Frimurerlogen Sct. Clemens
Frimurerlogen Sct. Clemens har i mere end 100 år holdt til i den pompøse bygning på Christiansgade 6-8.
Bygningen
Bygningen blev opført 1907-08 og er tegnet af arkitekt og frimurer E. A. Achen. Achen havde tidligere stået for ombygningen af en række større hoteller herunder Hotel Royal i Aarhus. Senere tegnede han i samarbejde med arkitekt Thorkel Møller også en af Bispetoftens andre markante bygninger, Ny Jyske Kreditforenings kontorbygning på hjørnet af Åboulevarden og Emanuel Sejrs Gade.
Bygningens relieffer inde og ude er udført af billedhuggeren Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964), mens seks store frescomalerier er udført af kunstneren Frederik Carl Kristian Hansen Reistrup (1863-1929), der tillige har udført udsmykningen af Aarhus Teater og Erhvervsarkivets og Aarhus Stadsarkivs læsesal.
Oprettelse
Logen blev oprettet i 1871 og er opkaldt efter domkirkens skytshelgen Sct. Clemens. Deres første logesal lå i Amaliegade, hvor Folkets Hus senere kom til at ligge. Den første ordførende mester, leder af logens kammerråd, var branddirektør J.V. Esmann. Logebygningen blev indviet 21. oktober 1908 i overværelse af Frederik VIII, som var den danske frimurerordens højeste styrer.
Frimurerlogen Sct. Clemens på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|