Klintegaarden
Klintegaarden er et bygningskompleks i Aarhus ved Skovvejen, som på bedste vis falder ind i byens og havnens "landskab". Byggeriet blev tegnet og opført af ingeniør Ove Christensen og stod færdigt i etaper i perioden 1936-1938.
Bygningen blev fredet i 2012.
Bygningens arkitektur
I sin samtid adskilte Klintegaarden sig markant fra gængs byggeskik. Med sine seks etager ragede det op over kvarterets sædvanlige lavere byggerier, og i sin enkle, hvidmalede fremtoning udgjorde Klintegaarden et strålende eksempel på en ny tids arkitektur: funktionalismen.
Funktionalistiske huse har ofte fladt tag, store hvide facader og - hvad der især vakte opsigt og åbnede nye muligheder - opført i jernbeton. Det nye materiales bæreevne gjorde, at Klintegaarden i bedste funkisstil blev udstyret med brede vinduespartier og store altaner. Altanerne ud mod Skovvejen var indbyggede og dermed firkantede, men altanerne ud mod bugten vakte opsigt ved at være rundede og i bygningens hjørner ligefrem trekvartcirkelformede. Når man nød den storslåede udsigt fra en hjørnelejlighed, kunne man således se helt fra Riis Skov i nord til ind over Aarhus i vest.
Blandt andre eksempler på aarhusianske funkisbyggerier kan nævnes Aarhus Rådhus fra 1941, samt Ove Christensens fire tidligere byggerier: Aagården på Åboulevarden 82-84, en ejendom i Schleppegrellsgade 18A-18B og to ejendomme i Carl Bertelsens Gade 3-9 og 2-10. Disse byggerier stod i stærk kontrast til de røde murstensbygninger, som hidtil havde domineret bybilledet. Klintegaarden var vistnok også at regne for Ove Christensens hovedværk, og han flyttede også selv ind, da det stod færdigt. Han gik dog konkurs og måtte sælge Klintegaarden, hvorefter han flyttede til Fredericia.
Fælleshus i midten
Klintegaarden består af to nyopførte ejendomme - den ene med facade ud mod Skovvejen, den anden oven over skrænten bag Langelinjebyggerier, der stammer fra de sidste par årtier. På grunden, hvor Klintegaarden kom til at ligge, lå der allerede to herskabsvillaer fra slutningen af 1890'erne. I stedet for at rive dem ned blev de kalket hvide og tænkt ind i det nye funktionalistiske byggeri. Den ene villa, som før havde tilhørt overretssagfører Peter Kristian Johansen Stampe, blev bygget sammen med den hovedbygning, der har facade ud mod Skovvejen. Men den anden blev stående midt i gårdarealet og indrettet til fælleshus til beboernes fri disposition.
En af Ove Christensens overordnede intentioner med Klintegaarden var at skabe et byggeri, der byggede på fællesskab. I det toetagers fælleshus blev derfor indrettet selskabslokaler med Bing & Grøndahl-service til 24 personer, billardsaloner til mændene, legestuer til børnene og gæsteværelser, som kunne lejes for billige penge i tilfælde af udenbys besøgende. For at aflaste hverdagens besværligheder kunne man i en pension med tilhørende fællesspisestue bestille mad eller evt. fuld pension, ligesom man kunne købe sig til hushjælp. Uden for villaen var der indrettet en harmonisk og fredfyldt gårdhave, smukt udstyret med springvand og majestætiske løvtræer, som stammede fra de gamle herskabsvillaers haver. På taget kunne man nyde udsigten ud over havnen og Aarhusbugten fra fælles tagterrasser.
Hypermoderne interiør
En lang række moderne tiltag fik Klintegaarden også. Foruden køleskabe, affaldsskakter fra hvert lejemål og centralvarme i alle værelser var alle lejligheder forsynet med både koldt og varmt vand i såvel køkken som badeværelse – en luksus i mellemkrigstiden. I bygningen ud mod Aarhusbugten kunne man lade sig transportere med elevator, og i kælderplanet var der indrettet elektriske vaskefaciliteter og et underjordisk garageanlæg, så biler og cykler blev fjernet fra gaderne.
Minisamfund med deleøkonomi
Ove Christensens vision var at opføre et byggeri, hvor beboerne levede tæt sammen i et pænt og trygt miljø, hvor børnene kunne færdes ubekymret, og hvor dagligdagen ikke skulle være en lang række af huslige pligter. Klintegaarden skulle være et minisamfund med albuerum og mærkbar komfort, der var gjort mulig ved fælles indsats. Indretningen af de fælles bekvemmeligheder var nemlig inkluderet i huslejen. Ejendommens kollektive islæt var en meget anderledes måde at tænke beboelse på end i den almindelige husførelse og udmærkede mere end noget andet Klintegaarden mellem Aarhus’ øvrige byggerier.
Klintegaarden høstede pga. sit kollektive element stor opmærksomhed i samtiden, og i de første år blev ejendommen ligefrem en aarhusiansk turistattraktion. I en udlejningsbrochure fra slutningen af 1930'erne kunne man læse: ”Uden Overdrivelse maa Klintegaarden karakteriseres som et af Nutidens mest moderne Boligkomplekser, der paa afgørende Maade adskiller sig fra almindeligt Boligbyggeri, baade hvad angaar selve det bygningstekniske og den gennemførte Service, der er etableret for Lejerne.”
Popularitet og nytænkning
De fleste kiggede mod denne type byggerier med velvilje, fordi de syntes at kunne løse en række af mellemkrigstidens udfordringer. Klintegaarden vidnede først og fremmest om tidens tekniske landvindinger, samtidig med at den fremstod som en solid repræsentant for de nyeste arkitektoniske idealer. For det andet tilgodeså byggeriet en stadig stigende tendens til arbejdende husmødre, som ikke længere behøvede at være hjemmegående for at opretholde husholdning og familie. Den var et bud på, hvordan man i et minisamfund i fællesskab kunne skabe rum for og løsninger af dagligdagens udfordringer i en stadigt travlere hverdag.
Komforten, teknologien og servicen var imidlertid ikke gratis. Selvom bygningens ca. 150 lejligheder, der spændte fra enkeltværelser til 3½-værelses lejligheder, i gennemsnit kun var omkring 50-60 m2, var de så dyre, at kun bedrestillede havde råd til at bebo dem. Blandt klientellet ser vi derfor funktionærer med relativt høje indtægter samt professorer og i enkeltværelserne studenter, tilknyttet det nærliggende universitet.
Blandt andet har den senere statsminister Poul Schlüter beboet et af studenterværelserne på Klintegaarden, mens hans læste på Aarhus Universitet. Derudover var skuespillere fra Aarhus Teater også flittige brugere af Klintegaarden. Her i blandt kan regnes Poul Hagen, Lise Ringheim og Henning Moritzen, der alle har boet i Klintegaarden.
Fra lejebolig til ejebolig
Klintegaarden pryder stadig Skovvejen i dag, men gennem tiden er det oprindelige kollektive aspekt forsvundet. Kernen i deleøkonomien, fælleshuset, blev efter 2. verdenskrig omdannet til fabrikslokaler for firmaet Rucon, og siden 1977 har den fungeret som privatbolig. Pensionen flyttede efter krigen over i den anden villa og eksisterede indtil 1974, i de sidste år som almindelig pensionatsvirksomhed, mens også denne villa i dag er inddraget til privatbolig.
Ligeledes overgik Klintegaardens oprindelige lejelejligheder fra 1970 til at være ejerlejligheder, efterhånden som lejerne flyttede ud. Ove Christensens kollektive ideal var en strømning, som vakte opmærksomhed i sin samtid, men som ikke var levedygtig på længere sigt.
Klintegaarden blev fredet i 2013 som følge af sine arkitektoniske, arkitekturhistoriske og specielle kulturhistoriske værdier.
Se også
Klintegaarden på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder
- ”Da Aarhus blev moderne”, Aarhus Stiftstidende 31. august 2013
- Klintegaarden, brochure fra 1936, genoptryk i 2013 af arkitektfirmaet Vilhelmsen, Marxen & Bech-Jensen A/S
- Nørre-Stenbro og Skovvejskvarteret Århus, Registrant magistratens 2. afdeling 1988, s. 96-98
- Klintegaardens hjemmeside
- [www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=98063938 Kulturstyrelsen: Klintegaardens fredningssag]
- Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus
- Annegrete Dybdahl: Århus i 1930erne. Århus byhistoriske Udvalg, 1984, s. 42-49
- Bodil Olesen: "Klintegaarden: Nye boformer og boligvaner i 1930'rnes Danmark", i: Bue Beck: Dit Århus, Aarhus, 1990
- "Klintegaarden i Aarhus", i: Byggeforum: Økonomisk-teknisk tidsskrift for bygge- og boligforhold, oktober 1938
- Slots- og kulturstyrelsen, Fredede og bevaringsværdige bygninger, https://www.kulturarv.dk/fbb/
56° 9' 23.23" N, 10° 12' 16.63" E 56° 8' 50.92" N, 10° 11' 32.77" E 56° 8' 33.99" N, 10° 11' 21.09" E
