Indlæser kort...

Vestergade 60 er en adresse i Vestergade i Aarhus Midtby.

Vestergade 60 med restauranten Ristorante Pizzeria AmoRomA. Fotograf Ib Nicolajsen, 2022, Aarhus Stadsarkiv.
Vestergades Hotel ved gæstgiver J. P. Schøtts Enke i Vestergade 60. To voksne og et barn står i døråbningen. Ukendt fotograf, ca. 1910, Aarhus Stadsarkiv.
Udsnit af matrikelkort over Aarhus Bygrunde, 1865-1867. Kortet viser den vestlige ende af Vestergade, hvor man kan se Vestergade 60's matrikel 503 nederst i billedet samt den tilhørende matrikel 524 lige nord for. Udsnittet er hentet fra Geodatastyrelsens Historiske kort på nettet.

Vestergade 60 ligger på matrikel nr. 503 og havde før det moderne husnummersystems indførelse i 1869 nr. 636A, og før det fortløbende husnummersystems indførelse i 1829 havde den nr. 25. I dag ligger der et toetagers, hvidt bindingsværkshus med sorte bjælker, der blev opført i 1725, på adressen. Bygningen er dømt bevaringsværdig med en samlet SAVE-værdi på 4.

Det tidligste Vestergade 60

Matriklen var bebygget og beboet så tidligt som i 1600-tallet og formodentlig også meget tidligere taget i betragtning af, at Vestergade er en af Aarhus' ældste gader. Udgravninger på begge sider af gadens østligste del har påvist bebyggelse fra 900-tallet, men hvor hurtigt, byen spredte sig mod den vestlige ende, er ikke til at sige.

I Aarhus Skøde- og Panteprotokoller fra 1683-1693 er grunden beskrevet som "Michel Lassens egen Gaard, som hand self udi boer, med hosligende Hauge". Til gården hørte også matrikel nr. 524, der blev brugt som dyrkningsjord. I dag er den denne matrikel blevet delt op i flere, hvorpå Grønnegade 67-71, Nørre Allé 57-63 og Nørre Allé 73-79 ligger.

Michel Lassen (1626-1709) var købmand og boede i Vestergade 60 sammen med sin hustru, Citzel Jensdatter (1635-1704), og formodentlig også deres børn. Han må have været en velhavende mand, for han betalte 100 rigsdaler, hvilket var en stor sum penge dengang, for at blive begravet i Aarhus Domkirke, hvor der endnu findes både en gravsten og en mindetavle efter dem.

Købmandsgård

I 1761-1771 var gården i Vestergade 60 ejet af købmand Giøde Giødesen. Han havde taget borgerskab som købmand i 1753 og blev eligeret borger i 1761-1763. Han døde i 1777, hvorefter hans enke, Johanne Wissing (1721-1795), overtog gården. Hun solgte den i 1794 til handelsmand Laurs Danielsen Kiellerup (1746-1829). Fra 1801 begyndte han at leje værelser i gården ud til både enkeltpersoner og familier. I december 1815 begyndte forsøgte han for første gang at sælge gården, som han beskrev som følgende i sit avertissement:

'"'Bygningerne bestaa af 15 Fag Huus til Gaden, 14 Fag Sidehuus og 10 Fag Baghuus, som alle ere 2 Etager, samt 12 Fag Halvtag; Gaardspladsen er rummelig og Haugen er god. Forhuset er indrettet til Beboelse for 2 Familier. Pengevilkaarene kan blive billige for Kiøberen."

Det lykkedes dog ikke, og det gjorde det heller ikke ved et senere forsøg i 1817. I 1818 blev gården dog solgt til købmand Niels Bech Kiellerup (1783-1834), der formodentlig var Laurs Kiellerups nevø. Mellem 1827 og 1837 delte Niels Bech Kiellerup forhuset op i hhv. en fem fags del og en 10 fags del. Begge dele blev senere solgt til købmand Jens Poulsen Hald (1787-1849).

Restaurationer i Vestergade 60

  • Gæstgivergård (ca. 1888-1900)
  1. Gæstgiver P.M. Hansen.
  2. Gæstgiver T.H. Andersen.
  1. 1919-1929 blev hotellet drevet af gæstgiver L.P. Schjødts enke, også kendt som Madam Schjødt.
  2. Ca. 1929-1935: Restauratør A. Schjødt.

Vestergade 60 på Aarhusarkivet

  Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=94595

Litteratur og kilder