Slusebroen
Slusebroen lå på Vester Allé ved Thorvaldsensgade og Åboulevarden. I dag er selve overgangen over Aarhus Å en del af et større trafikkryds, og de engang så synlige sluser, eller klapper hvorefter broen er navngivet, er ikke længere tilstede. Der har igennem tiderne ligget flere variationer af en broforbindelse på stedet ved Vester Allé og Aarhus Mølle.
De tidligere sluser
I et kongebrev fra 1241, afgav Erik Menved (1274-1319) Aldrup mølle til domkapitlet i Aarhus som kompensation for skader, da en sluse fik broen til at løbe over. Det er uklart om denne sluse var placeret samme sted som de senere. Det viser dog, at der allerede dengang var opdæmning for åløbet til mølledrift.
Igennem 1700-tallet findes flere kilder, hvor bønder klager over opdæmning af åen. Enten fordi åen løber over sine bredder, vandet løber for langsomt eller helt stopper sit løb, så vandet bliver surt og råddent. I 1840 måtte mølleren Kirstine Guldager aftale ikke at dæmme for meget op mellem 1. maj og 1. september, så høsten ikke led skade.
Den gamle træbro
Beskrivelse fra Byrådforhandlinger (24-01-1895):
Træbroen fandtes i tiden indtil 1894 og bestod af 4 Gennemløb med 10 ¾ Fod Aabninger med Aag af egepæle, med Grundbjælke af Eg og med Brodæk af Fyrrebjælker med Plankedæk og et Slidlag af Brædder og Træ-Rækværk. Bredden af Broen udgjorde ca. 14 Fod, hvoraf 4 Fod var Fortov og dens Længde var ca. 47 Fod.
De ældste billeder, der findes af broen, er fra årene omkring 1870. Det er blot få år før Mølledammen blev opgivet. På billederne ser man en smal bro med de karakteristiske klapper, der forhindrede vandet i at løbe ubenyttet igennem.
Den Nye Slusebro
I 1893 påbegyndtes projekteringen af Slusebroens ombygning. Den gamle træbro skulle erstattes med en helt ny, moderne bro. Det var blandt andet nødvendigt, fordi nedlæggelsen af Mølledammen havde resulteret i etableringen af nye bykvarterer i løbet af 1880'erne og 1890'erne. Trafikken voksede og man havde derfor brug for en bro med en helt anden karakter og betydning. Ved samme lejlighed havde byrådet besluttet at Vester Alle fra Slusebroen til Frederiks Allé skulle omlægges. Budgettet til opførelsen af den nye bro lå på 30.000 kr. Havneingeniør Thorvald Horneman stod bag tegningerne til den nye slusebro, og han stod også for tilsynet med arbejdets udførelse.
Ved licitation indkom der 12 tilbud på arbejderne. De 3 lavestbydende blev udvalgt til at stå for bygge den nye slusebro. Kontrakterne blev indgået 6. juli 1894.
De 3 udvalgte aarhusianske virksomheder:
- Tømmermester P. Frederiksen: Jord- og tømmerarbejde
- Brødrene Thomsen: Murarbejde
- L. Andersen: Jernarbejde
Broen, der havde en bred kørebane og asfalterede fortove, hvilede på afrundede solide betonpiller med granitbeklædning. I december 1894 stod den nye slusebro så godt som færdig. De første fodgængere havde taget broen i brug allerede den 20 november, mens der blev åbnet for vognfærdslen den 15. december.
Den nye broretning afveg fra den ældre, idet den gik i forlængelse af gaden imellem Aarhus Mølles og museets grund, mens den gamle lå skævt på denne retning. Kørebanen på den nye bro fik samme bredde på 22 fod som også gaden, den lå i forlængelse af, havde.
Koleraepidemien og rensningen af åen
Aarhus Å var tidligere meget forurenet og der hang en stank over området. Fiskere smed fiskeaffald ud i åen, husmødre spildevand, og aarhusianerne benyttede generelt åen til at dumpe affald og andre efterladenskaber. Det var netop én af grundene til, at man i 1930'erne begyndte at overdække åen.
Efter koleraepidemien i 1853 opstod et ønske om at rense åen. Det beskidte vand fik nemlig skylden for spredningen af 1800-tallets koleraepidemier. I Aarhus Stiftstidende kunne man den 15. oktober 1859 læse, at den del af åen, der løb fra Frederiksbroen indtil Slusebroen, nu var blevet oprenset. Avisen tilføjede dog, at det ikke var udført i det omfang, "der maatte ansees ønskeligt for saa vidt muligt at gøre Aaen uskadelig".
Se også
Slusebroen på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kulturmiljøer ved vandet
WaVE Kulturarvsområde
Slusebroen er en del af WaVE kulturarvsområdet Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet. |
Litteratur og kilder
- Aarhus Stiftstidende. Omlægning af Vesterallee. 26-10-1894.
- Aarhus Stiftstidende. En Forandring til det Bedre. 07-12-1894.
- Uddrag af Aarhus Byråds Forhandlinger for 1895. Tryk i Stiftsbogtrykkeriet, Aarhus, 1896.
- Århus Å - Natur og Mennesker. Henrik Fode, Århus Byhistoriske Fond. Silkeborg Bogtryk, 2009.
- Aarhus Stiftstidende 15. oktober 1859