Højbjerg

Fra AarhusWiki
Højbjerg set fra luften, 1956.
Foto: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.

Højbjerg er et kvarter i det sydlige Aarhus.

På et matrikelkort over Skåde By fra 1816 kunne det ses, at området syd for Skambækken (Varnabækken) blev kaldt Skitpøt Blokker, som senere blev til Skidenpøt. Dette liden flatterende stednavn er senere blevet forklaret med, at det tidligere var et skident sted at komme forbi, når man færdedes ad Hads Herreds Vej, nu Oddervej.

Omkring år 1900 kom der spredte villabebyggelser i området. Købmand Carl Frederik August Jensen overtog i 1902 fra et konkursbo en nyere villa, som han derefter kaldte Villa Højbjerg. På den sydlige side af vejen lå ejendommen Højbjerggård. Nogle år senere etablerede man den private vandforsyning Højbjerg Vandværk (1907). Hermed var vejen i 1909 banet for at udskifte Skidenpøt med det mere velklingende Højbjerg.

Efter en langsom start i 1920’erne med spredte udstykninger og villabebyggelser langs Rosenvangs Allé, Miltonsvej og på gården Saralysts jorder tog udviklingen fart i årtierne efter, og Højbjerg gik fra ved århundredskiftet at være et landliggerkvarter til at blive en fremtrædende forstad.

Området præges i dag af næsten fuldt udbyggede villakvarterer og ganske få steder med etagebyggeri. Den vestlige del af Højbjerg er hovedsagelig præget af vejnavne efter fremtrædende danske kunstmalere.

Højbjerg på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Højbjerg

Litteratur og kilder

  • Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018