Malling Sogn

Fra AarhusWiki

Malling Sogn, ligger i Ning Herred, i Århus Amt. Malling var hovedbyen i Beder-Malling Sognekommune, som i forbindelse med kommunalreformen i 1970 indgik i Aarhus Kommune.

Bredgade med Malling Bio i midten af billedet.

I Malling Sogn findes: Malling, Vormstrup, Krekær, Pedholt, Storenor, Lillenor, Ajstrup, Neder Fløjstrup, Synnedrup, Elmose, Norsminde, Starup, Elkær. Desuden sommerhusbebyggelserne Mariendal Havbakker og Ajstrup Strand. Gårde i 1960: Norslund, Karensminde, Mariendal, Vejlgård, Elmosegård.

Omkring 1220 ejede biskoppen i Aarhus en gård og 10 mak guld jord i Norsminde. 1291 udstedte bispen et brev herfra; i 1292 fik han og kannikerne kongens rettigheder i Norsminde.

Malling Bjerge, (81 m) udgør en del af et randmorænestrøg, som kan følges fra Fløjstrup til Uldrup Bakker ved Horsens Fjord.

Malling Sogn i Beder-Malling sognekommune

I 1842 blev Beder-Malling Kommune dannet som en sognekommune bestående af Beder Sogn og Malling Sogn. Kommunen blev ledet af Beder-Malling Sogneråd. I administrationen blev sognekommunen ofte inddelt i tre distrikter. Beder sogn var ét distrikt, imens Malling sogn blev inddelt i to distrikter: et vestre distrikt med Malling og Pedholt som centrum og et østre distrikt med Ajstrup og Neder Fløjstrup som centrum. I 1970 ophørte Beder-Malling med at være en selvstændig kommune, da den indgik i en større kommunesammenlægning og blev lagt ind under Aarhus Kommune

Befolkningsudvikling i Malling Sogn

1801 748
1850 960
1901 1748
1930 1918
1955 1978
1960 2043
2015 5007


Litteratur