Aarhus Katedralskole
Aarhus Katedralskoles oprindelse er ikke dokumenteret, men det anses for sikkert, at den i eksisterede i 1195. Ved sit gavebrev fra dette år, dateret Thorp "femtedagen før februars Idus", d.v.s. 9. februar, overdrager Århusbispen Peder Vagnsen alle sine bøger "til den Salige Clemens til gavn for dem, der i fremtiden skal arbejde som tjenere i hans kirke". Heraf konkluderes, at en katolsk kirkeskole, som senere blev kendt som Aarhus Skole og Aarhus Katedralskole, var en realitet, også før man tog fat på at bygge den nye, store domkirke, der indtil i dag har været skolens nærmeste nabo. Som den eneste lærde skole i landet ligger Aarhus Katedralskole endnu på det sted, hvor den oprindeligt blev placeret.
Fra kirken overgik skolen i forbindelse med reformationen til staten, og langt senere, fra og med 1. januar 1986, overførtes den som landets øvrige statsgymnasier til amtet. Morten Børup var skolens rektor 1491-1520. Ole Rømer dimitteredes 1662, og Grundtvig var katedralskoleelev i Århus 1798-1800. Hvid Bygning mod Skolegade/Mejlgade stammer fra rektor Jens Worms tid og er opført 1763/66. Gul Bygning er en i flere omgange ombygget, ældre gård, som i 1808 forsynedes med et nyt, fornemt forhus mod Mejlgade/Rosensgade og først sent kom til at udgøre en del af skolen. Rød Bygning mod Skolebakken er kgl.bygningsinspektør Hack Kampmanns værk fra skoleudvidelsen i begyndelsen af 1900-tallet, og de "nye", funkisbetonede bygninger på hver sin side af skolegården er opført efter tegninger af arkitekt Knud Friis (C.F. Møllers Tegnestue) 1956/57.
Indtil oprettelsen af Den videnskabelige Realskole i Dynkarken (1839-1853) og Marselisborg Skole i 1898 var katedralskolen den eneste højere skole i byen. I 1996 blev skolens bygninger med få undtagelser fredet som et samlet skolemiljø. Og i 2002 - 2003 blev taget på den røde bygning udskiftet. I samme forbindelse blev på loftet af bygningen indrettet et 200 kvadratmeter stort studieområde.
Undervisere og rektorer tilknyttet Aarhus Katedralskole
- Karl Gustav Brøndsted (1851-1945)
- Morten Børup (1446-1526)
- Christian Buur (1864-????)
- Carl Frederik Christian Engell (1844-1918)
- Adjunkt og overlærer Edvard Chrystie Fleischer (1806-1846)
- Olaf Jonas Hansen (1870-1932)
- Julius Jens Emil Hoffmeyer (1841-1911)
- Lesor Kleisdorff (1832-1913)
- Frederik Christian Lorentzen (1850-????)
- Georg Frederik Wilhelm Lund (1820-1891)
- Jens Mathias Møller (1869-????)
- Nikolaj Frederik Stegmann (1848-????)
- Peter Thyssen (f. 1951)
- Jon Vaupell (1854-????)
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Henning Spure Nielsen og overført fra Århus Leksikon
- ".. imellem kirken og vandet". Aarhus Katedralskole 1195-1995. 1995. Bestil materiale