Teatret i Kannikegade
Teatret i Kannikegade var Aarhus' teater, fra det blev opført af Selskabet Polyhymnia og indviet i 1816, til det blev solgt i 1900 og revet ned. Teaterbygningen lå på det areal, som i dag svarer til Kannikegade 14, 16 og 18.
Aarhus var særdeles rig på teaterkultur i 1800-tallet, og i næsten hundrede år dannede teatret ramme om byens teaterkunst.
Fra Dramatikken til Polyhymnia
Allerede inden teatret i Kannikegade blev opført, fandtes der begejstring for dramatik og teater hos byens borgerskab. I 1700-tallet havde borgerskabet gennem handel oplevet økonomisk vækst og fået mere indflydelse i samfundet. De dannede deres egen borgerskabskultur og borgerskabsidealer for det daglige liv med de forlystelser, som dertil hørte. Med livsstilen fulgte en del fritid og et behov for selskabeligt samvær uden for hjemmets fire vægge. Det førte til, at forskellige selskaber opstod, og inden for teater kom det til udtryk i talrige dramatiske selskaber, som brugte tiden til at opføre skuespil. I 1770’erne opstod de første dramatiske selskaber i hovedstaden, og derfra spredte fænomenet sig til flere af landets provinsbyer.
I Aarhus blev de første dramatiske selskaber dannet i løbet af 1790’erne. Nogle af selskaberne sluttede sig sammen, og 5. januar 1800 stiftede de Det Forenede Dramatiske Selskab – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I den første tid blev den daværende rådhussal benyttet, når der skulle opføres teaterstykker, men efter førstesalen af Løveapoteket på Store Torv blev ledig, lod apotekeren, C.H.N. Reddelien, det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme for selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.
Kun et årti senere befandt selskabet sig i økonomisk modvind. Som løsning blev det på en generalforsamling 21. december 1814 besluttet at samle Det Forenede Dramatiske Selskab med Kronprinsens Klub, der var en selskabelig forening. Med stiftelse 14. januar 1815 blev denne sammenslutning til Selskabet Polyhymnia. Da den ene halvdel af Polyhymnia havde en særlig forkærlighed for teater, herskede der fra start ingen tvivl om, at man ønskede at opføre en egentlig teaterbygning. Efter nøje planlægning og beregninger blev grundstenen lagt til det der blev Jyllands første egentlige teaterbygning. Teatrets indvielse var kulmination på årtiers teatermani, som havde nået Aarhus.
Byens første teaterbygning
Med teaterstykket Skumlerne af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke færre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.
Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at blive mere end dobbelt så dyrt. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.
Salg og renovering af teatret
Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør J.P. Miller, som overtog det i april året efter.
Efter Miller overtog teatret i Kannikegade, indførte han som noget af det første nummerering af siddepladserne, og i sommeren 1854 igangsatte han et større renoveringsarbejde. Teatret fik to indgange, nyindrettede garderober og vestibule samt et billetkontor. I selve teatersalen blev gulvet sænket, og salen fik opsat en balkon, så der blev plads til 700 tilskuere. En avis udtrykte begejstring for den hyggelige og elegante indretning, og en skribent skrev, at hvis teatret fik gasbelysning, så kunne der ikke være andet at ønske. Dette ønske gik i opfyldelse i sommeren 1858, da der blev installeret gas fra byens nye gasværk. Gaslyset blev tændt for første gang 3. november samme år, og med det kunne Miller beundre sit nyistandsatte teater i gaslysets flammer.
Miller døde i 1864, og det viste sig, at han havde testamenteret teatret til Parmo Petersen, som var en af Millers skuespillere. Petersen havde dårlig tid til at drive teater, så han overlod den daglige ledelse til Sophus Birck, og i oktober 1871 gik ejerskabet til Birck, da han købte teatret. Men han var heller ikke selv interesseret i at drive teater på normal vis. I stedet kunne han se en forretning i at udleje teatret til rejsende teaterselskaber. Udlejning til sådanne selskaber var ikke noget nyt, da han overtog teatret. Allerede i 1822 valgte Polyhymnia at ophøre som dramatisk selskab og at udelukkende fortsætte som selskabelig forening. Omkring samme tid besluttede Polyhymnia også at leje teatret ud til rejsende selskaber.
Teaterkunst gennem stormvejr og vinterkulde
Rejsende teaterselskaber fik stor betydning for teaterkulturen i 1800-tallets Aarhus, især efter Polyhymnia åbnede for udlejning af teatret i Kannikegade. Selskaberne opførte teaterforestillinger med imponerende kunnen og var rutineret i et bredt repertoire af teaterstykker. Ihærdigt anstrængte de sig for at bringe teaterkunsten til Aarhus og andre provinsbyer. De kom fra både nær og fjern – ud over de danske selskaber kom flere også fra Tyskland. Rejsen kunne være særlig hård afhængig af årstid og vejr. Hvis turen gik mellem øer og fastland, skete det til søs, og i stormvejr blev sejlturen vanskelig og ekstra langvarig. På landjorden foregik rejsen i vogne på veje, som dengang var elendige. Turen var hård om vinteren, især når den foregik i åbne vogne. På kolde vinterdage måtte skuespillerne låne teaterdirektørens varmeste teaterkostumer for at holde varmen. Når vejret blev for ufremkommeligt, var en mulighed at gøre ophold ved en landevejskro. Undervejs kom selskaberne ud til alle landets kroge, og intet lokale var for ringe til at danne ramme om teaterkunsten. Lystigt opførte de teaterstykker på kornlofter og i folks stuer, og det skabte stor glæde.
En aften på første række
Når de rejsende teaterselskaber så endelig nåede frem til Aarhus, blev de modtaget med åbne arme. Det var nemlig en stor begivenhed, som blev drøftet længe i forvejen, når rejsende selskaber kom til byen. Det skabte afveksling i den normale hverdag og pustede nyt liv i den jyske købstad. De gjorde gerne ophold i en længere periode, og skuespillerne blev som regel indlogeret hos privatpersoner, da hotelophold var en unødvendig udgift. Når ikke de var i færd med at udfolde sig kunstnerisk på teaterscenen, fik de ofte invitationer til socialt samvær i borgerskabets private hjem. Det blev ofte til mange nære forhold mellem teaterfolk og borgere.
En aften til forestilling i teatret i Kannikegade startede i vestibulen. Her var et billetbord stillet op, hvor teaterdirektøren selv sad ved pengekassen og solgte billetter, mens han holdt øje med, at alt forløb, som det nu skulle. Hvis teaterdirektøren kunne se, at der stadig var billetter til overs ved forestillingens start, kunne man slippe lidt billigere ind. I teatersalen kunne borgerskabet med stor fornøjelse opleve et fyldigt repertoire af dramaer og komedier udført med noget højere ekspertise end det amatørteater, man var vant til. Hvis teaterstykket var udført særlig godt, og en skuespiller havde vundet publikums affekt, samlede de sig efter forestillingen ved skuespillerens logi og holdt en serenade. Sådan en smuk serenade blev holdt til ære for tyske Pauline Lichtenstein i 1836, efter hun havde optrådt i teaterstykket Preciosa. Den samme ære fik spanske Pepita de Oliva i 1861, da 3000 mennesker var mødt op ved Hotel Royal ved Store Torv. Den spanske danserinde fik en særlig stor beundrer i Aarhus. Engang, da hun gæstede byen, mistede hun en sko. Skoen var på mystisk vis endt hos en købmand, som gemte den i en skuffe for eftertiden. Hvordan det var hændt, vidste ingen, og hemmeligheden tog købmanden med sig i graven.
Tidens favoritter
De skrå brædder på teatret i Kannikegade udgjorde rammen for et bredt repertoire af teaterkunst, og nogle teaterstykker fik særlig meget opmærksomhed i 1800-tallet. I tiden op til teaterbygningens opførelse var teaterstykker af August von Kotzebue og August Wilhelm Iffland mest populære. Men Adam Oehlenschläger og Ludvig Holberg kom også til at skabe stor glæde, og af Holbergs komedier blev Jeppe på Bjerget opført flest gange.
Mindst lige så efterspurgt var Elverhøj af Johan Ludvig Heiberg, og når det var på programmet, kom der for alvor gang i billetsalget. I århundredet var det et af de mest opførte stykker på teatret, og mange forskellige teaterselskaber kom med deres egen fremstilling af Elverhøj. Stykket var i så høj kurs, at man engang var nødt til at udsætte et offentligt møde på rådhuset nogle gange på grund af dårlig mødedeltagelse, fordi folk hellere ville i teater.
En meget omtalt begivenhed var en helt særlig fremstilling af Michael Wallem Bruns teaterstykke Gøngehøvdingen, efter Carit Etlars roman, som blev opført på teatret i foråret 1867. Stykket havde været opført på teatret før, og blev det mange gange efter. Men denne gang kunne det aarhusianske borgerskab muntre sig over, at det skulle opføres af landbeboere, der var kommet til byen. Det var et ungdommeligt selskabet fra Tovstrup i Dallerup Sogn som skulle optræde, og de fleste havde aldrig set et teater før. Men de var velforberedte. Hjemme i landsbyen havde de nøje øvet stykket og opført det i en lade foran de lokale bønder, og på turen til Aarhus medbragte de selv kulisser og dekorationer og hjemmesyede teaterkostumer. Nysgerrighed gjorde, at forestillingen på teatret i Kannikegade hurtigt blev udsolgt, og så kunne borgerne opleve Gøngehøvdingen med en god jysk dialekt. Stykket var veludført, og replikkerne faldt som de skulle. Det var en stor succes, og det rejsende selskab fra landsbyen var derfor nødt til at blive i byen og opføre stykket igen.
Teaterejer Sophus Birck puslede i en periode også selv med at skrive teater. I 1886 kunne Bircks folkekomedie, Fra otte og fyrre, vises på teatret i Kannikegade for første gang. Det blev en stor publikumssucces, og stykket bredte sig hurtigt til teatre i andre danske byer.
I den senere del af 1800-tallet kom flere nye teaterstykker til at præge plakaterne, og et af de mest populære var baseret på Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne. Selvom romanen først udkom i starten af 1870'erne, nåede det at blive opført på teatret omkring lige så mange gange som Jeppe på Bjerget. Fortællingen om jordomrejsen skabte især stor glæde i efteråret 1876, da det på bare 16 dage blev opført hele 10 gange.
Sophus Birck og Svedekassen
Efter Sophus Birck købte teatret i Kannikegade i 1871, indrettede han privatbolig over indgangen, og her nød han en fin fortjeneste ved at udleje teatret. Med Bircks overtagelse, blev en ny periode indledt. Det blev en periode, hvor kritik af teatret lå øverst på agendaen, og den tog især udgangspunkt i teaterbygningens dårlige vedligeholdelse. Nogle siddepladser var uden rygstøtte, og teatersalens gulv var så råddent, at der var fare for at træde igennem. Kulisserne på scenen var så gamle og slidte, at publikum kunne se lyset igennem. Derudover blev Birck beskyldt for at fastholde urimeligt høje gaspriser for leje af teatret, selvom prisen fra gasværket var blevet sat ned. Repertoiret blev senere kritiseret for manglende afveksling. Af de teaterstykker som blev opført et år, var der flest komedier, kun få dramaer og ingen tragedier.
I 1881 udviklede kritikken sig til en mindre krig i nogle af byens aviser. Århus Stiftstidende og Aarhus Amtstidende var i offensiv, og tonen var hård. Teatret blev set som et elendigt teater og fik i pressen senere dommen som det værste provinsteater af dem alle. Birck gik til modangreb og forsvarede sit teater, og konflikten fortsatte hen over året. En avis, som var mere venlig stemt, var Jyllands-Posten – muligvis fordi Birck selv var medstifter af avisen, og den i sin første levetid endda benyttede teaterbygningens lokaler som samlingssted.
Et andet kritikpunkt var den uudholdelige varme, der opstod i teatersalen under forestillinger. Teatersalen havde dårlig ventilation, og gaslysets mange flammer opvarmede salen til umenneskelige temperaturer. Det blev til tider så varmt, at skuespillerne ikke kunne få det kunstige skæg til at sidde fast med harpiksen. På grund af varmen blev teatret i folkemunde kaldt ”Svedekassen”.
I 1880’erne kom der også fornyet opmærksomhed på brandfaren inden for teaterverdenen. Brandkommissionen lagde derfor vejen forbi teatret og forlangte, at der flere steder skulle indsættes døre, og hvor der allerede var døre, skulle nogle af dem udvides. Over alle udgange var kravet, at der skulle anbringes olielamper. En teaterdirektør gæstede senere teatret og vurderede, at i tilfælde af ildebrand syntes skuespillerne i garderoberne, som var indrettet på loftet, redningsløst fortabte. Der var anskaffet et knudetov, som kunne bruges til at klatre ned på gaden, men hvor det var, vidste ingen. Da man endelig fandt tovet, lå det i kælderen.
Afslutning og en ny begyndelse
Det gamle teater i Kannikegade var et teater i forfald de sidste årtier af 1800-tallet. På samme tid var Aarhus en industriby i kraftig vækst, som hurtigt voksede sig til landets næststørste by. Med byens vækst voksede ambitionerne. Borgerskabet var ikke længere tilfreds med det udskældte teater i Kannikegade. Man ønskede et nyt, og nogle af byens førende borgere drøftede sådan et projekt i nogle årtier, før det blev realiseret. Man forsøgte med flere initiativer, som ikke blev til noget, og en af planerne var at opføre et nyt teater på samme grund, hvor det gamle stod.
Byen havde altid været centreret omkring domkirken, men en ny bydel var begyndt at skyde op omkring banegården. For at forbinde bydelene og skabe sammenhæng blev Skt. Clemens Bro bygget i 1884. Omkring samme tid var nogle bygninger tæt på domkirken blevet revet ned for at skabe mere plads. Det skabte nye muligheder for placering af et nyt teater og fik et areal på Bispetorvet på tale.
Ambitionerne for et nyt teater var høje, og for at finansiere projektet gik nogle af byens førende borgere sammen og dannede et aktieselskab. Sophus Birck så det som uønsket konkurrence. Han mente ikke, at det kunne svare sig at opføre et nyt stort teater, og argumenterede imod sagen. Han udgav endda en pjece, hvori han fremlagde de økonomiske udfordringer, der var ved at drive teater i byen, men hans argumenter faldt for døve ører.
Arkitekttegningerne til projektet blev udarbejdet af arkitekt Hack Kampmann, og 12. august 1898 blev grundstenen lagt for et nyt teater på Bispetorvet. Grundstenen markerede også begyndelsen på enden for det gamle teater i Kannikegade. I marts 1900 solgte Birck sit teater til staten, som lod det nedrive og opførte en post- og telegrafbygning på grunden.
Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke færre end 1000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye Aarhus Teater, og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. 15. september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve Erasmus Montanus og Prinsessen på ærten, og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.
Se også
Sejrs Sedler om teater på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aasted, Elsebeth. ”Et Teater tager Form – Aarhus Teaters første 75 år.” i Jørgen Heiner, Elsebeth Aasted og Per Brink Abrahamsen (red.). Det Gyldne Hus. Aarhus Teater i 100 år. Aarhus: Aarhus Teater, 2000.
- Aasted, Elsebeth. ”Byens scene – købstadsteatret i 1700- og 1800-tallet.” i Søren Bitsch Christensen (red.). Den klassiske købstad. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2005.
- Baumgarten, Torkil. Selskabet Polyhymnia gennem 100 aar. 1815 – 14. januar – 1915. Aarhus: Th. Thrues Bogtrykkeri, 1915.
- Bayer, Albert. Aarhus Theater. Dets tilblivelse og dets arbejde. København: Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, 1925.
- Engberg, Jens. ”Byen under forvandling 1850-1900.” i Helge Paludan m.fl. Århus bys historie fra vikingetid til nutid. Aarhus: Husets Forlag, 1985.
- Gejl, Ib. ”Kultur og fritid.” i Ib Gejl (red.). Århus. Byens historie 1720-1870 bd. 2. Aarhus: Århus Byhistorisk Udvalg, 1997.
- Gejl, Ib. ”Kultur og fritid.” i Ib Gejl (red.). Århus. Byens historie 1870-1945 bd. 3. Aarhus: Århus Byhistorisk Udvalg, 1998.
- Hingsberg, O. Chr. og Emanuel Sejr. ”Teater.” i Jens Clausen m.fl. (red.). Aarhus gennem tiderne bd. 3. København: Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1941.
- Jensen, Bernhardt. Bernhardt Jensen beretter om Århus. Erindringer, natten og mennesker. Aarhus: Universitetsforlaget i Århus. 1979.
- Lauridsen, Finn H. ”Om selskabet Polyhymnias liv – nedgang og fald.” i Ib Gejl (red.). Århus-Årbog 1976. Aarhus: Århus Byhistoriske Udvalg, 1976.
- Lauridsen, Finn H. ”Elverhøj i Århus i forrige århundrede.” i Henrik Vedel-Smith (red.). Århus-Årbog 1991. Aarhus: Århus Byhistoriske Udvalg, 1991.
- Lauridsen, Finn H. ”Ibsen i Svedekassen.” i Henrik Vedel-Smith (red.). Århus-Årbog 1992. Aarhus: Århus Byhistoriske Udvalg, 1992.
- Nielsen, Rasmus. Aarhus i 1840-erne. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus, 1959.
- Nyrop-Christensen, Henrik. ”Lys og lamper. Belysning på danske scener i begyndelsen af det 19. århundrede.” i Hans Lassen (red.). Købstadmuseet Den Gamle By. Årbog 1973. Aarhus: Hanbergs Tryk, 1973.
- Sandfeld, Gunnar. Thalia i provinsen. Dansk provinsteater 1870-1920 med særligt henblik på Jylland. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus, 1962.
- Sejr, Emanuel og Sven Gundel. Aarhus Theater gennem 50 år. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus, 1950.
- Århus Stiftstidende. 17-12-1836, 06-10-1854, 20-11-1855, 05-10-1861, 22-06-1881 og 07-03-1892.
- Aarhus Amtstidende. 17-07-1899.
- Jyllands-Posten. 02-10-1900.
