Store Torv 15

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Der siges farvel til sporvogne i Aarhus søndag den 7. november 1971 på Store Torv. Bag sporvognen ligger Store Torv 15 med Hector Sko i stueetagen, samt kjolelager og damefrisør på 1. sal. Fotograf: Ole Olesen, 1971, Aarhus Stadsarkiv.

Store Torv 15 markerer sammen med Borgporten den vestlige ende af Store Torv ved overgangen til Lille Torv.

Bygningen, der i dag står på Store Torv 15, blev opført i 1881, efter matriklens tidligere toetagers forhus brændte ned. I den forbindelse blev det nye forhus trukket tilbage fra dens tidligere placering længere ude på torvet, så den smalle ende af Store Torv, der dengang kaldtes Borgporten, kunne udvides. Manden bag projektet var købmanden, F. W. Høyer. Indtil branden ejede Høyer grunden sammen med tobaksfabrikanten, J. E. Schmalfeld, der havde fabrik (Schmalfelds Tobakskompagni) på adressen. Efter branden købte Høyer Schmalfelds andel og blev dermed ene ejer.

Matriklens nye, tre etagers bygning blev tegnet i historicistisk stil af Vilhelm Puck. Stueetagens facade blev oprindeligt opført med syv buede vinduespartier, der dog senere måtte vige til fordel for store udstillingsvinduer. Første og anden sals facade står i dag til gengæld stort set uændret siden bygningens opførelse.

Butikslivet

På adressen lå udover Høyers manufakturhandel og Schmaldfelds fabrik en boghandel ejet af Frederik Rybner Petersen. Han havde haft forretning i adressens gamle bygning siden 1867, men fik altså også plads i den nye. Rybners boghandel skulle med skiftende ejere og placeringer i byen blive Aarhus’ ældste boghandel, som dog måtte lukke efter 143 år i 2010. På dette tidspunkt havde den lokaler i Viby Centret og hed Rybner Bog & Idé.

Derudover lå der gennem årene en række forskellige forretninger på Store Torv 15, blandt andet O. H. Klintrups cigar- og tobakshandel, Frederik Aarbyes manufakturhandel, Harders kravatmagasin og skjortefabrik, A. Fonnebechs Modehandel, F.W. Yhrs Modemagasin, CG-sko, Hector Sko og Stjernekiosken. Den mest kendte butik på adressen må dog være Leonard Abels blomsterhandel, der flyttede ind i 1928 efter at have haft lokaler i Guldsmedgade. Forretningen var kgl. hofleverandør og blev drevet af Abelfamilien i tre generationer gennem i alt 106 år, indtil den lukkede i 1984.

Senest har frisørsalonen, Per, siden 1983, Matas siden 1996 og Peak Performance siden 1998 haft lokaler i ejendommen.

Se også

Store Torv 15 på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Store Torv 15

Litteratur og kilder

  • Kenn Tarbensen og Nicolaj Falberg Jensen: "Torvehuse", Turbine Forlaget og Aarhus Byhistoriske Fond, 2021
  • Sejrs sedler: Schmaldfeld, 1856-06-07