Brabrand
Brabrand er en forstad til Aarhus, der ligger godt 6 vest for centrum af Aarhus, lige nord for Brabrand Sø. Byen hører til Brabrand Sogn, Aarhus Vestre Provsti og Aarhus Stift. Indtil den store kommunalreform i 1970 lå Brabrand i Brabrand-Sønder Årslev Kommune. Efterfølgende blev Brabrand en del af Aarhus Kommune.
Historien om Brabrand tager sit udgangspunkt i middelalderlandsbyen, der lå tæt ved Brabrand Sø og havde vidtstrakte jordtilliggender i det kuperede terræn mod nord. Brabrand var af typen slynget vejby og blev udskiftet den 6. juli 1782. Landevejen til Silkeborg løb igennem byen, og i 1862 blev Brabrand stationsby.
Oldtid og middelalder
Forskellige fund af flinteredskaber, rester af oldtidshøje og et lille grubehus viser, at der har levet mennesker ved nuværende Brabrand i tusindvis af år. Efter den sidste istid var området – ligesom resten af landet dækket af skov – men gennem århundreder blev ny jord taget ind til dyrkning, og efterhånden opstod det område, der kom til at udgøre landsbyen Brabrands markområde. Det ældste af landsbyen Brabrand har bestået af en række gårde med beliggenheden langs en landevej fra øst til vest og var dermed en såkaldt vejby.
Indtil middelalderen var det bønderne selv, der i udgangspunktet ejede deres egne gårde, men herefter kom mange gårdejere i økonomiske vanskeligheder, hvorefter de overdrog deres besiddelser til herremændene eller kirken. Under middelalderen blev kirken ejer af så godt som alle fæstegårde i Brabrand Sogn. Altså bortset fra gårdene inde i selve landsbyen Brabrand, hvor kirken kun kom til at eje præstegården. Brabrands gårde var i stedet ejet af en adelsslægt fra Brabrand Hovgård, der lå sydvest for kirken ned mod søen. Af markbogen for 1683 fremgår det, at denne gård hørte til en gruppe af gårde, der ikke kun havde deres agre liggende ved siden af hinanden, men som desuden var de eneste, der havde andel i et par af bymarkens store områder. På dette tidspunkt fandtes der 13 gårde og tre huse med jord i landsbyen.
Kirken
Ud over gårde og småhuse, lå der i middelalderens Brabrand naturligvis Brabrand Kirke, der sandsynligvis blev opført i 1200-tallet i rå og kløvede kampesten. Over de næste mange hundrede år gennemgik kirken flere ombygninger. Den kirke, vi i dag kan se i Brabrand, er i alt væsentlighed et resultat af en større renovering og ombygning udført i 1924-1925 efter tegninger af arkitekt Harald Lønborg-Jensen. I 1979 fandt endnu en udvidelse sted, da man byggede et nyt våbenhus. Arkitekterne, Jørgen og Kai Schmidt, forblev tro over for det oprindelige udgangspunkt, da de i det store hele fulgte tankerne bag Lønborg-Jensens udvidelse.
Kirken i Brabrand fremstår dermed i en ganske anden form end i katolsk tid. Der er dog endnu bevaret detaljer fra romansk tid, idet korbuen og et par af vinduerne stammer fra denne tid, ligesom syddørens karmsten i 1924 blev anbragt i døren mellem skibet og det nuværende tårn. Også kirkens inventar kan siges at repræsentere forskellige perioder i dens historie. Kirkens nuværende altertavle var oprindeligt en renæssancetavle fra 1595, og i tavlen er indsat et værk af kunstneren Jens Hansen, Aarslev. Motivet er Jesu vandring på søen. Prædikestolen er fra 1650, og er blevet ændret flere gange, senest i 1924. Det ældste inventar i kirken er den romanske døbefont fra 1200-tallet.
Udvikling til stationsby
I 1862 kom jernbanen til byen, da banen mellem Aarhus og Randers blev indviet. Indvielsen fandt sted den 3. september under pomp og pragt med deltagelse af blandt andre kong Frederik 7. og grevinde Danner. Efter kongens ordre stoppede toget flere gange på sin tur nordpå, og første stop var på Brabrand Station. Dagen efter åbnede banen for offentligheden. Der skulle dog gå nogle år, før de lokale for alvor tog jernbanen til sig, når de skulle rejse fra Brabrand til Aarhus. Jernbanen var en luksus mange ikke havde råd til, hvorfor turen til Aarhus i årene efter 1862 for mange stadig blev tilbagelagt til fods.
I 1865 var der i Brabrand 36 gårde og huse, som lå på strækningen langs Hovedgaden. Byen havde indtil 1862 kun en gennemgående gade, men derefter anlagdes Jernbanevej langs nordsiden af banegraven, og byen havde nu to færdselsruter. Jernbanen skabte ligeledes vækst i byen, og Brabrand ændrede sig stille og roligt fra landsby til stationsby. Særligt i 1890'erne havde byen vokseværk, og på flere områder, der hidtil havde været ubebyggede, begyndte man nu at opføre beboelseshuse.
Den gamle landsby med bindingsværksgårde måtte allerede fra det tidlige 1900-tal begynde at vige pladsen for stationsbyens fleretagers ejendomme. I perioden 1908-1913 blev de gamle bindingsværksgårde langs Hovedgadens sydside samt på begge sider af Søvej nedrevet. I 1936 var det en bindingsværksgård ved Tværvej, der forsvandt, og i 1953 blev de to sidste tilbageværende bindingsværksgårde på Hovedgadens sydside nedrevet. I 1960 var det to gårde på Hovedgadens nordside, der forsvandt. Den sidste bindingsværksejendom langs Hovedgaden (nr. 38) blev nedrevet i 1970’erne. Udover en af længerne på Brabrand Hovgård på Stadevej 3 ligger den eneste tilbageværende, oprindelige bindingsværksgård i Brabrand på Tværvej 3.
Et af de nye kvarterer blev anlagt lige vest for kirken, hvor en helt ny type bykvarter i Brabrand opstod i løbet af 1900-tallets første par årtier. Her blev udstykket grunde til villabebyggelse - blandt andet langs Voldbækvej, og flere af de nye Brabrand-beboere var aarhusianere, der byttede Midtbyens trange lejligheder ud med flere kvadratmeter, lys og luft.
Det tiltagende byggeri trak håndværkere og handlende til Brabrand, og indbyggerne ernærede sig nu ikke længere hovedsageligt af agerbrug, men også af industri, handel og gartneri. I begyndelsen af 1900-tallet steg indbyggertallet yderligere, og byen voksede ud over den gamle landsbys område.
I stedet for gårdene blev der opført bygninger så som missionshus, en spare- og lånekasse, brugsforening, gæstgiveri, afholdsrestaurant og flere industrielle virksomheder som savskæreri, maskinsnedkeri, cementvarefabrik, legetøjsfabrik. Der blev desuden etableret elektricitets- og vandværk i Brabrand.
I dag er det ikke kun de gamle bindingsværksejendomme, der er forsvundet fra Hovedgaden. Flere af de bygninger, som definerede stationsbyen Brabrands forretningsliv, er i dag nedrevet til fordel for mere monotone to-tre etagers beboelsesejendomme.
Broge i Brabrand
En af de mest prominente borgere, som Brabrand har haft er Hans Broge. Broge var gennem årtier Aarhus’ største og mest indflydelsesrige købmand. På det skrånende terræn lige nord for banen fik han opført en villa, der stod indflytningsklar i 1868, og som primært blev brugt som sommerresidens for Broge-familien. På den tilhørende grund fik han anlagt et anlæg, der blev beplantet ligesom en stor sten blev nedsat. I 1901 blev anlægget skænket til Brabrand-Sønder Årslev Kommune, og området kaldes i dag Hans Broges Bakker.
I 1980’erne lå den smukke gamle villa, stadig i bakkerne – om end noget misvedligeholdt. Villaen blev af den anerkendte arkitekturhistoriker N.J. Israelsen betegnet som den ældste egentlige villabygning, der var bevaret inden for Aarhus Kommunes område. Broges villa stod dog i vejen for et nyt boligprojekt med stærke kapitalinteresser bag. 120 lejemål skulle klemmes ind på grunden ifølge lokalplan 216, som i 1985 blev forelagt byrådet. På trods af store protester, splittelse i byrådet og flere hundrede indsamlede underskrifter blev villaen nedrevet i 1987. På grunden står i dag Hans Broges Have, som består af boligblokke opført i røde sten.
Gellerup
Gellerup er officielt tilhørende sit eget sogn - Gellerup Sogn, men er en del af postnummeret Brabrand. I de nyere år har Gellerup påvirket udviklingen i området meget. Specielt i aviserne har Gellerup haft en stor rolle på grund af det boligbyggeri, Gellerupparken, som Brabrand Boligforening har i området. Gellerupparken er opført mellem 1967-1972 og tegnet af arkitekterne Knud Blach Petersen (1919-2008) og Mogens Harbo. Oprindeligt var Gellerupparken tiltænkt til at skulle være moderne lejligheder med alt, hvad man kunne ønske sig af fællesanlæg og tilbud. Med tiden har parken udviklet sig fra at være moderne til at være et udfordret boligkvarter, hvilket har ført til vedtagelser om væsentlige transformationer.
Brabrand Nord
Nord for den oprindelige landsby opstod i mellem 1950 og 1980 et helt ny boligområde på jord fra blandt andet Holmstrup gård, Holmstrup Mark og højen Skjoldhøj. Før 1950'erne bestod området hovedsageligt af nogle enkelte husmandssteder og gårde med tilhørende marker. Det store parcelhuskvarter Skjoldhøjparken og Skjoldhøjkollegiet var noget af det byggeri, der blev opført på området.
Byggeriet af Skjoldhøjparken blev indledt med en villaudstilling i 1968, hvor bl.a. arkitekterne Friis & Moltke deltog. Udbygningen af kvarteret blev afsluttet mod syd i 1975, og mod øst blev de sidste parcelhuse bygget omkring 1983.
Indtil kommunesammenlægningen i 1970, lå Skjoldhøjparken i Brabrand-Sønder Årslev Kommune. I dag ligger kvarteret under postnummeret 8381 Tilst i Aarhus Kommune under Skjoldhøj Sogn. Bebyggelsen består af 1.014 parceller, og områdets grundejerforening er således landets største.
Skjoldhøjkollegiet ligger stadig under postnummeret 8220 Brabrand.
Befolkningsudvikling i Brabrand
| År | Befolkning |
|---|---|
| 1801 | 381 |
| 1850 | 705 |
| 1870 | 427 |
| 1880 | 514 |
| 1901 | 1477 |
| 1916 | 1352 |
| 1930 | 2650 |
| 1955 | 4315 |
| 1960 | 5699 |
| 2010 | 6618 |
Brabrand på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Danmarks Kirker
- J. P. Trap: ”Danmark, bind 8,” fra 1964
- August F. Smith: ”Brabrand og Aarslev Sognes Historie, bind 1-7”, fra 1938-1955
- Webkort for Aarhus Kommune (link oktober 2021)
- Krak, historisk kort, https://map.krak.dk/?c=56.272667,10.174552&z=17&l=historic
- https://da.wikipedia.org/wiki/Skjoldh%C3%B8jparken
- Historisk Atlas, historiskatlas.dk
- http://digdag.dk/
- Kommuneatlas Århus 1. Byens og landsbyernes bevaringsværdier. 1997.
