Nytår i Aarhus
Nytåret er både årets sidste og første fest. Overgangen fra det gamle til det nye år er noget specielt, som vi gennem århundrede har markeret og fejret.
Afskaf nytårshilsnen
Skruer vi tiden tilbage til begyndelsen af 1800-tallet var der to nytårstraditioner, som optog aarhusianernes sind. Den ene ønskede man afskaffet – den anden frem fra glemslen. Det såkaldte nytårsgratulering havde generation efter generation været en udbredt skik blandt byens borgerskab. Ledsaget af Stadsmusikantens toner løb bedsteborgerne – mændene forstås – på visit hos hinanden for at gratulere med det nye år. Resultatet var et hektisk væddeløb med både beruselse, ’bugvrid’ og total udmattelse til følge.
I 1837 blev det hele for meget, og en betydelig del af byens embedsmænd og borgere fandt det ligefrem nødvendigt at underskrive overenskomst om ikke mere at gå omkring på nytårs-hilsen. ’Atter et Skridt fremad’ var Århus Stiftstidendes opbakkende og tidstypiske holdning. At det ligefrem var nødvendigt at underskrive en overenskomst understreger blot, hvor vanskeligt det var at bryde med en gammel skik. Og det lykkedes da heller ikke, da visitterne fortsatte nogle årtier endnu, dog i en mere og mere amputeret udgave.
3.000 til nytårsgudstjeneste
Traditionen med at festligholde årets sidste aften med sang og tale i kirken havde været afskaffet siden reformationen i 1536. I 1816, altså 280 år efter, arbejdede stærke kræfter på at vække den til live igen. Argumenterne i Stiftstidende var stærke og følelsesladede ’Thi man maa tilstaa, at Hjertet aldrig villigere aabner sig for ædle Følelser, end Nytaarsaftens høitidsfulde Stund i Guds hellige Hus…’
Og således skete det, at man også nytårsaftensdag i det herrens år 1816 igen kunne høre det hellige budskab. Op mod 3.000 borgere skulle ifølge avisens tælleapparater havde fundet vej til den genopstandne gudstjeneste i Domkirken. Det var faktisk mere end halvdelen af byens samlede indbyggertal!
Store Torv, optøjer og politistave
I midten af 1800-tallet samlede folk sig nytårsaften på Store Torv og Lille Torv, og her kunne festlighederne gå ganske voldsomt for sig.
Ikke så meget på grund af løjerne, som endnu var ganske uskyldige. Der blev måske bytte om på nogle skilte; jordmoderen blev til modehandlerinde og skrædderen til skomager og der blev hamret og kastet udtjente potter og pander mod folks døre.
Nej, voldsomhederne havde andre årsager. Også dengang skulle nytåret skydes ind med bulder og bragt, men da fyrværkeri endnu ikke var hvermandseje, blev lydinfernoet også frembragt ved bøsseskud. Så vidt vides kom ingen noget alvorligt til.
Politiets skrappe udgangsregler var måske den afgørende årsag til optøjer. På slaget 12 blev torve og pladser ryddet. Med stavene højt hævet rykkede betjentene frem, med det resultat at folk forventningsfulde og nysgerrige blev stående. Man ville jo ikke gå glip af et godt slagsmål, og den voldelige rømning udviklede sig efterhånden til en tradition.
I 1883 lod betjentene stavene sænke. Politimester C. Jul. Thorup var af den opfattelse, at der ikke kom noget godt ud af stavfægtningen. Han havde givet ordre om at betjentene skulle blive inden døre. De nu ’arbejdsløse’ betjente slog sig i stedet på kortspil og stak så en gang i mellem hovedet ud ad vinduet for at lade sig se og sondere stemningen. Den nærmest legendariske politibetjent Kyed, også kaldet sognefogeden i Mejlgade, berettede i Århus Stiftstidende om forløbet. ’Folk kunne ikke begribe vores Tilbageholdenhed, og da vi heller ikke mødte frem med Stavene Kl. 12 som sædvanlig, gik man meget skuffet for ikke at sige fornærmet hjem efter.’
Grovere løjer
Løjernes grovhed voksede efterhånden. Potter og pander var ikke længere egnet. Nu var skytset vokset til vogne og andet svært gods, som endte aftenen på bunden af åen. En række drenge var nær endt samme sted, da de i 1878 forsøgte at indvie den endnu ikke færdige gangbro ved Mindebroen. Sværmen af urostiftere, som Stiftstidende omtalte dem, drog fra Store Torv ned til broen, men betjentene fulgte efter dem, og der opstod et voldsomt slagsmål. Betjentene vandt overtaget, og det var heldigt for alle parter, for broen manglede rækværk på den ene side. Urostifterne vandt til gengæld en overnatning i kachotten.
… og tankeløshed
Det kræver omtanke, når man omgås fyrværkeri, men nogle gange hersker der en umådelig tankeløshed. Det sidste udviste en dreng i 1889, da han fra en ejendom i Ryesgade fandt det morsomt kaste ’skrubtudser’ – en art kanonslag – ned i hovedet på de forbipasserende. Politiet fandt synderen, og gav han en passende bøde. Forud for denne hændelse var gået flere år med voldsom affyren af fyrværkeri.
Politiet blev også fanget i tankeløshedens skudlinje. Under nytårsfejringen i 1896 fik betjent Jacobsen en ordentlig omgang prygl. Han var kommet væk fra gruppen af andre betjente, og ved Immervad var der en hel sværm af mennesker, som gennempryglede den ulykkelige mand. Han blev anbragt op ad en lygtepæl under afbankningen, og da et par af hans kollegaer kom ham til hjælp, stod han uden en trævl på kroppen. Det var et optrin, som længe efter var til megen samtale. Heldigvis er det ikke blevet gentaget siden.
Balladen kommer og går
Voldsomhederne havde mod slutningen af 1800-tallet efterhånden nået sådanne højder, at Århus Stiftstidende blandt flere andre mente, at politiet måtte gribe til hårdere metoder. Det forsøgte politimester Chr. Magdalus Jespersen i 1896. Han havde forinden nedlagt forbud mod fyrværkeri, og mange havde ventet at balladen i den anledning ville blive ekstra stor. Det skete ikke. Da klokken havde slået 12, gik alle med Stiftstidendes ord ’glade og med god Samvittighed hjem’. Det var dog en stakket frist, for i 1912 var den gal igen. Betjent Thomsen kom til skade, da han fik et kanonslag kastet i hovedet. Thomsen måtte en tur på hospitalet, men heldigvis slap han uden mén.
Pas på åen
En flok unge havde i 1896 fået fat i brandsprøjten fra Sprøjtehuset på Frederiks Allé, som de i skarpt trav kørte ned gennem Søndergade med direkte kurs mod åen. Heldigvis nåede politiet at stoppe drengene, inden de og den kostbare vogn og sprøjte blev omsluttet af vand.
I 1989 lykkedes det et par fulde svenskere at dratte i åen. De var på vej mod deres hotel på havnen, da den ene ved Slusebroen fik overbalance og faldt i. Heldigvis opdagede man fra DSB-færgen Niels Klim, at der var en mand som svømmede rundt havnen. Svenskeren blev noget forkommen reddet op og fik sig en speciel nytårsoplevelse.
