Teatret i Kannikegade: Forskelle mellem versioner

[[Fil:B775100 CD0012 010574.jpg|250px|thumb|right|Teatret i Kannikegade. På trappen står teaterejer Sophus Birck. Fotograf Edvard Monsrud, ca. 1900, Den Gamle By.]]

I Aarhus blev de første dramatiske selskaber dannet i løbet af 1790’erne. Nogle af selskaberne sluttede sig sammen, og 5. januar 1800 stiftede de [[Det forenede dramatiske Selskab i Aarhus|Det Forenede Dramatiske Selskab]] – i folkemunde blot kaldt ”Dramatikken”. I de første år blev den daværende [[Aarhus Rådhus (Store Torv)|rådhussal]] benyttet, når der skulle opføres teaterstykker, men da førstesalen af [[Løveapoteket]] på [[Store Torv]] blev ledigt i 1803, lod apotekeren, [[Christopher Heinrich Nicolaus Reddelin (1759-1833)|C.H.N. Reddelien]], det indrette til teater- og balsal med plads til 200 tilskuere. Salen kom til at danne ramme for selskabets dramatiske udfoldelser. Her blev amatørskuespil flittigt opført af borgerne selv iført klæder og med genstande, der kunne egne sig som teaterkostumer og rekvisitter.

Med teaterstykket ''Skumlerne'' af August von Kotzebue kunne den nye teaterbygning i Kannikegade indvies 17. januar 1816. Med dens hvide ydermur strakte bygningen sig hen ad gaden og dannede ramme om byens nye teatersal. Salen var med hvidkalkede vægge og havde plads til 500 tilskuere. Siddepladserne var ikke nummereret. I stedet var man indforstået med, at det fine borgerskab sad i venstre side af salen, mens de mindre fine var til højre. Fornemme yngre købmænd og officerer stod op langs væggen i venstre sidegang. Denne del blev kaldt Løvegården. I midtergangen stod håndværksmestre, og på siddepladserne i højre side af salen sad håndværkssvende og tjenestefolk. I højre sidegang stod gårdskarle og menige soldater. Det blev kaldt smørrebrødssiden, fordi her spiste man sine medbragte håndmadder under mellemakten. I hver side af salen var også en kakkelovn til opvarmning, og senere kom en lysekrone over salen, som kunne hejses op under forestillinger. Teatersalen rummede desuden lidt af et teknisk vidunder. Med en mekanisme kunne gulvet stilles skråt, når der skulle opføres skuespil, og justeres i vandret position, når salen skulle bruges til bal. Selve scenen var oplyst af ikke mindre end 40 lampetter og var flankeret af hvide statuer af Thalia og Melpomene – muser for komedie og tragedie.

Det var et fint teater, men Polyhymnia erfarede hurtigt, at det også var et dyrt teater. Teaterbygningen var oprindeligt projekteret til 20000 rigsdaler, men endte med at bliver mere end dobbelt så dyr. Byggesummen kom helt op på 42000 rigsdaler, og dermed var Polyhymnia – ligesom selskaberne der havde formet det – forgældet og i store økonomiske vanskeligheder. Dårlig økonomi fulgte selskabet lang tid efter.

Teaterbygningen blev dårligt vedligeholdt, og efter årtier med teater og bal begyndte slitagen at vise sig. Teatrets forfald blev så slemt, at teatersalens lysekrone en aften i 1855 faldt ned på publikum, da den skulle hejses op mellem to akter. Folk var utilfredse med det slidte interiørs aftagende kvalitet, og efter nogle overvejelser kom Polyhymnia frem til, at der nok kunne blive råd til en smule maling, men ikke til det større gennemgribende renoveringsarbejde, som teaterbygningen krævede. Selskabet så ikke andre muligheder end at sælge teatret. I december 1851 blev det besluttet at sælge det til teaterdirektør J. P. Miller, som overtog det i april året efter.

[[Fil:000415954 l.jpg|280px|thumb|right|Olielamper mangler olie på teatret i Kannikegade. På scenen til højre står teaterdirektør J. P. Miller. Maler Hans Frederik Meyer Visby, ca. 1900, Aarhus Stadsarkiv.]]

Miller døde i 1864, og det viste sig, at han havde testamenteret teatret til Parmo Petersen, som var en af Millers skuespillere. Petersen havde dårlig tid til at drive teater, så han overlod den daglige ledelse til [[Sophus Birck]], og i oktober 1871 gik ejerskabet til Birck, da han købte teatret. Men han var heller ikke selv interesseret i at drive teater på normal vis. I stedet kunne han se en forretning i at udleje teatret til rejsende teaterselskaber. Udlejning til sådanne selskaber var ikke noget nyt, da han overtog teatret. Allerede i 1822 valgte Polyhymnia at ophøre som dramatisk selskab og at udelukkende fortsætte som selskabelig forening. Omkring samme tid besluttede Polyhymnia også at leje teatret ud til rejsende selskaber.

Rejsende teaterselskaber fik stor betydning for teaterkulturen i 1800-tallets Aarhus, særligt efter Polyhymnia åbnede for udlejning af teatret i Kannikegade. Selskaberne opførte teaterforestillinger med imponerende kunnen og var rutineret i et bredt repertoire af teaterstykker. Ihærdigt anstrængte de sig for at bringe teaterkunsten til Aarhus og andre provinsbyer. De kom fra både nær og fjern – ud over de danske selskaber kom flere også fra Tyskland. Rejsen kunne være særlig hård afhængig af årstid og vejr. Hvis turen gik mellem øer og fastland, skete det til søs, og i stormvejr blev sejlturen vanskelig og ekstra langvarig. På landjorden foregik rejsen i vogne på veje, som dengang var elendige. Turen var hård om vinteren, særligt når den foregik i åbne vogne. På kolde vinterdage måtte skuespillerne låne teaterdirektørens varmeste teaterkostumer for at holde varmen. Når vejret blev for ufremkommeligt, var en mulighed at gøre ophold ved en landevejskro. Undervejs kom selskaberne ud til alle landets kroge, og intet lokale var for ringe til at danne ramme om teaterkunsten. Lystigt opførte de teaterstykker på hølofter og i folks stuer, og det skabte stor glæde.

En meget omtalt begivenhed var en helt særlig fremstilling af Michael Wallem Bruns teaterstykke ''Gøngehøvdingen'', efter Carit Etlars roman, som blev opført på teatret i foråret 1867. Stykket havde været opført på teatret før, og blev det mange gange efter. Men denne gang kunne det aarhusianske borgerskab muntre sig over, at det skulle opføres af landbeboere, der var kommet til byen. Det var et ungdommeligt selskabet fra Tovstrup i Dallerup Song som skulle optræde, og de fleste havde aldrig set et teater før. Men de var velforberedte. Hjemme i landsbyen havde de nøje øvet stykket og opført det i en lade foran de lokale bønder, og på turen til Aarhus medbragte de selv kulisser og dekorationer og hjemmesyede teaterkostumer. Nysgerrighed gjorde, at forestillingen på teatret i Kannikegade hurtigt blev udsolgt, og så kunne borgerne opleve ''Gøngehøvdingen'' med en god jysk dialekt. Stykket var veludført, og replikkerne faldt som de skulle. Det var en stor succes, og det rejsende selskab fra landsbyen var derfor nødt til at blive i byen og opføre stykket igen.

I den senere del af 1800-tallet kom flere nye teaterstykker til at præge plakaterne, og et af de mest populære var baseret på ''Jorden rundt i 80 dage'' af Jules Verne. Selvom romanen først udkom i den senere del af århundredet, nåede det at blive opført på teatret omkring lige så mange gange som ''Jeppe på Bjerget''. Fortællingen om jordomrejsen skabte især stor glæde i efteråret 1876, da det på bare 16 dage blev opført hele 10 gange.

Byen fik i stedet et nyt stort teater med en teatersal, hvor der i begyndelsen var plads til ikke mindre end 1000 tilskuere. Borgerne var stolte af det nye [[Aarhus Teater]], og det blev snart omtalt som ”Den Jyske Nationalscene”. 15. september 1900 blev det indviet med dets første teaterforestillinger. Den aften kunne teatergæsterne opleve ''Erasmus Montanus'' og ''Prinsessen på ærten'', og som noget helt nyt blev teatersalen oplyst med elektrisk lys. Birck fik næppe selv meget glæde af det nye teater, da han døde blot få uger efter indvielsen.