Viby Centret

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Viby Centret er et indkøbscenter beliggende på hjørnet af Viby Ringvej og Skanderborgvej i bydelen Viby. Viby Centret slog for første gang dørene op i 1970 og er dermed Aarhus’ ældste indkøbscenter. Viby Centret blev betegnet som et C-center der var beregnet til at skulle forsyne en skarpt afgrænset bydel.

Opførelsen af centret havde længe været en del af udviklingsplanen for Viby Centrum, og ifølge en artikel i 1961 skulle centret indeholde “højhus-hotel, 60 forretninger, fodgængergader, svævende fortove og blokke med 170 lejligheder” ligesom der var planer om indretningen af en biograf. Den 22. oktober 1970 åbnede Viby Centret med 2 supermarkeder og 20 specialbutikker med bank, posthus og apotek. Centret var åbent i udformning med en 150m lang og 18m bred gågade. Centrets samlede bebyggede areal var på 9000 kvm.

Centret blev overdækket i forbindelse med en større renovering i 1991 og er siden blevet renoveret løbende. Centret har en karakteristisk glaspyramide, der er med til at skabe et lysindfald ind i bygningen.

Viby Centret har både udendørsparkering samt parkeringskælder.

Kobberskulpturer i Viby Centret

Inden sognerådet blev nedlagt i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1970 bestiltes et større kobberkunstværk for opsparede midler i en kunstfond.

To kobberskulpturer, til en samlet pris af 200.000 kr., udført af billedhugger Chr. Lymann Hansen opstilledes i det nye Viby Centret i 1970. Den ene skulptur opstilledes ude på pladsen foran Viby Centret med en form af orgelpiber, der udstyret med indbygget lys skulle fungere med vand rislende ned igennem kobberrørene til fundamentet der var opfyldt med sten. Den anden kobberskulptur blev placeret i et bassin inde i Viby Centrets "gågade", hvor den bestod af en gruppe af buede kobberplader der bestråledes med vand for at afgive musik og lyd.

Viby Centret på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

https://www.aarhusarkivet.dk/search?locations=156632

Litteratur og kilder

  • Viby Centret. https://vibycentret.dk/om-os/
  • Århus Stiftstidende. Vibys centrum fornyes for 20 millioner kroner. 01-10-1961
  • Århus Stiftstidende. Første C-center i Århus. 21-10-1970
  • Århus Stiftstidende. Kobber imellem beton. 01-10-1970
  • Viby Centret 25 år, artikel i Vibybogen 1995, Tove Glud Rasmussen, Viby Lokalhistoriske Forening
  • Kirsten Melsen m.fl. Viby – et tilbageblik. Artikler m.m. fra de første 10 årsskrifter, Viby 2009