Valdemarsfest
En juniaften i 1940 strømmede tusindvis af aarhusianere mod Aarhus Domkirke for, under de majestætiske kirkehvælvinger, at deltage i en årlig begivenhed, der netop i disse år oplevede stadigt større popularitet. Kirken fyldtes hurtigt af de første par tusinde deltagere, mens yderligere 5.000 ivrige iagttagere måtte se sig henvist til at beskue begivenheden fra Bispetorv og omkringliggende gader.
Præcis kl. 20 blev fløjdørene åbnet, og ind marcherede en imponerende procession af 65 dannebrogsfaner, som tog plads på rad i domkirkens midtergang, mens domorganisten præluderede. Fanerne tilhørte byens nationale foreninger, soldaterforeninger og ungdomsforeninger, og optoget havde med orkester i spidsen marcheret fra Katedralskolens gård og rundt om Bispetorv til domkirkens hovedindgang. Forude ventede korsang, festgudstjeneste og taler af bl.a. biskop Noack. Senere ville der være fest og kaffebord i Folkets Hus i Amaliegade, hvor et ni mands strygeorkester spillede op, og telegrammer fra kongen, den senere borgmester Svend Unmack Larsen og minister Henning Hasle oplæstes.
Anledningen var Valdemarsdagen 15. juni, som aarhusborgerne de sidste 13 år havde markeret med højtidelige Valdemarsfester i domkirken. Traditionen blev grundlagt i 1927 af Aarhus Teaters økonomidirektør, artillerikaptajn A.F. Beyer, der ønskede at skabe en folkefest, som kunne samle alle befolkningslag uanset politisk observans. Ifølge sagnet faldt Dannebrog ned fra himlen Valdemarsdag 1219 under et slag i Estland og indgød danskerne fornyet styrke. Ligeledes håbede Beyer at kunne samle aarhusianerne under vajende dannebrogsflag og manende fædrelandstoner.
Den første Valdemarsfest blev en bragende succes, og en tradition var etableret. Aarhuus Stifts-Tidende omtalte samme dag Valdemarsdagen med stor optimisme: ”de Følelser og Tanker, hvorpaa Flagdagen bygger, er uden Tvivl i Vækst i Befolkningen. Og den voksende Lydhørhed overfor Flagets Tale skaber Flagdagens voksende Popularitet.”
Reaktion mod truslen udefra
Man har næppe været klar over det, men uhyggeligt præcist spåede Stiften mærkedagens fremtid. Beyers initiativ faldt nemlig sammen med den politiske gæring i Tyskland, og Valdemarsfestens bevågenhed og omtale i dagbladene steg i takt med, at truslen i syd øgedes. I slutningen af 1930’erne oprustede Hitler og førte ekspansiv udenrigspolitik. På hjemmefronten udgjorde antinazistiske blade forløberen til den danske modstandsbevægelse, alt imens danskerne samlede sig i nationale fester for at markere tilknytningen til det nationalfællesskab, som føltes udsat. Dannebrog blev et symbol på nationalånden, og deltagelse i Valdemarsfesten blev således en stille protest mod nazismen og senere besættelsesmagten.
Valdemarsfesten i 1940 var en af de hidtil største, men den overskyggedes alligevel af 1941, hvor så mange som 4.000 deltagere indenfor (hvilket man senere indrømmede var for mange) og i titusindvis af tilskuere udenfor var mødt op. Aftenen var desuden speciel, fordi kronprinseparret for første gang besøgte Aarhus med den lille prinsesse Margrethe, og kronprinsen i øvrigt indviede Aarhus Bybanner. Bybanneret var tidligere på året blevet skænket byen af spejderkorpsene i anledning af byjubilæet, og det indtog herefter hæderspladsen ved fremtidige Valdemarsfester i domkirken.
I årene op til, under og efter Anden Verdenskrig oplevede Valdemarsfesten i domkirken med andre ord massiv bevågenhed. Højtidelighederne i kirken radiotransmitteredes, og medlemmer af kongefamilien deltog personligt i festlighederne. Fædrelandskærligheden blev demonstreret ved at placere et af de små dannebrogsflag, som solgtes om formiddagen, i knaphul eller på frakkeopslag.
I de første efterkrigsår var tilslutningen så stor, at man så sig nødsaget til at supplere med Skt. Johannes og Skt. Pauls Kirke til faneprocession og gudstjeneste, da man nogle år forinden havde begrænset antallet af almindelige festdeltagere i domkirken til 2.000. Ligeledes var man nødt til jævnligt at finde større lokaler til aftenfesten. Fra i nogle år at have benyttet Østergades Hotel, flyttede man til Folkets Hus og senere til Aarhus-Hallen og Rådhushallen. Antallet af deltagende faner voksede også for hvert år: fra en snes stykker i 1930’erne til 82 i 1943 og til over 120 i 1953. Flot så det ud, når de funklende og majestætisk stod i rækker ned gennem domkirkens midtergang.
Foreningen Dannevirke var hovedarrangør, indtil Danmarks-Samfundet overtog ansvaret for festen i 1946. Danmarks-Samfundet (stiftet 1908) indledte sit virke med året efter at påbegynde traditionen med faneuddeling, hvilket i dag er et fast indslag. På nær tre gange er Valdemarsfesten siden 1927 blevet afholdt i Aarhus Domkirke, og i al væsentligt ligner en nutidig Valdemarsfest til forveksling sin forgænger anno 1940.
Stedse med Dannebrog som omdrejningspunkt.
