Aarhus Elektricitetsværk

Indlæser kort...

Den kommunale institution Aarhus Elektricitetsværk og kendt som Aarhus Elværk etableredes og kom officielt i drift 12. februar 1901. Det var dog allerede taget i brug i januar.

Mere lys, mere arbejde

I slutningen af 1880’erne kunne aarhusianerne for første gang opleve elektrisk lys, da Statsbanerne lod jernbaneterrænet bag banegården oplyse af et hav af glødepærer drevet af deres eget lille elværk.

Det var ikke fordi, gadebelysning på dette tidspunkt var noget nyt. De aarhusianske gader havde siden 1855 været oplyst af gaslygter, der hver aften blev tændt af byens lygtetændere, indtil processen mellem 1917 og 1922 blev automatiseret. Men lyset fra de nye glødepærer adskilte sig med sit klare og kraftige hvide lys fra gaslygternes varme og mere flakkende lys. Når Statsbanerne opsatte elektrisk lys på sit område, var det dog ikke for at give aarhusianerne bedre farbarhed om aftenen og natten, men derimod for at klemme flere arbejdstimer ud af dagen.

Aarhusianerne tog ikke desto mindre elektriciteten og glødepæren til sig, og over de næste år blev byrådet mødt med et stigende ønske fra flere af byens grundejere omkring Store Torv om at få elektricitet lagt ind. Forskellige private firmaer bød ind på opgaven, men byrådet valgte de første mange år at henlægge sagen.

Debat om elværk

Begrundelserne for byrådets tøven var flere. Overordnet set frygtede man, at det kommunalt ejede gasværk ville blive udkonkurreret af et potentielt privatiseret elværk. I byrådet var der derfor også et udtalt ønske om, at kommunen skulle bygge og drive sit eget elværk, og så ville man – ganske naturligt – sikre sig, at tilslutningen var stor nok til, at værket blev rentabelt.

I 1891 undersøgte byrådet sagen, men da man blot opnåede tilsagn fra en tredjedel af minimumstilslutningen på 1.500 lamper, stod det klart, at et elværk ikke ville blive rentabelt. Man valgte derfor at fortsætte med gassen. Det var skuffende for mange, men for byrådet og gasværket var det belejligt. Forklaringen på den lave tilslutning var sandsynligvis, at byrådets undersøgelse kun var halvhjertet ment. Borgerne fik nemlig blot fire dage, fra 11. til 15. januar, til at melde sig til.

I 1897 blev debatten om et elværk igen aktuel. Denne gang var anledningen en henvendelse fra oberstløjtnant Clausen fra København, som bad byrådet om eneret til at anlægge og drive en elektrisk sporvej med et tilhørende elværk. Det fik byrådet til at ændre opfattelse.

Efterspørgslen på elektricitet var stadigt stigende og med sporvejene som en potentiel storaftager, var der nu grundlag for, at et elværk kunne anlægges og drives rentabelt. Clausen fik dog ikke sin eneret. Helt i tråd med byrådets tidligere holdning besluttede man i 1899, at kommunen selv skulle opføre en elektrisk lys- og kraftstation, og sporvognsdriften blev lagt over i aktieselskabet Aarhus Elektriske Sporvej.

Placeret på Grønland

Elværket blev placeret strategisk ved siden af gasværket, der lå ved den nu forsvundne gade Grønland, som lå parallelt med Spanien og Dynkarken. De to værker fik fælles administration og økonomi under det nyoprettede Aarhus Belysningsvæsen, og placeringen gav gode muligheder for udvidelser. Derudover var placeringen tæt ved havnen, hvor værket fik sin egen kajplads.

I første omgang fik elektricitetsværket et dampanlæg med to 200m2 vandrørskedler produceret af den lokale Frichs’ fabrik, der dengang lå på hjørnet af Søndergade og Østergade. Kedlerne var koksfyrede, og skulle ”fodres” med håndkraft. Belysningsvæsenet forudså, at der på sigt ville være brug for yderligere kapacitet, så den store maskinhal, så ved indvielsen næsten tom ud.

Forud for indvielsen af værket, var der i byens gader foregået et større arbejde med at nedlægge elektriske kabler. Kabelnettet endte med at blive halvanden gang større end oprindeligt planlagt, da nye elektricitetsbrugere blev ved med at melde sig. På den officielle åbningsdag den 12. februar 1901 var der tilsluttet 7.000 glødelamper og 174 buelamper samt opstillet 364 målere.

Udvidelse på udvidelse

Første store udvidelse kom forud for sporvejenes indvielse i 1904, hvor landets første dampturbine blev taget i brug. De løbende udvidelser gjorde, at værkets maskinhal i 1907 – efter blot seks år – var løbet tør for plads.

Over en forholdsvis kort periode gik byens mange industrier fra damp til elektricitet, og værkets kapacitet kom især under pres, da det i 1907 overtog leveringen af strøm til Statsbanerne.

I 1914 steg presset yderligere, da byrådet bevilgede 250.000 kr. til, at ejendomme opført før 1910 kunne få installeret elektricitet, og herefter kom stort set alle aarhusianske hjem med på den elektriske bølge.

Elværkets kundekreds og produktion voksede derfor stærkt i de følgende årtier, og værket blev moderniseret og udvidet ad flere omgange. På trods af udvidelserne og et samarbejde med værket i Randers, var det stadig ikke nok. I 1926 blev det derfor vedtaget, at elværket skulle udvides med 10.000 kW. Til formålet blev omkringliggende grunde på Grønland og den ligeledes i dag forsvundne Badevej opkøbt, og i 1929 kunne et nyt stort anlæg, der firdoblede værkets kapacitet, officielt indvies.

Fortsat gas i gaderne

Selvom det elektriske klare lys hurtigt overtog de aarhusianske hjem, fortsatte gaslygterne med at belyse byens gader. Antallet af gaslygter toppede i 1913, hvor der var opstillet 1.322 af slagsen i Aarhus. I de følgende årtier fik gaslygterne i stigende grad konkurrence af den elektriske gadebelysning, blandt andet ved opstillingen af nogle store el-kandelabere på flere af byens torve. Vi skal helt op til 1950’erne, før gaslygterne helt forsvandt fra det aarhusianske gadebillede. I 1952 var gaslygternes antal nede på 396, i 1955 var der kun 184 tilbage, og den 10. januar 1957 blev den sidste gaslygte slukket.

I dag er også både gasværket og elværket forsvundet fra Midtbyen, men tilbage ligger blandt andet Turbinehallen på nuværende Kalkværksvej, som et minde om dengang elektriciteten indtog Aarhus.

Se også