Holme Sogn

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Luftfoto af Holme fra 1954. Foto: RAF

Holme Sogn ligger i Aarhus Kommune og er et sogn i Aarhus Søndre Provsti (Aarhus Stift). Indtil Kommunalreformen i 1970 lå sognet i Ning Herred. Sognet var i 2022 hjemsted for 10.164 indbyggere, hvoraf 7.178 var registrerede medlemmer af folkekirken.

Mod nord grænser sognet op til Fredens Sogn og Viby Sogn, mod vest Ravnsbjerg Sogn og Tranbjerg Sogn, mens det i syd og øst grænser op til Skåde Sogn.

Skåde Sogn blev udskilt fra Holme Sogn i 1949.

Sogneområdet omfatter blandt andet:

Sognets historie

Sognets byområder, kendetegn og vartegn

Holme Sogn er i særdeleshed tætbebygget i sin nordlige del, mens der helt i syd er flere åbne arealer med landbrug. I den nordlige del af sognet ses flere typer af boligbebyggelser, der både inkluderer parcelhuskvarterer og etage- og rækkehusbebyggelser. Rundhøj-områdets store murstensbebyggelse ved Rundhøj Allé skiller sig ud med sin store åbne arealer med opdelte og sammenhængende bygningskroppe der snor sig i landskabet nord for Holmevej.

Den gamle landsby Holme er omgivet af bebyggelser, og bortset fra enkelte snoede veje nær Holme Kirke, kan det være svært at forestille sig en lille landsby på dette sted. Mange af tidligere tiders gårdbebyggelser er væk eller omdannet til anden brug, og supermarkedskæder som Føtex og Rema 1000 står for at servicere lokale borgere i det centrale Holme med dagligvarer. Mod vest, særligt ved Axel Grühns Vej mod Ringvej Syd er der opstået større industri og erhverv i form af bl.a. Salling Group og Johnson Controls.

Syd for Ringvej Syd ligger Håndværkerparken, som er et større alment boligområde opført i 1980´erne. Øst for Håndværkerparken ligger et blandet parcel- og rækkehuskvarter på Holme Parkvej samt de lidt nyere parcelhusområder Madsbjergparken og Margretelunden.

Tishøj

Tishøj er en rundhøj, som sammen med flere af områdets andre rundhøje, har givet navn til området "Rundhøj". Højen er, bortset fra synet af den stejle og bakkede villavej Elverdalsvej, stort set ikke synlig for det blotte øje, da højen er omsluttet af villaer og skovvækst.

I 1894 blev højen ved en museal berejsning af Nationalmuseet omtalt med følgende ord: "En vel bevaret Rundhöi "Tishöi" med Grönsværsdække 3 M. höi, 19 M. i Tværmaal. Ligger paa Toppen af en naturlig Banke."

Holme Kirke

Oprindeligt lå der en middelalderlig romansk kirke, hvor Holme Kirke ligger i dag. Den gamle kirke blev nedbrudt i 1882 på grund af dårlig vedligeholdelse. Samme år blev den nuværende kirke rejst på den gamle kirkes plads, på en banke midt i den tidligere landsby. Den nye kirke blev opført ved kongelig bygningsinspektør for Jylland, Vilhelm Theodor Walther (1819-1892).

I 1968 indledte man en omfattende restaurering, og kirken blev stærkt ombygget og udvidet ved arkitekterne Aksel Skov og Aage Kristensen.

Læs mere her: Holme Kirke

Befolkningsudvikling i Holme Sogn

År Befolkning
1850 723
1901 1.118
1945 4.113
1955 2.318
1970 8.427
1980 8.058
1990 8.979
2000 9.648
2002 9.893
2007 10.047
2010 10.226
2015 10.293
2020 10.238
2022 10.164

Se også

Holme Sogn på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Holme Sogn

Litteratur og kilder