Klemenshus

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Klemenshus. Den pragtfulde forretnings- og beboelsesejendom i nyrenæssancestil på hjørnet af Store Torv og Sct. Clemens Torv blev bygget i 1891 og nedrevet i 1935.

Klemenshus (el. Clemenshus), opført i 1891, var en hjørneejendom beliggende på Store Torv 1 på hjørnet af Store Torv og Skt. Clemens Torv.

Opførelse og arkitektur

Bygningen blev opført i 1891 af manufakturhandler Carl Christian Andersen (1845-1893). Han var snedkermestersøn fra Horsens. I 1860’erne, hvor Crome & Goldschmidt blev etableret som tekstilfabrik – med tugthusfangerne i Horsens som arbejdskraft – blev unge Andersen handelsrejsende for fabrikken. I 1870 etablerede han på hjørnet af Vestergade og Grønnegade i Aarhus det første af de udsalg for Crome & Goldschmidts Fabriker – Horsens Tugthus Udsalg, der skød op i danske provinsbyer. I 1875 flyttede han forretningen til Store Torv 7. I april 1890 afstod han Crome & Goldschmidt-forretningen, der flyttede til Borgporten. Samme år erhvervede han hjørnegrunden Store Torv og Sct. Clemens Torv.

Her lod han efter tegninger af arkitekt Vilhelm Puck bygge et imponerende hus i tre etager med mansardtag og hjørnetårn med spir. Byggestilen var nyrenæssance, og ejendommen fremstod som en prægtig og værdig modpol til Domkirken. I stueetagen var der butikker med store facadevinduer. I kælderen var lager-, brænde- og vaskerum. 1. og 2. sal var indrettet til lejligheder med kontorlokaler. Efter tidens standard var disse lejligheder også med herreværelse, men som noget nymodens også med børneværelser. I mansardetagen mod Store Torv indrettedes et stort fotografisk atelier. Butikslokalerne var de første i Aarhus med elektrisk lys.

Ejendommen blev ved servitut benævnt ”Klemenshus” med ”K” – og ikke ”C”, som vi normalt staver Aarhus’ skytshelgen, Sankt Clemens, med.

"en sjælden Grad af Bypatriotisme"

Forretningen C.C. Andersens Væveriudsalg rykkede i de første måneder af 1892 ind sammen med flere andre, bl.a. Th. Køsters Boghandel mod Store Torv. I annoncer her i avisen i de følgende år kan man se, at ”Klemenshus” blev et dynamisk forretningshus, hvor der i lejlighederne - foruden beboelse - bl.a. blev lægepraksis og sagførerkontor.

I Stiftstidende blev Andersen rost for ”en sjælden Grad af Bypatriotisme ved Opførelsen af Pragtbygningen, (..) et Bygningsværk, der ved sit hele monumentale og stilfulde Ydre er en Pryd for Omgivelserne i Byens Centrum”. Som et hip til byens øvrige huse tilføjede avisen, at ”det kan vel uden Overdrivelse siges, at den store Hjørnebygning ved de to Torve er den smukkeste Bygning i Privatmands Eie i Aarhus.”

Butikker og anvendelse

De pæne ord stod i avisens nekrolog over C.C. Andersen. Han døde nemlig allerede i december 1893. Noget var gået galt for ham – byggeriet havde været dyrt, og hans nerver var tyndslidte. Så han solgte sin villa i Nørre Allé og rejste med familien til København – ifølge folkeviddet for ”at leve i Ro” og genvinde helbredet. Forretningen blev dog ikke afstået, og i nogle år blev den videreført af enken.

Så tog sønnen Walther Andersen over, og frem til midten af 1920’erne stod der fortsat ”C.C. Andersens Væveriudsalg” over butikken ud mod Clemens Torv. Crome & Goldschmidt, der bl.a. havde haft til huse i Rømerhus ved Clemensbro, havde i 1918 købt ejendommen, og rykkede nu selv ind. I 1933 købte Privatbanken i Kjøbenhavn ejendommen med det klare formål at etablere en bankfilial i Aarhus. I april 1935 flyttede alle lejerne i ”Klemenshus”. Ifølge Stiftstidendes nekrolog over C.C. Andersen havde han sat sig et varigt minde med pragtbygningen. Sådan skulle det ikke gå. Nedrivningen begyndte i sommeren 1935 – efter kun 44 år på det markante hjørne.

Afløseren

”Klemenshus” blev erstattet af arkitekt Axel Høeg-Hansens flotte bankbygning i funkisstil. Den blev opført for Aarhus og Omegns Bank som filial af Privatbanken, og blev indviet i 1937.

Klemenshus på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=149614

Litteratur og kilder

  • Første version af artikel skrevet af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Rigsarkivet