Langenæs

Boligblokke Langenæs 1955-1960, Foto:Poul Werner Olsen

Langenæs er et bykvater i Aarhus. Kvarteret er indrammet af Søndre Ringgade, Skanderborgvej og jernbanen sydover. Det ligger i den sydvestlige del af Aarhus midtby og er navngivet efter det næs, der stak ud, hvor Ringgadebroen ligger. Mange hundrede kubikmeter jord af næsset blev bortgravet for at sikre fundamenterne til broen og give plads til jernbanen.

Langenæs Sogn, blev udskilt i 1966 fra Sankt Lukas Sogn. Langenæskirken er fra 1966.

I 2015 havde området ca. 6.700 indbyggere.

Før opførelsen af Langenæs

Allerede i jægerstenalderen var der bopladser i ådalen, hvor Langenæsbydelen ligger i dag. Området blev først for alvor bebygget fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor industrialiseringen medførte en stor befolkningstilvækst til Aarhus, og byen havde behov for at udvide sig mod syd.

Længe inden området blev bebygget hørte det til Havreballegård, som fra slutningen af 1600-tallet skulle blive kendt som Marselisborg Gods efter den nederlandske købmand Gabriel Marselis, der fik skødet i 1660. Gården lå der, hvor Marselisborg Gymnasium ligger i dag. Som et resultat af Marselisslægtens overtagelse af Havreballegård er en del lokaliteter i Langenæs opkaldt efter slægten. Derfor findes blandt andet Marselis Boulevard, byggeriet Marselisgården og MarselisborgCentret i området.

Ved Skanderborgvej lå tidligere en stor møller, der hed Magdalene Mølle. Den blev formentlig revet ned, da Marselisborg Hospital blev opført i 1913. Møllen blev brugt af bønder fra Viby og ved siden af møllen lå en rugbrødsfabrik, som hed Magdalene Brød. Frederik VII opstillede en milesten foran møllen, der skulle markere den østjyske vejstrækning. Stenen står stadig på hjørnet af P. P. Ørums Gade og Skanderborgvej.

Aarhus by overtog godsets jorder

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Aarhus en massiv befolkningstilvækst, hvilket betød, at byen begyndte at vokse udover den gamle bygrænse. Behovet for at bygge mod syd var til stede, og overretssagfører Christian Ludvig Kier foreslog på et byrådsmøde i 1895, at man skulle forhandle med indenrigsminister Ingerslev, der var ejeren af Marselisborg Gods, om at opkøbe godsets områder. Man fik lavet en aftale, der sikrede Aarhus forkøbsret ved Ingerslevs død i 1896. Derefter var området, der i dag kendes som Langenæs, i Aarhus Kommunes eje.

Byggeplaner ved Langenæs

Efter opkøbet af Marselisborg Gods jorder ønskede byrådet at lave en samtalet bebyggelsesplan for Langenæsområdet. Man rettede i den forbindelse henvendelse til Københavns Stadsarkitekt Chr. Ambt. I 1898 blev et byplansforslag udarbejdet. Forslaget fastlagde blandt andet Ringgadens sydlige forløb og foreslog derudover, at jernbanesporet løb gennem det nuværende Langenæs og direkte ned mod havnen. Jernbanen blev dog lagt til at gå rundt om Langenæs.

Haveforeninger lejede sig fra 1910’erne og frem til 1950'erne ind på det 34,5 ha store areal på Langenæs i området mellem Skanderborgvej og jernbanen. Det frodige område blev dermed hjemsted for mange kolonihaver, hvorfra man kunne nyde udsigten ud over Brabrand Sø. Området var kendt for de rolige omgivelser og den tætte placering på Aarhus, og det var derfor vigtigt for byrådet, at man ikke gav los for tilfældigt byggeri.

I 1919-1920 udarbejdede afdelingsingeniør A. Frederiksen en byplan, der blev udgivet i en lille bog med titlen "byplan for en del af Aarhus og sydlig opland". Planen fokuserede på Frederiksbjerg og Langenæs, som skulle bebygges med rektangulære karreer mellem færdselsvejene. Ideen var, at man på den måde udnyttede området bedst økonomisk.

Skitsekonkurrencen

Aarhus Kommune oprettede i vinteren 1949 en konkurrence om en fremtidig bebyggelses- og gadeplan for arealet "Langenæs". Danske arkitekter og ingeniører blev opfordret til at indsende tegninger.

Dommerkomiteen havde ved afgørelsen i april 1950 behandlet 48 forslag, men kunne dog ikke ubetinget gå ind for nogen af dem. Man var betænkelig ved en udstrakt højhusbebyggelse, både fordi bebyggelsen kunne komme til at virke domminerende i området, men også fordi man i Danmark ikke havde meget erfaring med højhuse og derfor ikke vidste, hvordan folk ville have det med at bo i dem.

I forsommeren 1950 var en bebyggelsesplan dog endelig færdig og ingeniør V. Malling og arkitekt Poul Erik Skriver blev kåret til vindere af den udskrevne konkurrence over områdets udvikling. Den bærende idé i deres forslag var, at området skulle have et vist helhedspræg. Der var et særligt fokus på kontrasterne mellem høj og lav bebyggelse og mellem det lukkede kvarter omkring søen med læ og idyl og den åbne udsigt ud over ådalen og Brabrand Sø. Her skulle 8.-10.000 mennesker have deres bolig og samtidig være afskærmet mod trafik, idet uvedkommende færdsel blev ledt udenom. "Den lette luftige karakter, den vidunderlige udsigt, det smukke terræn med slugten mod vest og endelig manglen på massive veje i hele kvarteret" skulle i følge viceborgmester I.C. Sørensen gøre området til noget særligt.

Byggeriet blev udført

Byggeriet tog fart i slutningen af 1950'erne og var stort set tilendebragt i midten af 1960'erne. Arbejdernes Andels Boligforening fik tildelt grunde til 232 lejligheder som kompensation for tidligere afgivet areal.

Langs Langenæs Allé rejste man fire boligblokke, der hver havde syv etager. De blev alle udstyret med en elevator, der var placeret uden for husene for at dæmpe støjen. Mod banegraven opførte man tre bygninger på 15 etager, og det var netop bygninger af denne type, dommerkomiteen var bekymrede for. I hver blok var der indrettet omkring 120 lejligheder med 1-3 værelser. Bygningerne blev planlagt og gennemført som eksperimentbyggeri. Byggeriet var et montagebyggeri, hvor de færdigproducerede betonelementer blev løftet på plads af kraner. Denne løsning var billig og effektiv og banede vejen for et byggeboom inden for den almene sektor, men på det her tidspunkt var en vidtgående anvendelse af betonelementer en nyskabelse inden for byggebranchen.

Områdets butikscenter blev opført ud mod Skanderborgvej. Her indrettede butikskæderne Vime og Brugsen hver et supermarked.

Trods idealerne om lys og luft har området i dag byens højeste bebyggelsesprocent. De grå-hvide højhuse har hver en højde på 46 meter, mens højhuset Langenæs har en højde på 55 meter. Sidstnævnte er Danmarks højeste murstensbygning, som i dag er beklædt med rødbrune aluminiumsplader.

Langenæs på AarhusArkivet

Søg billeder og kilder på AarhusArkivet Langenæs

Litteratur og kilder

• Langenæs-Posten, "Langenæs fra 1600-tallet frem mod vor tid", 1. sep. 1989 og 1. december 1989
• Niels Kjær: Fra køkkenmøddinger til højhuse. Bidrag til en beskrivelse af Langenæs-områdets historie. 2010
• Aarhus Kommunes Beretning 1952/53, s. 133-135 (med illustrationer)
• Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
• Preben Rasmussens udklipssamling 1800-1990, Aarhus Stadsarkiv, Langenæs