Lars Ammitsbøll Marcussen - eller Ammitzbøll, Amitzbøll etc. - var købmand i Aarhus.

Født 1819-1872

Søn af sognepræst i Tved Kirke Andreas Bjørn Marcussen og Hager Marie Ammitzbøll.

Gift i 1852 med Frederikke Christiane Marie Marcussen f. Hee (1826-1892).

Købmand og vinforhandler

Lars kom til Aarhus omkring 1844, hvor han tog borgerskab som købmand i byen. Han tog tilsyneladende sin cirka 11 år yngre lillebror, Søren Marcussen, med sig, da de i folketællingen fra 1845 ses boende sammen på hjørnet af Lille Torv og Badstuegade. Her lejede Lars Marcussen fra 1844 til 1850 H. Meulengracht & Søns kolonialhandel med "boutik, pakhusene, lofter og staldrum" på Lille Torv 2. Det betød, at han for overtog deres varer, som bestod af "velkjendte gode gamle vine på Buteiller, samt af Druebrændeviin og af gl. Rom," og at han for egen regning måtte føre forretningen videre. H. Meulengracht & Søn bekendtgjorde dog, at overdragelsen af forretningen var "med den Indskrænkning, at han ikke maa udsælge af Andres Vine, og kun til de af os bestemte, opgivne billige Priser, samt under vort Navnemærke og Forsegling."

Derudover tog Marcussen også imod bestillinger af "Viine på Oxhofter og Ankere" - gamle måleenheder for flydende varer - samt indkøbte landmandsprodukter.

Lars Ammitsbøll Marcussen blev på Lille Torv 2 indtil 1850, hvor han købte en gård på Tangen 8, der i dag er en del af Klostertorvet. Gården var en forholdsvis stor gård og lå på en matrikel, der strakte sig hele vejen tilbage til Klostergade, hvor den i dag ville have haft adressen, Klostergade 35. Gården havde før tilhørt afdøde købmand Jens Sørensen Simmelkjær (1785-1848), og Marcussen købte gården af enken efter ham. Her videreførte han sin forretning som en "Colonial-, Tømmer- & Producthandel". Desuden tjente han også penge på at udleje en lejlighed, der lå i gården.

I 1857 afhændede han forretningen til J. Jørgensen, der drev den videre med samme type varer. Selvom han havde solgt sin forretning, fortsatte Marcussen med at eje og bo i gården på Tangen resten af sine dage. Her boede han sammen med sin hustru, Frederikke Christiane Marie Marcussen, og typisk en handelslærling eller -betjent samt omkring tre tjenestefolk. Omkring 1853 havde Marcussen og hustru fået deres første og eneste barn, en datter ved navn Jacobine Marcussen.

Skibreder

Efter Lars Ammitsbøll Marcussen havde afhændet sin forretning, blev han skibsreder og førte muligvis startede tilsyneladende en ny købmandsvirksomhed i sin gård på Tangen eller muligvis andetsteds i byen.

I 1864 ejede han en skonnert med navnet, Victoria, sammen med købmand J.M. Mørk. Med den fragtede de "Bedste store Charlestown kul" til Aarhus og tog både mod bestillinger på forhånd samt foretog salg fra skonnerten, når den lå i havn. I 1864 ejede han tilsyneladende Victoria alene.

I sin nye forretning solgte Lars Ammitsbøll Marcussen mest landbrugsvarer som rug, byghalm, kløverhø og havre, men også varer som eksempelvis importeret salt og Kommen-aqvavit fra H. Liisberg og Meisners brænderi.

Død og eftermæle

Lars Ammitsbøll Marcussen døde pludseligt den 29. december 1872, kun 53 år gammel. Aarhus Stiftstidende berettede, at "Marcussen pludselig faldt om og døde, netop som han med sin Familie befandt sig paa den herværende Banegaard."

Desuden skrev avisen om Marcussen, at han som forretningsmand havde ”udfoldet en ikke ubetydelig Virksomhed og foruden sin Bedrift heri Byen havde han Handelsetablissementer i Omegnen.”

Marcussens død efterlod hans enke alene med deres datter, der blev boende i gården på Tangen 8. Enken boede der frem til sin død 20 år senere,

Efter Frederikkes død, blev der solgt ud af dødsboet: "Vilhelmsminde" som stilles til Auktion. Desuden sælges 1) Tangen Nr. 8 og Klostergade 37-39. 2) Klostergade 35 - Desuden Heste, Vogne, Avlsredskaber (Aarhus Stiftstidende 28.5.1892).

Litteratur og kilder