Infanterikasernen: Forskelle mellem versioner

Fra AarhusWiki
Linje 54: Linje 54:


==Litteratur og Kilder==
==Litteratur og Kilder==
* Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
* Aarhus: Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier bd. 3.  
* Aarhus: Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier bd. 3.  
* De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af Vestre Landdelskommando 1976  
* De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af Vestre Landdelskommando 1976  

Versionen fra 14. aug. 2025, 11:57

Indlæser kort...

Infanterikasernen, også kaldet 'Høgen', var beliggende på Høegh-Guldbergs Gade, mellem C.F. Møllers Allé og Vennelyst Boulevard, der hvor Steno Museet i dag ligger. Kasernen blev opført årene 1875-79, og var en del af det omfattende kasernebyggeri, der desuden talte Rytterikasernen i Vester Allé og kasernen i Langelandsgade.

Ligesom Rytterikasernen blev Høegh-Guldbergs Gades kaserne tegnet af arkitekt og byrådsmedlem C. E. Lange.

Indkvartering

Allerede i 1864 var dele af 20. Bataljon blevet indkvarteret i Aarhus ved bl.a. Sukkerhuset i Brammersgade.

  • 1880-1913 14., 20. og 28. Bataljon af 8. Regiment og Regimentstab, samt Jydske Brigades stab.
  • 1909-1921 Fodfolkets underofficersskole
  • 1916-1918 Interneres omkring 15-20 britiske soldater
  • 1922-1926 Fodfolkets sergentskole
  • 1930-? Garnisonens infirmeri flyttes fra det gamle garnisonssygehus i Valdemarsgade til Infanterikasernen
  • 1932-1940 7. Artilleriafdeling, tung motoriseret artilleri
  • 1940-1942 Eneste kaserne i Aarhus anvendt til dansk militær
  • 1943-1945 Alle tre kaserner anvendt af tysk militær
  • 1945-1951 ?
  • 1951-1960 3. Trainafdeling samt Jydske Trainregiments stab
  • 1954-1960 5. Trainafdeling
  • 1961-1978 1961 forlader Trainregimentet Århus og flytter til Hvorup kaserne i Aalborg. Dog er lokaliteterne blevet benyttet af Hjemmeværnet, Marinehjemmeværnet og Kvindeligt Marinekorps.

Britisk besøg

Et af de mere usædvanlige besøg på kasernen fandt sted 1916-18, under 1. verdenskrig. Her blev omkring 15 engelske soldater interneret på kasernen. De stammede fra et nødlandet fly og en ubåd, der i august 1915 strandede på Saltholm i Øresund, og de blev, pga. Danmarks neutralitet, interneret bag hegn og under bevogtning af danske soldater.

Her sad de i to år under temmelig lempelige forhold. Opholdet blev betalt af den engelske stat, og de var velforsynede med mad og sågar en kok og oppassere, ligesom de – mod at afgive æresord og en underskift – kunne komme på udgang i byen. Flere fik på den måde arbejde i Aarhus, og som ægte engelske gentlemen holdt de ord, og vendte altid pænt tilbage til kasernen. Med et par undtagelser: To officerer flygtede fra kasernen, og vendte hjem til England, hvor der var mangel på officerer.

Rømning

Tegning over infanterikasernen i Høegh-Guldbergs Gade som den tog sig ud 1930.

Da de sidste soldater i 1978 forlod Høegh-Guldbergs Gades kaserne, var det allerede i nogle år blevet diskuteret, hvad de gamle bygninger kunne bruges til. De omkring 800 mand, der op til 1. verdenskrig havde hjemme på kasernen, var de sidste år svundet ind til under 100, og de ni bygninger - med et etageareal på over 10.000 m2 - var i dårlig stand. Hertil kom et universitet med vokseværk, der gerne så grunden indlemmet i universitetsparken.

Så let gik det dog ikke. En blandet gruppe aarhusianske bz’ere øjnede nemlig i den gamle infanterikaserne muligheden for at oprette et fristed med selvstyrende kollegieboliger. Den 14. november 1981 indtog op mod et par hundrede aktivister kasernens store hovedbygning – to uger efter Folketingets finansudvalg havde bevilget de 9,6 millioner kr., det ville koste Undervisningsministeriet at købe grunden af Forsvarsministeriet, rive bygningerne ned og udvide universitetsparken. Inden da havde Stadsarkitekten foretaget en vurdering af muligheden for at indrette kollegieboliger i de gamle kasernebygninger, men var nået frem til, at et sådant projekt ville beløbe sig til 7,6 millioner kr. pga. bygningernes stand. Det blev fundet for dyrt.

Konflikten blev dækket ivrigt af byens medier, og både politikere og universitetets ledelse var opsatte på hurtigst muligt at få ryddet grunden - ifølge aviserne ansporet af ”frygten for et nyt Christiania”. Så langt kom det ikke: Besættelsen fik kun lov at vare lidt over en måned. Tidlig morgen den 16. december ryddede 124 betjente bygningen og anholdt de 17 aktivister. Kl. 9.30 gik bulldozerne i gang, og samme dag var bygningen revet ned. Året efter var de resterende bygninger enten revet ned eller bortsprængt, med undtagelse af officersbygningen. Der skulle gå over ti år, før Steno Museet i marts 1994 kunne slå dørene op på det gamle kaserneareal.

Nedrivning af sidste bygning

I december 2013 blev den sidste tilbageværende kasernebygning, den gamle officersbygning, revet ned. Se video af nedrivning på AU's hjemmeside.

Se også

Infanterikasernen på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Infanterikasernen

Litteratur og Kilder

  • Aarhus: Historisk-Topografisk Beskrivelse med Biografier bd. 3.
  • De jysk-fynske styrkers domiciler III, udg. af Vestre Landdelskommando 1976
  • Delfinen, nr. 148, april 2009
  • Aarhus Byråds Forhandlinger 27. marts 1873
  • Demokraten, 20.02.1982, "35 kilo sprængstof gjorde det af med kaserne"
  • Jyllands-Posten, 25.11.1981, "Gravkøer i stilling ved besat Århus-kaserne"
  • Jyllands-Posten, 17.12.1981, "Boligaktivister taget på sengen"
  • Århus Stiftstidende, 28.03.1873
  • Århus Stiftstidende, 20.12.1962, ”En skive faarepølse paa kasernen"
  • Århus Stiftstidende, 05.03.1979, ”Med æren i behold"
  • Århus Stiftstidende, 22.09.1981, ”Stort bygningsværk jævnes med jorden"
  • Århus Stiftstidende, 24.09.1981, ”Frygter nyt Christiania midt i Århus"
  • Århus Stiftstidende, 04.10.1981, ”Noget smukt gammelt bras"
  • Århus Stiftstidende, 29.10.1981, ”Kasernen rives ned"
  • Århus Stiftstidende, 30.10.1981, ”Unge har planer om at besætte gammel kaserne i Århus Midtby"
  • Århus Stiftstidende, 24.11.1981, ”Nedrivningen begyndt"
  • Århus Stiftstidende, 16.11.1981, ”En istandsættelse vil koste 7,4 mill."
  • Århus Stiftstidende, 16.12.1981, "Tilskuere kastede snebolde"
  • Århus Stiftstidende, 18.12.1981, ”Besætterne blev taget på sengen"
  • Århus Stiftstidende, 08.07.1983, "Officer flygtet i en tønde"