Sophus Emil Johnsen (1869-1950)

Sophus Emil Johnsen, også kaldet Drakenberg-Johnsen, på gåtur på Strøget med sin kæleged, som han tit havde med sig. Fotograf: Ernst Christian Skabelund, ca. 1940, Aarhus Stadsarkiv.

Sophus Emil Johnsen (tv.) opstillet med et udvalg af sine rariteter, bl.a. med det der muligvis er en afstøbning af Drakenbergs lig. Billedet er sandsynligvis taget i tiden omkring hans rejse til London i 1929.

Sophus Emil Johnsen (født den 10. december 1869 i Aarhus, død den 28. november 1950 i Aarhus) var en aarhusiansk skibsprovianteringshandler. Han var søn af Jens Johnsen og Ane Jensen.

Johnsen var sømand i sine unge dage, men slog sig ned som skibsprovianteringshandler i Aarhus, hvor han i 1898 etablerede virksomheden Sophus E. Johnsens Skibsprovianteringshandel i den gamle toldbygning ved Grønland og Toldbodgade. I 1911 købte han Seiersens Skibshandel, der lå i Mindebrogade 2, og var grundlagt i 1857 af Johan Poul Seiersen. I den første tid i Mindebrogade drev Johnsen selv forretningen, men gjorde i 1921 Th. Møller, der længe havde været en trofast medarbejder i skibshandlen, til kompagnon. I 1941 solgte Johnsen sin halvpart af forretningen til samsingen Egil Gylling Møller, der sammen med Th. Møller fortsatte med at drive forretningen videre under navnet Sophus E. Johnsen & Co.

Som handlende tjente Johnsen en betydelig formue, som han brugte til forskellige velgørende formål. Blandt andet startede han et hjem for sygeplejersker og var central i oprettelsen af et søspejderkorps i Aarhus.

Sophus Johnsen var kendt under navnet Drakenberg-Johnson pga. sit store arbejde med at udbrede kendskabet til den halvt legendariske Christian Jacobsen Drakenberg.

En særegen aarhuspersonlighed

Udover sin store interesse for Drakenberg, havde Johnsen også flere andre, særegne karaktertræk. Han var eksempelvis næsten altid klædt i matrostøj med ”hals” og korte bukser, og ude i byen gik han tit rundt med sin kæleged i snor.

Johnsen var desuden meget glad for navnet ”Marie”. Hans første kone havde båret navnet, og efter hende forsøgte han at finde en ny Marie at gifte sig med. Hvor meget det var i sjov, og hvor meget det var i alvor, vidste samtidens aviser ikke – måske vidste han det ikke engang selv,– men en dag så det ud til, at missionen lykkedes ham. Han arrangerede et stort bryllup med den nye Marie, som dog afbrød brylluppet, da det gik op for hende, at det var alvor. Hun havde indtil bryllupsdagen nemlig troet, det var en film, hun skulle spille en rolle i.

Johnsen bevægede sig rundt i Aarhus med stor ubekymrethed og lod sig ikke bemærke med, at trafikken tog til i byen. Han tog ikke hensyn til, hvor færdselsovergange gjorde det nemmere at krydse vejene, og denne letsindige færden blev hans endeligt. I 1950 blev Johnsen, der på dette tidpunkt var 81 år, kørt over af en sporvogn på Bispetorvet. Han var trådt ud på kørebanen uden at se sig for, og i sin forskrækkelse nåede han ikke at flytte sig i tide. Ulykken resulterede i, at Johnsen fik lårbensbrud, ribbensbrud og alvorlige kvæstelser i hovedet, og han kørtes i ambulance til Kommunehospitalet. Her døde han kort efter indlæggelsen.

Johnsen og Drakenberg

Johnsens fascination af Drakenberg synes for alvor at have taget form i 1920’erne. Ifølge Johnsen selv var det med ønsket om at fremdrage et positivt forbillede for den søspejderbevægelse, han var i gang med at starte i Aarhus, at han begyndte arbejdet med at formidle budskabet om Drakenberg. Til at fortælle om Drakensbergs historie oprettede Johnsen også et Drakenberg-museum i en ejendom, han havde i Vejlby.

Det arbejde kastede han sig ud i med stor kraft. Han stod bag en større udgivervirksomhed, fra Søspejdernes Forlag, hvorfra de periodiske blade Drakenberg Posten og Søspejderen udkom med ujævne mellemrum. Hertil kom genudgivelsen af den vigtigste kilde til historien om Drakenberg, Den ældgamle Normands, Christian Jacobsen Drakenbergs, Levnets-Beskrivelse fra 1774, som han desuden fik oversat til svensk, engelsk, tysk og hollandsk og distribueret hos søspejdere i udlandet. Johnson var ligeledes en ivrig rejsende, der på ture med sine søspejdere til Norge, Sverige og England udbredte kendskabet til Drakenberg.

Som en kvindelig pendant til Drakenberg fandt Johnson den engelske Grace Darling (1815-1842). Hun var datter af en fyrpasser og berømt for sammen med sin far at have deltaget i redningen af mandskabet fra et skibbrud i 1838. Johnson mente, hun passende kunne fungere som skytspatron for pige-søspejderne, og på opstillede billeder optræder han ofte med et billede af Grace Darling eller Drakenberg.

Johnsen så næsten sig selv som den nye Drakenberg og regnede med at blive mindst lige så gammel. For at bevise sin styrke valgte han i en alder af 70 år, at han kunne køre en trillebør fra Aarhus til København.

Johnsen lavede desuden sin egen Drakenberg-orden, hvor ordenens ”medalje” bestod af små messingkanoner. Den uddelte han til kendte mennesker, han syntes, fortjente den, eksempelvis Winston Churchill, som Johnsen fik en skriftlig tak fra, efter han havde sendt ham ordenen. En anden ordensmodtager var Londons Lord Mayor, der tog imod Johnsen og søspejderne på en tur til den engelske hovedstad.

Interessen for Drakenberg slugte en stor del af Johnsens formue, og med tiden slap hans penge op. De sidste år af sit liv levede han en beskeden tilværelse på offentlig understøttelse og med bopæl på Sømandshjemmet.

Fejringen af Drakenbergs 300-års fødselsdag

Johnsen og tilskuere med et billede af Grace Darling. Der er sandsynligvis tale om den trækvogn, som Johnsen vandrede til København med, fyldt med Drakenberg-relikvier.

Op til 300-året for Drakenbergs fødselsdag i 1926 arbejdede Johnsen hårdt på at eksponere Drakenberg. Han udgav et stort jubilæumsnummer af Drakenberg Posten – på engelsk og på dansk – og lod billedhuggeren Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964) udarbejde et udkast til en mindebrønd for Drakenberg. Den mente Johnson passende kunne stå på havnen, men det forslag – og Drakenberg-entusiasmen i det hele taget – blev mødt med kraftig kritik i dagbladene. En leder i Aarhus Stiftstidende den 25. oktober 1926 kaldte således Drakenberg for ”en uvorn slagsbroder, drukkenbolt og pigejæger”, der ikke burde tages alvorligt: fra en lavkomisk side kunne han dog nok tolereres. En række læserbreve supplerede kritikken.

Johnson følte sig hårdt ramt af angrebet, og mange år frem havde han et horn i siden på Aarhus Stiftstidende: Drakenberg var en alvorlig sag. Trods kritikken blev 300-årsdagen fejret med passende stil. I Regina-Teatret blev der afholdt en storslået Drakenberg-Fest-Matiné for omkring 100 gæster, med optrædener af skuespiller Henrik Malberg, sangforeningen Nordlyset, Regina-teatrets orkester og danserinde Irma Møller. Hertil var der fællessang og lysbilledfremvisning, og om aftenen blev det meste af forestillingen gentaget på Risskov Badehotel. Som afslutning på dagen var der planlagt festfyrværkeri på havnen, som dog måtte aflyses på grund af regn.

Om formiddagen var Drakenberg-mindetavlen blevet afsløret på den ejendom i Fiskergade 82, hvor Drakenberg levede de sidste år af sit liv i Aarhus.