Strandvejen 92
Strandvejen 92 er en adresse på Strandvejen, hvorpå der ligger en storslået villa med navnet "Villa Senta". Villaen blev opført i 1903 for Amtsvejinspektør Carl Martin Petersen, og han fik ved grundens erhvervelse en ægte dansk bronzealderhøj, med navnet "Røverhøj", med i købet. Huset var tegnet af V. Puck, og var i starten af 1920'erne kendt som "Købmand og Modehandler Bunkes Villa".
I 1925 overtog Grosserer Viggo Meyn villaen sammen med sin kone Kate. Grosserer Meyn fik arkitekt Thorkel Møller til at tegne en garagebygning til villaen i august 1925 samt en tilbygning til huset i marts 1927.
I januar 1943 forsøgte Meyn at sælge villaen til den tyske generalkonsul Herbert Hensel. Da salget ikke blev til noget, blev Meyn boende. I december 1943 blev Kate Meyn truet af revolvermænd fra modstandsbevægelsen. En af de logerende studenter var mistænkt for at være stikker, hvorfor hans værelse ransagedes og et kartotek med informationer blev stjålet. I januar 1944 overgav Meyn villaen til Tyskland hvilket i juni blev bekræftet med en kontrakt med den Rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best, hvor Meyn modtog en godtgørelse på 49.109,52 kr.
Hvem der helt præcist benyttede villaen er der modstridende informationer om, men flere grene af de tyske styrker havde interesser i området, hvor andre huse var enten beslaglagt af eller overgivet til den tyske Kriegsmarine og invasionsforsvaret, Admiral Skagerrak.
Efter befrielsen overgik ejendommen til staten og har siden blandt andet huset forsvarschefen og chefen for søværnets operative kommando indtil den blev solgt i 2010.
Røverhøjen
I 1919 kom gravhøjen Røverhøj på private hænder, da villaerne på Strandvejen 92 og Strandvejen 94 fik lov til at inddrage det bagvedliggende skovareal i deres haver. En bevaring af højen var inden salget til debat i byrådet og den socialdemokratisk Simonsen talte for, at den store høj ikke måtte sløjfes – dog mest fordi, der stod nogle store træer på højen. Socialdemokratiske Jakob Jensen, der året efter kunne sætte sig på borgmesterposten, synes dog at køberen skulle ”have Lov til at gøre ved Kæmpehøjen, hvad han vilde”. Den konservative fabrikant Møller tilsluttede sig dette og tilføjede, at ”Kæmpehøjen havde vist ingen historisk Fortid, men den blev nu til stor Gene for de omboende benyttet som Legeplads af Børnene.”.
Resultatet blev, at byrådet gav de to nye gravhøjsejere, købmand Yhr og fabrikant Marcussen, lov til at gøre med gravhøjen, hvad de ville; de skulle dog gøre Nationalmuseet opmærksom forud for eventuelle indgreb i højen. Marcussen i nr. 94 gik straks i gang med at anlægge et haveanlæg på højen, samt grave ud til en garage. Han glemte dog at informere Nationalmuseet først. Ødelæggelserne af gravhøjen fik flere til at reagere; både ved læserbreve i Århus Stiftstidende og ved henvendelser til Nationalmuseet. Nationalmuseet afviste en fredning af højen, da den på det tidspunkt allerede var ødelagt. I stedet sendte museet i juni samme år museets arkæolog Hans Kjær til Aarhus for at foretage en udgravning af højen, der jo allerede var blevet åbnet op. Her blev det konkluderet, at højen var godt 20 meter i diameter, og oprindeligt havde den været omkranset af 2/3 meter høje sten. I bunden af højen blev fundet en kiste af kløvet egestamme, der påviste, at højen var fra den ældre bronzealder ca. 1400-1200 f.Kr. Udgravningen viste også, at gravhøjen i den yngre bronzealder ca. 800 f.Kr. var blevet genbrugt, og der var kommet et nyt jordlag på med en lille stenkiste med brændte knogler.
Strandvejen 92 på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Aarhus Ejendomsarkiv
- Preben Rasmussens Samling
