Jægergårdsgade
Jægergårdsgade (tidl. Jægergårdsvej) ligger i bykvarteret Frederiksbjerg. Gaden går fra Celebesvej på havnen til Frederiks Allé over en strækning på 1100 meter.
Jægergården
Gaden var oprindeligt navngivet "Jægergaardsvej" efter skovriddergården "Jægergård", som blev opført i 1724. Gården lå på herregården Marselisborgs jorder og skulle oprindelig tjene som bolig for herregårdsskytten. Den lå ud for Marselisborg Allé og kom gennem tiderne til at fungere som skovriderbolig, traktørsted, værtshus, privatbolig, epidemilazaret, stiftamtmandsbolig og privatbolig for M.P. Bruun og blev i 1885 overtaget af DSB til administrationsbygning. Sluttelig blev den nedrevet i 1910 for at give plads til DSB’s Centralværksteder.
Indtil 1923 hed vejen Jægergaardsvej og førte fra Frederiks Allé til Marselisborg Allé. Det var en markvej anlagt af Mads Pagh Bruun, som havde en klædefabrik lidt fra vejen.
Jærgergårdsvejen skiftede i 1924 navn til Jægergårdsgade. Frederiksbjerg Grundejerforening bad byrådet om at få ændret navnet.
Aarhus Oliefabrik
I 1872 blev Aarhus Palmekærnefabrik grundlagt ved siden af Jægergården. Fabrikken blev senere kendt som Århus Oliefabrik. Oliefabrikken producerede planteolier fra frø, nødder og kerner. I folkemunde blev den faldt ”oliemøllen.” Fabrikken voksede med tiden, og mellem 1915-1918 byggede Århus Oliefabrik et nyt anlæg på havnen.
Boligbyggeri
I 1870 var der 300 beboere på Frederiksbjerg. Bydelen var en del af Viby sogn, hvilket gjorde det besværligt at have virksomhed i Aarhus. Der var også problemer med transporten, da der kun var få forbindelsesveje ind til Aarhus midtby. I 1874 besluttede Aarhus Byråd sig for at købe de 88 tønder land, som lå syd for banen. Dette førte til, at man byggede en ny bro, Bruunsbro, over banen. Efter broen blev taget i anvendelse, voksede Frederiksbjerg hurtigt, det samme gjorde Jægergårdsgade. I de første år efter broens opførelse var de fleste huse opført i Jægergårdsgade mindre huse i ét plan. Mange af dem blev senere ombygget eller erstattet af større byggerier.
Forretningsgade
Jærgergårdsgade har gennem tiden udviklet sig til at være en livlig forretningsgade. Det skyldes blandt andet, at den største del af trafikken sydpå gik gennem gaden.
Jægergårdsgade fik i 1900 et apotek. Bygningen var opført af Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950) i palæstil. Apoteket blev kaldt Sct. Pauls Apotek, efter Skt. Pauls Kirke som allerede lå i kvarteret. Den første apoteker Holger Skouboe var den, der betalte for byggeriet.
Efter årtusindeskiftet blev Jægergårdsgade en markant forretningsbygning rigere, da Bruuns Galleri i 2003 åbnede med en masse detailbutikker forbundet til banegårdshallen.
Adresser og bygninger
- Jægergårdsgade 2A.
- Jægergårdsgade 39.
- Jægergårdsgade 42-44.
- Jægergårdsgade 60. 4 etages ejendom af rødsten, inspireret af den italienske neo-renæssance. Bygningen er opført i 1899 for Rasmus Nielsen.
I denne ejendom har spøg- og skæmt-forretningen Pariserhuset haft til huse fra 1957 til 1992; den startede i nr. 64 i 1944 og flyttede i 1992 til Jægergårdsgade 21. - Jægergårdsgade 61.
- Jægergårdsgade 62. 3 1/2 etages hvidmalet ejendom med tegltag og to kviste og karnap på anden etage. Ejendommen er opført i 1923 for Svinth og tegnet af arkitekten Alf Skjøt Petersen.
- Jægergårdsgade 71.
- Jægergårdsgade 78. Fotograf Johansens Ejendom. 2-etages vaaningshus med delvis beboelse i kælder samt en latrinebygning opført i 1898.
- Jægergårdsgade 81. 3 1/2 etages bygning, bygget med rødsten og tegltag med tre ovenlysvinduer samt skorsten. Ejendommen er opført i 1884 af murermester Carstensen.
- Jægergårdsgade 83. Opført 1890 af Arbejdernes Byggeforening efter tegninger af arkitekt A.J. Müllertz. Deler adresse med Fredericiagade 39.
- Jægergårdsgade 97. Aarhus Centralværksted Kontorer opført i 1910 efter tegninger af arkitekt Povl Baumann.
- Jægergårdsgade 99. Aarhus Kommunes administrationsbygning "Jægergården" opført i 2001.
- Jægergårdsgade 101B. Danske Banks domicil i seks etager mned 11.400 kvadratmeter kontorer tegnet af Arkitema Architects. Opført 2019.
- Jægergårdsgade 107. Bygning opført i 1946 for Stevedoreklubben efter tegninger af arkitekt P. Kyed Knudsen. Senere benyttet som "Værestedet" for socialt udsatte.
- Jægergårdsgade 130.
- Jægergårdsgade 142. 4,5 etagers hjørneejendom bygget i gule blændersten med mansardskifertag, muligvis tegnet af Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950).
- Jægergårdsgade 144. 4,5 etages hjørneejendom med mansardtegltag og nybarokke stilelementer. Ejendommen er opført i 1912 af murermester N. Nielsen og tegnet af arkitekt M. B. Fritz.
- Jægergårdsgade 148. 4 1/2 etages bygning i rødsten med mansardtegltag, to karnapper med kviste samt granitsokkel. Ejendommen er opført i 1912 af tømrermester Richard Jensen, og tegnet af arkitekten Thorkel Møller.
- Jægergårdsgade 150. 4 1/2 etages hjørneejendom i rødsten med mansardtegltag og karnap fra 2. til 4. etage. Ejendommen er opført i 1911 for F.E. Gaarde og tegnet af arkitekten Christian Frühstück Nielsen.
- Jægergårdsgade 164A (tidl. Jægergårdsgade 152). Rødstensejendom drevet som Restaurant Kohalen siden 1907.
Se også
Jægergårdsgade på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Læs mere om Jægergårdsgade på AarhusArkivet
- Preben Rasmussens udklipssamling
- Kurt Lundskov, ”Det gamle Aarhus” fra 2011
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018