Mejlgade 26B

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Mejlgade 26B (bygningen til højre). I forgrunden ses Skt. Olufs Kirkegård. Foto: Ib Nicolajsen, 2019

Mejlgade 26B ligger med facaden mod Skt. Olufs Kirkegård, Kystvejen og havnefronten. Ejendommen var tidligere baghus til Mejlgade 26A, 26C og 26D, der ligger med facaderne ud til Mejlgade. Bygningens matrikelnummer er 869A.

Ejendommen blev opført af MT Højgaard for Ejendomsselskabet Mejlgade 26 ApS i 2006. Ejendommen har ingen bevaringsstatus.

Wave logo til boks v2.png WaVE Kulturarvsområde

Mejlgade 26B er en del af WaVE kulturarvsområdet Den historiske havnefront.

Kulturhistorisk beskrivelse

Baggrundshistorie

Den 4. februar 2005 fik Ejendomsselskabet Mejlgade 26 ApS tilladelse til at opføre en ny beboelsesejendom på Mejlgade 26B. Ejendommen skulle have seks etager til beboelse og facade mod Skt. Olufs Kirkegård og Kystvejen. Der skulle være adgang til bygningen fra baggården til Mejlgade 26A, der har facade mod Mejlgade.

Byggeriet blev blandt andet godkendt med betingelserne, at bygningsprofilen flugtede med naboejendommen, at det foretoges målinger i den færdige bygning til dokumentation af, at de lydmæssige krav i Bygningsreglement-95, kap. 9 var opfyldt, at der ved arbejdets afslutning, for bygherrens regning, foretoges reetablering af skader på vejanlægget, og at der etableredes niveaufri adgang til stuelejligheder og elevator.

Tidligere bebyggelse og beboere på matriklen

Udsnit af matrikelkort over Aarhus Bygrunde, 1865-1867. Kortet viser matrikel 869. Udsnittet viser, at gården på Mejlgade 26 havde et forhus mod Mejlgade og et baghus mod Skt. Olufs Kirkegård, hvor Mejlgade 26B ligger i dag. Udsnittet er taget fra kortet på Geodatastyrelsens Historiske kort på nettet, Ejerlav: Århus Bygrunde, Original 1 kort, Kort gyldigt 1865-1867, Plan 4.
Portræt af blikkenslagermester Jens N. Grouleff. Død 1901. Fotograf: Ukendt. Arkivskaber: Selskabet De Danske Våbenbrødres Afdeling i Århus. 1891
Jens Nicolaj Grouleffs blikkenslagerforretning på Mejlgade 26. Her ses forhuset med adressen Mejlgade 26C, der stadig findes på Mejlgade i dag. Baghuset fandtes gennem porten til højre, der også i dag er indgangen til den nye beboelsesejendom på Mejlgade 26B. Foto: Poul Pedersen (1928-2019), 1966

Inden opførelsen af den nuværende bygning lå der et baghus på én etage på adressen. Denne bygning var en del af en gård og hørte til forhusene, der stadig er at finde på Mejlgade 26A, 26C og 26D. Forhuset, der i dag er 26C og 26D, blev opført i 1775 af murermester og sæbesyder Johan Bardewick. Baghuset, der blev benyttet som værksted af gårdens ejere, blev opført nogle år herefter. Mejlgade 26A blev tilføjet som en tilbygning til forhuset i perioden mellem 1867 og 1888.

Bygningerne talte som én gård og var ejet af de samme personer frem til 2004, hvor baghuset blev revet ned og banede vej for opførelsen af et nyt beboelseshus. Selvom bygningerne på matriklen allerede i begyndelsen af 1900-tallet blev opdelt i A, B og C, var det således først med opførelsen af beboelseshuset på Mejlgade 26B i 2006, at adressen for alvor blev separeret fra de huse, der vendte ud mod Mejlgade.

Før det nye husnummersystems indførelse i 1869 var adressen Mejlgade 62, mens den derefter var Mejlgade 26. Matrikelnummeret er 869A.

I 1780’erne tilhørte gården købmand Lauritz Gjeding, mens den i slutningen af 1700-tallet var ejet af Petra Bering von Wadschous. I 1803 solgte hun ejendommen videre til Kaptajn Julius von Braikel for 900 rigsdalere. I 1810 solgte kaptajnen ejendommen til kammerherre og stiftsamtsmand i Aarhus von Güldencrone for 2100 rigsdalere.

Güldencrone overdrog adressen til sæbefabrikant og lysestøber Otto Friderich Weinert. Weinert satte den 14. april 1810 en annonce i Aarhus Stiftstidende i anledning af, at han rykkede sin fabrik ind på Mejlgade 62. I annoncen beskrev Weinert sin taknemmelighed over, at stiftsbefalingsmanden havde banet vejen for, at man i Aarhus kunne anlægge en kongelig privilegeret sæbe-og lysestøberfabrik under ledelse af Weinert selv. Otto Weinert fremlagde, at hans produkter ”i alle Henseender tør sættes i Ligning med udenlandske Varer af samme sort”. Fabrikken skulle blandt andet producere ”københavnsk hvid blød Sæbe, blødagtig, ordinair russisk Sæbe, graaeagtig Sæbe og Grøn Sæbe”.

Skomagermester G. Zebitz ejede derefter gården, som han solgte videre til Karetmager Søren Loft i 1925. Søren Loft havde sin forretning og produktion i ejendommen. Ved hans død blev forretningen overdraget til hans enke Maren Loft, der drev produktionen sammen med flere karetmagerlærlinge, der også boede i ejendommen. Familien Loft ejede og drev erhverv fra ejendommen frem til 1880’erne. Sønnerne Hermann Loft og Andreas Loft overtog imidlertid karetmagerforretningen fra Maren Loft.

Loft-familien lejede en lille lejlighed ud i ejendommen, og i 1840’erne flyttede S. Sperlings Industri-Etablissement til gården. Senere flyttede Frederik Woer, der var maler og lakerer, ind på adressen. Han flyttede ud i 1861 og malermester N.C. Skouby overtog lejligheden og lokaler i det tilhørende værksted.

I 1870’erne boede rebslager I.H. Hørret og lærerinde E.S. Hørret til leje i gården. I 1880’erne havde bager I. Jensen sin bagerforretning i stueetagen på den ejendom, der vendte mod Mejlgade, mens Møbelsnedker I. Madsen også lejede sig ind på gården. I sidehuset-og baghuset havde ejerne, Hermann Loft og Andreas Loft, deres karetmagerproduktion og forretning.

I 1883 købte blikkenslagermester Jens Nicolai Grouleff gården på Mejlgade 26 af H. og A. Loft for 14.000 kr. Grouleff døde d. 2. august 1901 og overdrog forretningen til sin søn blikkenslagermester Jens Emil Vilhelm Grouleff. Ejendommen var på dette tidspunkt ejet af enkefru V. Grouleff. I 1905 overtog Jens Grouleff dog ejerskabet af sin mor.

Af ejendommens byggesager fremgår det, at J.E.V. Grouleff i 1931 ansøgte kommunen om tilladelse til at rive alle bygninger på Mejlgade 26 ned for til gengæld at opføre to store beboelseshuse i stil med de huse, der ellers blev opført i området. Det ene skulle vende mod Mejlgade og skulle have fire etager med kælder til lager og husbrug samt en loftetage til værelse. Det andet skulle ligge på det område, hvor Mejlgade 26B ligger i dag. Det skulle være en grundmuret baghusbygning med tre etager til beboelse, værksted og kælder til lager. Bygningens areal skulle blive 112 m2 og vende mod Skt. Olufs Kirkegård.

Projektet blev dog ikke godkendt, da stadsarkitekten mente, at baghuset skulle tegnes om. Han skrev blandt andet: ”Ved facadens udformning er der tilsyneladende tilstræbt en moderne inddeling, denne er imidlertid ikke heldig og vil som baggrund for det smukke, lille anlæg virke umotiveret. Jeg skal derfor tillade mig at henstille til det ærede udvalg, at det ansøgte nægtes i den fremsendte form”. Grouleff opgav projektet og de gamle bygninger fra 1700-tallet fik lov til at blive stående.

Gården på Mejlgade 26 var i familien-Grouleffs eje frem til 2006, hvor den sidste Grouleff gik på pension og den nye beboelses ejendom blev opført. Det var ikke kun ejendommen, men også blikkenslagervirksomheden, der gik i arv frem til 2006. Blikkenslagermestrene kom alle til at hedde Jens Grouleff, mens mellemnavnet til tider varierede.

Den sidste Grouleff hed Jens Nicolaj Grouleff. Han var, ligesom sine forfædre, uddannet blikkenslager og var vokset op i ejendommen på Mejlgade 26. I begyndelsen af 1970’erne overtog han blikkenslagerfirmaet fra sin far. Senere blev han æresmedlem i blikkenslagerlaget. Butikken mod Mejlgade blev drevet af Grouleffs kone Margot Grouleff, der havde overtaget driften fra hans mor. Grouleff døde i 2013, 72 år gammel.

Erhverv repræsenteret på matriklen gennem tiden

Mejlgade 26B blev opført som beboelseshus, og der har derfor ikke været erhverv i ejendommen siden 2006. Frem til 2006 fandtes dog mange erhverv i det tidligere værksted, der lå på grunden. I begyndelsen af 1800-tallet havde sæbefabrikant og lysestøber Otto Friderich Weinert sin produktion i bygningen, i 1820’erne flyttede Søren Loft sin karetmagerproduktion ind i værkstedsbygningen, og fra 1883 blev baghuset benyttet af blikkenslagermestrene, der boede på adressen.

Bygningen og Aarhushistorien

Nedrivningen af det gamle baghus

Den gamle værkstedsbygning, der senere skulle blive til beboelsesejendommen 26B, blev revet ned i 2004. Jens Nicolaj Grouleff anmodede kommunen om tilladelse til et fjerne bygningen, da den var ”i meget dårlig bygningsmæssig stand”. I samme omgang anmodede han om, at de resterende huse på Mejlgade 26A, 26C og 26D blev omlagt til beboelse.

Nedrivningen af baghuset blev foretaget i en periode, hvor man havde fået større fokus på bevaring af gamle bygninger. Selvom nedrivningsplanerne blev godkendt, sikrede kommunen sig i samme omgang, at bygningerne mod Mejlgade blev bevaret ved tinglysning. Det var således udelukkede det gamle baghus, der måtte fjernes. Husene mod Mejlgade blev i 2012 bedømt bevaringsværdige efter Aarhus Kommunes Save-system, hvor de fik en bevaringsmæssig værdi på 5 og 6.

Da Jens Nicolaj Grouleff gik på pension i 2006, overtog Ejendomsselskabet Mejlgade 26 ApS grunden på Mejlgade 26B og igangsatte hurtigt opførelsen af den nye ejendom på seks etager.

Museumsinspektør Hans Skov fra Moesgaard Museum gjorde i den forbindelse bygherren opmærksom på, at det var forbudt at fjerne dele af fundamenterne fra den gamle Skt. Olufs Kirke, der ellers lå tæt på matriklens østskel. Ved opførelsen af et byggeri måtte man tage forbehold for det og evt. lade kirketårnets fundamenter stå fremme i den nye bygnings kælder. Derudover skulle man nok forberede sig på at støde på mange skeletter i forbindelse med anlægsarbejdet, da byggeriet foregik op ad den gamle kirkegård. Hans Skov skrev: ”disse grave skal, såfremt de berøres af anlægsarbejderne, udgraves arkæologisk, hvilket er en langsommelig og dyr proces” – udgiften ligger hos bygherren”.

Middelalderhusene

På den del af grunden, hvor Mejlgade 26B ligger i dag, har man fundet rester af huse fra 1200-tallet og 1500-tallet. Af den ældste bebyggelse forekom kun rester af gulvlag fra anden halvdel af 1200-tallet. I 1300-talllet blev det efterfulgt af et hus, hvoraf nordgavlen til en ca. 6,8 m bred kælder fremkom af udgravningen. Gavlen lå tilbagetrukket og havde en trappeopgang af granit ud mod Mejlgade. Huset var formentlig af bindingsværk og havde flere etager.

Huset blev revet ned og kælderen blev fyldt ud i 1400-tallet. De næste 100 år lå der tre forskellige huse på adressen. Det første hus blev opført på en syld af kampesten med fodtømmer og havde lergulv. Det hus fandtes i omkring 25 år, før det blev afløst af det næste, der var et bindingsværkshus med lerklinede tavl og en kraftig kampestenssyld. Det sidste hus blev opført omkring år 1500 og mindede i sin udformning om det forrige. Huset blev formentlig revet ned omkring 1575.

Arkitektonisk beskrivelse

Mejlgade 26B har seks etager med 12 lejligheder i alt. Hver lejlighed har et stort glasparti mod Skt. Olufs Kirkegård samt egen altan. Bygningens hovedindgang findes fra Mejlgade og baggården til Mejlgade 26A, C og D. Ejendommens ydervæg er af mursten, tegl, kalksandsten og cementsten, og tagdækningen er af tagpap.

Miljøbeskrivelse

Den historiske havnefront er dannet i takt med havnens udvikling fra åhavn til industriel kysthavn, byens fysiske udvidelse mod både nord og syd, landfyldninger til havnearealer samt den gradvise befolkningsforøgelse igennem 1800-tallet.

Havnefronten består hovedsageligt af østvendte bygninger med front mod Aarhusbugten. Den historiske strækning kan i store træk siges at gå fra SkansepalæetStrandvejen i syd til Skovvejen i nord. De fleste af bygningerne langs havnefronten blev opført fra midten af 1800-tallet (og især efter 1870) til de første årtier af 1900-tallet.

Havnefrontens bygninger og tilstødende områder kan i sin udstrækning opfattes kompakt og omsluttende som en bevidst konstrueret mur. Den lettere kurvede strækning har med sine mange etagebygninger historisk set udgjort en særlig fysisk adskillelse mellem bykernen og vandet, men på samme tid åbner den karakteristiske front sig også som en slags indgangsport for byens gæster fra vandsiden. Som i mange andre kystnære byer har også havnefronten i Aarhus været kendetegnet ved et særligt bymiljø, der trækker spor til det maritime, det rå og det industrialiserende Aarhus. I dag er størstedelen af den historiske havnefronts bygninger præget af at ligge i anden række med et udsyn til større havneudvidelser, den nye offentlige transportform Letbanen, en nyere omdannelse af de bynære havnearealer samt en fremtrædende fredeliggørelse af de gamle havnekajer.

Arkitektonisk er bygningerne fra havnefrontens anlægsfase domineret af bastioner som Skansepalæet og Mejlborg, domiciler for fremtrædende virksomheder såvel som patricierboliger og større etageejendomme. Mod nord og syd er der også indslag af mere beskedne byhuse. Alle har front mod havet.

Den samlede strækning byder på en helt særlig identitet, der fortæller historien om en by, der er vokset i takt med havnens betydning. Nye tider og nye måder at benytte havnen og havet kombineret med udflytningen af den bynære industrielle havn har betydet et væsentligt fald i maritime forretninger. Hvor der tidligere var den ene skibshandel, knejpe og sømandsrelaterede gesjæft efter den anden, er havnefronten i dag blevet mere konventionel og etableret som en del af samlet moderne by.

Miljøbeskrivelsen af den historiske havnefront indgår som en del af EU Interreg-projektet WaVE, som Aarhus Stadsarkiv tager del i. Projektet sætter et øget fokus fysiske kulturmiljøer ved vandet. Deltagere fra seks lande undersøger kulturarvens betydning for identitet, vækst og investeringer. Aarhus Stadsarkiv har peget på tre områder i Aarhus: åstrækningen, den tidligere industrihavn og den historiske havnefront.

Se også

Mejlgade 26 på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Find mere information på AarhusArkivet

Mejlgade 26

Kulturmiljøer ved vandet

Wave logo til boks v2.png WaVE Kulturarvsområde

Mejlgade 26 er en del af WaVE kulturarvsområdet Den historiske havnefront.

Litteratur og kilder