Lisbjerg

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Lisbjerg Kirke, beliggende Bymandsvej 26, Lisbjerg. Foto: Ib Nicolajsen, 2018.

Lisbjerg er en landsby i Aarhus Kommune, der i 2010'erne og 2020'erne var under udvikling til at blive en større forstadsby til Aarhus. Lisbjerg er beliggende ca. 6 km nord for Aarhus i et markant bakkelandskab præget af Egådalen mod syd og Lisbjerg Skov mod nord. Lisbjerg gennemskæres af Randersvej, og mod vest afgrænses byen af Nordjyske Motorvej, mens byen mod syd afgrænses af Djurslandsmotorvejen. Hovedsognet Lisbjerg Sogn indeholder også den lille landsby Lisbjerg-Terp.

Byen hørte i perioden 1842-1962 til den tidligere Hasle-Skejby-Lisbjerg Sognekommune og 1962-1970 til Århus Købstadskommune, hvorefter den ved kommunesammenlægningen i 1970 blev en del af Aarhus Kommune.

Lisbjerg havde 846 indbyggere i 2017, men dette tal skulle senere ændre sig som følge af den storstilede udviklingsplan for Lisbjerg som blev godkendt den 22. august 2018 af Aarhus Byråd. Udviklingsplanen var kommunens og et af Danmarks største byudviklingsprojekter. Fuldt udbygget ansloges det at Lisbjerg ville komme til at huse op imod 25.000 nye indbyggere samt tusindvis af arbejdspladser.

Landsbyens tidlige historie

Lisbjerg efter gennemførelsen af landevejen i 1849. Man kan dog fornemme den oprindelige forteby, hvor gårdene indrammede en stor, oval forte. Udklip fra Historisk Atlas, historiskatlas.dk, 1840-1899

Lisbjerg ligger på den nordlige skråning af Egådalen ved Lisbjerg Skov og er forbundet til Skejby og Aarhus af Randersvej. Lisbjerg Kirke blev oprindeligt opført i begyndelsen af 1100-tallet og er en af de ældste kirker i Danmark.

Landsbyen omkring kirken opstod ligeledes i middelalderen og var oprindeligt en forteby, hvor gårdene indrammede en stor, oval forte. Denne type landsby kendes særligt fra midelalderen, og forten fungerede som et åbent fællesareal, hvor landsbyens dyr blev samlet og vandet. Uden om samlingen af gårde var jorden opdyrket. Selvom landsbyens struktur tyder på, at den stammer fra middelalderen, findes tegn på, at mennesker allerede levede i området i oldtiden. Der er blandt andet fundet grave og høje fra både Stenalder og Jernalder.

Lisbjerg har igennem tiderne været en af de store landsbyer nær Aarhus. Lisbjerg by og sogn blev opmålt i 1800 med henblik på den forestående udskiftning; denne blev prøvet ved eftermåling i 1816. Lisbjerg blev stjerneudskiftet , hvor gårdene i stor stil blev liggende inde i landsbyen. Omkring år 1800 var der i Lisbjerg 20 gårde, 4 bolsteder og 20 "huse". Det store antal gårde og bolsteder havde til følge, at 3 af gårdene fik udlagt mark ved byjordsgrænsen og derfor hurtigt flyttede ud, men bortset her­fra og fra udfyldningen af fortepladsen har Lisbjerg helt op til 1970'erne udvist en forbavsende stabilitet i sin bebyggelsesform.

Byen blev delt af landevejen

Luftfoto af Lisbjerg. Foto: Stadsarkitektens kontor, 1974

I 1849 fik landevejen sit nuværende vestligere forløb tværs over den gamle forteplads, og denne blev fra om­kring 1875 og frem til århundredskiftet bebygget med håndværker-, arbejder- og aftægtshuse, således at fortepladsen i dag vanskeligt kan erkendes. Derimod blev de fleste af gårdene liggende på deres gamle plads i gårdkransen, og en del af det nuværende vejnet er resterne af den gamle ringvej omkring forten.

Andelsmejeriet

I perioden 1887 til 1963 havde Lisbjerg et andelsmejeri. Kort tid efter åbningen af mejeriet i 1887 fremgik en notits i Jyllands-Posten. Med overskiften 'Mejerist Søges' havde R.R. Møller fra Lisbjerg Andelsmejeri indsat teksten: "Til 1. November kan en yngre Mejerist faa Plads. En, som ønsker videre at uddanne sig, vil blive foretrukken. Samme Sted kan en mandlig Elev faa Plads. Nærmere Underretning faas af Undertegnede". Mejeriet bestod af en hovedbygning ud mod vejen samt en baggård med bygninger, hvor varer kunne køres til og fra. Dette foregik frem til et godt stykke op i 1900-tallet via hestevogn. I første halvdel af 1900-tallet gik man dog over til biler og lastbiler. Mejeriet lå midt i byen ved Randersvej, og den gamle bygning findes stadig på adressen Randersvej 372 og 374 i dag.

Lisbjerg i det 21. århundrede

Lisbjerg sogn havde i 2022 1.234 indbyggere, hvoraf størstedelen var fordelt på det område, der udgjorde den oprindelige landsby.

Randersvej er stadig den primære tilkørselsvej og færdelsåre, der på den ene side separerer den gamle landsby i to dele, men på den anden side også knytter byen til Aarhus som en kommende dynamisk satellitby, der ventes at huse mange tusinde indbyggere over de første årtier af 2000-tallet. Da landevejen mod Randers først blev anlagt fjernedes den gamle vej indtil Lisbjerg by mod den centrale forte. Den gamle tilkørselssvej havde ligget lige sydvest for kirken ved Marie Belows Vej, hvor der løber en lille kirkesti.

Randersvej i Lisbjerg by var før bilismens tidsalder præget af at have karakter af en álle hvor træer rejste sig højt i hver side af vejen i det centrale Lisbjerg. Senere blev vejen asfalteret og udvidet med dedikerede cykelstier i hver side, i hvilken forbindelse træerne blev fældet.

Vest for det gamle Lisbjerg ligger AffaldsCentret i Aarhus med Lisbjerg Forbrændingen som et tydeligt vartegn i hele den nordlige del af Aarhus Kommune. Lige vest for denne ligger den nye Lisbjerg Genbrugsstation, der stod klar i 2021.

Langs Radnersvej mod nord ligger Park13, der er en af de største autentiske japanske haver i Danmark med mere end 10.000 m². Haven blev genåbnet for offentligheden i 2014 efter en længere lukning og skiftende ejere. Der er tilknyttet café og restaurant samt event- og konferencecenter til haven.

I den sydlige del af Lisbjerg Skov, tæt på selve byen ligger First Camping Aarhus, en stor campingplads med opvarmet udendørspool til årets solrige dage, en fartfyldt legeplads til hurtige små ben, minigolfbane og opholdsrum med billardbord.

Byudviklingsplan for Lisbjerg

Lisbjerg med forbrændingsanlægget i baggrunden. Foto af Ib Nicolajsen, 2018.

Aarhus Kommune oplever en stigende efterspørgsel på erhvervsejendomme, og med en generel befolkningstilvækst på 4.-5.000 hvert år tillige på boliger. Aarhus Kommune udpegede i kommuneplanen i 2001 Lisbjerg som højt prioriteret byudviklingsområde, og i 2012 overgik udviklingsopgaven videre til Arealudvikling Aarhus for at gøre brug af erfaringerne med nye byudviklingsværktøjer benyttet ved udviklingen af De Bynære Havnearealer.

Planen er, at Lisbjerg med tiden skal huse 20-25.000 indbyggere foruden erhverv, butikker og offentlige funktioner. Grundet den lange realiseringshorisont på mere end 60 år ønsker Aarhus Kommune som overordnet tilgang til planlægningen af Lisbjerg at tage afsæt i en værdibaseret planlægning. Fremtidens Lisbjerg skal således ikke tegnes eller planlægges efter en på forhånd stramt komponeret, fysisk struktur, men skal planlægges som improvisationer over en række fastlagte strategier, kvaliteter og værdier.

Aarhus Kommune har udpeget syv delstrategier, der tilsammen skal sikre Lisbjerg som fremtidens attraktive byområde: bæredygtighed, bykvalitet og mangfoldighed, natur- og landskabskvalitet, arkitektonisk kvalitet, historisk forankring og borgerinddragelse. Lisbjerg er beliggende 7 km fra Aarhus midtby, men beboerne får nem adgang til byen via en planlagt supercykelsti til 98 mill. kr. og letbanen.

Udviklingsplanen indeholder desuden en række punkter, som man starter med at arbejde med. Det gælder bl.a. et forskønnelsesprojekt for Randersvej, etablering af stiforbindelser til nabolandsbyerne og en forlægning af Ny Høgemosevej vest om Lisbjerg, så den tunge trafik til forbrændingsanlægget ikke længere skal ad Randersvej gennem Lisbjerg.

Beskrivelse i landsbymiljørapporten 1974

Følgende beskrivelse er citeret fra rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974.

Klassificering: Kernelandsby i klasse 4.

Geografi og bevoksning:

Den ligger højt på en bakketop med en del af byen strækkende sig ned over den nordlige skråning af Egå-tunneldalen. Såvel mod som fra landsbyen er udsigten enestående, især har man fra byen en storslået udsigt mod øst over bugten og mod syd ind over Århus.

Byen har af grønne områder, der bidrager positivt til miljøet, kun kirkegården, og beplantning som sådan er ikke særlig fremtrædende, idet der kun findes få og spredte træer ved de gamle gårde.

Lisbjerg med Aarhus N og Aarhus i det fjerne. Foto: Ib Nicolajsen, 2018.

Bygninger og erhverv:

Partiet omkring Bymandsvej ved kirken udgør med sin bebyggelse af håndværker- og af­tægtshuse fra århundredskiftet et fint miljø, ligesom partiet omkring Smoven, der dels består af tilsvarende huse og dels af et par gårde fra den gamle gårdkrans.

I den gamle gårdkrans var der endnu 9 gårde, der blev drevet som landbrug. Målt efter antal arbejdspladser var service vigtigste erhvervssektor. Den var som industrien hovedsagelig lokaliseret langs Randersvej. De 91 ejendomme består af, udover landbrug, beboelseshuse med udhuse, 3 forretninger, 3 værksteder og 8 lagerbygninger. Herudover findes 3 offentlige bygninger, nemlig 1 kirke og 3 med andet.

Vejnet:

Trafikforholdene er klart domineret af den gennemgående hovedvej, der med sin opdeling af byen og gener i form af støj, stor trafikbelastning og høj hastig­hed påvirker miljøet i byen i kraftigt negativ retning. Det øvrige vejnet i byen har overvejende lokal karakter med ringe trafik. Lisbjergs hovedproblem har i en årrække været den voksende trafik gennem byen. Vejbelægningen består hovedsageligt af asfalt og der findes enkelte fortove, specielt langs Randersvej.


År 1974
Indbyggertal 300
Antal bygninger 124 bygninger fordelt på 91 ejendomme
Antal bygninger klassificeret som bevaringsværdige 7 + kirken
Særkende for landsbyen Bortset fra de nærmeste omgivelser omkring landevejen har den dog forbav­sende længe bevaret sit gamle præg. På lidt længere sigt truer betydeligt mere gennemgribende ændringer byen som kernelandsby, idet Lisbjerg-området indgår i det nordlige byudviklingsområde for Århus. De første skridt har været kommunens erhvervelse af praktisk taget al landbrugsjord i byen samt udarbejdelse af lokalplaner for en del af området.

Kilde: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.

Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.

Lisbjerg på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Lisbjerg

Litteratur og kilder: