Fattige i Aarhus
Fattigdom - og spørgsmålet om, hvordan man forholder sig til de fattige - har altid været noget, et samfund har skullet forholde sig til. Tidligere var det kirken, de enkelte landsbyer eller familier, der forholdt sig til problemet, men i 1708 kom der lovgivning på området.
Fattigloven af 1708
Indtil 1708 havde fattighjælpen været meget uorganiseret og eksisteret i mange forskellige former. I 1708 blev der indført en lov om, at hjælpen bestod af fattighuse og tilladt tiggeri. De enkelte sogne fik pligt til at tage sig af deres fattige indbyggere. Dette skete blandt andet ved, at arbejdsdygtige fattige skulle udføre tvangsarbejde i tugthusene.
Flere fattige i byerne
Problemet med fattige var et stigende problem i byerne. Mange tog til byerne for at finde arbejde, og når dette ikke lykkedes, var de ofte løbet tør for muligheder. I 1803 kom der et fattigreglement for de danske købstæder, herunder Aarhus. Fattigreglementet gik ind under fattigvæsnet.
Man delte fattige op i tre klasser: 1. Uarbejdsdygtige, 2. Forældreløse børn og 3. Delvist uarbejdsdygtige. De uarbejdsdygtige var hovedsageligt gamle og syge. De skulle understøttes med forplejning, kæder og pleje ved sygdom. Forældreløse børn var de børn, der enten havde mistet deres mor, far eller begge. Eller dem, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem. Børnene skulle optages på børnehjem eller i plejefamilier for at sikre deres opdragelse, og at de blev konfirmeret. De delvist uarbejdsdygtige var familier eller personer, der ikke kunne tage sig af sig selv eller deres familie. Disse mennesker skulle hjælpes til at finde arbejde eller få arbejde af rådet og betales i fødevare, brændsel og klæder.
Til at administrere systemet oprettedes Fattigkommissionen, som skulle stå i spidsen for forsorgsarbejdet. I kommissionen sad sognepræsten, et medlem af magistraten, byfogeden og to eller flere såkaldt agtbare mænd. Kommissionen skulle styre de skatter, der blev samlet ind og bestyre de forskellige dele af fattigforsorgen. Fattigkommissionen blev nedlagt i 1868, og dens rolle kom under kommunen via byrådet. Byrådet oprettede fattigudvalget som en del af byrådet. I 1884 omlagde man systemet, så der under fattigudvalget var en række fattigforstandere, som skulle styre det praktiske.
Socialt arbejde
Sideløbende med den offentlige hjælp til fattige var der også en række private organisationer, der hjalp de fattige. Det var også muligt at give penge til fattigvæsnet. Nogle af de bøder, som man kunne blive idømt, gik også til fattigvæsnet. Et eksempel på dette findes i 1807, hvor følgende annonce var indrykket i Aarhus Stiftstidende:
- ”Pigen Else Nielsdatter, her af Byen, har for sin uforskammede Mund maattet betale 1 Rdr. til denne Byes fattige. For ovennævnte til Fattigkassen modtaget 1 Rdr. quitterer. Mollerup”[1]
Mange kvinder fra det bedre borgerskab - kendt som hattedamer - lavede velgørende arbejde. Arbejdet var ofte centraliseret omkring forbedring af hjemmet for at modvirke druk og spil eller hjælp til de mange piger, der kom til byen for at finde arbejde. Man forsøgte at hjælpe pigerne til at få job, uddannelse og et sted at bo for at undgå, at de kom i uføre i byen.
Der var også mange foreninger og organisationer, som lavede velgørende arbejde. Foreningerne fokuserede ofte på at uddanne de fattige for at hjælpe dem videre i tilværelsen. Det kunne f.eks. være ved at oprette spindeskoler, som også fandtes i Aarhus. Her kunne de fattige piger lære at spinde og derved hjælpe sig selv ud af fattigdommen.
Grundloven af 1849
Ved Grundlovens indførelse i 1849 blev fattige og resten af befolkningen klart adskilt. De fattige mistede deres stemmeret og måtte ikke indgå ægteskab. Det var i forvejen kun visse mænd, der havde stemmeret, men begge køn mistede retten til at indgå ægteskab. For at få retten tilbage skulle man tilbagebetale den fattighjælp, man havde modtaget.
Fattiggården
I 1870 stod Aarhus’ nye fattiggård på Vester Allé færdig. Her kunne mænd, kvinder og børn, som ikke kunne forsøge sig selv få hjælp. Beboerne blev kaldt fattiglemmer og skulle indordne sig under strenge regler for alle dele af tilværelsen. Deres tilværelse mindede på mange måder om fangenskab. Idéen var, at de strenge forhold skulle styrke de indsattes moral, men der var også en afskrækkende funktion i systemet.
I takt med at velfærdsstaten blev udviklet i løbet af 1900-tallet, mistede fattiggården sin funktion. Gården blev brugt til herberg, sygepleje og militær indkvartering, men i 1972 blev stedet nedlagt, og bygningen blev to år senere revet ned.
Alderdomsunderstøttelse og sygekasser
I løbet af 1890’erne blev der indført flere love, som modvirkede fattigdom. Blandt andet Lov om Alderdomsunderstøttelse, der blev indført i 1891 og sygekasseloven fra 1892. Alderdomsunderstøttelsen skulle gives til værdigt trængende over 60 år og gjorde ikke, at man tabte stemmeretten. Sygekasseloven byggede på forsikringsprincippet, hvor man betalte ind og kunne få hjælp ved sygdom.
Dagpengeloven af 1907
En af grundene til, at folk var havnet i fattigdom, var ofte arbejdsløshed eller sygdom, der forhindrede personerne i at tage arbejde. I 1907 blev Dagpengeloven vedtaget. Loven indførte arbejdsløshedskasser, hvor medlemmerne indbetalte penge, når de var i arbejde og kunne få understøttelse, når de stod uden. Man skulle altså forsikre sig ud af fattigdom ved at spare op, når man var i job. Det er det samme princip, der stadig gælder for dagpengelovgivningen i dag. Loven har dog gennemgået mange ændringer siden.
Steinckes socialreform fra 1933
De mange enkelte love, der blev indført i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev samlet og forenklet i den store socialreform fra 1933. Det er denne lov, som dele af nutidens velfærdssamfund bygger på. K. K. Steincke blev manden, hvis navn blev forbundet med loven, da han var en af de ledende kræfter bag. Loven indskrænkede de indgreb i borgernes rettigheder, som fattighjælp tidligere havde medført. Grundlovsændringen i 1915 havde også medført nogle forbedringer i forhold til stemmeretten. Det var dog først med Forsorgsloven fra 1961, at de blev helt fjernet.
Fattigvæsenets journalsager
På Aarhus Stadsarkiv ligger en samling af journaler fra Fattigvæsenet i Aarhus. Journalsagerne fortæller personlige historier om de folk, der befandt sig på samfundets bund for 100 år siden. Journalsagerne giver et indblik i livet på bunden i Aarhus. Nedenfor genfortælles forskellige aarhusianeres skæbner gennem et kig på journalsagerne.
Fattige kvinder forlod deres mænd i jagten på et bedre liv
I begyndelsen af 1900-tallet var kvinder væsentligt mere afhængige af deres ægtefælle, end de er i dag. At forlade sin mand betød ofte, at man forlod sin forsørger og dermed risikerede et liv i fattigdom. Skilsmisser var desuden et tabu forbundet med stor skam. Alligevel valgte nogle kvinder at forlade deres ægtemænd – enten fordi manden ikke kunne forsørge familien, eller fordi manden ikke behandlede dem godt.
Forladt på grund af vold
I november 1928 blev arbejdsmanden Carl Lang forladt af sin hustru på grund af vold i ægteskabet. Sammen med parrets fælles barn flyttede hustruen ind hos sine forældre og fik arbejde på Bro Caféen på Frederiks Allé. Hustruens navn fremgår ikke af Carls journal fra Fattigvæsenet.
I journalen kan man læse, at Carl var meget utilfreds med hustruens beslutning om at flytte. Parret havde ikke været enige om at slutte forholdet, og da hustruen ikke ønskede at finde sammen med ham igen, forsøgte han i stedet at skabe problemer for hende. Det fortalte hustruens far om: ”naar Bidraget forfalder, vil [Carl] skade Hustruen saa meget som muligt, fordi hun ikke vil optage Samlivet med ham, og han har flere Gange forsøgt Vold mod hende, ligesom han vil give det Udseende af, at hun er ham utro”.
Carl forsøgte også at få hustruen fyret fra hendes arbejder på Bro Caféen. Fattigvæsenet skrev i den forbindelse i Carls journal: ”han vil nu gøre alt for at skaffe hende fra Brocafeen, hvor han ikke mener, hun skal være, nærmest fordi det ikke er en Plads for hende, men hvis hun vil flytte sammen med ham, har han dog intet imod, at hun beholder Pladsen.”
Han kom med mange grove beskyldninger mod hustruen, hvor han forsøgte at tegne et billede af, at hun både var utro og drak for meget. Han anklagede hende også for hverken at kunne elske eller passe ordentligt på deres barn, og han mente derfor, at det var bedst, hvis han fik forældremyndigheden: ”Han vil gøre det gældende, at Hustruen ikke bryder sig ret meget om Barnet […] Han vil paastaa, at Hustruen nogle Gange er kommen beruset hjem.” Hverken deres omgangskreds eller Fattigvæsenet havde imidlertid noget negativt at sige om hustruen eller hendes moderskab, og Carl fik aldrig forældremyndigheden.
På trods af Carls beskyldninger og hårde ord om hustruen, sendte han i april 1929 et brev til Fattigvæsenet, hvori han skrev: ”jeg og min Hustru er bleven enig om at flytte sammen igen […] vi kan ikke leve uden hinanden og vi skal sammen igen saa snart vi kan”. Meget tyder dog på, at dette var noget Carl havde opdigtet, og ægteparret fandt aldrig sammen igen.
Carl blev få år senere gift på ny og opgav samtidig endegyldigt sine planer om at få forældremyndighed over barnet.
Forladt for ugidelighed
I 1920’erne boede ægteparret Dagmar og Reinhardt Andersen med deres to drenge på kvisten i Sjællandsgade 88. Familien var jævnligt i kontakt med Fattigvæsenet, fordi Reinhardt var drikfældig og ikke ønskede at arbejde.
Utallige gange i Reinhardts journal fra Fattigvæsenet blev det fremhævet, at han var ligeglad med at forsørge sin familie. Frem for at tage sig et arbejde, pantsatte han sit tøj for at få lidt penge, eller også indtog han i perioder alle måltider hos sin mor. Reinhardt mente på samme måde, at Dagmar og børnene burde spise ved hendes forældre, så de ikke selv skulle betale for maden.
Hans manglende evne eller lyst til at arbejde betød, at han i 1923 blev indlagt på Fattiggården på Vester Allé. Under et besøg fra Dagmar lovede han dog at ville tage sig sammen, og han blev snart efter sendt hjem igen.
Sidenhen fik Reinhardt til tider kortvarigt arbejde som arbejdsmand på havnen, ved jernbanen eller for små virksomheder i byen. Pengene han tjente, mærkede Dagmar dog ikke meget til, og hun bad derfor Fattigvæsenet om hjælp.
Fattigvæsenet havde krav på kendskab til familiens økonomi, hvilket Reinhardt var stærkt utilfreds med, og under et besøg fra Fattigvæsenet råbte han ”Hvad Fanden i Helvede rager det ham… jeg vil Fanden brække mig ikke give Oplysninger om min Fortjeneste. Jeg vil Fanden brække mig skide paa hele Bundtet deroppe og i Særdeleshed paa Fattiginspektøren”.
I 1927 blev ægteskabet for meget for Dagmar, hvorfor parret blev separeret, og Reinhardt flyttede ud fra lejligheden i Sjællandsgade. I hans journal kan man læse, at han fortsat kom og besøgte børnene, men han nægtede at betale børnebidrag.
I sommeren året efter fandt parret sammen igen, men de blev på ny separeret i efteråret 1929. Heller ikke denne gang ville Reinhardt betale noget til børnene, og Dagmar skrev i et brev til Fattigvæsenet: ”han har levet Livet let til Dato, og det gør mig ondt at det skal gaa ud over Børnene”.
Dagmar havde i 1929 så svært ved at forsørge sig selv og børnene med den smule arbejde, hun kunne få på et æggepakkeri, at hun måtte bede Fattigvæsenet om nyt til tøj til børnene. Fattigvæsenets svar lød: ”Til den ansøgte Beklædning kan der næppe være noget at indvende, idet Beklædningen er medtaget”. Ud over penge til tøj fik hun også penge til mad, husleje, belysning og brændsel.
Det sidste Reinhardts journal fortæller er, at han og Dagmar fortsat var fra hinanden, og at Dagmar kæmpede for at forsørge sig selv og børnene.
Dagmar og Carls unavngivne hustrus skæbner, som vi kan læse om i Fattigvæsenets arkiv ved Aarhus Stadsarkiv, er ikke bare historien om to kvinder i 1920’ernes Aarhus, men er med til at personificere tusindvis af kvinders liv og historie på samfundets bund for hundrede år siden.
Fordomme om fattige kvinder forringede deres behandling
Fattigdom i begyndelsen af 1900-tallet handlede om meget mere end bare at mangle penge. De fattige lå i bunden af samfundets hierarki og måtte afskrive sig en række rettigheder for at modtage økonomisk hjælp samtidig med, at de ofte blev voldsomt stigmatiseret. Særligt udsatte for fordomme var fattige, ugifte kvinder, der led af kønssygdomme. De blev beskyldt for at være løsagtige, prostituerede, løgnagtige og moralsk afvigende. I deres journalsager fra Fattigvæsenet fra Aarhus Kommune kan man læse om, hvilken betydning disse forudindtagede meninger havde for dem.
Mistillid forringede muligheden for behandling
En kvinde, der på egen krop mærkede konsekvenserne af fordommene, var kvinden Valborg Amanda Petersen. I 1920 blev hun smittet med syfilis, mens hun arbejdede som tjenestepige hos en fabrikant i København. Efter adskillige behandlinger blev hun endelig testet negativ for syfilis, og rejste til Aarhus.
I 1921 blev den kun 20-årige Valborg indsat på Fattiggården på Vester Allé, hvor hun igen blev syg. Hun mente selv, at det måtte være syfilissen, der var brudt ud. For at komme til læge på Marselisborg Hospital, måtte Valborg søge om tilladelse til at forlade fattiggårdens matrikel.
Hverken fattiggårdens egen læge, sygeplejerske eller øvrige ansatte troede dog på, at Valborg var syg, og de tvivlede i det hele taget på, at hun nogensinde havde haft syfilis. De nægtede hende derfor udgang til trods for, at hun havde en tid på hospitalet.
Ud over at blive nægtet udgang, blev Valborg også mødt af afslag og fordømmende ord, da hun havde spurgt sygeplejersken på fattiggården, om hun måtte få noget hovedpinepulver. Sygeplejersken ville ikke udlevere medicinen med begrundelsen, at hun godt kendte til sådanne kvinders ”klynken og klager”.
I et brev til sin mor, som man kan læse i Valborgs journal ved Fattigvæsenet, skrev en frustreret Valborg om at ville tage sagen i egen hånd: ”min sygdom den vil de heller ikke gøre noget for mig, du kand tro at jeg kand merke at jeg trenger til at komme i Kur igen, jeg fik et Brev ude fra Maselisborg Hospital om andgaaende Behandlingen der skulle jeg ud den 11 Marts men det kand jeg ikke engang faa lov til … men det gør ikke noget ud skal jeg nok komme lille Moder om du ikke syndtes om det lille Moder, saa jeg Render alsaa endgang i nedste Uge”.
Valborgs journal indeholder mange breve, som fortæller om den grundlæggende mistillid fattiggårdens ansatte havde til hende. De sendte bl.a. breve til tidligere behandlingssteder for at få bekræftet, at Valborgs historie om sygdommen var korrekt. Behandlingsstederne skrev tilbage og bekræftede, at hun rigtignok havde været indlagt hos dem.
Valborg endte da også med at blive indlagt på Marselisborg Hospital til behandling for hendes syfilis, men ikke uden kamp fra Valborg side. Efter sin indlæggelse blev hun sendt hjem til sine forældre i København, og hun vendte ikke retur til fattiggården igen.
Fordomme om kønssygdomme blev brugt til økonomisk gevinst
Fordommene om kvinder smittet med kønssygdomme blev blandt andet brugt som argument i spørgsmålet om, hvem der skulle betale for behandlingerne. Behandlingen af syfilis skulle betales af den kommune, hvor man første gang havde opsøgt hjælp. Det kunne dog være svært at finde ud af, hvor dette var. Syfilis er nemlig en drilsk sygdom, som kan gå i dvale i mange år. Mange nåede derfor at blive erklæret raske for så sidenhen at få et nyt frembrud af sygdommen.
Hvis man i sygdommens dvalefase var flyttet til en anden kommune, måtte læger forsøge at finde frem til, om der var tale om den gamle sygdom, eller om det var en helt ny smitte. Læger fra den nye kommune argumenterede oftest for, at det var den gamle sygdom, mens læger fra den gamle kommune oftest argumenterede for, at det var en nypåført sygdom – begge i et forsøg for at slippe for at betale for behandlingen.
Martha Lund var en af de kvinder, som oplevede dette. Hun havde gennem flere år været syg med syfilis i Aarhus, men da hun under et besøg til København måtte opsøge lægehjælp igen, ville Aarhus Kommune ikke længere betale for behandlingen. I København mente de, at sygdommen var den gamle syfilis, der endnu engang plagede Martha.
Det var hendes læge på Marselisborg Hospital, Jacob Henrik Bang, dog ikke enig i, og i et brev til Fattigvæsenet skrev han: ”Paa Grund af den usædvanligt grundige og nøje kontrollerede Behandling maa jeg anse det for i højeste Grad usandsynligt, at den veneriske Sygdom, for hvilken hun i November i Aar er indlagt Kjbvn.’s Kommunehospital, staar i nogen som helst Forbindelse med hendes tidligere Syfilis.”
Behandlingen, som Martha havde fået, var dog ikke ingen garanti for, at hun var blevet helbredt, hvilket var almen kendt i samtiden, og noget Bang også vidste. De københavnske læger kunne konstatere, at Martha led af syfilis i et senere stadie, og at det derfor måtte være den tidligere sygdom, der var brudt ud igen, og Aarhus Kommune endte med at betale for behandlingen.
Med mistanke om prostitution
Blandt de mange journalsager dukker en anden sag om en ung kvinde op. Augusta Berg var i 1920’erne en ugift, nybagt mor. På grund af syfilis kunne hun ikke arbejde og derfor heller ikke betale for pleje og behandling for sig selv eller sit barn, der ved fødslen også var blevet smittet med syfilis. Augustas journal viser, hvordan fordomme om de ugifte, venerisk syge kom til udtryk i Fattigvæsenets sagsbehandling.
I hendes sag blev netop hendes status som ugift mange gange italesat. Dette tydeliggjorde i kombination med, at hun havde et barn, at hun havde haft en ikke-ægteskabelig seksuel relation, hvori hun var blevet smittet med syfilis. Mellem linjerne fornemmer man sagsbehandlernes mistanke om, at Augusta måtte have haft tilknytning til prostitution. Det blev dog aldrig bevist, og bemærkningerne om, at Augusta var ugift, fortæller måske mere om samtidens fordomme, end om Augusta.
Augusta, Martha og Valborgs sager er langt fra den eneste, som kan man læse i Fattigvæsenets journaler, hvor unge, ugifte, venerisk syge kvinder i begyndelsen af det forrige århundrede blev behandlet med mistro og ofte ganske respektløst.
Kilder og litteratur
- Danmarkshistorien.dk om Fattigreglementet for Danmarks købstæder fra 1803
- Danmarkshistorien.dk om forsorgsvæsnet og tiggeri før 1600
- Danmarkshistorien.dk om Fattigdom og socialpolitik
- Den Store Danske om socialsikring
- Sejrs Sedler om fattigvæsen
- Lilla Voss: ”Fattigdom og forsorg i 1880’erne” i ”Sociale studier i Århus 1870-1906 – Kriminalitet, prostitution og fattigdom” udgivet af Universitetsforlaget i Aarhus i 1975
