Rosenteatret
Rosenteatret er et teater, der har navn efter dets beliggenhed ved Rosenpassagen mellem Rosensgade og Graven i hjertet af Aarhus.
Teatret startede som en forening, der blev stiftet i 1970 under navnet ”Amatørscenen Århus”. I 1973 lavede de deres første festugerevy, som blev opført i Tonicas telt på Klostertorvet, og året efter spillede den i Jacobs Bar i Vestergade.
I 1975 flyttede foreningen ind i deres nuværende lokaler ved Rosenpassagen, hvor de fik adresse på Rosensgade 24. De kaldte sig først "Amatørscenens Hus", men skiftede i 1977 navn til "Rosenteatret" på grund af beliggenheden. Siden er deres adresse blevet til Teatertorvet, som blev navngivet i 1980 med henvisning til netop Rosenteatret. På trods af ændringerne beholdt Rosenteatret sit navn - Rosenpassagen lå der jo stadig - og er fortsat et amatørteater, som drives af frivillige.
At det er et ”amatør” teater skal forstås i ordets oprindelige forstand, hvor det betyder ”elsker”. En amatør er altså en, der elsker noget, og Rosenteatret slår sig på, at deres folk elsker det, de laver – og det er teater. Selvom teatret og dets frivillige ikke stræber efter det professionelle, gør de en dyd ud af at levere deres bedste, og deres overbevisning er, at det, man gør med hjertet, altid bliver godt.
Selvom Rosenteatret er et amatørteater, har de gennem tiden også lånt professionelle skuespillere til nogle af deres forestillinger. Det gjaldt blandt andet nat-cabareten Der var et yndigt land, som havde premiere i marts 1977 og tilsyneladende var amatørscenens første forestilling, efter det havde fået navnet Rosenteatret. Her var tre af de fire roller, der udgjorde stykket, professionelle skuespillere fra Aarhus Teater. Den sidste var dog en af Rosenteatrets amatører, og syvmandsorkestret, der spillede musikken til cabaretten, bestod af studerende fra Jysk Musikkonservatorium. Der var et yndigt land fik gode anmeldelser i Aarhus Stiftstidende og var starten på en tilsyneladende travl tid for Rosenteatret. I hvert fald optrådte de hver aften under Aarhus Festuge samme år med revyen Tryk på. Tør - hvor andre er våde. I september måtte de arrangere en specialforestilling af samme, da daværende rådmand og senere borgmester Thorkild Simonsen havde set revyen under festugen og var blevet så begejstret, at han sørgede for at få den opført to ekstra gange. Derudover bød resten af 1977 også på en optræden på sygehjemmet Abildgaarden samt opsætninger af teaterstykket Stuepigerne og underholdningsaftener med servering kaldet WIEN, WEIB & GESANG.
Gennem årene er der på Rosenteatrets intimscene blevet opført et utal af forestillinger inden for dansk dramatik, sort teater, absurd teater, selvgjorte musicals, kabareter, revy- og børneforestillinger. For nylig begyndte de et samarbejde med den aarhusianske stand-up scene og holder nu klubaftener for det lidt anderledes publikum, som komikken tiltrækker.
Litteratur og kilder
- https://www.rosenteatret.dk/om-os-2/
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
- https://www.kultunaut.dk/perl/sted/type-nynaut/nr-133308
- Aarhus Stiftstidende, 2. marts 1977, s. 15, "Amatør blandt professionelle"
- Aarhus Stiftstidende, 6. marts 1977, s. 7, "Nat-cabaret med dejlig musik"
- Aarhus Stiftstidende, 7. september 1977, s. 19, "Op og ned af FESTUGEN"