Johanne Luise Heiberg og Aarhus

Fra AarhusWiki
Johanne Luise Heiberg 1812 - 1890. Skuespillerinde, sceneinstruktør, forfatter

Aarhus 1871 – Johanne Luise Heibergs Jammers-Minde.

Johanne Luise Heiberg blev født 1812 og døde 1890. Igennem mere end et halvt århundrede brillerede hun på Det kongelige Teater som skuespillerinde og siden instruktør. Hele sit voksenliv tilhørte Johanne Luise Heiberg kultureliten. Selv efter hun i 1864 havde trukket sig tilbage fra de skrå brædder, vedblev auraen af storhed at stå om hende, og endnu i dag står hun som et monument over den danske romantik. Det skyldes både hendes kunstneriske talent samt det eftermæle hun efterlod sig i værket ”Et Liv gjenoplevet i Erindringen” og hendes hundredvis af bevarede breve, der med sin lidenskab og skarpe menneskesyn uvægerligt indfanger sine læsere.

Scenerummet på det gamle Aarhus Teater i Kannikegade
Til Jydernes Land

København var hendes hjem, her levede hun sit liv både privat og på scenen. Men de fleste somre rejste hun ud af den beklumrede storby, og i 1871 og 1889 gik sommerrejsen over Aarhus. Herfra skrev hun flittigt til sin nære ven, politikeren A.F. Krieger. Efter sin mand Johan Ludvig Heibergs død i 1860 havde den barnløse enkefru Heiberg adopteret tre moderløse piger fra Vestindien. Sarah, Anna og Lelia var med på hendes ophold i Aarhus i sommeren 1871, hvor de var på gennemrejse til Silkeborg. Som ung stjerne var Johanne Luise Heiberg på sommerturné sammen med sine kolleger fra Det kgl. Teater, og optrådte der på Aarhus´ første teater i Kannikegade. Dengang brød hun sig bestemt ikke om det aarhusianske publikum, som hun fandt alt for provinsielt til at opfatte de finere nuancer i hendes kunst. Det var derfor også med nogen betænkelighed, at hun i 1871 besluttede sig til at rejse til "Jydernes Land" igen; "Jeg kan ikke just sige, at de behagede mig meget dengang, maaske jeg nu kan faae et andet Syn paa dem" , skrev hun til Krieger inden afrejsen.

Dampskibet "Kjøbenhavn", hvor Frue Heiberg og døtre godt nok havde separat kahyt men ikke desto mindre end træls overfart.
Notits i Aarhus Stiftstidende om Fru Heibergs ankomst til Aarhus d.11. juli 1871
Jydske Asyl 1859
Store Torv set mod Lille Torv, 1870.
Hotel Royal, 1870.
At glide henover Bølgerne

Allerede afrejsen fra Toldboden i København gav onde varsler. Johanne Luise Heiberg havde set frem til at sidde i forstavnen på dampskibet ”Kjøbenhavn” og meditere over livet, men da hun og døtrene mandag aften gik ombord var der et voldsomt regnvejr, og skibets dæk ”lignede en lille Ind-sø med Paraplyer over sig i Stedet for Himmel.” Hun fik separat kahyt til sig selv og sine, men ikke desto mindre foregik overfarten kummerligt og krumbøjet. Hvilket dog var paradis imod hvad de andre kvinder ombord var udsat for i den fælles damekahyt, ”der saa ud som et Stykke af Helvedes Rige”. Herrekahytten blev hun også bekendt med, da det var her hun indtog sin aften-the. Her bemærkede hun med et glimt i øjet de ”sovende Adonisser i temmelig uskyldige Toiletter.” De letpåklædte unge mænd i deres køjer har helt sikkert frydet hende.

Aarhus Rådhus 1857 -1941
Brødrene Weis

De heibergske damer ankom til Aarhus tidligt tirsdag morgen og lod sig indlogere på Hotel Royal. Herfra sendte Fruen et bud til møller Andreas Severin Weis, som hun havde kendt fra sin ungdom. Mølleren og hans hustru var begge kunstnerisk anlagte og store støtter for kunsten. De var imidlertid rejst til Schweiz for sommeren. I stedet opsøgte Johanne Luise Heiberg møllerens bror, lægen Hans Christian Weis, der boede i Mejlgade 134. De var undtagelsesvis i byen, men residerede i øvrigt på deres landejendom Åby Østergård, hvor de inviterede hende ud. Fru Heiberg mente at kunne se på lægefruen, at et sådan spontant besøg af fine folk ikke bekom hende vel, så hun takkede høfligt nej til invitationen. Aftalen blev derfor, at Weis dagen efter ville give hende og pigerne en rundvisning i Malerisamlingen, der holdt til på loftet af Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen). Brødrene Weis havde begge været aldeles aktive i etableringen af dette første egentlige kunstmuseum i Aarhus.

Den affekterede Kaptajn

På trods af regnen foretog de fire damer en spadseretur i Aarhus, hvor de stødte på kaptajn Christian Lauritz Svane. Han havde som løjtnant i tre-årskrigen (1848-51) gjort sig temmelig uheldigt bemærket, da han med sine soldater havde plyndret og hærget og i en tysk avis var blevet hængt ud som kirkeskænder. Af sit fædreland var han blevet dekoreret med fine medaljer, og boede på hjørnet af Nørregade og Nørrebrogade i Aarhus. Om det var dagligdag for ham at spankulere rundt i regnvejr med sine ordner på brystet, eller han havde set notitsen i Aarhus Stiftstidende om, at Fru Heiberg med døtre netop denne dag var ankommet med københavnerbåden og han i den anledning havde pyntet sig, findes der desværre ingen oplysninger om. Han opsøgte nu fru Heiberg på gaden, og fortalte at han havde kendt hende som ganske ung pige, hvor han boede overfor hendes forældre i København. Det var på ingen måde den rigtige tilgang til Fruen; hendes barndom havde været kummerlig og på mange måder en kilde til livslang skam for hende. At der nu stod en fremmed mand i en fremmed by og mindede hende om, at han havde oplevet hendes skam på nært hold, kan kun for hende have lignet en utilgivelig anmasselse. Og da han ville pådutte hende og døtrene at vise hende byen og køre en tur med dem, blev det endnu værre. Hun fandt kaptajnen ”yderst latterlig, uagtet han bar Dannebroge paa Brystet”, og viftede ham af sig med bestemt og fyndig elegance. Det morede døtrene meget, men det er næppe sikkert de har været helt klart, hvor dybt det ømme punkt han ramte i deres adoptivmoder i virkeligheden var.

På Sindssygeanstalten

Efter mødet med kaptajnen lejede Johanne Luise Heiberg en drosche og tog på udflugt til Jydske Asyl i Risskov. Hun ville hilse på husbestyrerinden hos overlægen Harald Selmer, nemlig Luise Wiehe, der var søster til hendes nære samspiller i elskerfaget på Det Kgl Teater, Michael Wiehe. Wiehe var død i 1864, men Johanne Luise Heiberg havde bevaret varme relationer til flere af hans slægtninge. Men både overlægen og husbestyrerinden var bortrejst for sommeren. Selvom Johanne Luise Heiberg ikke havde megen lyst til at ”see de ulykkelige Mennesker, som der sukke under Sjælens Tryk”, lod hun sig overtale af kusken til at se ”hvor de Stakler blive begravede, der ere bukkede under for deres Lidelser, og denne var virkelig Værd at see, saa rørende smuk var den an-lagt og vedligeholdt, og hvor der var en skjøn Udsigt over Havet.” Det var dog desværre netop mens hun nød den smukke udsigt, at hun fik et maveonde og straks måtte køres tilbage til hotellet, hvor hun blev i sengen til og med næste dag, og således gik glip af at se malerisamlingen.

Hvorledes man har det i det Hotel

At opholdet i Aarhus ikke just blev fornøjeligt for Johanne Luise Heiberg, skyldtes ikke blot hendes maveonde. Hotel Royal levede bestemt ikke op til hendes forventninger. De havde lejet to værelser, hvorfra hun havde vinduer ud mod Rosensgade og hotellets gård, hvor der fandtes ”den største Mødding, jeg endnu har seet, og denne var de saa gode at rense netop den Dag, vi kom.” Allerede fra tidlig morgen var der en infernalsk larm fra gården, grovsmeden i gyden og torvet. Dertil var hun generet af ”en Hane, der galer med en misundelsesværdig Tenor, og som lever i Uvenskab med en mægtig Kalkun, en Uenighed der gjør alle Hønsene til Skraalhalse; de ere naturligviis alle paa Hanens Partie” – hendes fantasi tillagde fjerkræets støj menneskelige motiver. Desuden kunne hun konstatere "et Mylder af Muus bag alle Tapeter, saa kan De vide hvorledes man har det i det Hotel - Manden hedder Larsen -, som ansees for det bedste i Danmark.” Manden, der hed Larsen, var direktør Frederik Larsen, der havde overtaget hotellet efter sin fars død i 1850. Sandheden tro, som hun alle dage hævdede at være, indrømmede Johanne Luise Heiberg dog at maden var god. Så lidt god omtale gav hun dog manden Larsen og hans hotel.

Efter knap tre dages ophold i Aarhus var det med udelt fryd, at Johanne Luise Heiberg med døtre forlod Aarhus for at tage toget videre til Silkeborg. Herfra kunne hun en uges tid senere veltilfreds se tilbage på de overståede strabadser og berette i et brev til Krieger om sit ophold i Jyllands hovedstad - under overskriften: ”Johanne Luises Jammers-Minde.”


.Badepensionatet Belvedere i Risskov, hvor Fru Heiberg boede på førstesalen i 1889.
.De heibergske damers regninger for opholdet på Belvedere.
.Riis Skov som den tog sig ud på et maleri fra 1880.
.Stiftsprovst Hans Sørensen, som Fru Heiberg fandt utiltalende.
Løglugt

Der skulle gå 18 år, før fru Heiberg igen satte sine ben i Aarhus. Det var 1889. Hun var nu 76 år, ankom med toget og undlod at indlogere sig på Hotel Royal. I stedet boede hun på badepensionatet Belvedere i Risskov, der lå hvor nu villaen ”Skovhuset” ligger. Med sig havde hun adoptivdatteren Anna, sin stuepige, ”Majoren” (sit transportable lokum) og ikke mindst sin hund Bob, ”hele Husets stolthed.”

På det lille pensionat var man næppe vant til en så prominent gæst, for ”Damerne her have gjort sig til en slags Kammerfruer for mig, løber frem og tilbage for at lette mig min Gang. Værten og alle her er yderst artige og opmærksomme.” Værten hed Lauritz Hansen og prisen var 10 kr. for kost og logi pr. døgn - for dem alle tre. Derudover kom det løse som badekort, øl osv. Og betaling for ekstra dinner og souper til hendes kommende svigersøn, Regnar Westenholtz, der til hendes glæde besøgte dem et par dage. Og selvfølgelig i al sømmelighed boede på etagen nedenunder.

Riis Skov fandt hun overordentlig smuk på trods af lugten af ramsløg, som det undrede hende at aarhusianerne var så stolte af, og som de hævdede ikke fandtes mage til noget andet sted i verden, - ”hvilket jo er heldigt”, som hun skrev til Krieger. Her som altid fik den lærde politiker alle detaljer og strøtanker med fra sin veninde. At Johanne Luise Heiberg, der holdt meget af både skov og hav, ville finde stort behag i netop Riis Skov med den frodige bevoksning, skrænterne og det friske hav, kan ikke undre.

Et Kristenmenneske

Lidt omkring kom hun også, og ved disse lejligheder lod hun sig transportere af landauer med kusk, lejet hos J.Chr. Dyhrs Befordringsselskab, der annoncerede med at være det eleganteste i byen. Sammen med Anna og sin niece Sophie Pætges, der drev en børnehave i Aarhus, besøgte hun bl.a. Marselisborg Skov, en tur, som i landauer fra Belvedere kostede 10 kr.

Til gudstjeneste i Aarhus Domkirke kom hun også; ”man maa dog vise, at man er et Christenmenneske.” Stiftsprovst Hans Sørensen, der i Aarhus var kendt som et venligt og engageret gemyt, men i hendes øjne en ”som mig synes ikke tiltalende Skikkelse, men her lader man til at være fornøjet med samme Prædikant, saa det er jo godt – for ham.” Efter prædikenen kørte de en tur i byen.

I begyndelsen af juli måtte Johanne Luise så småt forberede sig på at forlade Aarhus igen, selvom roen og freden ved bugten bekom hende vel. I sine breve våndede hun sig ved at skulle foretage den lange rejse til Hankø i Norge, hvor døtrene ville hen. Ikke mindst frygtede den ærkekøbenhavnske Frue for at dø langt væk fra sit hjem. Men selvom hun prøvede at undslå sig, og hendes helbred ikke var det bedste, fik de granvoksne ”pigebørn” også denne gang deres vilje. Og at lade dem rejse alene uden deres ”Mamse” gik ikke an. Hun havde pengene og - trods sin inderlige kærlighed til pigerne - ikke meget tiltro til, at de kunne opføre sig dannet, hvis ikke de havde en anstandsdame med.

Jernbanen mellem Aarhus og Risskov, som tog livet af hunden Bob. Foto ca. 1890.
Den forbistrede Jernbane

Der skulle dog indtræffe en begivenhed, der i nogen grad overskyggede Johanne Luise Heibergs glæde over opholdet ved Aarhus-bugten. En morgen vækkedes hun af stuepigen, der ”med grædende tårer” fortalte, at hunden Bob var blevet "overkørt af den forbistrede Kystbanen", der siden 1877 havde kørt på kysttrækningen. Det var hende en stor sorg, og karakteristisk for hende hævede hendes tanker sig fra hun fra hundens ulykke til en mere filosofisk livsbetragtning; ”Det gaaer med Hunde som med Menneskene. Her løber saa mange skidne Hunde-Køtere omkring, som Jernbanen har skaanet, medens vor hvide prægtige Bob blev et Offer for den.”

Fru Heiberg selv kom også galt afsted på Belvedere, da hun faldt ned af trapperne. For at berolige de to adoptivdøtre hjemme i København, skyndte hun sig at fortælle, at ”en Plet paa Næsen og lidt blaat paa Kinden blev hele Følgen heraf, og da min Forfængelighed har sagt farvel, saa har jeg ikke taget mig dette Onde nær.” Hendes helbred havde det – alderen til trods – ellers så nogenlunde, og den eneste form for medicin hun indtog, var den obligatoriske morgenøl. På hendes bevarede regninger fra Belvedere ses det, at hun startede hver dag med ½ liter hvidtøl á 15 øre.


De heibergske damers regning for vasketøj hos Julie Dahls vaskeri i Mejlgade.
.Pladsen ved Aarhus Banegård ca. 1890. Foran bygningen ses foruden en omnibus også en landauer, af den type Fru Heiberg blev befordret rundt i Aarhus med.
At rejse med rent linned og Guds hjælp

Inden afrejsen måtte der vaskes og ordnes, og hun og Anna sendte tøj til Julie Dahls vaskeri i Mejlgade 43. Her fik Fruen vasket for 60 øre linned, mens Anna brugte 5,32 kr. Efter knap seks uger på Belvedere i Risskov blev det lille selskab, nu uden Bob, d. 13. juli kørt standsmæssigt til Aarhus Banegård i en af Dyhr´s landauere. Bagagen blev, som ved ankomsten, fragtet i en separat vogn. Herfra tog de toget til Aalborg og videre derfra over Gøteborg til Hankø i Norge.

Året efter, lige før julen 1890, døde Johanne Luise Heiberg i sit hjem ved søerne i København. Med hende døde den sidste levende del af en epoke inden for det danske åndsliv i første halvdel af det 19. århundrede.

At rejsen til Aarhus blev foretaget så relativt kort før hendes død kan være grunden til, at netop regningerne fra opholdet i Aarhus – sikkert ved et tilfælde – stort set er de eneste af deres slags, der er bevarede i hendes privatarkiv på Rigsarkivet.

Kilder og Litteratur

  • Johanne Luise Heiberg: Et liv genoplevet i Erindringen I-V. 4. rev. udg. 1944. Ved Aage Friis, Just Rahbek, Robert Neiiendam og Elisabeth Hude'
  • Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger : en Samling Breve 1860-1889. 2 bind. Ved Aage Friis og P. Munch. (1915)
  • Breve fra og til Johanne Luise Heiberg, I-II, udg. af Just Rahbek, 1955.
  • Marianne Ninna Philipsen: Den dæmoniske lidenskab. Kbh. 2005

Eksterne links

| Den store danske Encyclopædi

| Kvindebiografisk Leksikon

| Teatermuseet i Hofteatret

| Arkiv for Dansk Litteratur

| Wikipedia

Fatal error: The format of the coordinate could not be determined. Parsing failed.