Erna Hedtoft Larsen (1901-1976)
Husmoder og senere bestyrerinde Erna Hedtoft Larsen, medlem af byrådet 1. juni 1943-31. marts 1954 for Socialdemokratiet.
Født 17. juli 1901 i Århus, død 27. februar 1976. Forældre: Skrædder Hans Peder Hansen og hustru Ane Marie Nielsen. Gift 15. okt. 1922 i Aarhus med malersvend Olaf Reinhold Larsen, født 12. jan. 1896 i Aarhus, søn af murer Hans Christian Larsen og hustru Maren Kirstine Nielsen.
Opvækst
Larsen voksede op i et velordnet arbejderhjem i Lollandsgade 23 i Aarhus. Moderen var medlem af værgerådet og medstifter af og bestyrelsesmedlem i Socialistisk Kvindeforening. Blandt de 11 søskende var broderen, senere statsminister Hans Hedtoft.
Karriere
Efter skolegangen i Paradisgade Skole var Larsen husassistent til 1920, hvorefter hun blev uddannet som syerske hos konfektionsfirmaet Fredslund og Knak, Frederiksgade 28, og fra 1920-21 var hun ansat her. Efterfølgende var hun var rengøringsassistent på Ting- og Arresthuset fra 1921 til ind i 1940'erne. I slutningen af 1930'erne tog hun højskolekurser i Esbjerg, Roskilde og på Kragelund og i 1953 blev hun bestyrerinde for alderdomshjemmet "Solvang" og bestred virket indtil 1968.
Forenings- og organisationsarbejde
Larsen blev tidligt medlem af husassistenternes fagforening og deltog i møder og husagitation. Hun var medlem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund og derpå af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Senere kom hun ind i Socialdemokratisk Kvindeudvalg og blev formand for Nordre kreds' kvindeudvalg 1942 og medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forenings nordre kreds. Hendes sociale og humanitære interesser bevirkede, at hun kom i bestyrelsen for børnehaven "Granly", og at hun blev kursusleder i Danske Kvinders Beredskab.
Byrådet
Larsen havde sæde i byrådet fra 1943-54, hvor hun deltog med stor interesse i det sociale arbejde. Hun kom straks i bestyrelsen for Chr. d. IX's Børnehjem og senere, fra 1944, i forretningsudvalget for Børnenes Kontor og i julekomiteen fra 1945, samt i bestyrelserne for en række børnehaver. Hun var også en meget aktiv forkæmper for oprettelsen af Klinikken for seksuel og ægteskabelig Vejledning.
Ved udnævnelsen til bestyrerinde for kommunens nye alderdomshjem "Solvang" i 1953 udtrådte hun straks af Udvalget for hospitaler og sociale institutioner, og ved byrådsvalget i 1954 lod hun sig ikke genopstille. Hun bevarede dog mange af sine sociale tillidsposter, hvor hun fortsat sad i bestyrelserne for flere børnehaver og var formand for bestyrelsen for Chr. d. IX's Børnehjem til 1958, samt var medlem af børneværnsudvalget til 1962.
Medlem af eller byens repræsentant i...
Velfærdsudvalget 1943-46, Skolekommissionen 1943-46 og 1950-54, Observatoriets bestyrelse 1943-50, Århus amts skoleråd 1943-50, Mælkeudvalget for Stor-Århus 1943-58, Bestyrelsen for Chr. d. IX's Børnehjem 1943-58, formand 1950-58, Børneværnsudvalget 1943-62. Udvalget for socialforsorgen 1945-50, Sygehusudvalget 1946-50, Parkudvalget 1946-50, Legatudvalget 1946-50, Repræsentantskabet for Århus byorkester 1946-50, Bestyrelsen for radiumstationen 1946-50, Kirkegårdsbestyrelsen 1946-54, Tilsynet med biografteatervirksomheden 1946-54, Repræsentantskabet for Århus Teater 1946-54, Repræsentantskabet og bestyrelsen for Mindeparken 1946-54, Udvalget for hospitaler og sociale institutioner 1950-1953, Udvalget for kulturelle anliggender 1950-54, Bestyrelsen for dansk kommunalkursus i Aarhus 1950-54. Skolenævnet for Læssøesgades Skole 1950-54, Skolenævnet for Valdemarsgades Skole 1950-54, Bestyrelsen for Andelsselskabet Gudenåcentralen 1951-54, Bestyrelsen for Marselisborg Seminarium 1952-54.
Litteratur og Kilder
- Ole Degn og Vagn Dybdal (red.): Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd 1838-1968. Universitetsforlaget i Aarhus 1968.
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.