Marius Ditlev Harder
Marius Ditlev Harder (1870-1954) var herretøjsforhandler i Aarhus og indehaver af forretningen Harder.
Søn af konditor Pauli Harder fra Skive.
Gift i 1897 med Hedvig Vilhemine Gøtzsche, datter af købmand Christian Gøtzsche. Parret fik datteren Paula Harder (1898-).
Marius Ditlev Harder gik i fritiden meget op i jagt og gik hyppigt på jagt enten alene med sin hund eller med sine venner.
Karriere
I 1891 havde Harder været garder og holdt efterfølgende interessen ved lige ved at være medlem af Garderforeningen for Aarhus og Omegn.
I 1895 åbnede han Aarhus Cravat-magasin & Skjortefabrik i Borgporten 15. I butikken kunne man købe herreundertøj (såkaldt herrelingeri), skjorter, hatte og lignende. Butikken udvidede senere i lokaler på Store Torv 1. Ved Harders død i 1954 blev butikken overtaget af Ole Alban Knudsen, som inden da havde være kompangnon i forretningen.
Harder var kendt i byen for en forgangsmand inden for sin branche. Han var meget aktiv inden for fagforeningsarbejdet og var med til at stifte Aarhus Herreekviperingshandlerforening og Manufakturhandlerforeningen. Han var formand for begge foreninger i en periode og blev på sin 75 års fødselsdag udnævnt til æresmedlem.
I Harders nekrolog i Aarhus Stiftstidende kunne man læse følgende om ham:
- " Harder beviste snart, at han havde set rigtigt paa specialiseringen. Han var en dygtig købmand, og han stod bag disken, efter han var fyldt 80. Hans friske væsen og jævne og barmfri form vandt ham mange venner."