Aarhus Politi
Aarhus Politi har haft en lang og kringlet historie. I takt med at byen er vokset har det været nødvendigt med mere og bedre ordnet politi. Politiet har gået fra at være to personer til mange hundrede i dag.
Aarhus første politi
Det danske politi opstod i 1682, da Christian 5. udnævnte Claus Rasch til politimester i København. Han fik ansvar for "politien", som da var betegnelsen for nogle særlige forordninger, som vedrørte almenvellet. I 1683 fik Rasch også myndighed over købstæderne, hvor byfogderne skulle fungere som hans fuldmægtige. I forordning om politiens administration af 1701 blev dette ændret til, at byfogderne fik tillagt embedet som politimestre under opsyn af stiftamtmændene. I Aarhus klagede byfogden i 1706 og 1709 over, at byens borgere overtrådte regeringens politiforordninger imod overdådighed ved begravelser, da han ikke havde mandskab til at assistere ham i hans embede som politimester. I 1730 blev byfogden som politimester pålagt at håndhæve en ny sabbatforordning, men han kunne ikke få assistance af byens tre vægtere, som ville have ekstra betaling, og bytjenerne, som kun ville adlyde magistraten, mens kirkebetjentene havde andre opgaver end at holde orden i og omkring kirkerne. I 1732 havde to bytjenere til opgave at assistere byfogden som politibetjente, men de var ofte var fulde og genstridige. Natvægterne havde han ingen myndighed over. I 1739 havde byfogden fået ansat to mere kompetente politibetjente fra København, som blandt andet fik til opgave at bekæmpe de forbudte julestuer. Da den ene døde, nægtede skrædderlavet at bære ham til graven, da man anså politibetjente for at være lige så "uærlige" som natmanden.
I 1800-tallets midte var det ikke blevet meget bedre. De var kun tre politibetjente, hvoraf den ene også drev landbrug og var postkusk, mens de to andre var skomagere, som var gamle og skrøbelige. Deres arbejde bestod i at gå en runde fra Studsgades port til Møllestien, men det gik i et adstadigt tempo og af og til holdt de pause på et værtshus. Det var et ordenspoliti, mens opklaringsarbejdet blev forestået af byfogden og hans fuldmægtig. I perioden 1815-1853 tjente Jørgen Nielsen som politifuldmægtig og senere som byfoged og politimester. Politifuldmægtigen boede i hans gård i Guldsmedegade, hvor et værelse tjente som byfogedkontor og politikammer. Her forhørte han og fuldmægtigen lovovertrædere og gav bøder for mindre ordensforseelser. Da han var kongens mand i byen, blev vinduerne i hans gård smadret af en ophidset folkemængde under enevældens fald i 1848.
Etablering af et moderne politikorps
I 1867 nedsatte byrådet efter anmodning fra nye byfoged og politimester Louis Hammerich en komité til at reformere byens politi. På det tidspunkt bestod politiet af 5 politibetjente og 12 vægtere med en vagtmester som leder. Med forbillede i Odenses politi fyrede man i 1869 dette personale og ansatte i stedet 1 politiassistent, 7 politibetjente og 12 patruljebetjente samt en tårnvægter. Omrokeringen gav en merudgift til Aarhus Kommune på 600 rigsdalere, til gengæld slap borgerne for at betale gaver til vægterne som man tidligere havde gjort flere gange om året.
Politiassistenten skulle ikke være en kontormand, men trænet i "eksekutivt" politiarbejde og helst fra København. Der var 8 ansøgere, hvoraf 3 var jurister, 1 møller, 1 landbetjent og 3 københavnske overbetjente. Af de sidstnævnte valgtes cand. pharm. og forhenværende sekondløjtnangt August Adolf Abel, som fik en løn på på 700 rigdalere om året, men selv skulle betale sin uniform.
Der skulle også ansættes nye politibetjente. Ansøgerne skulle være mellem 25 og 40 år, kunne læse og skrive flydende og ikke lide af nogen mangler, der gjorde dem uegnede til tjeneste. De ansatte politibetjente blev delt op i to grupper, heraf fik fire af den 350 rigsdalere om året og de sidste tre fik 300 rigsdalere. Derudover fik de til deling nogle såkaldte "emolumenter", som kom fra stadepenge fra Skt. Olufsmarkedet, torveafgifter og betaling opsyn ved teaterforestillinger og offentlige forlystelser. Betjentene fik ingen pension, men fri læge, gratis medicin og en gratis uniform.
Patruljebetjentene - også kaldet natbetjentene - var nederst i hierarkiet og kom fra håndværkerstanden. De fik 200 rigsdalere om året samt betaling for at op- og ilukning af dør og vækning af borgere. Betjentenes uniformer var mørkeblå med gule knapper og forsynet med numre og polititegnet (hånden med øjet i). Derudover var de forsynet med hjelme, fløjter, lygter og en smukt bemalet, 45 cm. lang politistav. Den gamle tårnvægter, som holdt øje med ildebrande i Domkirkens tårn og udråbte klokkeslettet, fik lov til at fortsætte i sin stilling, indtil dette embede blev nedlagt i 1878.
De første politistationer
Som noget nyt skulle Aarhus også have en døgnbemandet politistation, så enhver straks kunne ”erholde politihjælp”. Da den skulle ligge nær torvene og arresten i rådhuset (nu Kvindemuseet), blev det bestemt at opføre stationen på sprøjtehusets grund mellem Nationalbankens filial og stiftsprovstens bolig, hvor Nykredit ligger i dag. I 1870 udskrev man en arkitektkonkurrence om en politistation på det sted, som blev vundet af arkitekterne Vilhelm Puck og R. Langeland Mathiesen. Projektet blev imidlertid forpurret af stiftsprovsten, der i stedet foreslog at forhøje rådhuset med en etage. Denne og andre forslag om placeringer i Rosensgade, Skolegade og Badstuegade blev dog alle forkastet.
Som en midlertidig løsning indrettede politimesteren i 1869 en midlertidig politistation i en lejet lejlighed på hjørnet af Volden og Rosensgade. Lejligheden lå på 1. sal med indgang fra baggården ad en hønsetrappe og havde tre værelser, som henholdsvis blev indrettet til vagtlokale, reservelokale og kontor for politiassistenten. Fra kl. 8 om morgenen skulle han været på kontoret for bl.a. at udstede pas, registrere til- og fraflytninger, tilse prostituerede, tage vare på hittegods og inspicere mandskabet. Byen var blevet inddelt i distrikter og ruter, som betjentene skulle gå. Ruterne var optalt i skridt som f.eks. 235 skridt i Volden, 267 i Rosensgade og 126 i Immervad. Patruljerne skulle holde sig midt på gaden, men i 1904 så man sig nødsaget til at afskaffe den regel, da trafikken var blevet for tæt. Betjentene skulle holde sig i bevægelse og måtte kun stoppe hvis tjenesten krævede det. Vagterne var på ni timer ad gangen.
Da det ikke lykkedes at finde en grund til den planlagte politistation, flyttede politiet i 1871 til bedre beliggende lokaler i stueetagen af en ejendom i Immervad 4 (nu Magasin), men fire år efter blev politiet sagt op, da bygnin
en opsigelse fire år efter gjorde, at man måtte flytte til Ågade 15 (nu Aaboulevarden 54). Da man også her blev opsagt efter en fireårig periode, besluttede byrådet i 1879 at installere politiet i den tidligere militærvagt i rådhusets vestlige ende. Her havde det været planen at indrette kæmnerkontor, men man var betænkelige ved at lade rådhuset stå ubevogtet hen om natten og kunne desuden spare politiets husleje. Politiet blev lovet, at løsningen kun var midlertidig, men i 1880 brugte byrådet nogle penge afsat til at bygge en politistation til at indrette kæmnerkontor andetsteds i rådhuset, da der nu var fundet passende lokaler til politiet.
Immervad 4 og Åboulevarden 54
Den nye politistation blev hurtigt for lille og politiet måtte lede efter nye lokaler. Byrådet udskrev en konkurrence om en bygning til politiet i 1870. Konkurrence blev vundet af Vilhelm Puck og R. Langeland Mathiesen, men man havde ingen grund til byggeriet. Efter at have søgt længe valgte man at bruge en anden løsning. Politiet flyttede i februar 1871 ind i en ejendom på Immervad 4.
Om lokalerne var større ved vi ikke, men allerede fire år efter blev lejemålet opsagt da bygningen skulle rives ned. Politiet flyttede i 1875 til en ejendom på Åboulevarden 54. Lokalerne holdt dog ikke længe.
Politiet flytter ind på Rådhuset
I oktober 1879 fik politi stationen lov til at flytte ind i rådhuset for en fireårig periode. Der var indgang fra Rådhusstræde. Kommunen kunne spare 300 kr. om året ved flytningen. Lokalerne var trange og det var derfor det kun var en midlertidig løsning. Den midlertidige løsning kom til at holde i mange år. Først i 1907 kom der en lille forbedring af forholdene. Politistationen blev flyttet til forhuset østre ende og indgangen blev flyttet til Mejlgade, hvor man stadig i dag kan se at der står politistation over døren. Året før, i 1906, havde byen også fået en ny arrest og ved en ombygning af rådhuset blev der også plads til en samlingsstue og detentionslokaler. I 1913 kunne politiet overtage endnu flere lokaler.
Gendarmerne i Aarhus
Aarhus var ligesom landes andre byer underlagt de politiske forhold i landet. I de så kaldte provisorieår under Estrup, 1886- var der udstedt gendarmer i byen. Gendarmerne var bevæbnede og til hest. De startede med at patruljere byens udkant i stedet for politiet. I 1887 blev to gendarmer stationeret i Reginehøjkvarteret for at patruljere. De patruljerede også Vennelyst og byens kirkegårde om sommeren.
Få år efter, i 1890 kom der ydereligere en sergent og otte gendarmer som fik station i M. P. Brunsgade 2. Herfra skulle de holde øje med Frederiksbjerg og Hovedbanegården Det gav protester for byens befolkning som var tilfreds med politiets arbejde. Der var en generel uvilje mod gendarmerne i befolkningen.
Hverken politiet eller gendarmerne havde nogle former for transportmiddel. De lejede derfor vogne når det var nødvendigt. Sergent Paasgaard fra gendarmerne fik i 1894 tildelt en uges cykelkursus i København, så transportmidler blev efterhånden nødvendige. Gendarmeriet blev nedlagt i 1894 og flere af de tidligere gendarmer blev ansat ved det aarhusianske politi.
Politivagter
Aarhus var efterhånden blevet så stor at det var nødvendigt at have politi flere steder i byen. Der blev derfor oprettet tre politivagter i 1916.
- Første politivagt lå i Ting og Arresthuset på Vester Alle,
- Den anden lå på Christiansbjerg. Den blev nedlagt i 1948
- Den tredje lå på Aarhus Havn. Den blev nedlagt i 1972.
De tre politivagter gjorde det lettere for politiet at patruljere et større område. I 1945 blev der også oprettet en vagt på hovedbanegården. Den blev nedlagt i 1974.
Politiet overtager Rådhuset
I 1941 stod et nyt Aarhus Rådhus færdigt til brug. Politikerne og kommunalforvaltningen flyttede derfor ud af det gamle rådhus og politiet overtog hele bygningen. Under anden verdenskrig overtog den tyske besættelsesmagt bygningen der blev brugt til Gestapos hovedkvarter fra 1944. Efter at det danske politi var blevet interneret. Da tyskerne forlod bygningen flyttede politiet igen ind.
Aarhus Politigård
I september 1983 flyttede politiet fra det gamle rådhus til en ny politigård i Ridderstræde. Den nye politigård havde et meget større areal og var mere praktisk end den gamle bygning.
Politimestre i Aarhus
- Byfoged og politimester Jørgen Nielsen 1848-1853
- Politimester Hans Rudolph von Scholten – 1853-1866
- Politimester Louis Hammerich – 1867-1877
- Politimester C. Jul. Thorup
- Politimester og byfoged Christian Magdalus Jespersen – 1895-1908
- Politimester Bernt August Goll - 1908-1917
- Politimester Christian Kiørboe – 1919-
- Politimester Einar Hoeck – 1931-1961
Henvisninger
- Sejrs Sedler om politi
- Århus Årbog fra 1984