige mænd i enevoldsregeringen.

"Konge, forskån os for jøder" – i Aarhus

I sidste halvdel af 1600-tallet havde Aarhus en håndfuld jødiske handelsfolk; de var få og ikke særligt velsete blandt aarhusianerne, og blev næppe i byen længe. For uanset dygtighed var det vanskeligt at drive forretning, hvor ingen ville handle med dem. Da tobaksspinder Daniel Berendt i 1687 som den første jøde søgte borgerskab i Aarhus, mødte han stor modstand, men fik ikke desto mindre borgerskab. Derpå opsagde den aarhusianske tobaksspinder, Jens Pedersen, sit eget borgerskab, da han ikke ville have borgerskab i en by, der tilstod en jøde samme ret som ham selv. Om han var nervøs for en dygtig konkurrent, eller om der var tale om antisemitisme, kan være svært at afgøre.

Ni år senere, i 1696, anmodede byens magistrat kongen om at måtte slippe for jøder i byen, da de, der hidtil havde haft forretning i byen, var gået fallit og flyttet pga. fattigdom. Så hvis kongen ville "byen for sådanne jøder forskåne, var det byen og købmændene i deres næring meget tjenlig."

"Aarhus er ikke så tom, at man behøver at modtage en jødisk tobaksspinder."

Fra Fredericia, der havde traditon for at være et åbent samfund hvad jøder angik, søgte tobaksspinder Moses Heinrich i 1738 om kgl. tilladelse til at bosætte sig i Aarhus. Han fik kongens tilladelse, men da han skulle søge borgerskab hos byens magistrat, opstod der problemer. Godt nok blev han anbefalet som en dygtig og hæderlig mand af borgmestrene, C.J. Basballe og P.J. Laasbye, men to andre borgere – de senere borgmestre, S.M. Gylling og M.A. Gertsen (begge tobaksspindere) – henvendte sig til byens handlende for at få en erklæring mod Moses Heinrich med ordene:

”Aarhus By er, Gud være æret! Ikke saa tom og øde, at den enten har fornøden at peubleres af den jødiske Nation eller til dens Bebyggelse og Konservation trænger til det Slags Folk.”

Noget af deres modvilje stammede tilsyneladende fra en jøde ved navn Simon, som de huskede således:

”Vi har endnu i Minde, hvorledes Simon Jøde, foruden at han var Aarsag til den første Konfusion i Købmands-Societetet, gjorde en Bankerot paa nogle Tusinde Rigsdaler, hvorved mange Kristne her i Byen led meget over deres Kræfter”.

Der har givetvis også været kristne, aarhusianske borgere, der var gået fallit, men de satte trumf på ved at hævde, at ”Daglig Erfaring gier tilkende, at de er et Slags Folk, der er for at ville bedrage de kristne.”

Tag til Skanderborg

Da stiftamtmanden i Aarhus, Ove Høegh-Guldberg, i 1793 blev præsenteret for en anmodning om borgerskab i byen fra den københavnske jøde, Joseph Levin Wagner, kom han med en lang udredning byggende på, hvad hans ”erfaring har lært” ham om jøder:

”Hvad Magistraten i hoslagte allerunderd. Har anført forholder sig aldeles (saaledes). Men min Pligt befaler mig at tilføye hvad Erfaring har lært og lærer mig at hvor en Jøde her i Byerne haver Tilladelse at nedsætte sig søge bestandig fleere Jøder til under paaskud enten at besøge eller for deres Højtider, og hvor ordentlig endog den boende Jøde Borger er, er det ham umuligt at forholde, ja endog Politiet at hindre, at disse ankomne jøder løber om med varer og jo kiobe af uberettigede: og dette ikke alleene i Byen men om paa Landet … Hvilket alt er Overtrædelse af de kgl. Anordninger … Jeg maae derfor allerunderd. Bede, at Supplicanten ikke maae tillades at nedsætte sig i Aarhus. Men skulle deres Maj. Da han er født Undersaat og synes mig ogsaa et skikkeligt menenske, ville tillade ham at nedsætte sig her i Stiftet, saa da ingen Jøde boer i Skanderborg og han til mig mundtlig har erklæret dermed at være velfornøyet, saa kunde dette da være mindre skadeligt. Dog jeg vil bede … at han maatte paalægges for denne bevilling at betale til Skanderb. Byens Udskiftning som jeg nu lykkelig denne Sommer har tilendebragt 50 Rdr. For at hielpe paa dermed Omkostningerne.”

Wagner kunne altså få lov til at slå sig ned i Skanderborg, så han ikke ville lokke handlende jøder til Aarhus under falske forudsætninger.

Jødefejder og "Jødekongen" Frederik VI

På trods af den umiddelbart ikke særligt imødekommende indstilling til jøder i Aarhus, skete der i årene omkring 1800 en øget tilgang af jøder, der fik borgerskab i byen. De kom primært fra Fredericia, der havde en driftig jødisk befolkning, men også fra andre købstæder og ligeledes fra Tyskland.

1810'erne var et begivenhedsrigt årti for jøder i Danmark. Den økonomiske krise som følge af krig og statsbankerotten i 1813 skabte utryghed og en øget nationalfølelse, som bl.a. gik ud over den jødiske del af befolkningen. I den såkaldt "litterære jødefejde" i 1813 beskyldtes jøderne for at være ansvarlige for landets dårlige økonomi. Fejden, som primært foregik i litterære kredse i København og bestod af indlæg i aviser og tidsskrifter samt diverse forsvarsskrifter, havde næppe den store betydning i Aarhus. Det var dog først i 1849, at jøderne med Grundloven fik fastslået deres absolutte borgerret til fri religionsudøvelse. Samtidig fik jøderne lov til at deltage i politik.

Det fik derimod Frederik VIs kongelige anordning af 29. marts 1814, der afskaffede en stor del af lovene om jøderne, forbød "jøde" som nedsættende betegnelse og gav tilladelse til, at jøderne måtte afholde vielser, gudstjenester o.a. religiøse handlinger. Anordningen kom til at markere fundamentet for Mosaisk Troessamfund, og Frederik VI fik også i Aarhus en høj stjerne hos byens jøder herfor.

Afslutningen på den litterære jødefejde og anordningen af 1814 betød dog ikke, at den kriseramte befolkning fredede jøderne som prügelknabe. I 1819 udbrød den voldsomme korporlige jødefejde i København, og dønningerne herfra ramte også Aarhus, omend kun i form af skrækken for en tilsvarende fejde i Aarhus.

Driftige og dygtige borgere

I 1810 kom Hartvig Philip Rée til Aarhus og fik borgerskab som købmand. Han udvidede snart forretningen bl.a. ved at starte en saffiansfabrik og et farveri samt etablere en rederivirksomhed. I 1818 var han byens rigeste – i hvert fald højest beskattede – borger og blev den første jøde i Danmark, der blev optaget blandt de eligerede i byens råd.

I det hele taget blev jøderne stadig mere velsete i byen. I en erindring om Aarhus i 1840'erne kan man læse: ”Der var ikke mange jødiske Familier i Aarhus, men af dem var der nogle, der hørte til Byens største Handlende, nemlig Familierne Rée og Lazarus. Begge disse Familiers Overhoveder drev betydelige Forretninger og vare overordentlig ansete for deres Hæderlighed og noble Tænkemåde. Foruden disse var der endnu et par mindre Handlende, men ogsaa disse hørte til Byens bedste Borgere.”

Det Mosaiske Troessamfunds kirkegård ved Frederiks Allé.
Det Mosaiske Troessamfunds kirkegård ved Frederiks Allé.

Aarhus' første synagoger

Den første synagoge, der blev oprettet i Aarhus, lå på Store Torv 8. Gården på adressen var ejet og beboet af den jødiske købmand, Philip Meyer Levisohn, der d. 18. november 1803 fik bevilling til at starte den op. Bevillingen lød som følgende:

Philip Meyer Levissohn, bevilling til en Jødesynagoges Holdelse i Aarhus
GV. At vi, efter Philip Meyer Levissohn af den jødiske Menighed i VK Aarhuus ... hans herom all. gjorte Ansøgning og Begjæring, all. have bevilget og tilladt, saa og hermed bevilge og tilllade, at samtlige i bemelde Aarhus værende Jøders Synagoge maae holdes sammesteds i de af ham dertil i hans eget hus indrettede Værelser, og de ikke paa noget andet Sted holde deres Gudstjeneste; ligesom og at han maae være den, der i Byen værende jødiske Menigheds Forstander. Forbydende tl:

Allerede i 1807 solgte Levisohn dog sin gård, og synagogen kunne formodentlig ikke fortsætte - i hvert fald ikke her.

I 1820'erne oprettede Hartvig Philip Rée en synagoge på førstesalen i den nybyggede sidebygning i sin gård i Vestergade (senere Mønsteds gård). Rée stod selv for gudstjenesterne, forfattede salmer og liturgier og var desuden aktiv og meget anerkendt i den jødisk-teologiske debat på landsplan. Det var ikke kun jøder, der kom i synagogen. Ved højtider, såsom fejringer af kong Frederik VI og bar mitzvah'er, var der mange repræsentanter for byens øvrighed til stede.

Da Rée i 1850 mistede sin hustru, trak han sig tilbage fra sin virksomhed og rejste til København. Hans søn, Hertz Rée, overtog forretningen og solgte året efter den del af ejendommen i Vestergade, hvor synagogen lå, til væver Mathiesen Duus på den betingelse, at synagogen fortsat skulle kunne anvendes af byens mosaiske menighed i ti år. Da fristen var udløbet, blev synagogen nedlagt.

Den jødiske gravplads

I 1824 grundlagdes Det Mosaiske Troessamfunds begravelsesplads ved det nuværende Frederiks Allé. Den fungerede som gravplads for jøder i Aarhus og omegn frem til 1905, hvor den sidste begravelse der fandt sted. Jødiske kirkegårde kaldes også bet olam, Evighedens Hus. Ved kirkegårdens oprettelse indgik magistraten en aftale med byens jødiske menighed om, at den aldrig må sløjfes.

Antal jøder i Aarhus jvf. folketællingerne 1834 - 1890

1834 1850 1860 1880 1890
53 48 40 45 12

Se også

Litteratur om jøder i Danmark

  • Bing, Erik Henriques: Danmarks Jøder, Halleluja #4, 2009.
  • Blum, Jacques: Dansk og/eller jøde – en kultursociologisk undersøgelse af den jødiske minoritet i Danmark, Gyldendal 1973.
  • Blüdnikow, Bent og Klaus Rothstein: Oktober 43. Vidnesbyrd om flugten, Forum 1993.
  • Blüdnikow, Bent: Immigranter. Østeuropæiske jøder i København 1900-1917, Borgen 1986.
  • Borchsenius, Poul: Historien om de danske jøder, bind 4 af Spredt blandt folkeslagene, Fremad 1969.
  • Gelfer-Jørgensen, Mirjam (red.), Dansk jødisk kunst, Forlaget Rhodos 2002.
  • Goldberger, Leo (Ed.): The Rescue of the Danish Jews: Moral Courage under Stress, New York and London: New York University Press 1987.
  • Kreth, R. & Mogensen, M.: Flugten til Sverige, Gyldendal 1995.
  • Thing, Morten: De russiske jøder i København 1882-1943, Gyldendal 2008.
  • Yahil, Leni: Et demokrati på prøve: Jøderne i Danmark under besættelsen, København 1967.

Litteratur og kilder

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Jøder_i_Aarhus&oldid=92710"