Carl Christian Kruse

Fra AarhusWiki
Carl Christian Kruse

Karetmager Carl Christian Kruse var den første formand for Arbejderbevægelsen i Aarhus. Arbejdskammerater valgte ham 21. oktober 1871 til leder af Aarhus-afdelingen af Internationale i Danmark. Ligesom andre af arbejderbevægelsens berømte pionerer – bl.a. Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff – blev hans skæbne hård.

Baggrund

Som mange af den tids håndværkere havde Kruse, der var født som landarbejdersøn på Falster i 1833, i sine unge dage vandret omkring som håndværkersvend i Tyskland og i Frankrig. Som uddannet karetmager kom Kruse til Aarhus, hvor han blev ansat på Centralværkstedet. I udlandet havde han mødt de nye socialistiske idéer, der optog ham. Nogen rabiat socialistisk agitator var der dog ikke i Kruse, og derfor var han noget ildeset blandt de revolutionære socialister i København.

Ideologisk sluttede han sig især til den frisindede venstrepolitiker Lars Bjørnbak i Viby. I faghistorien beskrives Kruse da også som en elskværdig, jævn og tillidsvækkende mand med et sundt og roligt omdømme. Kort sagt en støt og solid natur, der blev venner med sine arbejdskammerater, og derfor valgte de ham til formand for det, der i længden udviklede sig til Socialdemokratiet i Aarhus.

Kruse og arbejderbevægelsen i Aarhus

Anført af snedkersvend A.P. Berg stiftedes i Riis Skov i september 1871 en socialistisk arbejderforening i Aarhus, der tilmeldte sig ”Internationale” i København. Herefter holdtes med øget tilslutning flere arbejdermøder i Frandsens lokale Vinden, der lå i Kannikegade.

21. oktober 1871 konstitueredes arbejderforeningen officielt som afdeling af ”Internationale”, og C.C. Kruse blev valgt som formand. Socialistføreren Poul Geleff talte fire dage senere i Aarhus for 700 tilhørere fra alle samfundslag.

I løbet af 1872 voksede C.C. Kruses popularitet. Da det i selve Aarhus by var forbudt ”Internationale” at holde friluftsmøder ansøgte han om excerserpladsen ”Galgebakken”, hvilket militæret afslog. I stedet samlede han arbejderne på Kvægtorvet (!), mens dragonerne holdt sig parate til udrykning. Det kom dog ikke til sammenstød.

Kruse blev kandidat til både byrådet og Folketinget. Blandt anbefalerne til Folketingsvalget i september 1872 sagde én, at Kruse ”hverken var Socialist eller Kommunist, men arbeider kun hen til, at de Smaa i Samfundet skal komme til deres Ret.” Men Kruse blev ikke valgt. På selve valgdagen trak han sin opstilling tilbage, da han ikke følte at kunne vinde over en af omegnens bønder.

Kruse var en visionær mand, der tidligt bl.a. udkastede planer om rejsning af et forsamlingshus i Aarhus, hvor byens arbejdere og omegnens bønder kunne mødes. Han støttede derfor også opråbet om aktietegning i Den Folkelige Forsamlingsbygning, som Venstre lod opføre i Østergade i 1875.

C.C. Kruse talte i 1872 ved flere møder i København og besøgte Louis Pio i arresten i København. Han lod sig også fotografere sammen med dansk ”Internationales” nye formand, cigarmager Carl Würtz.

Som julegave forærede snedkersvendene i Aarhus ham en lænestol i taknemmelighed.

I januar 1873 blev Kruse genvalgt som formand. Ved et Grundlovsmøde i Aarhus 5. juni 1873 hyldede Kruse socialistførerne Pio, Brix og Geleff. Mødet sluttede med en demonstration med musik og sang gennem byens gader og sluttede på Torvet med en stor hyldest til Kruse.

”Internationale” blev forbudt i august 1873. I Aarhus dannedes herefter Den demokratiske Arbejderforening for Aarhus og Omegn. Murer F. Sørensen blev nu formand, men Kruse var fortsat aktiv. Den ny forening svandt dog hurtig ind. Først 2. oktober 1882 blev der stiftet en arbejderforening, Demokratisk Samfund, der havde de to typografer ved Aarhus Amtstidende Harald Jensen og Emil Marott som foregangsmænd. Sidstnævnte blev formand. 30. april 1883 vedtog Demokratisk Samfund på sin generalforsamling at antage Socialdemokratiets program og blev derved den første provinsafdeling af partiet.

Afsked og død

Nogle måneder før Kruse i 1871 blev valgt til arbejdernes formand, havde ledelsen ved Centralværkstedet bekendtgjort, at arbejderne ikke måtte deltage i ”politiske Agitationer”. Stille og roligt arbejdede Kruse dog videre for at forbedre arbejdernes forhold.

En ny og ret nidkær værkfører gav Kruse flere advarsler. Da Kruse i 1874 havde en kvart fridag til gode og ønskede denne anvendt 5. juni, så han kunne komme til Grundlovsfest, gik det galt. Han blev afskediget med den begrundelse, at han havde læst avis i arbejdstiden. Dermed røg Aarhus’ første arbejderleder ud af porten.

Venstremænd i byens omegn hjalp ham til at blive selvstændig karatmager, men det rakte alligevel kun til sulteføde. Han fik først en lille arbejderbolig i Frederiks Allé, men måtte på grund af nød flytte ned i et lille værelse i Nygade. I juni 1876 var der socialdemokratisk kongres i København, og C.C. Kruse deltog som en syg og nedbrudt mand. 25. august samme år døde han, kun 43 år gammel.

Kruse i eftertiden

C.C. Kruse blev begravet på den gamle kirkegård, hvor nu Rådhuset nu ligger. Arbejdskammerater og bjørnbakker rejste en sten på hans gravsted. Da kirkegården blev rømmet, blev hans sten ikke fundet bevaringsværdig i modsætning til en række borgerlige personer, hvis gravsten bevaret og endnu står i den sydligste del af Rådhusparken.

Stenen blev sløjfet og der er nu ikke andre minder om ham end lidt oplysninger spredt i den historiske litteratur. En af arbejderbevægelsens første historikere, Oluf Bertolt, gjorde i bogen ”Pionerer” (1938) status: ”Ved Hjælp af Fattigdom og Underernæring befriede det borgerlige Samfund sig for denne redelige Talsmand for Smaamandens Ret.”

Litteratur

  • Oluf Bertolt: Pionerer. Mændene fra Halvfjerdsernes Arbejderbevægelse, Kbh. 1938, s.171-174.