Hans Frederik Meyer Visby (1839-1926)
Hans Frederik Meyer Visby - bedre kendt som Frederik Visby - (født den 9. juli 1839 i Tikøb, død den 16. februar 1926 i Risskov) var tandlæge, fotograf og maler, hvis akvareller ofte portrætterede steder i Aarhus.
Han var søn af pastor Vilhelm Henrik Hahn Visby (1807-1885).
Privatliv
Gift første gang med Laura Dorthea Juliane Loria, med hvem han fik fem børn, herunder forfatterinden Thora Visby-Petersen (1873-1917), der blev gift med købmand og cigarhandler i Aarhus Christian E. Petersen.
Gift anden gang med Anna Cathinka Sørensen, datter af sognepræst til Esbønderup Søren Møller Sørensen og Jutta Caroline Cæcilia Hasselriis.
Frederik Visby boede fra 1851-1858 ved friskolelærer Johan Michaelsen (1823-1887) i Møllestien, der af Visby blev kaldt "Onkel Michaelsen", men blot var en ven - og ikke en slægtning - af familien.
Karriere
Frederik Visby var i 1861-69 i Vestindien, Centralamerika og USA. Herefter bosatte han sig i Aarhus den 23. november 1869 og levede som malermester i Vestergade 45. I 1871 startede han fotografisk atelier i Vestergade 5. De næste år skiftede hans atelier adresser til Store Torv 14 og Store Torv 1.
Senere uddannede Visby sig som tandlæge og fik sin eksamen den 15. maj 1881, hvorefter han nedsatte sig med denne profession i København. I 1882-84 tog han igen til Vestindien og etablerede sig derefter som tandlæge i Aarhus. Har var desuden voldgiftsmand for Jysk Tandlægeforening.
Frederik Visby er især kendt som akvarelmaler og malede omkring 100 akvareller med erindringsmotiver fra sin barndom i Aarhus i perioden 1888-1909. Visby udstillede under Landsudstillingen 1909 sin samling af akvareller med partier fra det gamle Aarhus, hvilket Aarhus Byråd derefter købte.
Hans Frederik Meyer Visby på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
Se arkivalier omhandlende Hans Frederik Meyer Visby i AarhusArkivet |
Litteratur og kilder
- Aarhus Borgere 1915-1920, hæfte I. Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus
- Birgitte Kjær: Frederik Visbys Århus. Billeder fra en stiftsby i 1850erne. Den Gamle By 2005.
- fotohistorie.com
- Kirkebog Tikøb sogn
- Familien Visby provst Vilh. Visby ved Fr. V. Aarhus trykt som manuscript for familien og dennes søn, Th. Thrues bogtrykkeri