Frederiksbjergs indlemmelse

Da Frederiksbjerg blev koblet på Aarhus

Frederiksbjerg kender vi i dag som en bydel i Aarhus, men før 1874 var området en del af Viby Sognekommune. Det ændrede sig med anlæggelsen af jernbanestationen og dens placering i 1862. Aarhus Stadsarkiv fortæller her historien om bydelens indlemmelse i Aarhus Købstads-kommune.

Frederiksbjerg er en bydel i Aarhus, der ligger inden for området Søndre Ringgade, Ankersgade, Hallssti, (og nuværende) Værkmestergade, Spanien, Strandvejen, Marselis Boulevard og Joh. Baunes Plads. Området opdeles reelt i Frederiksbjerg vest og Frederiksbjerg øst. Hovedparten af Frederiksbjerg blev navngivet i 1870.

Baggrunden for indlemmelsen

Jernbanestationen i Aarhus blev indviet i 1862 på samme sted som den i dag. Den lå for enden af Fredensgade, da ingen af de andre tilstødende gader endnu var anlagt. Det var lige op til grænsen til Viby Sogn. Etableringen af banen og en havneudvidelse gav markante vækstmuligheder for byen, og det kaldte på byudvidelse og nybyggeri til både indbyggere og virksomheder. Området i den sydlige del af Aarhus havde udsigt til at blive fuldt udbygget, og på den anden side af kommunegrænsen, i Viby Sognekommune, var en del nybyggeri skudt op.

Det var urimeligt, mente Aarhus Kommune, at de i Viby fik del i det vækstcentrum, der opstod omkring jernbanen, når det var skabt af Aarhus Kommune. Andre problemer for Aarhus Kommune var, at den ikke havde kontrol med bygnings- eller sundhedsvæsen i det nye kvarter, og at størstedelen af beboerne i kvarteret arbejdede i Aarhus, men betalte skat til Viby. I sognerådet i Viby var man derimod bekymret over udsigten til at få et arbejderkvarter og større udgifter til skolevæsenet uden at få tilstrækkeligt ekstra i kommunekassen fra skatterne. Fra begge sider var der interesse for at finde en løsning, også fordi der var en del flytteri frem og tilbage mellem Aarhus og Frederiksbjerg, hvilket var besværligt med hensyn til fattigforsørgelse, skolegang og politi. Dog var der ikke enighed i Aarhus Byråd, hvor 11 stemte for og 6 imod indlemmelsen. Mindretallet mente, at det ville blive alt for dyrt. Aarhus Kommunes forhandlinger med Viby Sognekommune resulterede i, at 88 tønder land blev indlemmet i 1874. Det indlemmede areal skubbede Aarhus’ sydlige bygrænse til omtrent der, hvor Ingerslevs Boulevard og Odensegade forløber i dag.

Hvad der ellers kunne være sket

Med til historien hører, at det var Rigsdagens lov om Anlæg og Drift af Jernbaner i Kongeriget af 1861, der bestemte en linjeføring i Jylland og med Aarhus som knudepunkt. Aarhus-valgte medlemmer af Rigsdagen havde fået forhindret, at knudepunktet blev i Brabrand. De delegerede og Aarhus Byråd fik derimod ikke deres vilje, hvad banegårdens placering i Aarhus angik, for de havde ønsket den placeret i den nordlige ende af byen ved Mejlgades Port.

M. P. Bruun og Bruuns Bro

Af de 88 tønder land, der blev indlemmet, ejede fabrikant Mads Pagh Bruun de 28 tønder, så bystyret måtte forhandle med ham om køb af jord. M. P. Bruun (1809-1884) havde købt jorden i 1852 og anlagt en klædefabrik. Han var uddannet i faderens forretning i Assens, for i 1835 at blive medejer, og senere leder, af klædefabrikken Bruunshaab ved Viborg. Han var samtidig meget politisk aktiv som nationalliberal og blev medlem af både Rigsrådet, Lands- og Folketinget. Fra 1862-1869 var han formand for Landstinget. Han etablerede sig syd for Aarhus og flyttede ind i Jægergården i 1857, et oprindeligt markhus under Marselisborg Gods. Jægergården var i flere år samlingssted for byens og omegnens politiske interesserede. Ifølge indlemmelsesbetingelserne skulle Aarhus bekoste en bro over banelinjen, fordi de eneste to forbindelsesveje til den nye bydel var Frederiks Allé og Spanien-Jægergårdsgade. M. P. Bruun skænkede det fornødne areal omkostningsfrit, mod at kommunen påtog sig at bygge broen og anlægge en vej op til Jægergårdsvej (fra 1924 Jægergårdsgade) – og navngive gaden efter giveren. Broen blev i første omgang kaldt Banegårdsbroen, men i folkemunde blev den til Bruunsbro. Anlæggelse af broen medregnet vand- og gasledninger kostede 15.200 rigsdaler. Selvom gadearealet blev kommunalt, skulle grundejere langs med vejen over Bruuns grund være med til at finansiere brobelægningen. Bruun kunne derfor love, at refundere 3.000 rigsdaler, når han fik solgt Jægergårdens marker. Broen blev med tiden meget befærdet og blev derfor udvidet på det østlige fortov i 1907. Den nuværende Bruunsbro er fra 1920-21.

Vækst i den nye bydel

Frederiksbjerg voksede frem som et arbejderkvarter i de følgende årtier. Bydelen kom også til at rumme en del fabriksvirksomheder som Aarhus Oliefabrik og Statsbanernes Centralværksteder. Da bydelen blev indlemmet i Aarhus, var beboerne i centrum af byen socialt blandet, mens arbejderne bosatte sig i nybyggeri på Frederiksbjerg og i Øgadekvarteret. Skønt Frederiksbjerg omkring 1880 stadig var så meget ude på landet, at beboerne måtte finde sig i risikoen for at blive kaldt ”bønder”, gik væksten på Frederiksbjerg stærkt. Da bydelen i 1870 fik sit navn, boede der 300 mennesker, i 1875 2.000 og omkring århundredeskiftet 10.000. På grund af den voldsomme stigning i befolkningstallet i Aarhus og på Frederiksbjerg, blev Sct. Pauls Sogn oprettet og en ny kirke, Sct. Pauls Kirke, bygget i 1880’erne. Sognet Frederiksbjerg var omkring 1900 blevet det største i provinsen.